Mine største aha-oplevelser ved at gå OFFLINE i 1,5 måned
*** Dette indlæg er en opfølgning på indlægget “OFFLINE: Farvel til blog, facebook og instagram, jeg trækker stikket” (læs her) ***
Jeg er tilbage! (næsten)
For 1,5 måned siden vidste jeg ærlig talt ikke hvad jeg gik ind til, da jeg trak stikket til alle mine sociale medier, og gik offline i 1,5 måned. Jeg har brugt 17 år online, både privat og professionelt, kun med ganske få korte pauser, men det her benspænd, slette alle mine SoMe apps på min telefon, installere et program der blokerer for SoMe online, pakke børnenes Ipads langt væk og overhovedet ikke være tilgængelige på hverken Roblox, Minecraft, Facebook, Instagram, X eller lign, det føltes alligevel som en ret stor beslutning, både på mine og mine børns vegne, bortset fra at mine børn på 6 og 9 begge to var sådan ”det er helt fint mor”, og så snakkede vi ikke mere om det. Så i virkeligheden var det mig der skulle tage den (ret svære, indrømmet) beslutning, som skulle vise sig at give mig meget mere end min fantasi havde kunnet forestille sig.
En af de utallige smukke solnedgange vi har nydt i vores offline periode
De første par dage uden SoMe
Det gav et sug i maven da jeg slettede alle appsene på min telefon. Men beslutningen havde været årevis undervejs, jeg havde bare ikke kunne give slip på mit online liv, men nu var tiden kommet. Først facebook, så messenger, slet og slet, så instagram, og et tørre sug i maven, og så slet. “Er du sikker på du vil slette instagram? “ Ja det er jeg fuldstændig sikker på!” Og væk var den, og væk var min online identitet, og mens jeg skriver dette, er appsene faktisk stadig ikke installerede, da der er et par dage til jeg går online igen.
Helt ærligt, så var jeg sgu i tvivl om hvordan jeg ville håndtere de første par dage. Om jeg ville få lyst til at snige mig ind i stuen og geninstallere (især) instagram, så jeg kunne følge med i det endeløse feed i nattens mørke. Men det gjorde jeg ikke, og jeg har faktisk ikke på et eneste tidspunkt haft mentale cravings efter at logge på hverken facebook eller instagram. Og jeg skriver mentale, fordi der skete noget ret uventet, men også ret uhyggeligt i de første 4-5 dage efter jeg var gået offline. Yikes!
Min uhyggelige programmerede robot-arm
Nej, min hjerne og mit sind havde, til min store overraskelse, absolut intet behov for at logge på hverken det ene eller det andet. Pludselig forekom de uendelige feeds mig som komplet ligegyldige, og jeg er ret sikker på jeg ikke er gået glip af noget som helst når jeg logger på igen … men, big fat men, sådan havde min ene arm det på ingen måde, og det har ærlig talt skræmt mig.
Første aften, da pigerne sov, og jeg sad i sofaen og så noget tv, skete der noget, og det skete mange gange de kommende aftener. Pludselig sad jeg med min telefon i hånden. Jeg kunne ikke huske at have taget nogen aktiv beslutning om at tage min telefon i hånden, ej heller kunne jeg huske hvad formålet med at skulle tage telefonen op det var, men jeg sad nu med min telefon i hånden og havde, helt uden at konsultere min bevidsthed, tastet ”insta” ind på min telefon. Først der vågnede bevidstheden op, og opdagede at min autonome robot-arm havde taget telefonen, og var gået ind for at søge efter instagram uden at jeg opdagede det. Men når appen er slettet, kommer der jo ikke noget instagram frem på telefonen, og først der opdagede jeg hvad der foregik. Havde appen ikke været slettet, havde jeg siddet på instagram og dødsscrollet. helt uden at have taget nogen former for aktiv beslutning om det. Det var helt vildt skræmmende, for jeg kan genkende bevægelsen, men den er blevet så automatiseret at min bevidsthed ikke længere registrerer den. Der gik 5-6 dage før det stoppede, og jeg tror stadig ikke helt chokket har lagt sig. Er jeg så nem at programmere? Og helt uden at være bevidst om det? Åbenbart.
