Det er en tid hvor jeg ikke er lige så skarp i mine ord som jeg plejer at være. Så det her bliver muligvis lidt rodet og ustruktureret, men jeg har bare lyst til at skrive og dele det her øjeblik med dig. Om lidt ved du også hvorfor det ser rodet ud, og hvorfor jeg prøver at slukke for hjernen lige nu og tænde for noget helt andet.
På onsdag flyver jeg til Padborg. Onsdag meget tidligt. Hvis lufthavnen da ikke er lukket ned i mellemtiden i disse Corona-tider. Jeg skal ned og pakke min fars hjem ned, så vi er klar til hans flytning i ældrebolig i weekenden. Det bliver på alle måder en hård uge, men jeg har set frem til denne uge siden nytår, hvor min far faldt om og blev indlagt. Det bliver så godt for ham at starte på en frisk i en ældrebolig og jeg under ham det.
Hele dagen i dag har jeg brugt på at at skrive og snakke med flyttefirmaer, kommunen i Aabenraa, og få fat i firmaer der opkøber “dødsboer” osv. Flybilletten er booket, og det er ikke fordi jeg hader miljøet at jeg flyver, jeg gør det fordi jeg kun har en dag til at pakke hans hjem ned alene, og jeg har brug for alle de minutter jeg overhovedet kan skrabe sammen,
I sidste uge startede jeg til psykolog. Det gør jeg af mange årsager, og jeg har altid valgt at gå enten i terapi eller til psykolog med mine udfordringer i livet, fordi jeg ønsker at blive klog på livet og mig selv. Derfor går jeg ind i mine mønstre, jeg lærer at forstå dem, og i min rejse mod forståelse af mig selv, der lærer jeg samtidig at forstå andre. Og det synes jeg altid er en god investering. Vi må lære verden at kende gennem vores egen indre rejse. Og nu vil jeg overlade ordet til min dagbog fra den dag jeg var til psykolog i sidste uge:
“Kære dagbog,
For 14 dage siden brød jeg sammen. Min verden væltede og der blev jeg sygemeldt. Alt for mange gigantiske ting jeg ikke kunne overskue. Min læge sygemeldte mig med det samme, og fortalte at man i Lyngby har et akut-tilbud, hvor man kan komme ned med det samme, og snakke med gode mennesker, som er uddannede til at hjælpe. Tror de har mange forskellige retninger dernede. Og da der stadig var et par uger til min første session hos min nye psykolog, så gik jeg ned til Akut-stedet med det samme. De skriver ikke rapporter, indberetter ikke, skriver ikke engang dit navn ned hvis du ikke vil have det. Og så er de bare SÅ kompetente og rare. Og der har jeg været næsten dagligt siden jeg knækkede. Jeg går hos en skøn dame dernede, og det har været så rart bare at komme og snakke i halvanden time og så gå en lang tur (selvom jeg har smerter i begge fødder for tiden og faktisk næsten ikke kan gå).
Jeg har længe ikke kunne forstå hvorfor jeg bliver SÅ bange for e-boks og offentlige styrelser og møder med det offentlige/dagtilbud osv. Rationelt er jeg udemærket klar over at ingen slår mig ihjel, at det altid er bedst at være på forkant og ringe, at de fleste er søde at snakke med og samarbejdsvillige osv. Men min krop går fuldstændig i FRYS mode, og frygten vinder altid. Jeg kan simpelthen ikke forstå det.
Indtil i dag.
I dag har jeg første session hos min nye, noget excentriske psykolog. Jeg har ikke de store forventninger, fordi jeg efterhånden har gået hos en del psykologer i mit liv, og der er meget få der er dygtige (af dem jeg har mødt). Og jeg tror simpelthen ikke på at man kan være dårlig til at gå til psykolog. Hun er speciel, men hun er knivskarp. Og efter tyve minutters tid, får jeg fortalt hende om det her mysterie med hvorfor jeg fryser. Det skaber kæmpe problemer i mit liv at jeg bliver så rædselsslagen, og jeg FORSTÅR simpelthen ikke hvorfor, når nu jeg rationelt sagtens kan se hvad der er det rigtige og mest fornuftige. Især fordi jeg har ændret mit "overgrebsmønster" til at kæmpe i stedet for at fryse. Når jeg er udsat for fare. Jeg er ikke bange for folk der er truende ude i virkeligheden længere.
På en eller anden måde hopper vi ret direkte fra den her problematik tilbage til dengang jeg var udsat for "det første overgreb", dengang jeg var 6 år gammel. Et overgreb jeg har skrevet om, holdt foredrag om, fortalt om, fortalt om igen, og som jeg egentlig synes jeg har arbejdet rimelig godt igennem. Men nu sidder jeg overfor denne her fremmede kvinde, som kigger på mig med sine psykologøjne, og jeg fortæller detaljer fra det overgreb som jeg aldrig har fortalt nogen før. Og jeg bryder fuldstændig sammen i dag, i hendes stol. Som om jeg knækker. Men på den måde hvor noget endelig bliver taget hånd om. Går i stykker fordi det er på tide det skal dø og noget bedre og mere kærligt skal vokse i stedet.
