Fuckerlort. Det er det eneste ord jeg lige kan komme på. Hvilket er mærkeligt, for alle de 70.000 tanker man siges at have i løbet af en dag (hvem fanden har talt dem?), dem har jeg haft meget bevidst i dag. Der er ikke den (modbydelige) tanke jeg ikke har tænkt (om mig selv) i dag. Min plan var at skrive en blog om det, både fordi mange har fulgt med hos mig det sidste døgn, mange har hjulpet mig det sidste døgn og fordi jeg altid får lidt healing når jeg skriver. Og så er der bare ekko i min hjerne. Fuckerlort. Måske fordi jeg har grædt alle ordene ud.
I dag er der ansøgningsfrist på kvote 2 ansøgninger til videregående uddannelse. En dato jeg har kendt i et år. Det vildeste år. Der har stået “skrive ansøgning” i min kalender hver eneste dag de sidste 14 dage. Hver aften har jeg været nødt til at flytte den begivenhed til dagen efter. Sådan har mit liv været siden nytår, og inden det siden januar sidste år, og inden det, de sidste 5 år. Ikke brok, blot en konstatering. Da det blev lørdag, var jeg næsten i mål med mine opgaver på mit HF fjernundervisning, og så var min plan at skrive ansøgning til mit næste studie søndag, og ordne det praktiske med eksamensbeviser og dokumentation af erhvervserfaring mandag. Af en eller anden grund var jeg sikker på at fristen var 15. marts 23.59. Så hvad jeg ikke nåede søndag, det ville jeg helt sikkert nå mandag.
Søndagen gik, jeg fik lavet de sidste afleveringer til HF, hentede mine piger hos deres far, fik puttet Selinna og var klar til at skrive. Emmalia kunne ikke finde ro, og da hun endelig begyndte at blive rolig omkring kl 21 (typisk starter min arbejdsdag kl 21 når alle sover), så vågnede Selinna igen og var sulten. De to fik gejlet hinanden op, og pludselig kunne ingen sove. Akut stress.
Lang historie kort, så sov Emmalia klokken 22.15 og Selinna sov klokken 01.15. Jeg var rasende. Mest på mig selv. Og jeg brugte alle kræfter på ikke at flippe ud (på mig selv). Da Selinna endelig sov, gik jeg ind og fik styr på det praktiske, så jeg kunne arbejde målrettet i morgen, især i morgen aften når pigerne så forhåbentligt ville sove som de plejer, og her opdager jeg at ansøgningsfristen er klokken 12 og ikke klokken midnat.
Min verden brast helt sammen. Jeg ved godt det overhovedet ikke er sikkert jeg kommer ind, men jeg ville dælme gerne give mig selv chancen for det alligevel. Og det er ikke bare en uddannelse, det er en form for sløjfe på hele mit krøllede liv, som bliver bundet sammen i et fag jeg tror jeg vil være rigtig dygtig til. Jeg var så træt at jeg ikke orkede at gå i spåner, så jeg gik i seng i stedet.
Da jeg vågnede i morges brød tårerne ud. Jeg græd og græd og græd. Klokken var 7, Emmalia skulle i børnehave, Selinna skulle være hjemme. Min hjerne var en stor pærevælling, og jeg kan simpelthen ikke skrive når jeg er i den tilstand. Alle mine gamle mønstre væltede frem. Selvhadet eskalerede
Hvorfor er du ikke i bedre tid?
Du dur jo til INGENTING!
Hvordan kan du overhovedet tro du er uddannelsesparat når du ikke kan overholde en simpel deadline?
Ingen gider have sådan en taber som dig på deres uddannelse
Du ER jo i stykker
Hvis du ikke kan arbejde under pres har du ikke en chance i den her branche
RIGTIGE og dygtige kandidater havde sendt den ansøgning for flere måneder siden
Hvorfor står du der og græder, så gør dog noget!
