“Onsdag d. 9. Maj kl. 8.54 kom vores lille ninja til verden på min sofa i min lejlighed i Brede. På trods af at jeg har et akut kejsersnit i bagagen med min ældste datter, og dermed fødte hjemme, selvom det gik imod sygehusets anbefalinger. På trods af at jeg, af jordemødre på nettet, er blevet bedt om at tænke mig ekstra godt om med mit valg af hjemmefødsel efter kejsersnit, og (at dele min historie omkring det) har jeg altså valgt at være fuldstændig tro mod mit hjerte, og den vej i livet jeg tror på. Den historie vil jeg fortælle dig i dag. Velkommen til min fødeberetning.” Sådan starter min fødeberetning, du kan læse resten lige her. Nu er der gået præcis to år siden den fødselsoplevelse der ændrede mit liv totalt. For anden gang. I dag vil jeg dele mine tanker om rejsen de sidste to år, og hvad det har gjort ved mig at stå ved mig selv selvom det var imod anbefalingerne.
Først og fremmest. Stort tillykke til min store lille datter Selinna, som i dag fylder 2 år. Lille vidunderlige menneske. Der er ingen som dig, du er absolut din helt egen. Så fin og mild og samtidig det vildeste powerhouse. Du er den vildeste hygge-nusse-putte-trold, og det er dejligt at vågne op og se dit smil i dine øjne og i resten af kroppen hver eneste morgen. Du begynder virkelig at folde dig ud og stå på dine egne ben og danne dit eget billede af hvad verden er, og især hvad du vil bruge den til. Du er dybt omsorgsfuld og kærlig, jeg kender ingen der kan trøste som dig, og så er du bare fuld af fis og god humor. Du er fantastisk.
Du skulle til verden. Efter to gange på fertilitetsklinikken var der bingo, og du holdt fast hele vejen. 6 måneder inde i graviditeten fyrede jeg mit sygehus (læs historien her) uden at have nogen som helst anden plan lige der. Men ganske hurtigt fik jeg verdens sejeste fødeteam på benene, læs her, og en dyb og transformerende rejse begyndte for mig. En rejse der har ændret mit liv totalt.
Hele graviditeten handlede om at stå ved mig selv og alt det jeg var og følte og mærkede tydeligere end aldrig før. Med et kejsersnit i bagagen frarådes det at føde hjemme. Og jeg kunne simpelthen ikke den række overgreb som jeg oplevede første gang, en gang til. Jeg lavede en masse research og talte med en masse fagpersoner (søg på “hjemmefødsel efter kejsersnit” på min blog og du vil finde alle mine indlæg og interviews fra dengang). Det var det rigtige for mig at føde hjemme.
Det der er vigtigt at tænke på her er at rejsen er min, kroppen er min. Jeg har i over 30 år haft en krop som jeg har troet var ødelagt af seksuelle overgreb. Da den første fødsel endte med både igangsættelse, epidural, vestorm og akut kejsersnit bekræftede det mig blot i at min krop ikke duede mere. Den kunne ikke det den skulle. Det var ødelagt af de lorte-overgeb.
Så da jeg udelukkende blev mødt med hån og lukkede døre på mit sygehus i forhold til mit ønske om at føde hjemme kunne jeg bare mærke at nok var nok. Og det at skabe en anden vej, sammen med mit skønne fødeteam, det var intet mindre end fantastisk. Hvad jeg ikke vidste var, at det ville ændre mit liv på så mange planer, udover det åbentlyse, altså at blive mor til to vidunderlige guldklumper.
For det gjorde det. Det har ændret mit liv. Det har fuldstændig forandret mit forhold til min krop og til mig selv at føde Selinna. At min hjemmefødsel blev en succes. Selvom folk stadig kan finde på at skrive “det var heldigt der ikke var nogen der døde” og “tænk at du vil gamble med dit barns liv for dit eget egos skyld”, så kunne det ikke være længere fra sandheden. Men hvis man kun ser verden gennem frygt og skræk og rædsel, så forstår jeg til fulde den måde at se min situation på.
