Mit viljestærke barn skal i skole (om skolevalg privat eller folkeskole)
Emmalia Har sidste dag i børnehaven på torsdag. Altså, min lillebitte baby som henover natten fylder 6 om en måned, hun skal i skole og SFO lige om lidt. Og er der noget jeg har haft vanvittigt svært ved, så er det viljestærke Emmalia og skolevalg. Vi er landet et sted nu, hvor jeg har ro i maven, og det vil jeg gerne fortælle om i dag. For hvor sender man sit barn i skole henne, når man selv var igennem et 9 års mareridt i folkeskolen, OG man har et barn der i forvejen stikker lidt ud og er meget sin egen? Altså er viljestærkt.
Hvad er et viljestærkt barn?
Men Frejamay, har vi virkelig brug for flere kasser vi kan putte børn ned i? Nej. Det har vi ikke. Vi her brug for at tage flere børn ud af de kasser vi helt af os selv er kommet til at putte dem ned i. “Uopdragne” og “vilde” og “ustyrlige”. Børnene bor allerede i de her kasser, og jeg har selv sådan et barn derhjemme. Her er hvad Smilla Lynggaard, min veninde og ekspert i viljestærke, siger om viljestærke børn, citeret fra denne artikel fra DR:
“- Det (viljestærke barn) er et barn, der trives med at have frihed og medbestemmelse. Det har godt styr på egne behov og vil gå rigtigt langt for det, der er vigtigt for dem. Barnet kommer til verden som kriger og vil gå rigtigt langt for det, det tror på og vil.
Og det giver udfordringer for forældrene, for ofte møder omgivelserne dem med en holdning om, at de bare skal sætte deres barn på plads og sætte grænser. Men det virker ikke på de her børn, forklarer hun.
- De har brug for at have fornemmelsen af frihed og oplevelsen af at have indflydelse på eget liv. Pippi-børn, der gerne vil ligge med hovedet i den anden ende, der vil sove med skoene på.”
Jeg har en viljestærk datter og en ikke viljestærk-datter
Emmalia, min datter på 6 år, hun er viljestærk. Intet af det der har stået i nogen som helst bøger har passet på hende. Grænsesætning har ikke virket, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået råd (jeg har ikke har bedt om) for ikke at tale om fordømmelse og hånlige kommentarer, fordi ingen lige har sat sig ind i at børn er forskellige. Og viljestærke børn ER forskellige fra andre børn. Jeg har selv to børn, det ene er viljestærkt, det andet er ikke. Jo Selinna er også viljestærk nogen gange, men forskellen er at Emmalia er det konsekvente og hele tiden med alt. ALT. Selv i søvne, når hun ligger og kommanderer med folk i sine drømme, og snakker om at “du skal altså aflevere den der når jeg siger det til dig” mens hun snorker. Emmalia skal håndteres og mødes på en helt anden måde end Selinna skal, i hvert fald hvis vi skal være en familie hvor der er plads til alle.
Viljestærke og skolestart
Om en uge er en børnehavetiden forbi for evigt for Emmalia, og hun skal starte i skole. Jeg har, nærmest siden hun var 1 år, haft ondt i maven over at jeg skal sende mit barn i skole en dag. Vi har været til virkelig mange samtaler i børnehaven om at “din datter er GODT NOK god til at sige fra og stå op for sig selv, og hun er MEGET TYDELIG!”, og det har ikke været møder hvor det at sige fra og være tydelig som 3, 4 og 5årig det er særlig positivt. Æv. Og når man så, som jeg, har haft 9 års helvede i folkeskolen med både mobning fra elever og lærere, og har forbandet det sted så langt væk, så er det hårdt at skulle sende sit lille barn, som allerede nu bliver læst så ensporet, afsted ind i en verden som har kostet mig mindst 20 års reparationsarbejde og jeg ved ikke hvor mange timer hos en psykolog.
