Vores Londontur på vej hjem fra Harry Potter (Læs om dagen her) sluttede noget anderledes end vi lige havde håbet. Der udspillede sig nemlig en knap så fuldstændig fantastisk hændelse i bussen på vejen hjem. Jeg skrev om det på facebook og det lød sådan her:

”Lige nu sidder jeg i loungen, i mit eneste sæt rene tøj medbragt på turen, og venter på en omgang mad fra McD der bliver leveret til hotellet om 6-10 min. Så kan jeg lige nå at fortælle hvad der skete.

Så, helt høje sad vi sammen med vores gruppe turist-hold hjem fra Harry Potter studios. Emmalia, Selinna og jeg sad på 2 sæder sammen, som vi gjorde på vejen derud tidligere. Tæt sammen. Emmalia har sin helt nye Gryffindor uldbluse på, en hun har sparet op til, ønsket sig i årevis og som vi ENDELIG har fundet og købt til lidt over 500 kroner.

Pludselig får hun det varmt. Hun tager blusen af og har den foran sig, sammen med jakken, ved siden af begge mine tasker. “Mor, jeg skal kaste op”

Og så kaster Emmalia op. Vi har ikke en ærlig chance for at skaffe en plastikpose eller lign, så det er bare ud i hænderne, ud over sæderne, jakkerne, den nye uldbluse, taskerne, vores bukser og bluser. Undtagen udover Selinna, som sidder sådan halvt bag Emmalia i sikkerhedszonen.

Jeg har ingenting at gøre med. Jeg råber ud i bussen om nogen har en plastikpose, et barn kaster op. Det har ingen. Og så kaster hun mere op. Og en gang til. Og vi sidder bare mere og mere badet i bræk, hende og jeg, i den fyldte bus.

Lidt efter kommer en dame med lidt vådservietter. Jeg takker og tørrer lidt, men det er lidt som at forsøge at fjerne indlandsisen med en karklud. Det gør ikke rigtig noget for noget.

Der er stadig 17 minutter til vi er tilbage i London, og når vi er der, skal vi på en eller anden måde hjem til hotellet, som ligger 7 stop og et 1 skift derfra. Jeg kan ikke overskue at tage en taxa og evt blive opkrævet et eller andet sindssygt rengøringsgebyr.

Buschaufføren holdt ind til siden og kom op med den ene serviet han kunne skaffe, hvilket nok er omtrent det sødeste jeg har oplevet meget længe. Han sagde at vi overhovedet ikke skulle tænke på det, og at han var så ked af han ingen poser havde. Det var så fint.

Vi forlod bussen som de sidste. Stank af en blanding af opkast og jordbæris. Kom ud af bussen og jeg fik tørret det værste af med vådservietterne. Vi gik derefter ned til Victoria station, købte en dyr plastik pose i en butik, og så var det bare med at være målrettet og komme med undergrunden hjem til hotellet hurtigst muligt. Jeg har så ofte stået ved siden ved andre der stank af det ene eller det andet i offentlig transport, i dag var det så bare vores tur.

Vi kom hjem, Emmalia er blevet badet, jeg er skyllet, og alt tøjet ligger nu i blød i badekarret.

Jeg var bestilt take-away og take-away plastikposer og opvaskemiddel, og i morgen må jeg i en eller anden tøjbutik, for jeg er rejst ultra-light, og det sæt tøj der ligger i blød nu er det eneste (udover min rejsebuksedragt der er til ud og hjemtur, men ikke så god til turist-tur) sæt tøj jeg har med.

Så blev turen lige det mere mindeværdig, og jeg fik 18 nye “fuck en lortesituation, hvad fanden gør vi? Okay hold my Ginger beer, nu hør vi sådan her!” Badassness stjerner på skulderen.”

Så dagen sluttede ligesom der. Emmalia kastede op et par gange mere, vi gik til ro, og var bare supertaknemmelige over at det var EFTER Harry Potter museet hun blev syg, og ikke før. Uanset om resten af turen foregår på hotellet eller ej, så nåede vi det vi kom for, og hotellet var jo fuldstændig fantastisk, så det var ikke det værste sted at være strandet. Men sådan gik det heldigvis ikke.

Hamleys, verdens største legetøjsbutik

Da vi vågnede på dag 3 havde Emmalia det bedre og jeg spurgte om begge piger var klar på at shoppe lidt (jeg var nødt til at få et sæt rent tøj). Vi boede kun 3 stop fra Oxford Circus, og jeg ville udnytte det lille energi-vindue vi måske havde inden Emmalia fik det dårligt igen (måske), eller inden Selinna eller jeg selv begyndte at kaste op (måske). Det var pigerne klar på.

Vi tog undergrunden til Oxford cirkus, havde sparet en del penge fordi vi ikke spiste ude, og levede af bær og kiks og snacks fra det lille lokale supermarked, så pigerne havde fået et beløb hver som du frit måtte bruge i legetøjsbutikken.

