Øjenlågsoperation og helt glemte følelser (UPDATE)

I forbindelse med en øjenlågsoperation jeg skal indstilles til, var jeg i dag på Rigshospitalet i Glostrup til en forundersøgelse. En proces jeg startede på for et halvt år siden, fordi jeg er generet af en (medfødt) slap nerve i mit ene øjenlåg. Jeg blev som barn opereret for samme handicap, og vidste allerede dengang, at jeg måske skulle opereres igen. Men at jeg pludselig skulle stå og græde på en parkeringsplads på Rigshospitalet i dag, det havde jeg ikke set komme.

Et liv med ikke så meget plads

Det liv jeg lever i dag som fuldtids lærerstuderende, fuldtids hjemmeskolemor, podcastvært, af og til ghostwriter, tilrettelægger og producer på lydproduktioner, klipper og blogger (og foredragsholder og instagrammer and what not), det er selvvalgt, OG det er tæt pakket. Jeg besluttede for knap 2 år siden at tage mit barn hjem, ud af mistrivsel og skolevægring, velvidende at der fulgte et stort ansvar med, og at min tid ville blive til den pressede side. Et valg jeg aldrig kommer til at fortryde, og som selvfølgelig kommer med fravalg. Sådan er det at leve bevidst, men ud fra sine sande værdier, og bevidstheden om at vi kun har 24 timer i døgnet, at dagen kan være lang, men livet er kort.

I dette elskede valgte liv er der ikke så meget tid og overskud til at gå til frisøren (så jeg klipper mit eget hår i samarbejde med Youtube videoer), at synge i kor (så jeg synger højt herhjemme med mine børn), at køre på MTB (så jeg rocker min ladcykel), at få massage (sinful.dk - n-joy) eller kropsbehandlinger (tæller det når ens børn går rundt på ens ryg?) eller mere i den dur. Til gengæld prioriterer jeg at bade i havet, gå en rask tur alene hver dag og at sidde i en solstråle alle de dage solen kigger forbi. Og det er måske en af årsagerne til at jeg græd i dag. Men der er også noget andet.

Bull-auge

Ja hvad er det for et ord? Det ved jeg faktisk stadig ikke, men det indgik på daglig basis i de knap 10 års mobning jeg var udsat på i min folkeskole. Faktisk blev jeg mobbet by proxy i mit voksenliv af en af mine gamle veninder fra samme skole på facebook for ikke så mange år siden. Hun havde bedt en fælles ven om at skrive ”Bull-auge” til mig “og se hvad hun siger til det", ha ha ha”. Altså som voksen (wtf?). En af de (mange) ting jeg blev mobbet med, var mit handicap i mit ene øjenlåg. Bull-auge. Og hvor er det også vildt at man har det så skidt med sig selv indeni, at man træder på dem der i forvejen har noget at kæmpe med. Men det er selvfølgelig langt mere gratis end det er at gå efter de ressourcestærke i klassen. Yikes, folkeskoletid! 

Heldigvis kom jeg igennem mine unge år med kronisk pandehår ned i øjnene, så ingen kunne se mine ”grimme øjne”, og jeg endte med at lave en masse indre arbejde, og faktisk elske mine to forskellige øjne, hvor synet ikke fejler det fjerneste. Jeg fandt også ud af at der er mange andre der lever med samme handicap, og jeg har de sidste mange mange år båret mit ansigt og mine smukke øjne med stolthed.

Men …

Der ligger rigtig meget historie i det øjenlåg. Der ligger rigtig meget indre arbejde. Der ligger bare helt utrolig mange følelser gemt under (øjen)låget, og det anede jeg simpelthen ikke før jeg ringede til min veninde Heidi (tjek hendes blog ud her) i dag, for bare lige at opdatere hende på hvordan det var gået på sygehuset. En samtale jeg tænkte var hurtigt overstået, fordi jeg skulle videre i programmet og nå en hel masse, men jeg havde lige et hul på 10 minutter, men så tog det hele en drejning.

Only teardrops

Der var ikke gået meget mere end 45 sekunder af samtalen, så fossede tårerne bare ud, og jeg havde overhovedet ikke set det komme. Selvom processen med operation af øjet er startet for snart et halvt år siden (og jeg har haft gener igen i mindst 1,5 år), så har jeg ikke haft tid til rigtigt at mærke hvad den øjenoperation egentlig betyder. Jeg har ikke mærket at det faktisk betyder rigtigt meget for mig, at sætte mig selv først, og min egen sundhed, bare lige et øjeblik. Jeg har daglige små ”selfcare” valg, men det her er alligevel i en anden liga, og da jeg endelig blev godkendt til operationen (YAY, men fuck: nerver!!), også selvom det er en lidt mere kompliceret kirurgisk omgang, og der skal laves 2 operationer i 1, så kunne jeg pludselig mærke det hele på en gang. Historikken, mobningen, tilvalget af mig selv, anspændtheden over at være i processen i det hele taget, nervøsiteten over operationen, jeg kunne mærke den lille pige i mig der har været så ked af det og alene dengang i skolen, jeg har mærket den unge kvinde der tog ejerskab over sin krop og sin egen fortælling, og jeg har mærket den modne (stadig unge) kvinde der har givet lov til at få hjælp til noget der faktisk er en gene hver eneste dag.

Så hvorfor dele?

Der er sjældent noget der er “bare lige”, især ikke når det kommer til vores krop og sjæl. Vi bærer så meget, og af og til kan vi helt miste forbindelsen til det sårbare, frygten, historikken, fortiden, gamle følelser, som ofte er derinde et sted. Jeg er ikke alene i den her følelse og oplevelse, og derfor deler jeg den. Det var så fin en oplevelse at stå der ved indkørslen til indgang 1 på Rigshospitalet i Glostrups parkeringsplads, og bare lade tårerne få frit løb, og have min veninde i den anden ende af røret der totalt greb mig og svøbte mig ind i omsorg og kærlighed og verdens længste kramme-arme.

Det er ikke meningen vi skal igennem alle de her ting alene, det er meningen vi skal turde mærke det der dukker op, og det er meningen vi skal holdes og æres og mødes og ses. Ligesom jeg blev det i dag. Så selvom dagen var tætpakket med dejlige aftaler, så fandt følelserne og tårerne alligevel vej ud i friheden, og de blev holdt i hånden af både Heidi og af mig, og det er jeg bare enormt taknemmelig over.

Tak for spontane uventede tårer, de er så velkomne,

Kærlig hilsen

Frejamay