Hvad skete der med kvinden der gik efter drømmene?

For et halvt år siden sendte jeg en ansøgning afsted mod mit drømmestudie. Jeg er 38 år gammel, jeg har aldrig fundet en uddannelsesretning der passer til mig. Indtil sidste år, hvor jeg opdagede, at der var noget der hed TV- og medie tilrettelægger uddannelsen på DMJX. ALT hvad jeg synes er fantastisk pakket ind i én uddannelse, what are the odds? Den uddannelse skulle jeg selvfølgelig ind på, og det kom jeg heldigvis også. Nu har jeg gået på min drømmeuddannelse i en måned, og jeg tænker det er tid til en update.

Alenemor til 2 på rustur?

Efter et halvt års optagelsesprocess, usikkerhed, utålmodighed og tid der snublede over sig selv i stedet for bare at gå, kom brevet fra skolen. Tillykke, vi vil gerne tilbyde dig en studieplads. Jeg har muligvis stadig ikke helt forstået at jeg er optaget på min drømmeuddannelse, men i dagene efter brevet kom var jeg helt rundt på gulvet. This is it.

En af de ting jeg overhovedet ikke havde overvejet da jeg søgte ind var rustur. Manner, det skulle jeg lige finde ud af hvad jeg mente om. Alenemor til 2 små børn på rustur? Men det var sådan set hurtigt klaret, det der med at tænke over det, for jeg skal starte på min drømmeuddannelse, og jeg vil have det hele med. Så jeg copy-pastede min rustursplan til mine forældre og spurgte hvilke dage de kunne hjælpe med børnene, så jeg kunne komme med til så meget som muligt. Jeg har heldigvis supersøde og fleksible forældre, så jeg kunne komme med det alle events. At corona så satte en stopper for en stor del af rusturen, det taler vi ikke mere om, men hold nu kæft hvor var det fedt at møde mine medstuderende, og bare drikke øl under et halvtag i en park på Nørrebro i 9 timer i regnvejr.

Studiestart

Efter en vellykket rustur kom studiestarten. Første dag var fantastisk og rædselsfuld på samme tid. Rædselsfuld fordi jeg for første gang meget længe var afhængig af offentlig transport til og fra skolen, og det gik mildest talt dårligt. Fantastisk fordi alt det der havde med skolen at gøre bare var helt ubeskriveligt fedt. Lærerne, fagene, undervisningen, mine medstuderende, trætheden efter en lang og skøn dag. Det hele. Og så hjem igen med bus og tog og skynde mig hjem og hente børn. Da nummer to bus på vejen hjem var forsinket, og endte med at gå i stykker midt på vejen mens jeg sad i den, besluttede jeg mig for at cykle hver dag fra nu af. Også selvom jeg skal cykle 20 km på en tung ladcykel uden el.

Jeg var simpelthen så gennemstresset i hele min krop efter det mareridt det var at vente så mange gange, især på hjemvejen, hvor jeg bare gerne ville hjem og være sammen med mine børn. Derfor blev det ladcyklen fra nu af. Det valg betyder at jeg nu får en times hård motion hver eneste dag, og har tid til lige at forberede mig mentalt på skoledagen, og “aflade” igen inden jeg skal hente mine børn, så jeg kan være til stede med dem. Det betyder også at jeg kan nå at snakke i telefon med mine veninder, eller høre et afsnit af min yndlingspodcast inden jeg skal hjem og lave ærtebøffer eller pasta med kødsovs.

Min hverdag er blevet SÅ fed. Jeg elsker mit liv, jeg elsker at det hele er blevet madpakker og faste mødetider, cykeltøj og forudsigelighed. Jeg kender mit skema, jeg elsker Aula og forældreintra, mit eget intra på skolen og hele logistikken, selvom jeg på mandag morgen nok ikke har helt samme holdning til det, når mit train of awesome er kørt, og pigerne ikke gider børste tænder, og ladcyklen er punkteret. Igen. Men lige nu er det fantastisk. Hold kæft hvor kan man alligevel holde styr på mange ting i en lille app.