Men hvis man har levet mit liv, og i øvrigt har læst Hanne Dams fremragende bog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, og har sat sig godt ind i den evidens der er til rådighed på området (og det har jeg, alle relevante links findes i alle de blogindlæg jeg skrev under min graviditet), så ser billedet helt anderledes ud. For mig var det sikreste absolut ikke at føde på et sygehus. Udover at det er mig alene der skal bære ansvaret og oplevelsen resten af mine dage, så er det også min krop der risikerer at blive ødelagt på en underbemandet fødemaskine, hvor det er excelark og ikke naturen der får lov til at styre fødslen. Det eneste jeg ville var at have retten til mit eget liv og til mine børns liv, og jeg ville gøre alt hvad der overhovedet stod i min magt for at ændre min historie og bringe mit barn sikkert til verden. Og det gjorde jeg.
Med dygtige fagfolk ved min side startede min fødselsrejse for præcis 2 år siden. Veerne startede om aftenen, jeg tænkte ikke at det var nu, men min skønne doula Christina insisterede på at kigge forbi, selvom klokken var over 22. Jeg har lært at sige ja tak, så det gjorde jeg. Christina havde ikke været der ret længe før hun sagde “det er nu Frejamay. Det er nu det sker!”, og så hidkaldte vi min jordemoder Sophia, og skønne dokumentarfotograf Greg, som er den mest fantastiske fotograf i verden, og inspirerende menneske! Nåja og min mor, som skulle være Emmalias, min datter på 3 dengang, wingwoman. Emmalia skulle nemlig være med til fødslen.
ALT hvad jeg overhovedet drømte om med denne graviditet og fødsel blev til virkelighed. ALT. Og nu skal det ikke forstås på den måde at jeg havde en tjekliste og at alt blev tjekket af. Nej. Jeg drømte om at føde hjemme og have et fødekar. Jeg mærkede t det var vigtigt for mig at Emmalia var med så længe det gav mening for alle. Jeg drømte om at have mig selv med under hele rejsen, så intet skete henover hovedet på mig. Jeg drømte umiddelbart ikke om at have en fremmed mand med til min fødsel, men da Gregs og mine vejede krydsede hinanden sagde jeg ja til at han måtte komme med uden overhovedet at have mødt ham. Alt var bare så rigtigt. Men jeg havde fuldstændig sluppet måden det skulle ske på. Jeg ville bare gerne føde hjemme. Jeg ville bare gerne have mig selv med. min krop med. min datter med. Min mor med. Der var ingen krav, og alle var fuldstændig enige om at var der det mindste tegn på at noget var galt, så skulle på sygehuset. Og så ville det stadig have været en succes, fordi det hele tog udgangspunkt i det der var vigtigt for mig.
Så hvad har rejsen betydet? Ja udover at jeg nu har to helt igennem vidunderlige, fantastiske og vise små piger, så har rejsen transformeret hele mig. Det lyder så punkteret når man bare skriver det. Men det er det ikke. Det er et indre Big Bang hvor intet nogensinde bliver det samme igen. Den krop jeg troede var defekt for evigt, den kunne føde. Den kunne ALT det den er skabt til, selvom den har været ødelagt af overgreb siden min barndom. Jeg skulle ikke coache den, tvinge den, presse den, ødelægge den, jeg skulle bare lade den gøre sit arbejde, og dte gjorde min vidunderlige krop. Jeg ELSKER min krop. Jeg har sluttet fred med den. Jeg er stærk med den. Jeg har en video af der hvor Selinna kommer ud, og selvom jeg aldrig glemmer det øjeblik hvor Sophia siger “hovedet er ude, prøv at tag hånden ned og mærk”, og jeg mærkede det lillebitte hovede for første gang, så græder jeg hver gang jeg ser den video. Og jeg har set den omkring 300 gange nu, tror jeg.
Den fødsel sprængte min fortid som overgrebsoffer til atomer og satte mig fri. Og selvom jeg stadig kæmper med senfølger fra dengang, så gør min krop ikke mere. Min krop tilhører mig, min krop er stærk og klog og helet. Ingen har aktier eller regninger eller glemte traumer gemt i min krop længere, det satte den hjemmefødsel en stopper for. Og alt det her forstår man muligvis ikke hvis ikke man har en krop der er blevet misbrugt. Men jeg gør. Og jeg ved at de fleste med overgreb i bagagen ved hvad jeg snakker om. Så den her er til dig der genkender.