At udfordre sine egne overbevisninger
Jeg har længe ”ryddet ud” på instagram. Virkelig forholdt mig til hvad og hvem der er vigtige at følge, hvad jeg fodrer min hjerne og mit sind med, og forsøge at være selektiv, og bevidst om hvor meget ”støj” jeg tillader i mit space. Selvom jeg ikke helt nåede i mål (gør man nogensinde helt det?) med at rydde ud inden min offline-periode startede, så følte jeg i det mindste jeg var godt på vej, men også her har jeg virkelig haft en stor ahaoplevelse, der virkelig kom bag på mig.
Der var et par profiler jeg fulgte dagligt, som jeg var sikker på jeg ville savne at få mit daglige inspirations-fix fra, men det stik modsatte er faktisk sket. I stedet for at savne det jeg troede var mine fyrtårne i min Instagram-hverdag, oplevede jeg i stedet at jeg er landet langt mere trygt og rart i mig selv, fordi jeg ikke hele tiden skal forholde mig til hvad alle mulige jeg har følt mig inspireret af de tænker og siger og mener og gør. Det kom faktisk lidt bag på mig, for det er jo gode mennesker med umiddelbart sunde værdier og som tager livsvalg som vækker noget i mig, alligevel har det været helt rart ikke at skulle spejle mig i alle mulige andres verdener hele tiden, og så snart jeg er online igen skal der helt klart ske ændringer i måden jeg bruger de sociale medier og ”mine fyrtårne” på. Jeg har klart fået vendt blikket mere ind mod mig selv, og mod de styrker og ressourcer og værdier jeg selv indeholder, og det har bare lagt et endnu mere solidt fundament i mig selv, som jeg kan stille mig stærkt på.
Der er mange ting vi simpelthen ikke kan forestille os før vi selv står med begge ben solidt plantede i konsekvenserne af de beslutninger vi træffer, og det her er absolut noget jeg ikke havde set komme, men det er helt klart en af de største lessons learned jeg tager med herfra, både som influencer og som forbruger af sociale medier som Instagram.
Sommerhusudsigten i Munkebo
At være over-tilgængelig
I 17 år har jeg blogget. I 17 år har jeg været mere end almindeligt tilgængelig for et hav af mennesker som jeg aldrig har mødt, og måske aldrig kommer til at møde. Jeg har altid gjort mig umage i mine svar til mennesker der i krise og i dyb tillid har delt deres livshistorier med mig, jeg har altid svaret så mange jeg overhovedet har kunne, jeg har altid fulgt op på mennesker i det omfang det kunne lade sig gøre, og det at jeg pludselig ikke var til gengængelig for andre end lige præcis min nærmeste kreds, og et par journalister jeg har været i kontakt med i forbindelse med et nyt projekt, det har været en gamechanger for mit mentale overskud, mit nervesystem og min energi. Der er kun så og så mange mennesker man kan involvere sig med, og jeg har to børn, en dejlig familie og dejlige venner og naboer som simpelthen bare kommer i første række, og for at jeg skal kunne fortsætte med at være den jeg er online, så skal jeg værne langt bedre om den energi jeg bruger online, herunder også min kontakt med andre på messenger, i Instagram indbakker og i kommentarspor, så her kommer til at ske en ret stor ændring fremadrettet. Mere om det senere.
Energi-ankere
Hver eneste gang vi prikker hinanden på skulderen, så beder vi om noget fra hinanden. Og det skal vi blive ved med. Men jeg oplever også en skødesløshed og en respektløshed i forhold til hvordan vi kaster rundt med ankere ned i hinandens farvande, og påberåber os krav på hinandens tid og nærvær. Selvom jeg elsker at læse beskeder fra mine læsere, så må jeg bare anerkende at vi efterhånden lever i en verden med så meget støj, at jeg skal værne langt mere om mit nærvær end jeg nogensinde har gjort før, for netop at kunne være fuldt til stede de steder jeg så vælger at være, og det kommer til at betyde store ændringer i min online tilgængelighed og tilstedeværelse, og denne 1,5 måneds offlinetid, den har været en kæmpe øjenåbner og hjælper på den front. Blandt andet betyder det at jeg ikke længere vil være mulig at kontakte på messenger på facebook, og at min indbakke på instagram fortsat kun vil blive besvaret af en auto-reply. Jeg kommer ikke til at besvare hverken instagram eller messenger beskeder længere.