For hvordan sletter man sin egen historie, møder det samme system fuld af tillid? Især når man i forvejen har et barn der, ligesom jeg selv gjorde, stikker lidt ud? Det har jeg virkelig tumlet meget med de seneste år. Jeg har snakket med så mange mennesker. Forældre der har børn i folkeskolen, forældre der har børn i privatskolen, forældre der hjemmepasser og hjemmeskoler. Jeg har været alle scenarier igennem, og jeg har samtidig forholdt mig til hvem jeg er som menneske og hvad der vil fungere for mit liv, den familie jeg har skabt og har ansvaret for, og hvem mine to børn er som mennesker. Og hvem jeg gerne vil sende ud i verden som 18årige, eller rettere, hvilke værdisæt og menneskesyn de har med hjemmefra.
Jeg kan ikke ændre på hvem Emmalia og Selinna er. Og det hverken kan, vil eller skal jeg. Jeg skal give dem en solid værktøjskasse og jeg skal give dem et landkort over de uendelige muligheder livet bringer. Jeg skal lære dem at navigere i smerte og kriser, glæder og sejre og alt leverpostejen midt i mellem. Så det at vælge skole er en kæmpestor beslutning. Og jeg er som sagt landet et sted hvor jeg har ro i maven. Men det var ikke nemt at lande.
Privat eller folkeskole?
Jeg havde både søgt om optagelse på en privatskole (friskole) og en folkeskole. Jeg var sådan i tvivl. Og det jeg kunne læse og snakke mig frem til, det var at det hele i sidste ende kommer an på hvilken klasselærer man får. Så jeg vil dele nogle af de overvejelser jeg havde i forhold til hvorfor jeg er endt med at vælge som jeg har gjort.
Jeg er ligeglad med fagligheden. Det lyder jo helt forkert at sige, for jeg er jo ikke ligeglad med om mine børn klarer sig godt i livet eller ej. Men nu er jeg et menneske der selv har klaret mig godt, også selvom jeg havde en tung start og har mange traumer i min barndom jeg skulle bruge mange år på at deale med. Der er en vej for alle, og uanset hvor du er i livet kan du tage en uddannelse. Så jeg går ikke så meget op i om mine børn får de bedste karakterer i folkeskolen. Jeg går op i at de bliver ved med at synes det er sjovt at lære (det holdt jeg nemlig selv op med at synes og endte med at have ondt i i maven hver dag jeg skulle i skole). Det er langt mere vigtigt for mig at mine børn trives, får gode relationer og bliver ved med at være nysgerrige på at lære nyt, end at skolen får bestemte reultater i nationale tests eller om der står 4 eller 12 i karakterbogen. Det vækker nul følelser hos mig.
Det er vigtigt for mig at skolen rummer forskellighed, og at mine børn lærer at rumme forskelligheder. Det betyder noget for mig at mine børn ikke kun går i skole med hvide børn der ligner og taler som dem selv, men at der er børn med alle mulige nationaliteter og fra alle mulige samfundslag, for på denne måde lærer pigerne både noget om sig selv og om den verden de skal leve deres liv i.
Det er vigtigt for mig at undervisningen er kreativ og at der er personale som kan tænke ud af boksen, og at kultur fylder en stor del af undervisningen.
Når man både får plads det ene og det andet sted
Det endte naturligvis med at jeg fik plads begge steder. Både på friskolen og i folkeskolen. Naturligvis, det skal jo ikke være nemt at vælge. Jeg har virkelig været på overarbejde i forhold til at “glemme” min egen historie når nu jeg skal træffe den her beslutning. Og jeg nåede frem til at jeg overhovedet ikke skal glemme den, og at jeg skal have den med mig, fordi den holder mig skarp på at træffe beslutninger ud fra hvad der er Emmalias liv og hvad der er mit. Og derfor valgte jeg som jeg gjorde.