Han var en autoritet. Han var en voksen mand der lå der på min barnekrop, som var 6 år gammel. Det er som om at i dag er første dag jeg virkelig kunne mærke hvor alvorligt det faktisk er/var. Som om historien indtil nu har været noget udenfor mig selv. Ligesom en håndtaske man kan gå med. Og i dag tog jeg fat om roden af hele den 6årige mig's følelsesmæssige og kropslige oplevelse af rent faktisk at have ligget der på den strand, have overlevet hvert eneste sekund af den rædselsfulde oplevelse. Og jeg har været fuldstændig flosset resten af den her ret travle dag, fordi jeg kan mærke at vi allerde idag har fået hul på noget fuldstændig grundlæggende og essentielt.
For første gang nogensinde tror jeg på at jeg kan komme igennem den handlingslammelse der har ødelagt så meget for mig. Alt fra venskaber til gældsskabelse til alt muligt andet, som jeg har dømt mig selv totalt ude for, fordi jeg jo godt ved at det er helt forkert at blive handlingslammet. Men min krop har simpelthen ikke kunnet. Jeg har ikke evnet at tvinge den. Det er ikke nogen undskyldning, men blot en forklaring, som i hvert fald sætter mig en lille bitte smule fri for alle de gange jeg har slået mig selv i hovedet med selvhad og vrede, fordi jeg ikke kunne gøre det bedre end jeg har gjort.
Jeg har været SÅ vred på mig selv i så mange år fordi jeg har set ulykker ske, mens de skete, og jeg har intet kunne stille op fordi min dumme dumme krop blev så pissehandlingslammet. Og jeg isolerede mig og gjorde intet og stak hænderne i ørerne og gemte mig. Fordi jeg ikke kunne andet. Og pludselig tegner der sig et (stadig lidt uklart) billede af at den der lille 6 årige pige, hun bare stadig bor indeni og er så rædselslagen for at blive tilintetgjort. Og jeg har bare slået og slået og slået på hende, og hadet hende så inderligt, og jeg har slet ikke forstået hvad det handlede om. Før nu. Jeg begynder langsomt at forstå.”
Det her dagbogsindlæg skrev jeg om på facebook. Og så var der en kvinde der sendte mig videre til Landsforeningen Spor, som jeg godt kendte i forvejen, men ikke har haft så meget med at gøre. Det er en virkelig god forening for voksne med senfølger efter overgreb i barndommen.
Jeg hoppede ind på deres hjemmeside og faldt over et link, som har forandret mit liv. Og sådan kan internettet jo så meget. Men det her, det er virkelig noget der kommer til at gøre en afgørende forskel for min fremtid. Linket er her. Nu vil jeg fortælle dig hvorfor linket har forandret mit liv.
Klik. Jeg læste det. Og så læste jeg det igen. Og så græd jeg. Lettelsens tårer. Og jeg græd og græd, og jeg har grædt og grædt lige siden. Hver gang jeg fortæller om det link til nogen, så græder jeg igen. Men hvorfor, tænker du måske? Nu skal du bare høre.
Linket fortæller at man simpelthen på hjernescanninger kan se fysiske forandringer hos børn der har været udsat for overgreb. Man kan SE det. Hjernen ÆNDRER sig. Man ved hvilke områder der er tale om og hvilke forandringer det medfører.
HELE mit liv har jeg troet at hvis jeg bare gik nok til psykolog, så kunne jeg ændre mine mønstre. Hvis jeg bare gik nok i terapi så kunne jeg slippe med senfølgerne for de overgreb jeg har været igennem. Hvis jeg bare var åben nok, talte nok, holdt foredrag nok, forstod nok, snakkede med ligesindede nok, så ville jeg blive “et rigtigt menneske”. Et “godt nok” menneske, og en der ikke blev lammet af frygt længere.
Men det blev jeg bare aldrig. Jeg har gæld fordi jeg har været bange for at åbne breve/e-boks eller kontakte for at finde løsninger. Fordi jeg altid har troet at jeg skulle regne det hele ud på forhånd inden jeg bad andre om hjælp. Jeg har mistet venskaber fordi jeg har været handlingslammet i nogle situationer og ikke har turdet stå op for mig selv fordi jeg var bange. Jeg har fundet mig i SÅ meget lort, fordi jeg har været rædselsslagen for at sige fra. Lade folk svine mig til, fordi jeg var bange. Det betyder ikke at ansvaret er andres end mit. Nu forstår jeg bare sammenhængen og kan gøre noget nyt ved det.
Jeg har altid troet at det monster jeg kæmpede imod, senfølgerne, udelukkende var noget psykisk, og fordi jeg ikke har løst det endnu, har jeg skældt mig selv huden fuld hver eneste dag, hele mit liv, fordi jeg “har bragt mig selv i åndssvage situationer” fordi jeg var bange for at (eksempelvis) åbne min E-boks. Armmen hvor dum og idiot har man alligevel lov at være? På trods af at min hjerne jo VED hvad det rigtige er at gøre i de her situationer, så har min krop bare lammet sig selv.