Du er fuld af dårlige undskyldninger
Tag dig sammen
Jeg besluttede mig for at kaste håndklædet i ringen og erkende mit nederlag. Jeg havde i forvejen skrevet på facebook og bedt om sparring og kærlig støtte til at komme i mål, og mange havde været søde og svare og sende kærlighed. Og nu skulle jeg så fortælle at det hele var til ingen verdens nytte. Så det gjorde jeg. Og så græd jeg.
Begge mine piger ville gerne trøste mig.
“Kan et kram hjælpe mor? En lille nysser?”
Det eneste jeg kunne var at sig nej tak, for jeg kunne slet ikke have nogen tæt på, heller ikke mine børn. Pigerne hoppede selv i tøjet, jeg græd som pisket ned i deres madpakker, og vi kom afsted. Da vi kom hjem foreslog Selinna selv at hun kunne sidde og se Gurli Gris med nogle snacks inde på sit værelse, så jeg kunne arbejde. Men jeg skulle jo ikke arbejde, jeg havde givet op.
Jeg satte mig ind i sengen og tjekkede facebook. Den ene knaldhamrende dygtige kvinde efter den anden skrev “nope, det får du ikke lov til, jeg hjælper dig, nu skriver vi den ansøgning”. Og så mange heppede, både på den ene og den anden måde. Og alle der skrev, uanset hvad de skrev, skrev i kærlighed og den bedste energi. Men jeg kunne ikke skrive. Jeg kunne knap nok læse, fordi tårerne bare væltede ud af mit fjæs. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grædt så meget. Og jeg troede nul procent på at jeg ville nå i mål. Alligevel sagde jeg ja til et zoom møde og til at nogen måtte hjælpe. En skrev ansøgningen med mig, en læste korrektur på mit CV (som jeg havde skrevet i forvejen), en ringede til en ven og hjalp med at stykke noget sammen, en skrev tips. Pludselig sad vi 5-6 kvinder og arbejdede på min ansøgning. Min. Kun to af dem har jeg mødt i virkeligheden. Alligevel ville de gerne hjælpe mig.
Defor overgav jeg mig til processen. Først klokken 11.24 da jeg havde loadet alle bilag, og kun manglede at loade den færdige pdf med ansøgningen, cv og personlig historie i, troede jeg på jeg ville nå det. Selvom jeg var sikker på, at med mit held, så ville google crashe, eller også ville der være tekniske fejl når jeg loadede det sidste, og så ville jeg alligevel ikke nå det. Eller vores bygning ville blive ramt af en blimp. Universet havde besluttet at jeg ikke skulle søge ind på den uddannelse. Som straf. For et eller andet. Men 11:42 fik jeg en bekræftelse på at min ansøgning var modtaget. og jeg sidder her klokken 19.19 og forstår det ikke.
På den ene sider aner jeg ikke hvad der skete i dag. På den anden side kender jeg den her historie til hudløshed. For sådan har en meget stor del af mit liv været. Fiasko, selvhad, forkerthed og “der findes ingen vej for dig, din fejlleverance”. Det er længe siden den stemme har fyldt så meget som det gjorde i dag. Jeg har også allerede sendt en mail til min psykolog, så jeg kan få ryddet op. For det er så urimelig hårdt at være i.
Jeg har mange gamle historier i rygsækken. Mange af dem har jeg sluppet for længe siden, men jeg glemmer nogen gange at de er der. Jeg glemmer at jeg engang var hende der sad og røg hash fra morgen til aften i stedet for at afslutte min HF i Sønderborg. Jeg glemmer at jeg levede et liv hvor min kæreste og jeg pludselig havde en koncertforstærker stående under vores sofa, fordi vi havde stjålet den fra et spillested, og at vores hjem var der man kom for at ryge sig væk i hashtåger.
Jeg glemmer at jeg flyttede fra alt det nede i Sønderborg og startede helt forfra, uden netværk i Århus. Jeg glemmer at jeg blev deltidsansat sælger ved Deichmann Sko og endte som salgschef for 60 mennesker da jeg var 23 år gammel. Jeg glemmer at jeg blev fyret af den nye direktør, og gik så meget i stykker, fordi hele min identitet car blevet “Salgschef”, og pludselig vidste jeg ikke hvem jeg var. Jeg glemmer at jeg gennem min vej tilbage til arbejdsmarkedet efter den fyring og 7 måneders totalt nedbrud, sammen med min psykolog, fandt ud af hvor mange overgreb jeg havde været igennem, og at det der skete da jeg var 6 år hverken var normalt eller var min egen skyld. Og at mine forældre ikke ville blive slået ihjel hvis jeg nogensinde fortalte det til nogen. Og alt det andet.
