EXTRA: Del 8: Retten

Denne udgivelse er en del af en føljeton, læs del 1 her, del 2 her, del 3 her, del 4 her, del 5 her, del 6 her, del 7 her og del 8 her

Efter udgivelsen af denne blog-føljeton har jeg, i samarbejde med et fantastisk team, udgivet en podcast om historien i samarbejde med Ally Danmark, du finder sæson 1 “En farlig god veninde” her og sæson 2 “En farlig god mor” her. Har du ikke Ally appen eller prøvet Ally før, har jeg en rabatkode som giver dig 2 måneders gratis og uforpligtende prøveperiode på Ally, find rabatkoden lige her.

Jeg har været i retten i Sønderborg i dag. Sagen om svindleren, M. Jeg tog allerede afsted i går. Jeg tog en Flixbus fra DGI byen mod Sønderborg og forsøgte at forberede mig så godt som muligt på alle mulige scenarier. Dukker hun op? Dukker hun ikke op? Hvis hun dukker op hvordan dukker hun så op? Med skrig og skrål og ledsaget af betjente? Påvirket? Hvor absurd det end lyder, kommer hun så hen for at kramme mig? Vil hun pande mig en? Hvordan vil hun reagere når hun ser at vi er flere der er dukket op for at følge sagen mod hende?

Da jeg vågnede i morges, hjemme hos min familie i Sønderborg, kom det hele pludselig tæt på, jeg kunne ikke helt afkode mine egne følelser. Er jeg bange? Spænde? Mere spændt end bange? Hvad gør jeg hvis hun kommer hen til mig? Løber jeg væk? Puster jeg mig op? Heldigvis ville jeg ikke være der alene, man ved aldrig hvilken vej vinden blæser med M.

Ude foran retten stod Missel-Jens og en anden som er blevet snydt af M. Journalisten, som jeg er i kontakt med, og som dækker sagen, hun var der også. Vi vidste ikke om M ville dukke op. Der kom flere politibiler, og jeg holdt øje med om M måske sad på bagsædet af nogen af dem. Det gjorde hun ikke, og pludselig var klokken 8.54, og vi skulle ind i retslokalet for at være der til tiden.

Jeg har aldrig været i sådan en ret før. Der er meget pænt og stilrent. To borde, et til anklager og et til forsvarer og klient. Så er der en vidneskranke, og overfor vidneskranken sidder dommeren og de to domsmænd. Vi sad som tilhørere nede bagerst i lokalet, bag vidneskranken. Man må ikke transmittere lyd eller billede inde fra retslokalet, så jeg havde taget masser af notesblokke med, så jeg kunne tage noter hele dagen. Vi skulle være i retten fra 9-15 i dag.

Dommeren og domsmændene kom ind, vi rejste os, blev bedt om at sætte os igen, og så startede noget opsamlingssnak fra sidste gang. Det er et år siden sidste gang. Forsvareren fortalte at hun ikke havde været i kontakt med sin klient, M, siden sidste retsmøde, altså for et år siden. M svarer ikke på nogen henvendelser. Dommeren sagde at han altid lige plejer at give folk 10 minutter til at dukke op, så vi rejste os igen da han forlod lokalet, og blev bedt om at komme igen om 10 minutter.

Det gjorde vi så, men M dukkede ikke op. Da vi kom tilbage, og alle havde indtaget deres pladser, startede sagen med forholdet om ildspåsættelse. Dommeren besluttede at afhøre vidnerne i retten selvom M ikke var dukket op, og bagefter måtte der tages stilling til hvad man så gør med resten af sagerne. Sidst jeg hørte om anklageskriftet var der 8 forhold, i dag var der 13. Nogen af forholdene er 5 år gamle sager. Ingen af forholdene er nogen af dem jeg har skrevet om i min føljeton. Det vender jeg lige tilbage til.

Første vidne.

Det første vidne var en politiassistent som havde stået for den brandtekniske rapport. Han blev først afhørt af anklageren og derefter af forsvareren. Jeg har aldrig hørt nogen modsige sig selv så mange gange, som den politiassistent modsagde sig selv og sine egne brandtekniske rapporter. Jeg tror også alle i salen var i tvivl om han overhovedet selv havde læst de rapporter han havde skrevet. Forsvareren hun var undforvirret og anklageren begyndte at stille hypotetiske spørgsmål om der var, eller ikke var madolie tilstede. Dommeren brød ind og var tydeligt irriteret over at deltage i et ufrivilligt cirkus om hvorvidt ovnen var arnestedet eller ej, og om der havde været nødder eller stearin i den ovn eller ej. Til sidst takkede retten vidnet, ingen var blevet klogere, og vi gik videre til næste vidne.

Andet vidne

Næste vidne var en mand som har haft M boende. Hun har oprettet stofanet og benzinkort i hans navn uden at han vidste noget om det. Den version kender vi jo efterhånden til hudløshed, det er jo nærmest det hun lever af. Her var til gengæld et meget tydeligt vidne. Desværre har dette vidne haft en hjerneblødning for nyligt og var svær at forstå. Det udnyttede forsvareren, og stillede flere gange flere spørgsmål i træk, hvor vidnet tydeligvis var i tvivl om hvad han svarede på. Jeg talte med ham efter retsmødet og spurgte ham om han havde ment ja eller nej til de her specifikke spørgsmål, og han var ikke enig i hvad forsvareren havde konkluderet i retten. Det virkede som om anklageren valgte sine kampe med omhu og korrigerede ikke de svar der kom frem, eller forvirringen om hvad der blev svaret på.

