Kære Selinna og Emmalia,
I dag er det kvindernes internationale kampdag, og i den anledning vil jeg gerne skrive til jer, og fortælle lidt om hvorfor vi er flere og flere kvinder der står sammen på denne særlige dag. Og hvorfor jeg engang var en der synes denne dag var dybt latterlig, og hvorfor jeg i dag står side om side med kvinder fordi jeg drømmer om en bedre fremtid for jer to, og alle andre piger i hele verden.
Mænd og kvinder har ikke altid haft samme rettigheder. Det kan lyde helt skørt men det er faktisk rigtigt. Der var faktisk engang hvor kvinden ikke engang var sin egen, men var noget manden ejede, ligesom en bil og et komfur og et skur. Men det blev heldigvis ændret, især fordi der engang var nogle seje kvinder (og mænd) før os, som besluttede at det var helt tosse at kvinden ikke var sin egen.
Tiden gik, kvinder fik lov til at være deres egne (på en måde), for lidt over 100 år siden fik kvinder lov til at stemme ved valg, en ret jeg selv har taget for givet i alt for mange år, men som jeg i dag forstår vigtigheden af, mere end nogensinde.
Verden har ændret sig rigtig meget, kvindeliv har ændret sig rigtig meget, nogen steder i hvert fald, og alligevel føles det ofte som om at stenalderen ikke rigtig vil slippe sit tag i de roller vi har presset kvinder og mænd ned i. Det betyder at vi i dag lever i en verden hvor
Alt for mange kvinder bliver udsat for vold og voldtægt, stalking, chikane og desværre også mord. Af den simple årsag at de er kvinder. Og så har vi slet ikke talt om stening og tortur og det der er værre.
Kvinder ikke har ret til egen krop, piger har ikke ret til abort.
Kvinder bliver ramt af glaslofter og uligeløn.
Sexisme hersker i alle samfundslag. Anden bølge af metoo debatten har virkelig åbnet mine øjne for HVOR meget mere kvinder skal kæmpe end mænd HELE VEJEN til toppen (læs evt vidnesbyrd i linksene i bunden af dette indlæg). Det gælder indenfor alle brancher. Udover at finde sig i sexisme og magtmisbrug i både stor og lille skala, så bliver kvinder sat tilbage lønmæssigt på grund af barsel. Sexismen dækker over alt fra hænder på lår til stalking, trusler og voldtægt. (Hvad er forskellen på sexisme og sexchikane)
Kvinder er undertrykte og lever i frygt og livsfare
Kvinder ingen retssikerhed har.
det er negativt hvis man føder en pige
piger (børn) bliver solgt til ægteskab
piger og kvinder er en handelsvare
Og listen er længere endnu.
Men mor, hvad kæmper vi for i Danmark, her kan vi jo gå sikkert på gaden? Tjah, vi kan i hvert fald gå mere sikkert end andre steder. Men du kender helt sikkert mange kvinder som, helt uden at tænke over det, går rundt med nøglen på en bestemt måde mellem fingrene om aftenen, for at være klar på et muligt angreb. Vi er alle ofre for sexismen og den internaliserede sexisme. Det ligger simpelthen så dybt i os at vi ikke selv er klar over det. Der er desværre masser at kæmpe for:
Ligestilling mellem kønnene
Vold mod kvinder (og børn)
Ligeløn
opgør med sexismen i alle samfundslag
Sexisme i minoritetsgrupper, som ingen taler for (heldigvis er flere begyndt)
'
Skal det være med eller uden respekt?
Her er et lille eksempel fra min hverdag. Jeg har datet en fyr, som jeg nu har besluttet jeg ikke har lyst til at se længere. Små, næsten usynlige (nemme at overhøre) advarselslamper, som jeg af erfaringsmæssige grunde vælger at lytte til. Han har taget min afvisning pænt og vil gerne ses som venner. Og selvom jeg har lyst, fordi han er en skøn fyr, så tør jeg ikke, for jeg har begrundet mistanke om at han ikke vil respektere mit nej, hvis han alligevel beslutter sig for at bryde vores nye relation, fordi han alligevel gerne vil have sex. Så det lader jeg være med.
Omvendt datede jeg på et tidspunkt en fyr, hvor vi på første date havnede i min seng. Han tog hårdt fat i mine arme, han var meget dominant (meget mere end jeg er til) og han tog totalt styring over hele sceancen. Det var dragende, lidt farligt og virkelig en spændende oplevelse. Lidt som at tage en lidt for vild rollercoaster, og ret grænseoverskridende. Ham sluttede jeg også med, men kun fordi vi ikke var til helt det samme seksuelt. MEN ham ville jeg uden at blinke mødes med igen, fordi jeg hele tiden har vidst, at hvis jeg på noget som helst tidspunkt sagde stop, så ville han respektere mig med det samme, og stoppe uden at stille spørgsmål. Og derfor var det en god oplevelse, og ikke en metoo. Også selvom det var grænseoverskridende. Jeg tog med på den rejse fordi jeg ville, ikke fordi jeg var bange eller følte jeg skulle eller skyldte. Og deri ligger den store forskel. Han havde respekt for mig som menneske, og så mig ikke som om jeg skyldte ham noget eller at han havde ret til mig (som var jeg et skur, en bil eller et komfur).