Jeg har under hele denne offline periode været tilgængelig på email, og jeg har fået ca. 5 mails, hvor det har været tydeligt af afsenderen har gjort sig umage i sin kontakt med mig. Det har både verden og jeg brug for langt mere af, så det vil jeg arbejde videre med herfra, og jeg kan på det kraftigste opfordre dig til at gøre det samme, og mærke hvilken ro der sænker sig over livet når du ikke er ”på” og tilgængelig for andre menneskers mere eller mindre tankeløse indhug i din tid og din energi. Og når det er sagt elsker jeg, og har altid elsket, alle de mennesker der gør sig umage i sin kontakt og sin ”rækken ud”, og for jer vil jeg fortsat stadig være tilgængelig, det foregår blot på email fra nu af, og med en lidt længere svartid, så jeg også fortsat kan gøre mig umage i at besvare de mennesker der kommer til med krise, sorg, glæde, lykke, men altid oprigtighed og respekt.
Fra vores tur til Sverige i sejlbåd
Old fashion sms’er
Noget andet fantastisk der er sket, er at jeg har fået sms’er fra dejlige mennesker jeg ellers kun ser online, men som jeg kender godt fra mit private liv. Folk der savner mig, folk der savner min online tilstedeværelse, folk der gerne vil høre hvordan det går. Det har simpelthen været så dejligt at være i “ordentlig” kontakt med mennesker jeg faktisk kender, men hvor vores kontakt de seneste år mest har været reduceret til at “like” hinandens mest spændende livsbegivenheder eller feriebilleder. Jeg oplever at jeg har fået mere kvalitet ind i mine relationer igen, kvalitet som ellers hurtigt kan føles lidt udvandet når det mest bare er likes og “hvor ser det hyggeligt ud” i beskeder på instagram. Det er også klart noget jeg vil dyrke meget mere, og selv blive meget bedre til, frem for lige at smide et like, en alt for kort besked, eller en kommentar på mine venner og bekendtes opslag i et halvforkølet forsøg på at holde kontakten. Sms’er, opkald og fysiske møder, det kan virkelig noget, især når telefonerne er pakket helt væk, hvilket bringer mig til 2 andre overraskende oplevelser/indsigter.
Lykke lige der
Ærefrygt og mobilskam.
En af de mere spøjse oplevelser jeg har haft med min offline-projekt, har været at mødet med andre (som alle ved at jeg er offline, ironisk nok gennem de sociale medier) har været mærket af min udmelding om at være offline. Jeg har oplevet venner og bekendte nærmest undskylde at de lige skulle tjekke deres telefoner, og det har virkelig været skægt, for jeg er fløjtende ligeglad med hvad andre gør eller ikke gør med deres mobilvaner, jeg står kun til ansvar for mine egne. Til gengæld har jeg nærmest ikke haft en eneste spændende samtale, som ikke har handlet om et mere meta-perspektiv på hvilken indvirkning de sociale medier og vores adfærd både off- og online har af konsekvenser, hvilket har været helt vildt fedt at være en del af.
ALLE jeg har talt med har forholdt sig til sig selv, egne dårlige undskyldninger (efter egne udsagn) og vaner og erkendelser, fordi de er blevet inspirerede af min beslutning om at trække stikket. Det har været så horisont-udvidende og dybt interessant at mødes i tanker og holdninger og undren og nysgerrighed på hvad de her algoritmer og SoMe-vaner egentlig gør ved os som mennesker, og hvilke konsekvenser det har i vores liv. Det er absolut en samtale jeg hverken er færdig med eller har et facit på, men som jeg meget gerne vil fortsætte, og lægge platforme til at blive klogere på.
