Efter mistrivsel og skolevægring: hver morgen holder jeg vejret
27. oktober 2022 - Denne dag tog jeg mit barn hjem efter 1,5 års mistrivsel i skolen
Der er noget jeg ikke har fortalt om, og det gik op for mig i går, da jeg mødtes med ligesindede, at det sker, for jeg havde faktisk slet ikke opdaget at jeg gik rundt og holdt vejret. At tårerne og lettelsen hver morgen har noget med et 2 år gammelt traume at gøre. Men det har det, jeg har selv lige opdaget sammenhængen. For hvis man er så heldig at ens barn kommer i trivsel igen efter mistrivsel og endt skolevægring, så er alt vel godt for alle? Eller hvad?
Mit barn begyndte at danse i solens stråler da jeg fortalte hende at hun aldrig mere skulle tilbage i skole
Filmen skulle jo egentlig være sluttet nu
Jeg tog min ældste datter på (nu) 9 år hjem efter 1,5 års mistrivsel i sin skole. Jeg startede en hjemmeskole, jeg fik mit barn tilbage. Jeg fik hende ud af selvskaden, af mørket og ind i livet, dansen og gnisten i øjet igen. Det har været så hårdt, det har krævet så meget arbejde, og den kommune og de fagfolk der var omkring os dengang min datter havde det svært, de står ikke og klapper på sidelinjen over hvad vi har præsteret, der er ikke et system for en god historie. Kun fingre der peger. Så filmen burde jo slutte der? Alle er glade?
I denne film er der ikke kun 1 barn, der er 2. Lillesøster der til tider har været skyggebarn i denne historie, og som har klaret hele storesøsters mistrivsel og skolevægring på en urimelig flot måde. Det har været en smertefuld bevidsthed for mig, som mor, at forstå psykologien i at være skyggebarn. Da lillesøster skulle starte i skole, var jeg på forkant i alarmberedskab, forberedt på at reagere på hvert mindste lille tegn der måtte være, så lillesøster ikke skulle igennem det samme som sin storesøster.
Vi er nu knap 3 uger inde i skoleåret, og jeg holder stadig vejret hver eneste morgen. Jeg vinker farvel til mit barn i vinduet, sender luftkys og Justin Bieber hjerter, og når hun ikke kan se mit ansigt længere, græder jeg stille tårer og ånder lettet op. Hver eneste morgen. En blanding af taknemmelighed over at min datter ikke skriger og græder, og skal holdes fast af voksne, men selv går ind og finder sin plads, kysser mig og krammer mig, og håndterer den sorg der stadig er når vi skal sige farvel om morgenen inde i sig selv. Og så er der min re-traumatisering hver eneste morgen. Minderne om alle de mange gange jeg har overskredet mine egne grænser, alle de gange jeg har gjort min mavefornemmelse tavs med vold og magt, og i samarbejdets navn har lukket øjne og ører for hvad mit barn TYDELIGT fortalte mig ikke var okay. Min blinde tiltro til et system og til fagpersoner, som har svigtet så mange gange før, men som jeg, med min autoritetstro i hånden gik ind i igen, med bind for øjnene og lort i ørerne, fordi jeg var sikker på de kunne hjælpe os da vi var i nød, da mit barn gik i stykker. Det viste sig at de ikke anede en dyt om hverken mistrivsel, skolevægring eller barn med høj begavelse.
Det eneste der virkede, var at jeg tog det fulde ansvar for mit barns trivsel, mit barns uddannelse, mit barns liv. Der er ikke andre end mig det kan falde tilbage på hvis det jeg laver, ikke virker. Til gengæld er der ingen grænser for hvad jeg vil gøre for at løfte hende, rumme hende, støtte hende, bære hende hvis det bliver nødvendigt, skubbe hende ud hvor hun ikke kan bunde, så hun kan opdage at hun har kunnet svømme længe. Men det kan jeg kun fordi jeg trak stikket til systemet i tide, inden jeg selv nåede at gå helt i stykker. Langt de fleste forældre til børn i mistrivsel og skoleværing er ikke så heldige, og pludselig sidder man i et mørke uden udveje eller nødudgange.
Jeg troede faktisk jeg var færdig med det her emne, men tårerne sidder stadig i mig, mavepinen, frygten, magtesløsheden – selv efter at mit barn har fået det godt. Det var et traume i sig selv at kæmpe mod et system der på papiret er der for at hjælpe. At blive mistænkeliggjort som mor fordi det er det eneste svar systemet har: det må være moderen/forældrene der er i stykker. Inkompetente. Uegnede.