Jeg takkede nej til friskolen. Hvis det udelukkende var min egen historie og skræk og rædsel for folkeskolens (dengang) inkompetence der skulle vælge, så havde jeg, uden at blinke, valgt friskolen. Men min historie er min historie, og den skal Emmalia ikke betale for at jeg har. Derfor endte jeg med at takke ja til folkeskolen. Og her er mine begrundelser:
Folkeskolen har langt flere ressourcer til at arbejde med forskellige problemstillinger. De skal arbejde med anti-mobning, de skal arbejde med inklusion on integration, de skal arbejde med sociale udfordringer og udfordringer med indlæring. Jeg tror ikke Emmalia kommer til at “fylde” , fordi folkeskolen rummer så mange forskelligheder. Vælger vi privatskolen er jeg nok muligvis den eneste enlige mor på ladcykel med et viljestærkt barn der “er god til at sige TYDELIGT FRA”, og det behøver hverken Emmalia eller jeg bøvle mere med. Der er intet i vejen med Emmalia, hun kan bare allerede nogle af de ting der har taget mig 35 år at lære, så som at sætte sunde grænser og ikke finde sig i pis fra andre mennesker, tage ansvar for sine egne følelser og ikke tage ansvar for andres. Hun er præcis som hun skal være.
Økonomi. Det er ikke gratis at gå på en privatskole, og hvis jeg har et barn på privatskole så har jeg lige om lidt også to børn. Det er ikke kun den månedlige udgift, det er også ekstra udgifter, ture, udflugter, materialer til projekter og “kotume” i forhold til hvilket budget man holder fester for osv. Der er er helt klare regler for den slags i folkeskolen, det er der ikke på privatskoler. Og jeg lever i forvejen et liv hvor vi har skåret mange ting ind til benet, netop så vi har råd til en lille ferie og til at spise økologisk og købe det vi har brug for for at leve et godt liv.
Beliggenhed. Jeg er alene om ansvaret for to små børn. Jeg skal afsted hver morgen, og lige om lidt (hvis jeg kommer ind) skal jeg være på et studie kl 8 hver dag. Det betyder at vi har meget kortere tid til aflevering og komme afsted hver morgen. Friskolen og folkeskolen ligger to vidt forskellige steder, og hvis jeg valgte friskolen ville det være en dobbelt så lang rute jeg skulle på hver morgen. Og vi kender godt allesammen hverdagen, ikke? Du ved, den hverdag hvor det pludselig sner d. 28 april eller ladcyklen er punkteret og ungerne gad ikke lige afsted, og så er der togbusser på grund af letbanebyggeriet og og og og. Og jeg vil simpelthen ikke købe en bil igen bare fordi jeg skal køre mit barn i skole hver dag. Det er ikke det liv jeg vil leve.
Så jeg er endt med at vælge det der passer bedst til den familie vi er, det barn Emmalia er, den mor jeg er og det som Folkeskolen kan tilbyde. Jeg havde en fantastisk god snak med Friskolen og vi står stadig i deres system hvis vi skulle få brug for at skifte en dag, og det er rigtigt rart at have den mulighed. Og det bringer mig til den sidste vigtige pointe:
Intet er for evigt
Hvis det går helt galt, så kan vi altid skifte. Emmalia har i forvejen gået i 4 forskellige institutioner. Hun er dygtig til at skabe nye relationer, hun er god til at tilpasse sig nye miljøer, hun er vellidt og får hurtigt legekammerater og venner. Hvis den løsning vi har valgt den ikke fungerer, jamen så er vi blevet klogere, og så er vi i en ny situation som der også en er løsning på. Præcis ligesom med alt andet i livet. Jeg ved ikke om jeg har truffet den rigtige beslutning, men jeg ved jeg har gjort mit bedste for at fjerne min egen historie fra beslutningsprocessen, og kun bruge den der hvor den giver mening, jeg ved jeg har talt med begge skoler og har gjort en indsats for at sætte mig ind i hvilke skoler der er tale om. Jeg ved at skolerne i Lyngby er gode uanset hvilken en vi vælger, og jeg ved at der er nye veje at gå hvis det viser sig ikke at fungere.