Fotografi
En sidste overraskende oplevelse med at gå helt offline, har været at jeg har taget langt færre billeder end jeg plejer. Fordi jeg ikke har haft et underliggende fokus om at dokumentere, tænke i strategi, overskrifter til nye blogindlæg, vinkler og alt mulig andet, så har jeg udelukkende taget billeder til privat brug, og det har faktisk været helt rart. Jeg har endda fået brugt mit spejlrefleks kamera ret meget, som jeg elsker at tage billeder med, og blive dygtigere til at bruge. Jeg overvejer lidt om næste skridt er et lidt mere teknisk foto-kursus, så jeg kan blive skarpere på kamera-indstillingerne, og så skal jeg ud og øve endnu mere. Der er bare kæmpe forskel på billeder taget med en smartphone og så et knivskarpt spejlrefleks kamera der fanger øjebliksbilledets små nuancer på et helt andet plan.
For mig, der altid tager billeder, både til SoMe og for at dokumentere (og fordi jeg elsker det), har det været overraskende og komme hjem fra fantastiske ture med børnene, for at opdage at jeg ikke har taget et eneste billede, eller har haft mobiltelefonen oppe en eneste gang. Det håber jeg også jeg kan fortsætte med at praktisere, for det har været helt vildt dejligt bare ta komme hjem med minderne i hjertet og glæden og lykken i hjertet, og så var det faktisk nok.
En god begyndelse
Mens jeg afslutter dette blogindlæg er jeg sådan set stadig offline. Jeg har ikke geninstalleret en eneste SoMe app endnu, og jeg kan ikke mærke den vilde begejstring for at få apps tilbage på min telefon. Der er to apps der aldrig skal tilbage på min telefon, og det er facebook og messenger. Jeg vil have adgang til begge apps, men det bliver udelukkende via computer, som udelukker brugen når jeg er på farten, og udelukkende fordi der er ting jeg savner på facebook, herunder hele vores hjemmeskolenetværk, som jeg glæder mig til at forbinde mig til igen på mandag når det nye skoleår i min datters hjemmeskole starter (og lillesøster starter på sin privatskole). Jeg har også savnet vores “bortgives i Lyngby” gruppe, fordi jeg har sorteret ud i både kælder og lejlighed, og har en del ting stående der venter på at blive givet væk til andre der kan bruge dem. Jeg har også savnet mit dejlige store netværk, hvor vi sammen bliver klogere på spændende emner, men jeg har ikke savnet kommentarspor fra helvede, og facebook-trolde der finder ind på min profil uden at gide at sætte sig ind i hvilken dagligstue de er trådt ind i med lort under fødderne. Så her kommer jeg også til at være noget mere kontant og ekskluderende end jeg har været tidligere, og det bliver godt for alle der færdes på mine profiler og som sagtens kan færdes respektfuldt og med hjertet og nysgerrigheden forrest.
Så … lige om lidt er det tid til at logge på igen, og dele dette indlæg. Og om en rum tid kan jeg så skrive lidt om hvordan det er at være tilbage, men først vil jeg nyde den sidste dag herude i den offline verden, hvor jeg kan høre vinden i sivene og regnen der trommer på verandaen. Stilhed og ro. Jeg laver helt klart samme offline-projekt næste sommer, det er simpelthen en gave på alle planer, og jeg er ikke gået glip af en dyt.
Har dine børn også været offline?
Mine børn har, med undtagelse af 2 dage (et par timer begge dage) været fuldstændig afskåret fra Ipads hele ferien, hele den 1,5 måned jeg har været offline, og det er et helt blogindlæg for sig hvordan det har været for dem, hvordan det har været for mig, og hvilke indsigter de og jeg er kommet i kontakt med i den forbindelse. Det indlæg glæder jeg mig til at dele med dig om ganske kort tid.
Tak fordi du læste med,
Kærlig hilsen Frejamay
