Kære dagbog, kære bloggen,
Det er længe siden jeg bare har skrevet. I mange år har det handlet om noget. Man skal have en niche, et emne, man skal vide hvilken følelse man gerne vil vække hos sine læsere, hvem ens målgruppe er, huske at lave et call to action og så skal man tjekke sine tal. Jeg savner bare at skrive et gammeldags blogindlæg om hvordan det egentlig går i livet. Så det gør jeg i dag.
Det er en mærkelig tid. I snart et år har der været lockdown (on/off), eller i hvert fald har de fleste af os levet et liv langt fra hvad vi er vant til. Ingen knus og kram, fællessang ud ad vinduerne, bamser i vinduerne, afstand, smil gemt bag maskerne. Jeg aner ikke hvordan jeg har det med det hele. Er jeg påvirket? Absolut, på en eller anden måde fylder det også hos mig, men mere på en måde hvor vejrudsigten ikke holdt stik, og hvor jeg måtte sætte mine sejl anderledes, end at noget er ødelagt og frihed er forsvundet. Jeg i forvejen blevet væltet godt og grundigt rundt i livet. Det her er ingenting. Jeg kan godt tage en maske på når jeg handler og kun se mine allernærmeste osv. Og så tænker jeg at det er arrogant at skrive, men det er jo sådan jeg har det.
Jeg mistede en veninde til corona under første lockdown. Og de seneste 14 dage holdt jeg vejret fordi en af mine gode naboer, nyopereret mand lidt oppe i alderen, han blev indlagt med corona. Men han kom heldigvis hjem igen i sidste uge. Phew. På den ene side er alt normalt. På den anden side er alting forandret. Jeg blæser bare lidt med i vinden, jeg har ikke så mange holdninger om det der sker lige nu, jeg prøver at nyde turen så godt jeg kan, med de mennesker jeg har med på mit skib.
Så er jeg på den anden side af min medicinske abort. Blødningen er endelig stoppet. Jeg er afklaret i alle mine celler, samtidig med at jeg takker den sjæl der kom forbi hos mig. Jeg er så dybt taknemmelig for at leve i et land hvor vi ikke gennemtvinger graviditeter og ødelægger liv på den måde. Og samtidig, nu hvor jeg selv har prøvet at få en abort, er jeg dybt bekymret over alle de lande hvor kvinder og par ikke har muligheden for at sige nej, i hvert fald har de ofte kun den mulighed der bringer kvinden i livsfare, og kan koste hende livet. Det er nemlig lige det. Fordi abort er forbudt forsvinder abort ikke. Kvinder dør bare.
Anyways. Jeg har en stemning inde i kroppen der bedst kan beskrives som en god gryderet. Lidt sødt, lidt surt, lidt salt, lidt kød, lidt linser, lidt af det hele. Jeg har intet behov for at dykke ned i stemningerne og følelserne, jeg mærker at de er der og så bruger jeg min krop til at bevæge mig en masse, sortere ud i alle vores ting i lejligheden, så luft og ikke mindst komme ud i naturen. Hvilket bringer mig til næste tanke.
Is! Lyngby sø har de seneste dage været frosset så meget til at man kunne gå henover den. Det var simpelthen magisk. Det åbnede alle minder fra min barndom, da jeg skøjtede rundt på Lillehav nede i Augustenborg, hvor jeg kommer fra. Magisk dage der bare aldrig nogensinde måtte slutte. Frosne næser og søvn længst væk i drømmeland efter en hel dag på isen. Jeg håber mine piger og pigernes far fik samme oplevelse efter 3 dage på isen i Lyngby. Jeg gjorde i hvert fald selv. Den første dag var jeg der alene med Emamlia. En hel dag. Uden mad og drikke. Vi spiste noge sne, og så måtte det være væsken den dag. Det virkede i hvert fald. Dagen efter kom far og Selinna med. Vi havde varm te og pandekager, juice og snacks med. Det var simpelthen så hyggeligt.
Hvad sker der mere? Jo, jeg tænker på at skrive hele den svindelsag med min far ned. Jeg har jo al dokumentation, så jeg mangler bare at skrive det hele ned om hende damen der franarrer ældre mennesker penge og biler og dyr og så videre. Min far havde desværre også fornøjelsen af at møde hende. Hun er nu politianmeldt, men der er ikke sket noget endnu. Det er dødhamrende frustrerende at vide at hun er igang med at narre penge fra den næste demente ældre kvinde eller mand, blande sig i folks arvesager fordi hun bare er SÅ sød og hjælpsom. Det seneste der er sket er at hun brændte sin lejlighed ned. Havde vinden vendt den anden vej den dag, så var min far og alle naboerne brændt inde. Det gjorde de heldigvis ikke. Jeg er stadig ugentligt i kontakt med naboerne dernede og jeg ved hvad damen foretager sig. Men stoppet, det bliver hun desværre ikke, måske skal jeg have fat i medierne nu?
Når det er sagt, så savner jeg en god sommerfest. Jeg savner mennesker, jeg savner kram, smil, sammenkomst, fællesskab, jeg savner at danse groove-dans, jeg savner bryllupper, jeg savner at være på havet, jeg savner at gå i Lidkøb og andre genbrugsbutikker. Der er masser af ting jeg savner. De kommer igen snart, det er jeg sikker på.
Kære dagbog, det var alt for i dag. Pas på dig <3