Så jeg er faktisk der nu at jeg glæder mig. Sådan helt ind i hjertet. Og der skal nok komme en masse udfordringer og dem skal vi nok klare, en ad gangen, men den der kæmpefrygt jeg har levet med de seneste år, i forhold til at Emmalia skal ind i det skolesystem der smadrede så meget for mig, den er væk nu. Og det er en kæmpe lettelse.
Og hvis du har et viljestærkt barn derhjemme (eller bare et barn), og jeg måtte give dig 3 råd i forhold til skolestart, så ville det være de her 3:
Hold dig langt væk fra debatter og tråde i lokale facebook-grupper om “er det her en god skole, ja eller nej”. Det er spild af tid og du vil kun få subjektive holdninger du ikke kan bruge til noget som helst. Lav din egen undersøgelse. Hvad er skolens værdisæt? Hvad er vigtigt for dig? Er fagligheden vigtig? Hvor ligger skolen ift faglighed? Hvor ligger den i forhold til trivsel? Hvilken følelse får du når du læser de ting skolen har valgt at lægge på deres hjemmeside? Kender i nogen der går på skolen? Jeg kender både nogen der arbejder og går på skolen, og det er meget forskelligt hvilke holdninger der er til skolen. Og det er helt okay. Hvis jeg spurgte 100 af dem der er tilknyttet skolen, så ville jeg også få 100 forskellige svar, derfor er det spild af min tid. Jeg vil hellere lave den øvelse jeg har beskrevet i det her blogindlæg, og så håbe på det bedste. Og er det ikke det bedste, så står vi i en ny situation, og så forholder vi os til den når tid er.
Placér din egen historie der hvor den hører til. Hos dig selv og i fortiden.
Følg din mavefornemmelse. Det er så klichéagtigt som det overhovedet kan være, men den fejler aldrig. Når alle gode argumenter er bragt på bordet og mavefornemmelsen siger noget andet, så ville jeg 100% gå med mavefornemmelsen. Så kan det være du senere får svar på hvorfor det viste sig at være en god idé at lytte med hjertet og med maven.
Og så vil jeg til slut komme med en anbefaling. Smilla, som jeg allerede har nævnt, hun har lavet et foredrag, et super praktisk og løsningsorienteret foredrag til forældre som har viljestærke børn i folkeskolen, eller som skal have viljestærke børn i folkeskolen lige om lidt. Jeg har allerede hørt det, og det er skidegodt! Hun tager de største problemstillinger op, forklarer hvad der sker og giver helt konkrete løsninger på hvad vi som forældre kan gøre ved det. For mig er det en slags parlør, hvor jeg får oversat folkeskolen til viljestærkesprog, og får redskaberne til at klæde mig selv og mit viljestærke barn på til at klare ærterne. F.eks er frikvarter ikke et sted hvor viljestærke børn (nødvendigvis) tanker op. Tvært imod. Og hvad gør man så ved den viden?
Foredraget koster på den jyske side af 300 kroner og kan købes lige her (reklamelink, det betyder at jeg tjener en lille procentdel hver gang nogen køber foredraget gennem det her link, men du betaler samme pris som alle andre steder), og det er virkelig godt givet ud, for der er mange aha-oplevelser (og løsninger!) som i hvert fald kommer til at spare mig for ret meget frustration og magtesløshed.
Så, terningerne er kastet, og nu skal vi bare nyde denne sidste uge i børnehaven, inden det helt nye skoleliv starter i næste uge. Jeg er mindst lige så spændt som Emmalia er, og jeg kan slet ikke forstå at min lille baby er blevet så stor. Det er jo kun et par dage siden hun lå der i mine arme og kiggede nyserrigt op på mig. Men nu skal hun altså i skole og i overmorgen skal hun have kørekort.
Hvor blev tiden af?
