På tirsdag er det sidste dag jeg skal have børn hjemme i dagtimerne. Selinna starter i Emmalias børnehave, og hun glæder sig helt vildt. Og det gør jeg i øvrigt også. Det har virkelig ikke været nemt for vores familie med daginstitutioner, hverken for Emmalia eller for Selinna, så dagens blog kommer til at være en trip down memory lane, og et ønske om en bedre fremtid i mine børns møde med pasnings- og underholdningstilbud.
6 institutioner på 6 år
Det har aldrig været min plan at “langtidsamme”. Jeg vidste ikke engang der var noget der hed “langtidsamme”. Det var heller aldrig min plan at “samsove”. Jeg vidste heller ikke at der var noget der hed “samsovning” med sine børn. Jeg troede bare man sov sammen. Og jeg var egentlig heller ikke bevidst om at der var en hel verden der hed “hjemmepasser” eller “hjemmepasning”, men jeg blev klogere. Og jeg blev “sådan en” der gjorde det hele.
Livet skete. Jeg ammede og stoppede ikke. Allerede på min første nat som mor trådte noget andet end autoritetstro ind i mit morhood. Det skete da sygeplejersken sagde at min lille grædende baby skulle ligge i en plastikkasse væk fra mig og sove. Fordi det var bedst sådan. Det kunne jeg mærke det overhovedet ikke var, så Emmalia sov hos mig, og det har hun gjort lige siden. Jeg er så glad for at jeg turde lytte til min egen stemme, selvom der var rig mulighed for at forlade mig selv og lade andre tage styringen over mit morhood. “Men så er det dig der har det fulde ansvar?” Ja hvem skulle det egentlig ellers være?
Da det var tid til at børn på Emmalias alder skulle starte i institution kunne jeg mærke at det skulle hun ikke. Det var for tidligt for os. Så jeg indrettede mit liv sådan at jeg kunne arbejde om aftenen når min baby sov, og så kunne jeg have hende hjemme. Jeg skruede alle udgifter i bund og gjorde hvad jeg kunne for at få livet til at hænge sammen, selvom jeg havde Emmalia hjemme. Det lykkedes. Og først da hun var 1,5 år startede hun i vuggestue.
Vuggestuelivet var en blandet fornøjelse. Det var egentlig et fint sted, men der var meget larm og alt for mange børn. Når jeg hentede Emmalia fik jeg selv ondt i ørerne og hjernen af larmen, og derfor kunne jeg ikke forene mig med at skulle aflevere Emmalia, som i øvrigt heller ikke var glad for at gå der.
Dagplejehelvede
Vi skiftede til dagpleje og troede at alt skulle blive godt. Det blev det bare overhovedet ikke. Det har jeg skrevet om i det her indlæg. Kort fortalt havde dagplejeren besluttet sig for at der var noget galt med mit barn, et af hendes gæt var at “Emmalia muligvis er allergisk overfor andre børn”, og vi røg derfor både til psykologundersøgelse, observation og motorikhus for at finde ud af hvad “der var galt med mit barn”. Jeg måtte have videooptagelser med af Emmalia til netværksmøder (for at bevise at hun var helt normal sammen med både fremmede børn, og børn hun kendte), en bisidder til alle møder og måtte tilbagevise nogle af de løgne der stod i vores papirer. Jeg havde heldigvis vidner med til alle undersøgelser. Eksempelvis stod der i dagplejeledelsens papirer “at undersøgelsen på motorikhuset ikke kunne gennemføres fordi barnet skreg så meget”. Min stedfar, som deltog i undersøgelsen og den skønne terapeut fra motorikhuset kunne heldigvis overhovedet ikke genkende løgnen, og bakkede min oplevelse 100% op skriftligt. Men altså. Det er rimelig utrygt når systemet lyver. Især fordi de har magten at at fjerne mit barn fra mig.