Jeg glemmer det hele, for det findes ikke i min hjerne. Kun de negative fortællinger om at jeg “røg derud”, men ikke alle de gode fortællinger om at jeg rejse mig hver eneste gang og kom videre. Ellers stod jeg jo ikke her i dag. Når min verden braser sammen findes kun de beslutninger jeg har taget i mit liv, som er ført til smerte og nedbrud. Og så er jeg summen af dem og intet andet.
Og når jeg i dag tager imod hjælp fra kvinder jeg i forvejen synes er topseje, så er det stadig med skyld og gæld i hjertet. Jeg ved godt, med min hjerne, at jeg selv hjælper fremmede mennesker hver eneste dag. At jeg ofte får mails fra fremmede kvinder som betror sig til mig. At jeg hjælper hvor jeg kan, ikke fordi jeg føler mig forpligtet, men fordi det giver mening for mig, og fordi jeg føler værdi og glæde når nogen kan bruge min hjælp til noget. Især i perioder hvor jeg synes det halter med selvværdet, så bygger jeg mig op når andre har brug for mig. Men jeg glemmer det. Det sidder ikke fast, har ingen knage. Det betyder ingenting.
En dag kan jeg skrive en bedre historie. Derfor skriver jeg denne halvgode historie i dag. Den er en bænk på vejen. Da jeg startede med at blogge i 2007 var historien mørk og tung. Det er den ikke længere. I dag kan jeg acceptere at jeg er på en rejse, at jeg flytter mig lidt hver dag, og at det er okay. Og en dag vil jeg kunne skrive en historie om at jeg lykkes med det jeg sætter mig for. At jeg ikke er i stykker længere. Den dag er bare ikke i dag. Eller i morgen.
Jeg er stadig ret sikker på at jeg ikke kommer ind på uddannelsen i år, men jeg er virkelig taknemmelig for at jeg har fået et lod og en mulighed. Og så er der altid næste år, og så ved jeg bare at jeg skal prioritere anderledes så jeg ikke står i den her situation igen. Men hold kæft hvor er jeg glad for at jeg fik hjælp. For uden de seje damer havde jeg ikke fået skrevet et eneste ord. Det endte jeg med at gøre alligevel.
Mit mål må være at lære at leve bedre med den jeg er. Broken. Men jeg er også broken open. Jeg har skabt noget i mit liv jeg er stolt af. Om ikke andet så har jeg to glade børn som trives, og som er kloge nok på mennesker til at navigere sundt og fint i at deres mors verden brød sammen i dag. Og de viste mig både kærlighed og gav mig plads og tog imod min undskyldning. Det er i hvert fald noget jeg gerne vil være stolt af.
Jeg har skrevet mange blogindlæg der har tusind gange så meget power som det her har. Det her er lidt punkteret, det ved jeg godt. Heldigvis er i dag ikke summen af hele mit liv, ligesom i dag ikke er noget facit. Der er altid plads til at være kickass igen i morgen. Og hvem ved, måske er der en derude der kan bruge den her fortælling til noget, også selvom jeg ikke er nogen superhelt.
Tak fordi der findes gode mennesker som jer der hjalp, støttede, kastede hjerter og kærlighed i min retning. Jeg ved jeg var med i manges tanker i dag. Og i stedet for at have ondt i maven over at have skabt drama, vil jeg forsøge at glæde mig over at jeg turde vise den her side også. Det var i hvert fald ikke min mening at gøre nogen kede af det eller urolige.
Nu vil jeg græde lidt mere, og så vil jeg holde fri for i dag, og rumme at virkelig mange følelser og tanker (også modstridende) godt kan eksistere sammen i mit system på samme tid.
Livet er.