Og så fejrer jeg i dag to år som mor til to.
Det har været den vildeste rejse. Der har været SÅ mange helt ubeskriveligt hårde ting, og jo i starten var det åndssvagt ubeskriveligt hårdt fordi Selinna ikke sov ret meget, og jeg havde (for) lange perioder hvor jeg simpelthen bare ikke sov. Men det gik hurtigt over. Hurtigt fandt jeg en måde at være solomor til to på. Og i dag, to år senere, synes jeg at jeg er så pissesej når jeg tager ud i verden med mine to mindst lige så seje børn. Jeg synes vi er vildt gode til at komme ud hver dag, komme på tur, møde andre mennesker, møde hinanden og ikke mindst møde os selv og hinanden.
Jeg gør alt muligt forkert, men jeg tager ansvar for det, jeg rækker ud når jeg føler behov for hjælp og jeg er ærlig omkring det. Jeg gider ikke gå og lade som om jeg har styr på det hele og bare kører med klatten, når det ikke er virkeligheden. Jeg finder mere og mere ro i alt det uperfekte, og det er så pisserart at bare kunne være den jeg er uden at skulle have alle mulige filtre og politisk korrekthed på.
Når jeg råber af mine piger siger jeg undskyld, og vi snakker om det. Emmalia siger af og til “mor jeg er bange for at du råber”, hvis hun kan mærke en situation spidse til. Og så snakker vi om at “ja jeg er irriteret lige nu og jeg er glad for at du siger at du er bange for at jeg råber”. Jeg snakkede med min psykolog om episoden, mest fordi jeg var bange for at jeg nu havde ødelagt mit barn og gjort mit barn bange for mig. Men min psykolog sagde bare at “det der, det er et barn der er enormt god til at aflæse en situation, aflæse dig og er fuldstændig tryg ved at sætte ord på hvad der sker hos hende og samtidig fuldstændig sikker på at hun bliver hørt og set”. Og det gjorde mig bare så glad.
Herhjemme råber vi alle tre. Vi øver os i at råbe mindre, eller måske er det mest mig der øver og pigerne not so much. Men det gør ikke noget og man må gerne råbe hjemme hos os. Man skal bare altid sige undskyld og snakke om hvad der skete bagefter.
Jeg lærer SÅ meget med og af mine piger. Og om mig selv. Jeg er vokset op i et hjem hvor vi ikke råber og hvor man må komme ud fra sit værelse igen når man er færdig med de der forbudte følelser (frustration, vrede, rasende, konflikt, og nej mor, det er ikke en anklage, tiden var en anden). Jeg er vokset op uden at kende til alt hvad der har med vrede at gøre. Først for ganske få år siden fandt jeg ud af at jeg har en voldsom vrede indeni. Og at den vil mig det godt. Jeg skal bare lige lære at forstå den.
Så herhjemme er vrede velkommen, og det er klart mine piger der har været med til jeg har lært min vrede at kende, og dermed også sund grænsesætning og langt mere tydelighed. Tak piger.
Og så har de sidste to år med mine to piger bare udvidet mit lov og mit hjerte og min kreativitet og mit liv og min kærlighed og tillid til livet. Jeg synea af og til dagene kan være enormt lange, især nu hvor de først falder i søvn omkring klokken 22, og dagene starter som regel klokken 6:30. Men når de sover sidder jeg alligevel og ser billeder af mine to børn fra dagen der gik, og jeg ELSKER at putte mig ind til dem om natten, selvom vores 140x200 seng snart er alt for lille til os alle 3. De fleste aftener når jeg går i seng, tænker jeg “hvor dælen skal jeg egentlig lige ligge henne?”. Og jeg sover egentlig også ret dårligt om natten pt. Men jeg er ikke klar til at slippe samputningen og at vågne af to glade ansigter der er så fulde af liv og kærlighed i morgen. Hvem ved hvornår den tid er forbi og de ikke vil putte med mig mere?
