Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

London: Harry Potter Warner Brothers Studio tour - alenemor til to på tur (2:4)

London: Harry Potter Warner Brothers Studio tour - alenemor til to på tur (2:4)

Uanset om du er ultimativ Harry Potter fan, eller bare påhæng eller relateret til en der er, så kan jeg lige så godt afsløre med det samme at Warner Bros. Studio Tour London - The Making of Harry Potter er et besøg værd som du nok husker resten af dit liv. I dag vil jeg fortælle om vores oplevelse og dele alt om billetter, transport, mad og drikke derude, gode tips og tricks og selvfølgelig vores begejstring over en uforglemmelig oplevelse for hele familien.

 

Det vigtigste først: Billetter og hvorfor du skal bestille billetter til museet før du booker dine flybilletter

Ca. 4 måneder før vi ankom til London bookede vi billetterne til Harry Potter museet, og allerede der var billetterne næsten udsolgt. Museet er virkelig populært, du køber dig ind på et timeslot/tidsinterval (mere om det længere nede), og du kan risikere at have booket dit fly og så er der simpelthen ikke billetter til Harry Potter museet de dage du er i London. Derfor: book billetter til Harry Potter Warner Brothers Studio tour først, flybilletter bagefter, og vær I virkelig god tid.

 

Hvor skal jeg købte billetter?

Du kan købe billetter direkte på Warner Brothers egen tour side her, men så skal du selv sørge for transport derud, og WB Studios ligger en lille times kørsel udenfor London. Jeg bookede på Londonbilletter, hvor hele turen, inkl. transport fra ud og hjem Victorias station (2 gader fra stationen, let at finde). Det ville jeg klart gøre igen. Det var rart bare at møde op og så var der sørget for transport og billetter. Bussen var en fin og ny og ren bus, og det var en hyggelig køretur.

Hvad koster billetterne?

Vi har givet knap 3000 for billetter (1 voksen og 2 børn) til museet, inkl. bustur t/r fra London. Det lyder dyrt, men det er virkelig alle pengene værd, og det er tydeligt at det er mennesker der er vant til at arbejde med film/underholdning der står bag museet, det er en 360 graders krops/sanse/føle oplevelse.

Hvor gammel skal man være for at besøge museet?

Den yngste vi mødte har været ca. 1 år gammel, og den ældste omkring 80. Mine børn er 5 og 8 år gamle, og de har haft en fuldstændig fantastisk dag. Og deres mor, mig, på ca 40-something har haft både gåsehud og tårer i øjnene undervejs, max underholdt hele vejen. Begge mine børn har set filmene og den ene er fuldstændig opslugt af Harry Potter universet, den anden sådan semi – men hun kunne stadig genkende alle scenerne og havde en fest hele vejen. Der var kun 2 installationer der var uhyggelige, men dem kan man bare gå hurtigt forbi, resten var for alle.

Tur-hack:

Vi havde været inde og købe mad på Victoria station inden busturen ud til Harry Potter Studios, og så spiste vi i bussen. Vores timeslot var kl. 11, så det passede med at vi spiste en tidlig frokost i bussen, og derfor ikke skulle bruge tid på at spise frokost ude på museet, hvor jeg har hørt at maden ikke er værd at skrive hjem om, og i øvrigt er ret dyr. Men af gode grunde ved jeg ikke om det er rigtigt, da vi ikke spiste derude. Vi havde købt jordbær, blåbær, hindbær, kiks, smoothie og andet godt, perfekt til en bustur og til snacks-elskende børn.

Hvor mange timer skal man sætte af til besøget på Harry Potter museet?

Den tur-pakke vi købte hos Londonbilletter gav os ca 4 timer til at besøge museet. Det havde jeg ikke fanget da jeg købte billetterne, og da jeg jo ikke kendte til turen gennem museet, stressede det mig faktisk lidt at jeg ikke vidste hvor meget tid man skulle sætte af, og hvor lang turen var, idet der jo var en ”deadline” på besøget. Især fordi man ikke kan gå tilbage når først man er kommet igennem, men det viste sig at være helt ubegrundet, vi havde masser af tid. En gennemsnitlig tur tager 3-3,5 time, og vi var igennem på 3 timer og havde en hel time efterfølgende til leg og vejrmøller og billeder og en is osv. Jeg stoppede så heller ikke op og læste ret meget undervejs, men vi prøvede næsten alt der prøves kan på turen, og vi fik alle sammen virkelig meget med. Hvis jeg havde skulle læse/se alle informationer undervejs (hvilket jeg egentlig gerne ville, men rejse alene med to børn, you know), så havde jeg nok brugt en halv time mere i alt, og vi havde stadig haft tid i en store gift shop for enden, og tid til hygge. Så det var helt perfekt for os i hvert fald, og jeg føler ikke jeg er gået glip af noget som helst, eller at vi skulle skynde os igennem. Så 3-4 timer er passende.