Og så er der ensomheden. Det er frygteligt ensomt at have et barn der ikke trives i sin skole. Alle forældre ønsker et godt skoleliv for deres børn. Alle forældre ønsker at se sin søn eller datter hoppe afsted med lidt for store skoletasker, lidt usikre, lidt spændte, med et spændende og rigt skoleliv foran sig, med hjertet og hjernen åben for alt det der venter. Det er bare det man gerne vil. Og pludselig har ens barn efterladt en tom stol i klassen, og ingen skriver. Ingen sender tegninger. Ingen kommer forbi med slik og et kort fra alle i klassen. Der er bare stilhed. En tom stol der virker usynlig. Et barn der er efterladt, en familie der drukner midt i en dansktime.
Hvad er formålet med dit triste ansigt?
Det er vigtigt for mig at behandle denne ”efter-tid” med respekt. Selvom jeg i dag drukner i billeder af strandture, eventyr-ture i hjemmeskolen, to glade børn der hopper gadedrengehop i livet, har et rigt liv med venner og familie, oplevelser, udfordringer og sjov, så har jeg selv et stort følelsesmæssigt efterslæb jeg, indtil nu, ikke har givet den plads og omsorg det kræver for at jeg kan komme igennem det her også.
I går mødtes jeg med ligesindede for første gang. Vi var mange, vi græd, vi lyttede til hinandens historier. Jeg bliver ked af det bare ved at skrive disse ord. Sorg. Heling. Jeg har slet ikke set hvor stor mit behov for at give mig selv omsorg, møde mig selv med kærlighed og forståelse, respekt og kram og blødhed, det er. Hvor ødelagt jeg også har været af kampen for at få mit barn tilbage til livet igen, hvor urimelige kræfter det har krævet. Jeg er simpelthen så udmattet i øjeblikket. Det betyder ikke at jeg ikke fortsat passer mit fuldtidsstudie, hjemmeskoler mit barn på fuldtid, og engagerer mig 100% i min yngste datters skolestart, det betyder det ikke. Det betyder bare jeg er træt og udmattet. At jeg stadig mangler at græde mange tårer. At der er en lang vej at gå endnu før jeg slipper den tunge mur, jeg måtte pakke mit hjerte ind i dengang mit barn var ved at gå i stykker … ellers kunne jeg ikke holde til det. Dengang jeg på bagkant skulle være socialrådgiver, psykolog, PPR, pædagog, projektleder, tværfaglig teamkoordinator, jurist, læge og researcher. Hvor ville jeg ønske jeg mest af alt bare skulle være mor.
Hver morgen holder jeg vejret. En dag kommer jeg måske til at trække vejret frit igen. En dag kommer jeg måske til at glemme alt det vi var igennem. En dag kommer alt det her til at være et fjernt minde fra en svunden tid. Forhåbentligt. Men nu har jeg fundet andre vingeskudte måger at flyve med, og sammen trækker vi vejret. Det var virkelig en stor oplevelse at være sammen med andre forældre i samme situation i går. Jeg er dybt rørt i mit hjerte. Jeg føler mig allerede så forbundet med de her mennesker, hvis navne jeg knap nok registrerede, fordi jeg var så optaget af at suge deres historier til mig. De så mig, de har været der, de kender, de ved, de lider og sørger også. Det første alle kommuner skulle gøre i går, det var at etablere forældregrupper for børn med skolevægring. Lige nu. Det ville jeg ønske jeg havde haft. Nogen at græde med, nogen der forstod den komplicerede situation det er at stå med et barn der ikke passer ind, og en pil der kun kan pege på mor og far, en pil der kun kan pege væk fra løsningen, og derfor bliver der aldrig vindere i de her sager.
Et overstået kapitel må vente
Jeg havde faktisk bildt mig selv ind at det her emne var slut. Det sidste punktum satte jeg da jeg tog mit barn hjem, troede jeg. Men efter i går, efter mødet med de her mennesker, ligesindede, kan jeg tydeligt mærke at der ikke er noget punktum indenfor nær fremtid. Jeg har stadig arbejde foran mig, inde i mig, og nu skal jeg have fokus på at få mødt al den smerte der stadig lever i mig, i min sjæl og i min krop, jeg skal ære at jeg nu kan græde tårer, både alene og sammen med andre, og jeg skal acceptere at jeg ikke ved hvor lang tid det her kommer til at tage. At jeg stadig må sige nej til langt mere end jeg har lyst til, fordi jeg simpelthen stadig er udmattet.
Og det er okay.
Så ikke noget punktum for nu. Jeg vil derhen hvor jeg ikke længere holder vejret. Jeg vil leve der hvor jeg har sagt farvel til min udmattelse, og hvor jeg kan tage verden helt ind i hjertet igen. Det er det jeg vil. Jeg ved ikke hvordan, men det er ingen hindring for at pakke tasken og tage af sted. Nu har jeg set, nu har jeg mærket, nu kan jeg flytte mig, og jeg må gerne være ked af det.
Kærlig hilsen
Frejamay