Åh der er så meget mere jeg gerne vil sige, og klokken er mange og jeg skal sove og gør klar til gæster i morgen (vi bliver 6, så Coronapolitiet kan roligt bevare pulsen nede).
Mest af alt vil jeg bare sige at jeg er lykkelig. Jeg er lykkelig over mit liv med mine to børn, jeg er lykkelig over at jeg tog ansvaret og styringen med min graviditet og min anden fødsel. Selvom det krævede mod og hoppen ud over den famøse rampe uden sikkerhedsnet, ja så blev det bedre end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Og det var ikke held. Det var beslutsomhed, et helt unikt teamarbejde, tillid til livet og hinanden, målrettethed og en kæmpestor indsats. Og så en række bittesmå valg. Hele tiden. Valget mellem frygten og tilliden. Valget mellem at stå stærkt hos mig selv eller flygte fra mig selv og lytte til stemmer der alligevel aldrig ville blive mine.
Det her er IKKE en opfordring til at du bare skal sejle din egen sø og fyre sundhedsvæsenet. Det her er IKKE en opfordring til at du bare skal noget som helst. Det her er en opfordring til at kigge dybt ind i dig selv og mærke efter hvad der er vigtigt for dig. Hvad de er rigtigt for dig. Hvad der er betydningsfuldt for dig. Hvad dit hjerte siger. Uanset hvilken livssituation du befinder dig i. Livet bliver langt mere levende når du tager udgangspunkt i den du er. Også selvom det ikke altid lige passer ind i hvordan samfundet har tænkt du skal være.
Og det er det jeg vil lære mine børn. Jeg vil ikke give dem nogen som helst svar på hvad der er rigtigt og forkert. Jeg vil lære dem at lytte til sig selv. I en verden hvor vi aldrig mere ved hvordan i morgen ser ud, har vi brug for mennesker der kan tænke selv, mærke selv, som er modige nok til at følge deres egen intuition, stå stærkt selvom mange stemmer og meget larm prøver at overdøve folks egen fine indre stemme. Mennesker der lever og tør træde egne stier i en verden med flere og flere samlebånd. Men det kræver at vi starter hos os selv. Og det blev virkelig tydeligt for mig at det var den rejse jeg var på da jeg blev gravid med Selinna. Jeg var allerede godt begyndt, men jeg rejste mig virkelig, gav min krop styrken til at hele sig selv, til at give liv videre, fuld af tillid til mig selv og til livet. Og det har forandret mig og helet gamle dybe dybe sår. Og det er måske kun mig der forstår den fulde betydning af hvor stort det her er. Og måske er der andre der ved præcis hvad jeg snakker om.
“Lige der blev jeg genfødt.
Og så gjorde Sophie den næste ting som jeg aldrig vil glemme hende for. Presseveen gik i gang, og jeg pressede som jeg aldrig har presset før, og der skete endnu en eksplosion, og Sophie sagde ”kom med dine hænder Frejamay, så kan du selv tage hende ud”.
Og jeg rakte mine hænder ned, og jeg tog fat under armene på mit lillebitte barn, og jeg trak hende selv ud, og lagde hende op til mig, og så lå hun der. Helt fin og perfekt og i live. Der blev jeg født. Der blev hun født. Og jeg græd og græd og græd. Af lykke og kærlighed og stolthed. Og mens jeg skriver det her, er det stadig helt uvirkeligt at det var det der skete. Men det var det der skete, og det er den absolut største oplevelse i mit liv. At have min store datter med, at føde mit eget barn derhjemme og selv tage i mod hende, at have verdens bedste fødeteam ever.. Uden dem havde denne fødselsoplevelse aldrig overgået alle mine drømme. Men det gjorde den. Sammen gjorde vi det muligt.”
Livet skal leves. Det skal foldes ud. Det skal bruges og det skal gribes og sættes fri. For nogen vil jeg altid være en tosse. Men for mig selv og mine piger og en masse andre er jeg hende der greb fat i livet helt nede ved roden, og så gjorde jeg noget fantastisk med det, og det har jeg tænkt mig at bliv ved med. Nu som mor til to med to års erfaring med den titel. Resten er ligemeget.
Tak fordi du læste med <3