Jeg tror at mange tror at alt det vilde og lidenskabelige, som sex jo kan være, det er væk nu hvor vi “skal være så politisk korrekte”. Men det eneste der ikke længere er plads til, det er sex uden samtykke. Du kan hænge folk op i kors, piske løs og knalde på køkkenbordet hårdt og brutalt, bare begge parter er enige om at det er en god ide. Jeg må indrømme jeg har supersvært ved at forstå problemet i at der skal være samtykke, hvad i alverden har folk så rendt og foretaget sig indtil nu? Og jeg kan stadig ikke komme mig over hvor primitive og børnehaveagtige journalisterne opførte sig da samtykkeloven blev vedtaget, og insisterede på at politikerne skulle lave lyde. Men det siger lidt om niveauet i medierne. Hån og latterliggørelse af noget der kan betyde liv eller død for mange mennesker.
Og det bringer mig til næste emne. Hvis jeg måtte have et ønske for 2021 og fremtiden, set med feministiske briller. Gid medierne dog ville revolutionere sig selv. Hver dag når jeg læser nyhederne om sexisme, voldtægtskultur, vidnesbyrd og overgreb, så starter vi fra nul. Enkelte medier har oppet sig en lille smule, damebladene som Femina og Alt for Damerne har til gengæld virkelig overrasket mig positivt ved begge to at melde sig ind under fanerne og støtte op om sisterhood og ligestillingedebatten. Jeg er begyndt at købe begge magasiner igen fordi kvinder jeg ser som rollemodeller, de pludselig er med i bladene.
Tilbage til mit ønske. Hvor ville jeg ønske at vi kunne kommer over OM der er et problem, og begynde at undersøge hvad i alverden der sker siden vi STADIG har et kæmpe problem med en stærkt sexistisk kultur. Hvorfor snakker vi ikke med nogle psykologer, sociologoer, professorer, sexologer og lignende, som kan uddanne befolkningen i
vold mod kvinder
hvorfor opstår sexisme
hvordan bliver vi allesammen en del af den tvingende nødvendige kulturændring
hvornår starter sexismen og hvordan sætter vi ind allerede i børnehaven og vuggestuen for at lave forebyggelse
hvordan stopper vi mænds vold mod kvinder
hvordan støtter vi vores unge i at få en fremtid uden vold, sexisme og voldtægt
hvordan snakker vi med vores børn om sexisme
hvordan bliver vi klogere på internaliseret sexisme
Bare for at starte et sted. I stedet starter vi på nul hver dag, og kommentarspor flyder over med mere og mere modbydelige kommentarer fra både mænd og kvinder, som sviner ofre til, kvinder til, feminister til, mænd der støtter kampen til, kommer med dødstrusler, eller fortæller kvinder at de hører til i gaskamre og at deres bolleaffald (i dette tilfælde mine børn) burde ryge i samme gaskammer (not making this up).
Jeg er selv virkelig ramt i øjeblikket. Jeg har været stærk i en lang periode, jeg har debatteret, jeg har brugt min stemme. Og lige nu er jeg træt og lapper mig selv sammen så jeg er klar igen. Jeg står meget alene, og i min omgangskreds er der ikke mange der forstår hvorfor jeg “orker” at bruge min energi på noget de ikke selv synes er specielt vigtigt. “Vi har jo ligestilling i Danmark”. Men når man dykker ned i både vidnesbyrd, fakta og tal, så er der desværre masser at tage fat i.
Faktisk har jeg selv været der. Jeg var kæreste med en mand som både var psykisk og fysisk voldelig (han havde en god ven som også hjalp til, så jeg havde to krænkere i det forhold. I dag er vennen en kendis-frisør). Han hadede stærke kvinder. Han hadede kvinder der fyldte noget. Så jeg gjorde alt jeg kunne for at være en “pick me girl” . Og han afskyede alt hvad der lugtede af feminisme. Så det gjorde jeg også. Heldigvis kom jeg ud af det forhold, men jeg tog holdningerne med mig ind i mit fremtid og mit liv og min hverdag.
Så blev jeg gravid, og skulle føde en pige. Og så crashede min verden. For jeg har selv været igennem seksuelle overgreb siden jeg var 6 år gammel. Pludselig så jeg alting i et helt andet lys, og jeg begyndte at læse de første bøger om feminisme, og forstå at verden hænger helt anderledes sammen end jeg troede. Og det blev starten for mig. Jer. Selinna og Emmalia. I er mine “why” på den her rejse, og jeg vil altid bruge min stemme og min platform til at kæmpe for en verden hvor piger og drenge har lige muligheder, hvor piger er trygge og hvor drenge gerne må vise følelser og at der ikke findes noget der hedder hverken “en rigtig mand” eller “en rigtig pige”. Verden skal være fuld af lige muligheder uanset hvad køn du er. Ingen skal være bange for at eksistere bare fordi de er et køn. Det er simpelthen ikke rimeligt, og vi er ikke i mål før der er lige muligheder for alle.
Og derfor er jeg her i dag, også selvom i dag faktisk er en dag hvor jeg ikke følte jeg havde noget som helst overskud til at skrive noget. Men jeg følte alligevel jeg gerne ville skrive noget til jer. Og sådan kan man finde kræfter steder man slet ikke troede man havde flere tilbage. Selinna og Emmalia, jeg vil altid rejse mig for jer, uanset hvor udmattet jeg er. Og der er piger der ikke har en mor derude, derfor er det vigtigt vi bruger vores stemmer for dem der ingen har.
Rigtig god kampdag derude <3
Kilde: Milepæle i ligestillingens historie - Danmarks statistik
Kilde: Glaslofter er sprængt: fri adgang til topledelse - POV
79 vidnesbyrd i politik - #enblandtos
100 Vidnesbyrd i film og TV branchen
6 vidnesbyrd fra advokatbranchen
