Pigelus, tøsedrenge og hvorfor det aldrig bare er et tilfælde at din søn elsker traktor
Det her er min 6 begyndelse på dette indlæg. Og jeg har slettet og slettet og slettet, og jeg har taget dybe indåndinger, som nok snarere var dybe suk, for det her er stadig SÅ tung en vognstang at løfte, for slet ikke at tale om at rulle med vognen. Og det hele startede med en historie fra Emmalias børnehave i dag, som aktiverede min indre mor-feminist, og så tænkte jeg ”ej lad nu være med at gøre så stort et nummer ud af det”. Og så delte jeg nogle tanker om det i en forældregruppe på facebook med ca 5000 forældre i, og så kunne jeg se på de andres svar at det her emne er så pissehamrende vigtigt at vi bliver ved med at sætte GIGANTISK spotlight på, i hvert fald hvis du, som jeg, ønsker at dine og mine piger skal have lige muligheder i livet som drenge, og ønsker at dine drenge skal vokse op i en verden hvor deres følelser er præcis lige så okay som pigers følelser er, og dermed ikke ender i voldsstatistikkerne. Og jo det hele hænger sammen.
Så hvor i alverden starter man henne? Jeg vil gerne dele forskningen, jeg vil gerne dele de artikler og dokumentarer der har åbnet mine øjne mest. Jeg vil så gerne uddanne dig og mig sammen, og samtidig vil jeg ikke overvælde dig så meget at du bare trækker skodderne for igen.
Men skylder vi egentlig ikke vores børn at gøre en indsats for at give alle børn lige muligheder i livet? Eller er du okay med at din datter ender på listen over spiseforstyrrede unge, der aldrig kunne drømme om at gå efter en lederstilling fordi hun er kommet til at tro på at hun er mindre værd som menneske, og at hun skal være en size zero bare fordi hun er den uheldige indehaver af en tissekone?
Lad mig starte med det der startede det hele (i dag, for det er jo på ingen måde et nyt emne her på bloggen). Jeg henter Emmalia, og står i garderoben. Jeg har lige akkurat nået at tilbringe 4 sekunder med min datter, før der kommer en dreng løbende og råber hende ind i hovedet ”nananananana for du er en PIGE!” med et ”føj” udtryk i hovedet. Emmalia bliver (selvfølgelig) vildt ked af det og jeg får heldigvis hurtigt reageret og sagt ”hov Martin, der er vist noget du har helt misforstået, for piger de er PISSEseje (jeg sagde PISSE), så det svarer jo til at du driller med at være superman, og ham driller man heller ikke med”. Der stod en far ved siden af mig og hørte det og fortsatte ”piger er faktisk de SEJESTE!” og jeg smilede til ham og sagde ”præcis!” Og hele vejen hjem snakkede vi om seje piger og så har jeg lært både Selinna og Emmalia hvordan en sej pige ser ud og hvor højt sådan en sej pige kan BRØLE når hun spænder sine muskler. Så det har vi brugt det meste af aftenen på.
Næste skridt er at tage det op med pædagogen, for det er langt fra første gang jeg har oplevet at ”pige” bliver brugt som både nedsættende og skældsord. Og hvis du er en af dem der tænker ”ej come on, sådan har det da altid været, det dør børn ikke af”, så vil jeg anbefale dig at uddanne dig selv lidt, hvis du altså har mod på at udvide din horisont en smule i dag til fordel for dine børn? Og hvis den argumentation i øvrigt holder så slog vi også børn engang, det døde (de fleste) heller ikke af. Kunne vi i øvrigt ikke også hæve barren for vores børn lidt og hæve nulpunktet lidt over om børn dør af noget eller ej? Er vi ikke længere interesserede i at få sunde, stærke, velfungerende og trygge selvstændige mennesker ud af vores børn?
Her er to steder jeg ville starte hvis jeg var dig og leder efter den nemme løsning:
Jeg ville hoppe på Netflix og så ville jeg se Miss Representation og derefter ville jeg se “The Mask you live in”. To fremragende dokumentarer om hvordan måden vi kønsstereotyper på, det skader både vores små drenge og vores små piger resten af livet. Begge dokumentarer er forskningsbaserede og mange eksperter udtaler sig meget rammende.
