Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Et shelter på 2. sal

public.jpeg

En motorcykel der kører i ring, en motorvej i nærheden, en bil der bremser, men også lyden af nat og de sene aftentimer der overtager putteritualerne og tandbørstningen og “solen er så rød mor”. Her sidder jeg i mørket, med børnene puttet godt under dynerne og vinduerne pivåbne i mit nye soveværelse på 2. sal midt i Lyngby. Og tænker lidt over livet.

Det føles næsten som en sheltertur, at sidde i helt frisk kold luft og høre alt omkring sig. Men vi ligger altså trygt og godt under dynerne i verdens dejligste seng. Pigerne er faldet i søvn, Selinna først, og Emmalia efter et par timers tegnesession inde i stuen. Vi har haft en virkelig hyggelig aften.

Der sker så meget for tiden. Men det føles lidt som om livet er et lyntog der er kørt forbi mig, og så er jeg på en eller anden måde blevet hægtet fast bagefter, og så skal prøve at følge trop. Og det går virkelig dårligt med det. Jeg synes dagene skifter og svinger rigtig meget og bølgerne går højt, og selvom jeg er i gang fra 5.00 morgen til 00:30 aften, så føler jeg ikk rigtig jeg når noget.

Jeg ELSKER vores nye hjem her i Lyngby. Elsker elsker elsker. Det var det helt rigtige at flytte, selvom det gik vildt stærkt og vi stadig ikke helt er på plads her. Jeg elsker at vi skaffede så mange ting af vejen inden vi flyttede, sådan så vi bor på næsten dobbelt så meget plads med det absolut mest nødvendige. Det er en kæmpe frihed at have luft og overskud i samtlige rum.

På mandag kommer en skøn feng shui kvinde, Heidi, og skal gennemgå vores hjem med os. Jeg har fået assistance fra Anja, som filmer seancen, sådan så du kan komme med hjem i alle kroge af vores hjem og se processen, og måske lære noget undervejs. Jeg glæder mig helt vildt, især fordi jeg er ved at være lettere desperat efter at komme sådan rigtigt på plads.

public.jpeg

Så er der mange der spørger ind til Selinna og institution. Det vil jeg rigtig gerne svare på, jeg er bare ikke helt landet i hvad vi gør endnu. Hun er godt nok skrevet op et sted og vi har plads fra 1/12, men jeg har ærlig talt ondt i maven over det, og jeg skal lige lidt i tænkeboks og mærke-efter boks inden den endelige beslutning bliver taget. På den ene side elsker jeg at have hende hjemme og vi laver mange sjove ting, hun tager med til events og de fleste møder. Men jeg har også brug for at få frigjort lidt flere timer til at få lavet noget arbejde så jeg kan hente min løn hjem. Og så savner jeg at bruge bare lidt flere timer på Frejamay-ting og lidt færre timer på at være mor. Jeg er enormt meget mor. Så meget at jeg kun har haft ca 20 timer for mig selv siden Selinna blev født i maj sidste år. Det er simpelthen for lidt. Og det fleste af de 20 timer har været fordi jeg skulle arbejde.

Så. I meget nær fremtid bliver der booket både spa og massage for at få fyldt lidt op på min mig-konto. Det bliver jeg i øvrigt også en bedre mor af. Forleden slog det mig at hvis jeg var kæreste med mig, så ville jeg sgu være noget skuffet over at der var så lidt kæreste-tid. Og hvis vi nu leger at jeg var kæresten, så ville jeg synes det var helt fair med en opsang. Så den har jeg givet mig. YEAH!

public.jpeg

Hvad ellers? Jo, jeg har fundet en reservebedste. Nu skal jeg bare have “installeret hende”. Hold kæft det har været svært at finde en jeg ville turde overlade mine børn til. Jeg er så skadet af at have haft voksne omkring mig der i høj grad har overskredet mine grænser som barn, så det har været en langvarig proces at finde den rette person som jeg ved jeg kan stole på. Men jeg har accepteret at det er sådan jeg har det. Og pludselig sad hun der i min stue og jeg kunne bare mærke at hun var den rigtige. Bum. Det er SÅ okay at man bruger meget tid på at finde den der skal være med sine børn når man ikke selv kan være der.

Når jeg er færdig med det her blogindlæg går jeg ud i mit elskede nye køkken og laver en kop ceremonial kakao (hvad er det? læs her), og så bruger jeg 10 minutter på at skrive mine drømme ned i min nye drømmebog. Det er en notesbog jeg har dedikeret til mine drømme. Det er for længe siden jeg har brugt tid på mine drømme, og for kort tid siden jeg har slukket ildebrande. Så nu er det tid til et fokusskifte. Hokus pokus, drømmene i fokus.

Hvad drømmer du om i øjeblikket?

Monkeyglasses! Go bananas! Bæredygtige briller og grand opening!

Pigelus, tøsedrenge og hvorfor det aldrig bare er et tilfælde at din søn elsker traktor