Jeg har selv været i Hamlseys for mange år siden, og jeg har glemt hvor fuldstændig magisk en børneoplevelse det er at træde ind i legens univers midt i London. 5/6 etager med legetøj, voksne der er ansatte til at lege (og sælge selvfølgelig), Build-a-Bear fabrikken, hvor man kan lave sin egen bamse, putte hjerte indeni den, gøre den så personlig som muligt. Etagerne blev bare ved og ved og ved, man må prøve ting, der er nogen der står og puster sæbebobler, flyver med droner, farver og krøller hår, tegner med magiske tuscher og og og og og og.

Vi var alle 3 fortryllede, det må jeg bare sige. Jeg kom også i kontakt med mit indre legebarn derinde, og vi havde en fest. Med et var al sygdom og træthed og dårligdom forsvundet, og vi var trådt ind i en ny magisk verden, hvor de også har en halv etage dedikeret til Harry Potter og hele universet omkring ham.

Pigerne fik krøllet hår, farvet hår med sådan noget hårpudder, som vi selvfølgelig har købt med hjem. Selinna fik købt en ret badass drone, som vi testede på hotelværelset, det er vildt cool. Emmalia fik lavet sin egen bamse i Build a bear og pigerne fik danset med de udklædte sæbeboble-performere, og prøvet alt der prøves kunne i Hamleys. Det var virkelig en oplevelse i sig selv, og vi blev derinde i flere timer (og mor her nød roen, og alle de skønne unge og voksne der ”tog over” et øjeblik efter et rimelig hårdt døgn).

Shopping

Jeg manglede jo stadig et sæt tøj, så vi hoppede i Arket og jeg fandt et par rene bukser og en top, og så var jeg glad. Der var heldigvis udsalg, så jeg fik endda et par ret pæne bukser som jeg kunne betale, selv på mit SU-budget.

Pigerne fik også lidt tøj begge to, og så begyndte Emmalia at blive træt igen, og vi besluttede os for at tage hjem. Men hvis man vil i alle de kendte mærker og kæder, så er området omkring Oxford Circus det bedste.

Hvis jeg havde haft mere tid, så havde jeg researchet mere på vintage butikker, genbrug og små finurlige shoppegader med lokale kunstnere, men det havde jeg bare ikke, og det var heller ikke det primære formål med turen. Til gengæld glæder jeg mig allerede til næste tur til London, for så skal vi rundt og finde små kunstnere, vintage, genbrug og markeder hvor vi kan blive inspirerede og støtte lokale kunstnere. Det bliver næste gang.

Afslapning, Big Ben og Buckingham Palace

Da vi kom hjem til hotellet, spiste vi lidt, slappede lidt af, testede droner og puttede med ny bamse. Jeg havde et stort ønske om at se Big Ben, som jeg ikke har set de sidste mange gange jeg selv har været i London, så jeg spurgte om pigerne ville med. Emmalia ville egentlig gerne bare blive på hotellet og høre lidt MGP musik og have ro, hvorimod Selinna var superklar på en tur hen til Big Ben.

Vi aftalte at Emmalia og jeg kunne skrives ved på mobilen hvis der var noget (hun havde min computer på hotellet med internet, og jeg kørte på EU data inkluderet i mit Telmore-abonnement, så det var ikke specielt dyrt at have kontakt), og så tog Selinna og jeg afsted.

Efter et par stop ankom vi til Big Ben og London Eye, og det var lige så smuk en oplevelse som jeg havde håbet. Der var selvfølgelig en masse turister, men det at vise Selinna Big Ben, som hun kender fra film og tegnefilm, det var bare en stor oplevelse. Vi fik taget billeder og film, og så besluttede vi os for at gå igennem parken op til Buckingham palace, og så tage undergrunden hjem derfra bagefter.

I parken var der simpelthen så mange egern og fugle, og Selinna elsker dyr, så hun havde en fest. Der var også en fin legeplads, hvor vi gjorde stop, inden vi gik videre op til paladset og så et brudepar som lige var blevet gift blive fotograferet foran paladset. Vi så alle de smukke tulipaner foran paladset, gik igennem en lille park og op til den nærmeste undergrundsstation, og tog undergrunden tilbage til hotellet og Emmalia. Da vi nærmede os værelset kunne vi høre MGP musik og Emmalia der sang højt med på sangene (og nok også hoppede i sengen. Det var simpelthen så dejligt vi kunne lave sådan en win-win fordeling, så alle fik mulighed for at gøre det de havde mest lyst til, også selvom jeg kun er 1 voksen på tur med 2 børn.

Den aften gik jeg (igen) i seng med en kæmpestor taknemmelighedsfølelse over hvad der kan lade sig gøre, og hvad der blev muligt, især nu hvor opkast var blevet en del af ligningen. Vi købte mad, bær og snacks i det lokale supermarked, hyggede på hotelværelset og nød at vi boede så dejligt og havde vores eget badekar. Jeg havde simpelthen spa-følelse hver eneste aften, når jeg fik lov at ligge alene på badeværelset og flyde i karret, mens jeg kunne høre lyden af mine to børn være så begejstrede over alt det London gav os.