Når du har set dem, så kan jeg varmt anbefale denne TED-talk med Justin Baldoni “When I’m done trying to be “man enough”". Det er ikke forskning, det er mere en vigtig nuance i forhold til hvad det egentlig er vi lærer vores drenge om livet, følelser og det at være “en rigtig mand”.
Og dertil kommer denne ret vigtige talk af Jackson Katz som underviser i anti-sexisme (blandt andet hæren mv). Hvad har den med børn at gøre Frejamay? Jo, den her talk og Jacksons arbejde belyser hvad sproget gør ved vores unge drenge og piger. Derfor er den enormt vigtig. Jackson Katz er også med i dokumentaren “The Mask you live in”, som er nævnt ovenfor.
Hvis du, som jeg, også er til bøger og konkret forskning og undersøgelser, så kommer der her en række anbefalinger af gode bøger jeg selv har læst, og som virkelig har åbnet mine øjne og forandret min måde at se verden og strukturel sexisme på (det er overalt, især i medierne, hvor man som succesfuld forretningskvinde stadig bliver kaldt Adam Price’s kone, og ikke har sin egen identitet - læs her)
Liza Marklund - Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden. Find bogen lige her (reklamelink). Den her bog er genial, hurtigt læst og skræmmende på samme tid. Her refererer bogen eksempelvis til “Baby X studierne”, hvor man klædte helt små børn, ned til 24 timer gamle, tilfældigt i lyserødt og blåt tøj, og lod voksne mennesker gå ind til babyerne. De lyserøde babyer talte man blidt og kærligt til, man forsøgte at berolige dem, få dem til at ligge stille og helst falde i søvn. De blå babyer blev opmuntret til at pludre og sprælle, man talte til dem med høj og entusiastisk stemme og løftede dem gerne op og ned i luften.
Når man viste børnene legetøj foregik det efter nøjagtig samme mønster. Alle blåtklædte babyer fik en rangle eller legetøjshammer og blev opmuntret til at fægte og slå med den. babyerne i lyserødt fik alle en blød dukke, som de skulle kramme og holde stille i armene, ikke vifte med.
Der er mange flere eksempler i studierne, og det de viser med al tydelighed, er ikke hvilken forskel der er på drenge og piger, men derimod hvilken forskel der er på hvordan de voksne opfører sig alt efter om den voksne tror det er en drengebaby eller pigebaby. Altså den forskel som den voksne forventede at finde mellem drenge og piger, og hvilke ideer d havde om hvordan drenge og piger skal opføre sig. Man giver nøjagtig de samme ting helt forskellige betydninger, udelukkende på grund af en formodet kønsidentitet. Forsøgene handler altså helt og holdent om normer, om hvilke etiketter man sætter på børn, der lige er blevet født.
Og sådan fortsætter resten af bogen med forsøg på forsøg på forsking og forsking og enkelte personlige erfaringer fra en lang karriere i mediebranchen. Du behøver kun have læst et par kapitler før du forstår titlen “der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden”. Den er i min verden et must-read.
Gretelise Holm’s “Håndbog for feminister (og deres modstandere) er også klart på listen over must-reads (køb den her - reklamelink). Den er for dig der er historisk interesseret i hvorfor vi i dag kæmper med de her kønsproblematikker og hvorfor der stadig er lang vej til ligestilling. Berlingske har skrevet følgende om bogen: “Ligestillingens grønspættebog … Den ultimative håndbog for moderne kvinder, der ikke gider høre mere vrøvl … giver en overskuelig, klar og velbegrundet introduktion til debatten om køn og ligestilling”
Arbejder du fagligt med børn, så er du nødt til at læse denne:
Bogen har jeg faktisk allerede skrevet om og anmeldt lige her (klik), og jeg ville ønske alle der arbejdede med børn og unge læste den. Især dem der synes at de i hvert fald behandler alle børn fuldstændig ens uanset køn. Der kan jeg jo starte med at spørge om hvilken forældre du ringer til når barnet er syg eller skal hentes? Mor eller far? Ringer du altid til far først? Nej vel? Læs bogen.