Hele sagen endte med at den børnepsykolog som dagplejeledelsen selv havde hyret til at observere os, han pure frikendte os, og han forstod faktisk overhovedet ikke hvorfor vi sad der til mødet allesammen. Det var han ikke ene om, vi forstod det heller ikke. Efter det sidste møde ringede jeg til ham og spurgte om han ville hjælpe os med at finde et nyt sted til Emmalia, nu da han kendte os, og det ville han gerne. Vi flyttede til en lille vuggestue integreret med børnehave (så Emmalia ikke skulle igennem endnu et skifte), og det blev rigtig godt.
Emmalia fik nogle gode år i den nye vuggestue og børnehave. Stedet var plaget af dårlig nomering, som så mange andre steder, men ånden blandt personalet var god og der var især en pædagog der virkelig havde et godt tag på Emmalia. Så da den pædagog valgte at stoppe, i kølvandet på mange andre, og vi i mellemtiden var flyttet til en anden del af Lyngby, ja så fandt vi en ny børnehave til Emmalia tættere på. Det mest fantastiske sted, hvor Emmalia nu har været i et år. Vi elsker stedet, de voksne, deres lidt anarkistiske tilgang til det hele, og deres måde at rumme mange forskellige børn på.
Dyb dyb tvivl
Jeg har virkelig været i dyb tvivl hver eneste gang jeg skulle træffe en ny beslutning på Emmalias vegne. Men i dag fortryder jeg intet, og Emmalia har ingen problemer med at få nye venner eller føle sig tryg og hjemme i en institution. Jeg er taknemmelig for at jeg har fulgt mit hjerte hele vejen, og selv da jeg var røvhamrende bange for at nogen skulle tage mit barn fra mig, under hele episoden med dagplejen (hvor jeg samtidig havde en sag kørende i statsforvaltningen mod pigernes far og hans agressive advokat), så lyttede jeg til hjertet i stedet for frygten. Det hele var det rigtige at gøre, og hver gang vi blev klogere, så tog vi en beslutning ud fra vores nye viden.
Derfor glæder det mig at Selinna skal starte i Emmalias børnehave på tirsdag. Emmalia og Selinna får en måned sammen inden Emmalia skal videre i SFO og i skole (what the actual fuck?!), og jeg tror bare det bliver rigtig godt. Selinna har også været i 2 institutioner. Begge to fine steder, Selinna var bare ikke glad, og jeg kunne slet ikke genkende det barn der blev beskrevet i institutionen. En lille bange pige der ikke turde slippe de voksnes hænder, og som reagerede meget voldsomt når de andre børn (selvfølgelig) også gerne ville have de voksne. Stikmodsat af den Selinna jeg kender. Derfor tog jeg beslutningen om at finde et nyt sted og se om tingene ville ændre sig. Men det var midt i usikkerhed med Corona og voksne der ikke måtte komme med ind på stuerne og 2. bølge af Corona, så jeg besluttede mig for at holde Selinna hjemme, så hun ikke skulle igennem endnu en indkøring, og så bare vente til hun alligevel skal i børnehave. Og det er så på tirsdag,
Jeg har virkelig haft mange tanker omkring vores “rejse” med institutionsverdenen. Er det mig der opdrager “forkert” i forhold til at gøre mine “klar til vuggestue” og hvad vil det overhovedet sige? Masser af selvbebrejdelse og forvirring og skam over ikke at “være som alle andre”. Men heldigvis kun kortvarigt. For jeg opdrager mine børn til at mærke efter og tænke selv. Det giver en del udfordringer i forhold til daginstitutionerne. Alt fra “det er bedst du ikke ammer mere” til “Emmalia skal altså lære at hun skal gå ind og tisse når vi siger det!” (det fik vi i øvrigt at vide dagen efter hun blev rost til skyerne af en anden pædagog, fordi “Emmalia bare har fuldstændig styr på det med tisseriet helt selv, man skal slet ikke blande sig”).