At læse at hjernen, og muligvis også min hjerne, simpelthen har nogle fysiske “defekter” gør at jeg pludselig kan sætte mig selv lidt fri. Lidt fri af selvhadet, fri af al den selvskade jeg har påført mig selv siden jeg var barn. Fysisk selvskade i da jeg var barn, mental selvskade i mit voksenliv. Helt frem til i dag.
Det føles som om et kæmpestort jerntæppe er revet ned, og pludselig ser jeg at det ikke er et lille hegn jeg forgæves forsøger at klatre over, men at jeg derimod står og prøver at klatre op ad “The Dawn Wall” (den her, the most difficult climb ever done), som indtil for nyligt var umulig for selv verdens dygtigste bjergbestigere at bestige. Uden nogen former for gear til at bestige bjerge i øvrigt. Jeg står bare der med mine hænder og forventer at nå toppen inden middagstid.
Det er så ubeskrivelig stor en lettelse, og jeg er nok ikke skarp nok til at vise dig, på den anden side af skærmen endnu, med dette blogindlæg, hvor stor en livsforandring jeg står overfor. Det at jeg begynder at “forstå min modstander”, betyder at jeg kan danse med ham. Det at jeg forstår hans størrelse, de fysiske forandringer i hjernen, betyder at jeg nu kan planlægge og arbejde med mit liv efter min nye viden. Tackle min frygt og min handlingslammelse helt anderledes, fordi jeg forstår hvad jeg er oppe imod. Skabe helt nye miljøer i mit liv, omkring mit liv. Det har jeg simpelthen ikke vidst før i dag. Jeg har vitterligt troet at det udelukkende handlede om at “tage mig sammen” og gå nok til psykolog og tage nok ansvar overfor mine “fejl og mangler og udueligheder”.
Og måske er det også derfor jeg ikke har skrevet så meget de seneste måneder. For den agressive stalker jeg også har haft, han har talt lige ind i hele min utilstrækkelighed. Al hans kvindehad har ramt lige ind i ting jeg jo er rørende enig med ham i. At jeg ikke er god nok, at jeg ikke dur til en skid, at jeg er en fiasko og en falliterklæring. Hvordan kan jeg overhovedet tro jeg kan være noget for andre, i kraft af blogging, coaching og foredrag (og alt det jeg ellers laver), når jeg er sådan en taber i virkeligheden? Hva? Jeg har ikke kunnet skrive fordi jeg jo i bund og grund syntes han havde ret.
Men det synes jeg ikke mere. Nu hvor jeg kan se den sande ligning, den sande modstander, den sande udfordring, så begynder jeg også (langsomt og sårbart) at se mig selv i mit sande lys. Hold kæft hvor har jeg kæmpet hele mit liv. Jeg har kæmpet med bind for øjnene. Jeg har skabt et godt liv TRODS ALT, jeg er en sindssyg god mor for mine to piger, det er simpelthen på tide at jeg sænker den barre jeg har sat for mig selv. En barre der er 800 kilometer høj og som jeg aldrig kommer i nærheden af.
Mine kriterier for min lykke og succes, de er så langt udenfor min rækkevidde at jeg aldrig når at finde ud af om de overhovedet findes. Og det skal være slut nu. Barren skal sænkes, sådan så jeg kan hoppe over den hver eneste dag. Gå i seng med lykken hver eneste dag. Sætte mit liv op sådan så hver aften sluttes med en high-five med mit eget hjerte, og så skal jeg kysse mine børn, velvidende at jeg er en god nok mor. Den bedste mor de kunne drømme om. Det finder de nok også ud af en dag :)
Jeg er slet ikke færdig med det her emne, jeg er kun lige begyndt. Til gengæld er jeg top-ligeglad med hvad du tænker om mig. Jeg troede jeg ville være bange for at du ikke længere (måske har du sådan set aldrig gjort det) ser mig som en stærk inspirerende person, en kickass coach, en sej foredragsholder, efter dette blogindlæg. Jeg fortæller mange tunge sandheder om mig selv. Ting der ikke er flatterende, ting jeg ikke er stolt af, ting jeg har holdt i mørket hele mit liv. Jeg troede jeg ville være bange for at du nu ser mig som en samfundstaber, en der ikke har styr på sit liv, en fiasko, en idiot, en falliterklæring. Men jeg er helt inde i hjertet ligeglad. Du må tænke lige akkurat hvad du har lyst til. Du er fri. Jeg starter på mit livs vigtigste rejse i dag. Rejsen mod friheden og indre fred. Det kommer til at gavne mig selv og mine to piger. Og alle der har lyst til at følge med på denne rejse herfra. Hvad du tænker er din helt egen business. Held og lykke.
Take-off har fundet sted. Næste stop er stjernerne.
Tak fordi du læste det her. Jeg glæder mig til resten af livet nu.