Bogen er fuld af referencer til vigtig forskning om hvordan der forskelsbehandles i daginstitutioner i hele norden, og hvor meget fagpersonale, helt uvidende, er med til at påvirke børn til stereotype kønsrollemønstre (bogen fortæller også hvorfor det naturligvis er et problem). Her er et eksempel på hvordan forældre ubevidst forskelsbehandler:
“I testen får mødrene mulighed for at justere en rampe, i forhold til hvor stejlt op eller ned deres barn på 10-11 måneder kan kravle. Og derefter lader de barnet afprøve hældningen. Til sidst prøver forskerne børnenes evner. Det viser sig, at drengene kan mestre en større hældning end pigerne. Mødrene til drengene kunne faktisk med 1 procents nøjagtighed finde niveauet til deres sønner. Mens mødrene undervurderede deres døtre med 9 procent. Forventningen til drenge og piger er forskellige, og vi undervurderer pigerne. Der var rent faktisk ingen forskel i pigernes og drengenes mestring af rampen. Der er ingen forskel på drengenes og pigernes fysiske aktiviteter, hvis vi giver dem mulighederne” (Korsgaard 2018, s 101)
Av. Den ramte virkelig mig, og siden jeg læste bogen, har jeg sat mig på mine hænder når det kommer til at lade mine piger prøve kræfter af. Det har resulteret i at min halvanden år gamle ninja så sent som i forgårs lærte sig selv at kravle op i den øverste køje i køjesengen. Og at mit hjerte stod stille, men jeg lod hende kravle, og se bare der, hun kunne sgu! Og hun er simpelthen så stolt. Og ja de slår sig, men de dør ikke af at falde ned fra en gynge eller ned fra en køjeseng. For lige præcis 18 minutter siden faldt Selinna ned fra sengen i soveværelset i søvne. Det reagerede hun ikke ret meget på.
Det her emne er lidt at rive et plaster af et betændt sår. Det er så dejligt nemt at leve livet i uvidenhed omkring alt det her, for når du først har fået øje på det, så kan du ikke gå tilbage og gøre som om det ikke findes længere. Det findes og det gennemsyrer alt hvad vi foretager os. Hvilket bringer mig tilbage til de to dokumentarer jeg nævner, “the mask you live in” og “Miss Representation”: De fortæller nemlig begge to om de altoverskyggende konsekvenser ved at vi ikke er nok der tager det her dybt seriøst.
Jeg ser det overalt. I medierne, i reklamerne, i bøgerne, i tøjbutikkerne i legetøjsbutikkerne, hver gang vi handler i Netto og en eller anden i køen forventer at “får man ikke et lille smil”. Hell fucking no, INGEN børn skylder dig at smile. Eller børn der “skaber sig”, altså, udtrykker sund vrede, hvordan piger bliver slukket og drenge får at vide at de skal “mande sig op”. Det er gift for samfundet at vi fortsætter i det spor.
Så, jeg ved godt dette indlæg er tungt, men jeg håber alligevel at du har fået lyst til i hvert fald at se de to dokumentarer. Så kommer resten af sig selv. Og jeg tager hjertens gerne en debat om emnet, men kun hvis du gider gøre dig en lillel smule umage for at sætte dig ind i tingene, ligesom jeg har gjort. Hvis niveauet er “jamen min lille Frederik han har altså altid bare godt kunne lide traktor”, så orker jeg faktisk ikke den debat. Men hvis du oprigtigt synes emnet er spændende så fyr løs, så snakker vi om det.
Og lad mig lige svare på et spørgsmål jeg VED jeg får med det samme. Det lyder sådan her “men går du ind for kønsneutralitet? Synes du drenge og piger skal være ens?”. Prø’li’å’hør’her, jeg synes børn skal være lige præcis dem de ønsker at være, OG jeg synes de skal have absolut lige muligheder i livet, uanset om de er født som drenge eller piger. Det er desværre langt fra tilfældet som det ser ud i dag. Derfor vil jeg blive ved med at tage det her emne op, indtil vi kan sende vores børn ud u verden, uanset hvem de er, og sikre lige muligheder for dem alle.
Så er det din tur <3