Tredje vidne

M dukkede stadig ikke op, og tredje vidne blev hørt. Endnu en politibetjent, og de forhold han skulle høres i var 5 år gamle. M har kørt uden kørekort, hun har ikke førerret, og har ikke noget gyldigt kørekort længere. Denne betjent har sagsbehandlet flere af hendes sager, og skulle genkalde sig situationer og samtaler som var 5 år gamle. Det var simpelthen så dødhamrende frustrerende at sidde og lytte til at han ikke kunne huske noget, samtidig med at alle os på tilskuerrækkerne ved at hun nok højest sandsynligt ligger og kører rundt i en bil LIGE NU, og er røvhamrende ligeglad. Hun svindler nogen LIGE NU og det har nul konsekvenser for hende.

Anklageren spurgte ind til noget om hvordan man vurderer at en person kan afhøres eller ej, og det blev en mærkelig snak om ædruelighed og om hvorvidt personer kan huske deres eget navn. Det var svært for mig, som udenforstående, at få øje på hvilken relevans de spørgsmål fra anklageren havde for noget som helst. Det virkede lidt som om betjenten i vidneskranken havde det på samme måde. Jeg forsøger virkelig at nedtone min harme i det her indlæg, for min følelse af retssikkerhed er så røvpulet og krænket og jeg har haft kvalme siden jeg er kommet hjem.

De blev besluttet at vi ca. kl .11 afsluttede dagen, som skulle have varet til kl. 15. Anklageren foreslog at man sendte en patrulje ud nu og hentede hende, men retten mente det blev for presset. Man vil derfor anholde hende forud for næste retsmøde, som ingen kender datoen på endnu, men det bliver ikke foreløbig og der kan meget vel gå et år mere før jeg atter tager turen til retten i Sønderborg.

Jeg ville ønske jeg havde mere opløftende nyheder. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle at retfærdigheden havde indfundet sig, bare lidt. Jeg ville ønske hun var blevet hentet. Jeg skrev til Julehusmandens datter (og alle de andre jeg kender i Sønderjylland, i forbindelse med sagen), at M ikke dukkede op. Hun fortalte at M har sagt til Julehusmanden at sagen for længst er afsluttet og ”se selv, jeg går jo frit rundt, det hele var falske anklager, de kunne jo ikke bevise noget som helst”. Selvom vi godt ved hun bliver hentet af en hvid bil med klistermærker på siden og diskolys på toppen næste gang, så har hun jo ret. Se selv … jeg går jo lige her, der sker jo ingenting.

Som hendes forsvarer sagde … ”Ja, så når det ene forhold at blive 6 år gammelt før vi mødes her igen”. Det er simpelthen så til grin, at jeg ville rulle mig rundt på gulvet af grin resten af mine dage, hvis ikke lige det handlede om rigtige mennesker, rigtige menneskers liv der bliver ødelagte, er i fare, rigtige huse der bliver brændt ned, rigtige hunde der bliver dræbt, rigtige firmaer der mister penge, rigtige udlejere der får smadret deres huse og ender i gæld, og rigtige mennesker der møder hende på vejene hver eneste dag i bil, uden at vide at hun ikke har kørekort, og muligvis er påvirket af piller når hun drøner rundt der. Vil du lægge ungt menneske til? Eller din Farmor? Eller din søns veninde der lige har fået kørekort. Jeg ved godt der findes vej-idioter alle steder. Men her HAR politiet jo selv stoppet hende masser af gange, der ER beviser, og alligevel tuller hun rundt som om det ingen konsekvenser har. Og det forstår jeg godt, for det har det jo heller ikke.

Så ja. Næste gang kommer hun med eskorte. Jeg tager gerne turen igen, men det mest røvsyge er at hun, hvis hun bliver straffet for noget (det gør hun nok), så er hun jo ude efter 3 måneder igen, og så starter det hele forfra.

Da vi tilhørere mødtes til en kop varmt at drikke bagefter snakkede vi om hvad problemet i virkeligheden er. For hvis ham vidnet fra i dag havde fortalt Missil-Jens den rigtige årsag til at M var blevet smidt ud i første omgang, så havde Missil-Jens jo aldrig haft M boende, eller lukket hende ind i sit hjem. Men alle starter forfra med hende, hun kommer ikke med et advarselsskilt. Historierne rejser ikke med hende. Det er kun ved at skrive historierne og dele dem, som jeg gør her, og som en avis er begyndt at gøre, at vi får advaret mod hende. Retten passer ikke på de ældre borgere. Færdselspolitiet holder hende ikke fra vejene. Og jeg er med på at de ”kun” har de love de nu har at arbejde ud fra … det er simpelthen bare ikke godt nok.

 PS. Og så er det nærmest misvisende at kalde det en retssag. Det er mere en “sid stille og oplev mennesker med lange uddannelser bladre utrolig meget i utrolig mange papirer i mere end 2/3 af tiden”-sag. Jeg ved godt retssager ikke er som på film. Men jeg vidste ikke at så meget af tiden gik med at bladre i papirer og finde bilag, og være sikker på at alle kigger på det samme bilag.

PPS. Jeg undskylder på forhold dagens indebrændthed. I morgen er en ny dag.