Mit nye liv som TVM-studerende

Og så er der jo min skole, mit studie, min drøm. Hver dag finder jeg nye ting i min fortid som jeg kan bruge i min nutid og min fremtid. Hver dag går det op for mig at alle mine fuckups har gjort at jeg har værdifuld læring med, som jeg rent faktisk kan bruge i praksis allerede nu på mit studie. En film jeg lavede for to år siden, som aldrig blev til noget, har gjort at der er en kæmpe læringsfucup jeg ikke behøver lave nu, fordi den film fuckede up allerede dengang. Lesson learned, videre.

Jeg elsker mit skoleliv. Selvom der er lange dage, så er meget af det vi skal lære praktisk. Håndtere et kamera, klippe i et klippeprogram, lære om journalistisk metode og dramaturgi. Og ikke nok med det, så er der et helt unikt lag af virkeligheden vi kommer tæt på. Det kan godt være jeg arbejder med mine egne cases og mine egne film, og kommer tæt på mine medvirkendes historier. Men jeg læser altså sammen med 36 andre skønne mennesker, og jeg kommer også tæt på deres liv, deres historier, deres bagland, deres rejser og deres nysgerrighed og undren omkring livet og verden og det samfund vi lever i. Jeg lærer så sindssygt meget hver dag, blot ved at være til stede med de her mennesker og lytte til dem fortælle. Seriøst, jeg føler ikke der findes nogen mere heldig end mig.

En dag i mit nye liv

I dag er det søndag. Pigernes far stod tidligt op og kom og overtog snot og hulebygning, så jeg pakkede alt mit gear og cyklede til Bagsværd, hvor jeg skulle filme en masse dejlige kvinder danse, og lave et interview. Solen skinnede, jeg var skidenervøs, for jeg kender ikke de her mennesker, kun hende der er min hovedperson, og alligevel skal jeg ret tæt på dem alle sammen. Hvordan gør jeg så det?

Held er godt, planlægning er endnu bedre. Jeg havde testet alt udstyr i forvejen og var i god tid. Jeg endte med at have masser af tid til at optage i området, indstille lyd og billede og bare finde roen inde i mig selv, inden de andre kom. Det var også derfor jeg kunne kampnyde min optagedag med de her skønne mennesker, og fuldstændig være i flow med optagelse. Hold nu kæft hvor var det bare fedt. Jeg var helt høj bagefter, jeg var ved at græde flere gange under optagelserne fordi de her kvinders energi bare blæste direkte igennem mit hjerte og ud i hele kroppen på mig. Jeg kan slet ikke vente med at skulle sidde i klipperummet i morgen og få den samme følelse ned i en film, så seerne på den anden side kan opleve hvad jeg oplevede. Jeg håber det lykkes.

Hver dag på studiet når jeg både at tænke ”det her lærer jeg aldrig at blive god til” og ”hold kæft hvor har jeg lært meget siden i går”. Jeg kæmper lidt med den der ”hej, jeg har fået et nyt job, jeg skal helst kunne alle navnene og alle kroge af min nye jobfunktion dagen inden jeg starter”. Og samtidig øver jeg mig virkelig på bare at øve mig, og opleve mig selv være møghamrende frustreret, opgivende, fortvivlet, nysgerrig, modig og bare kaste mig ud i det og se hvor det lander. Og det er så vildt hvor meget jeg lærer på en enkelt dag og nogle gange en enkelt time. Jeg er dybt taknemmelig for at jeg er havnet her. Dybt taknemmelig.

Er alt så bare godt nu

Er livet nogensinde det? Til gengæld er der mange ting der slet ikke tynger mere, fordi jeg har et liv og en hverdag, som bliver levet ud fra noget, der virkelig tænder en ild hver eneste dag. Så hvad skete der med kvinden der gik efter drømmene?

Det korte svar er: hun kom hjem, og så levede hun lykkeligt til sine dages ende.