Vægttabsrejse UGE 1: Forberedelse og opstart
4 år Niller! 4 år har det taget mig at nå dertil hvor jeg mærker en stærk motivation for at gå igang med vægttab igen. Men nu er jeg klar, jeg har delt mine billeder af min trætte krop på SoMe, og jeg glæder mig til at følges med alle der har lyst til at være med på rejsen. Dette blogindlæg giver svaret på hvordan jeg har forberedt mig, hvad jeg har gjort for at komme mine dårlige vaner i forkøbet, hvad jeg har måtte sige endegyldigt farvel til, og meget andet. Jeg håber du finder inspiration og motivation, velkommen til.
En sorg over vægttabet der ikke holdt.
Jeg forsøgte at tone det ned sidste gang jeg tabte mig 20 kilo, for 5 år siden. Jeg fortalte ikke ret mange at jeg fandt det ret nemt, i hvert fald de første 15 kilo, men så blev det svært, og så skete der forskellige ting i mit liv som tog pusten fra mig, og så var det bare overhovedet ikke nemt længere. Jeg fik en abort og kuk i hormonerne (læs historien lige her), og jeg fik et barn i mistrivsel i sin skole, som gjorde at jeg måtte lægge hele vores liv om for at få hende i trivsel igen (læs her). Siden har jeg været i overlevelsesmode on and off, men nu er jeg landet et sted hvor jeg har motivationen og det overskud der skal til for at fokusere på min egen sundhed og de selvkærlige og bæredygtige valg igen.
Selvfølgelig har jeg oplevet en sorg og et nederlag over ikke at kunne holde mit vægttab. Jeg har tøj i kælderen jeg glæder mig til at have på igen, og jeg savner at have færre kilo at slæbe rundt på. Omvendt ved jeg også at mit liv har krævet mit fulde fokus andre steder. Jeg har brugt min energi og det overskud der var, på at skabe forandringer der hvor det var nødvendigt,. Det har ikke kunnet være anderledes end det var, og jeg har stor respekt for alt det jeg har opnået de seneste 4 år, også selvom det betyder at min tøjstørrelse svinger mellem 44 og 46 lige nu. Jeg trænger til at slippe kilo igen, og forhåbentligt denne gang er bedre klædt på til at holde vægttabet når kiloene er røget.
Hvad har du gjort for at forberede dig til denne vægttabsrejse?
Mentalt har jeg forberedt mig i 3 år. Jeg har skrevet dagbøger, jeg har arbejdet med hvorfor det er så svært at slippe spisning med følelser, hvilke mønstre jeg gerne vil ændre, hvilke mønstre jeg gerne vil erstatte de gamle mønstre med, mine drømme i forhold til at smide kilo igen og hele tiden sørge for at holde fast i selvkærligheden, både til min krop og min sjæl, så det her ikke bliver et “fra klam til tynd” projekt, for det skal det ikke være. Jeg hviler egentlig ret godt i den størrelse jeg har. Jeg bader nøgen året rundt og går i bikini og kjoler og nederdele uden skam, fordi hvorfor ikke? Min krop er smuk og stærk. Mit vægttab handler om sundhed, om overskud, om energi, om at føle mig stærk, om at kunne passe det tøj jeg er glad for og om at kunne lave yoga uden at jeg sidder fast i mine egne deller, når jeg ligger der og skal strække ud om aftenen (det er et syn for guderne pt).
Nye vaner:
NUL bland selv slik og slik og chips. Jeg kan simpelthen ikke styre det, og det må jeg bare erkende. Jeg er udstyret med labrador-gen når det kommer til slik så hvidt som narko. Derfor erstatter jeg slik med frugtsalat, nicecream, kage, nødder og hvad jeg ellers kommer op med, som ikke virker på mig som narko (sukker).
NUL alkohol, men det er ikke nyt, den beslutning tog jeg allerede tilbage i januar, og den kan du læse om lige her. Jeg erstatter alkohol med Ginger beer, som jeg elsker, og så med Pepsi Max af og til, og ellers er jeg blevet ret glad for danskvand med citron i.
Jeg tæller kalorier, ligesom jeg gjorde sidste gang, og det virkede. Jeg har nogenlunde overblik over hvor mange kalorier der er i de ting jeg spiser, og det hjælper mig at have styring med kalorierne. Jeg bruger Lifesum Appen - gratis versionen.
Jeg er begyndt at træne styrketræning med min ven og nabo, og det er super motiverende og sjovt, især fordi det foregår i gården hvor vores børn er, som træner sammen med os, det passer perfekt til mit temperament, og min nabo er fantastisk til at motivere og heppe.
Jeg går dagligt mellem 8000 - 10.000 skridt, jeg elsker mine gåture, og det giver mig lidt luft i kalorieregnskabet
Jeg taler højt om mit vægttab, deler kropsbilleder og står ved rejsen, det er en kæmpe motivationsfaktor i sig selv.
Jeg har allieret mig med min veninde, som jeg følges med, og vi har fælles vejedag og deler stort og småt på rejsen
Jeg er allerede blevet god til at integrere mere grønt i mine måltider, og det ved jeg virker. Jeg elsker rød peber til morgenmad, jeg elsker frugtsalat om aftenen når sukkertrangen melder sig, og jeg elsker stegt spidskål. Mulighederne er uendelige. Og så er der jo den her brownie, der er lavet på sorte bønner, KÆMPE anbefaler!
Jeg forsøger at være mild mod mig selv og de gode valg jeg har truffet for mig selv.
Der er sikkert flere ting jeg ikke kan komme i tanke om lige nu, men som dukker op henad vejen. Og så blogger jeg naturligvis om rejsen, så hver uge kommer der en opdatering her på bloggen, som du enten kan følge med i, eller hoppe let og elegant henover hvis vægttab bare er det sidste du gider høre om.
Udfordringener og det der bliver svært med vægttabet
Udfordringen bliver klart at jeg ikke må spise slik længere, fordi min hjerne er helt sikker på at den SKAL have narko(slik) for at fungere. Og jeg kalder det helt med vilje narko, fordi sukkeret har den indvirkning på min hjerne, præcis ligesom Gollum og ringen. Og netop derfor er det ekstra vigtigt at jeg får skabt nye gode vaner, og gør det nemt for mig selv stadig at nyde desserter og lækkerier, som er bedre for min krop, mit blodsukker og min hjerne. Kodeordet er selvkærlighed, og narko er bare ikke selvkærligt.
En anden udfordring bliver når vægttabet er i gang og jeg har tabt en del, og det så pludseligt går i stå eller stagnerer. Det oplevede jeg sidste gang og det er super demotiverende, selvom de nye vaner og livsstilsændringen burde være nok i sig selv. Men jeg må finde en vej igennem det, og måske er det her jeg så må hyre hjælp udefra, når jeg rammer det her plateau. Der er i hvert fald veje at gå, og jeg ved allerede nu at det er her jeg kommer til at skulle sætte ind.
Hvad jeg spiser går jeg mere i detaljer med næste uge, jeg har allerede fået forespørgsler på “nul-kalorie-suppen”, som jeg delte sidste gang, og stadig elsker (uanset om jeg er på vægttabsrejse eller ej), den deler jeg naturligvis også. Jeg er så klar, og jeg glæder mig til at dele min selvkærlige vægttabsrejse med alle der har lyst til at læse med. Jeg kommer selvfølgelig også til at skrive om andre ting, lave boganmeldelser og alt mulig andet, så du får stadig et varieret indhold uanset om du læser med her, på facebook eller på instagram.
God rejse til alle os der starter, og til alle der har været i gang eller tænker på det,
Kærlig hilsen
Frejamay