Emmalia lærer hjemmefra at hun skal gå ind og tisse når hun kan mærke hun skal tisse, og ikke når andre beder hende om det. Så det har vi haft nogle “sjove” forløb med, og det kommer nok ikke til at slutte, bare fordi det lige om lidt hedder skole i stedet for børnehaven. Men vi har været sindssyg heldige at have et godt samarbejde med dygtige pædagoger, som har læst Emmalia, og som har kunnet rumme forskellighederne. Især det sted vi er nu. Selvfølgelig skal man kunne indgå i sammenhænge og være med til fællesting, men her er der også plads til at man må være sig selv, og det er fantastisk at have fundet sådan et sted, og sådan nogle mennesker.
Alt er godt?
Har vi stadig mange snakke om Emmalia med børnehaven? Ja da, men vi har et godt samarbejde, og vi har et fælles mål, hvorimod jeg desværre har oplevet andre steder at snakkede om barnet (mit) har taget udgangspunkt i at barnet er forkert, og barnet ska lære at være mere rigtigt.
Jeg har virkelig lært meget af at have to børn i forskellige institutioner. Der er kæmpestor forskel på tilgangen til børn, på ledelse, på hverdagene, på måden man ser børn på, på måden man snakker med forældre på og har forældresamarbejde på, på mødeform, på kommunikation og på hvordan man løser udfordringer. Jeg ville virkelig ønske der var flere der bloggede om det her, for man kan hurtigt komme til at føle sig både alene og forkert når man ikke lige falder i hak med daginstitutionen i første forsøg. Jeg troede jeg var den eneste der havde bøvl. I dag har jeg mødt virkelig mange mødre og fædre der fortæller om lignende oplevelser, frustrationer og forkerthedsfølelser i alle afskygninger. Det gør mig trist, især fordi det jo handler om at vi allesammen gerne vil have at børnene har det godt.
Åh, jeg kan allerede mærke al vreden som dette blogindlæg vil vække, men jeg kan ikke andet end at tage udgangspunkt i de oplevelser vi har med os, give dem videre, og hvis jeg rammer en mor eller fra derude der læser det her og tænker “phew, så er jeg ikke alene”, så er min lykke gjort. Så må jeg tage de tæsk der følger med.
Det bedste vi kunne med de rammer vi havde
Vi har gjort det bedste vi kunne. Og med “vi” mener jeg mig, for jeg har stået med det hele alene (men med verdens bedste netværk ved min side). Jeg har mange i min omgangskreds der har haft langt værre, men heldigvis også langt bedre oplevelser end jeg har. Det er hvad det er, vi har lært en masse, og nu glæder jeg mig til næste etape. Selinna der skal i børnehaven og Emmalia der skal i skole.
Jeg havde selv en forfærdelig tid i folkeskolen, som var præget af daglig mobning, utryghed, frygt, ensomhed og kæmpe forkerthedsfølelse. Jeg passede overhovedet ikke ind. Så den frygt har jeg med mig i bagagen når jeg sender mit barn, som heller ikke altid lige passer ind, afsted til folkeskolen. Jeg arbejder dagligt på at skille mine egne oplevelser fra det der skal være Emmalias oplevelser, og er i gang med at bygge den største “ja-hat” i papmaché. Emmalia har fortjent at gøre sig sine helt egne oplevelser, og jeg vil stå klar til at være medspiller, både med Emmalia og med skolen når den tid kommer. Og så vil jeg bare håbe at hun får en rigtig dejlig tid med masser af gode minder og skønne venner.
Og Selinna? hun skal nok få en fest. Hun er så klar til legeaftaler og venner og nye udfordringer, og jeg ved vi har den bedste ramme til at kickstarte den rejse, også selvom vi lige skal igennem en indkøring og at alting bliver nyt. Igen.
Derfor vil jeg nu se fremad, slippe de gamle historier og være stolt af at jeg har to fantastiske, modige, selvstændige, kloge, smukke og livsglade piger, som begge to møder livet med nysgerrighed, åbenhed og åbne arme. Det skal nok blive godt altsammen.