Vores oplevelse på Harry Potter museet

Turen til Harry Potter Warner Brothers Studio tour var den primære årsag til at vi tog til London. Det passede ind i vores liv lige præcis nu, og Harry Potter er bare et kæmpe hit i vores liv, derfor skulle det være. Det er første rejse-rejse med pigerne, vi har været i Oslo en del gange, rundt i DK på en masse ferier, ude og sejle med min mor og stedfar, i Sverige osv, men sådan en fly+hotel+turistrejse har vi haft til gode.

 

For det første er jeg alenemor og rejser alene med to børn på 5 og 8, det i sig selv kræver lidt ekstra at være alene, begge mine børn er sansestærke og reagerer meget på lyde, lyde, lugte og alt der er ukendt kræver lidt ekstra tilvænning, hvilket lige stiller lidt ekstra krav til de voksne, i mit tilfælde den ene voksne der rejser med de børn, og derfor har jeg ikke rejse på den her måde med børnene før.

Vi havde en fantastisk bustur ud til studierne, vi sad tæt sammen på 2 sæder i bussen (selvvalgt, vi havde et sæde hver, men vi ville bare gerne sidde sammen), og kiggede på London, som passerede forbi på den anden side af ruden. Vi spiste vores medbragte snacks og ankom mætte og klar til Harry Potter. Vi lagde tasker og jakker i deres (gratis bemandede) garderobe, og fik at vide at en halv time af touren foregår udenfor, men vi tog chancen.

Tourstart

Vi blev sluset ind i et rum hvor vi så en kort film med en hilsen fra instruktøren og J.K. Rowlling. Værten i rummet spurgte i mikrofonen om vi (alle os 100 der stod i rummet) glædede sig til at komme ind og se udstillingen. Rummet råbte et lunkent ”jaahh”, hvorefter mit ældste barn rækker armene i vejret og råbte ”YEARHHHHH!”, hvorefter alle grinede. Så var turen ligesom i gang, stemningen var sat.

Efter to rum mere, og en virkelig fantastisk og gennemført start på turn (vil ikke spoile, men det er fedt!) kommer man ind og turen starter og tiden forsvinder. Det er så fedt at gå mellem de rigtige kulisser, karaktérscener fra filmene, se de rigtige kostumer, se detaljerne om hvor mange mennesker, hvor mange rekvisitter, hvor mange kostumer, hvor meget af det hele der faktisk blev produceret, og hvor mange dedikerede mennesker der har været med til at skabe bøgernes filmunivers om drengen der overlevede. Der er greenscreens hvor du selv kan få lov at flyve på en kost rundt i Londons gader, hvor du kan købe film, plakater og billeder bagefter. Det er ikke billigt, og jeg har govet 40 pund for 2 små film af begge mine piger der flyver på en kost, men vi var nødt til at have dem med hjem, så nu har vi dem til evigt minde.

 

Det er fantastisk at gå rundt blandt Harry Potter fans fra hele verden. Nogen hører touren på digital guidning, andre har en guide med, og overalt er der ansatte klar til at dele deres passion, facts fra universet og til at hjælpe med anything. Det er så fantastisk et miljø at gå rundt i, folk har kapper på, børn og voksne, halstørklæder, briller, slips, tryllestave, det er vildt hvor langt ud bøgerne og filmene er nået.

 

Cirka halvvejs er der en café og mulighed for at købe Butter beer, men vi var mætte fra vores frokost på bussen, så vi tullede videre og så resten af udstillingerne.

Jeg er fuldstændig blown away over hvor fedt der er, pigerne var fuldstændig blow away, og det ER bare et magisk og fantistisk sted. Og alligevel passede de 3 timer helt perfekt, så vi nåede at gå i giftshoppen, og pigerne fik lov til at bruge deres lommepenge derinde. Selinna fandt en tryllestav og en tryllestavs-holder, Emmalia fandt den Gryffindor strik hun har ønsket sig i årevis, og som hun nu har sparet sammen til.

 

Det var en fest at besøge museet, stemningen var i top, de ansatte gjorde oplevelse endnu-endnu bedre med deres passion og gejst for det univers der helt sikkert også har forandret noget for dem. Det er once in a lifetime oplevelse, med mindre man selvfølgelig kommer igen om et par år og tager en oplevelse mere, men hvis man elsker Harry Potter, så er det her simpelthen et must-see.

God fornøjelse, og spørg endelig hvis der er noget du gerne vil have uddybet.

Kærlig hilsen

Frejamay

London: Hamleys, shopping og krise - alenemor til to på tur (3:4)

London: Hamleys, shopping og krise - alenemor til to på tur (3:4)

London: Ankomst, hotel og selvkærlighed - alenemor til to på tur (1:4)

London: Ankomst, hotel og selvkærlighed - alenemor til to på tur (1:4)