Gensynsglæde med shopping i Lyngby storcenter
Jeg havde et rigtig lækkert blogindlæg klar til dig om juleshopping i Lyngby storcenter, som dette blogindlæg udgives i samarbejde med, men så skete det ingen af os glemmer i mange årtier ud i fremtiden, anden lockdown, og for første gang blev julehandlen og det de fleste af os kender som byttehelvede lukket ned. Alle blev hjemme. Nu er den tid forbi, og vi kan igen besøge vores yndlings shoppecenter igen, og det gør vi så også næsten hver dag,
Da vi flyttede til Lyngby Hovedgade for to år siden rykkede vi tæt på alting. Selvfølgelig hovedgaden, hvor vi selv bor, men også Lyngby storcenter, som jeg altid har elsket at komme i siden jeg flyttede til Gentofte for mange år siden. I Lyngby storcenter er der stadig god service og smilende ansigter i alle aldre, børn er velkomne og der er et bredt udvalg af butikker. Jeg finder altid det jeg mangler derinde.
Men hvordan hænger det sammen med at du også skriver om bæredygtighed og nu skriver du om at shoppe i Lyngby storcenter?
Jeg kender mine kritikere godt efterhånden, så nu skal du bare høre. Bæredygtighed er en balance, og det er en balance vi hver især skal finde allesammen. Jeg elsker genbrug, og mere og mere af vores indkøb bliver købt i genbrug, selvom vi i forvejen nok ligger ret højt på den konto, sammenlignet med resten af Danmark. Og af og til er det rart at købe noget der er nyt. Og andre gange skal jeg bruge noget hurtigt. Som eksempelvis igår hvor jeg havde købt en raclette (brugt), men havde brug for en billig voksdug. Jeg smuttede med en veninde i centeret og fandt Jysk sengetøjslager som havde to meter voksdug til mig for under 100 kroner.
Hverdagsstorcenter
Når jeg henter mine børn fra skole og børnehave går vi igennem centeret hver eneste dag. Der er bare hyggeligt, vagterne smiler og hilser næsten altid. Folk er så søde og rare. Centre kan også blive store og kolde og fri for nærvær. Det synes jeg lige netop ikke Lyngby storcenter er. Der er hygge, en lokal følelse, selvom det er nyeste mode, og en verden af muligheder. Og helt personligt kan jeg virkelig mærke at Lyngby Storcenter er åbnet igen. Jeg har savnet livet der er i et shoppingcenter, jeg har savnet et kigge på nye kollektioner og forårsfarver. Jeg har arbejdet i detailbranchen hele mit liv, det betyder rigtig meget for mig at følge med i farverne, mærke materialerne og se tøjet på ekspedienterne. Det er ikke sikkert jeg køber noget, det gør jeg egentlig sjældent, men af og til. Til gengæld bliver jeg altid inspireret, og får ideer til min garderobe, eller nye sammensætninger af tøj jeg allerede har der hjemme, eller farver jeg aldrig har prøvet sammen før. Det giver mig glæde.
Jeg får meget ros for min farverige, og lidt skøre stil. Min mor siger “det er virkelig kun dig der kan bære det der” (jeg ved hun mener det absolut kærligt). Det er fordi jeg tuller rundt og kobler fra ved at gå i Lyngby storcenter og hygger mig.
Mortid og fylde koppen op
Når pigerne er sammen med farmand tager jeg af og til i Lyngby storcenter. Jeg fylder min kop op og går rundt og kigger lidt. Ligesom jeg elsker en tur rundt om Lyngby sø eller en tur ud til Brede langs Mølleåen, så elsker jeg en tur rundt i butikker med musik i ørerne. En tur gennem Matas og dufte til nogle dufte, en tur i helsekosten og købe nyt te, en tur i bøgernes univers, en tur i Monki for at se om de har fået nye feministiske strømper jeg ikke kan leve uden og en tur gennem H&M’s børneafdeling, fordi pigerne næsten altid er vokset ud af deres underbukser eller strømper. Zen kan være mange ting for mig. Det kan både være en tur gennem livet som den forbruger jeg er, og det kan være en tur i naturen, som det naturmenneske jeg også er. Og begge dele er fantastiske.
Familietid i Lyngby storcenter
Men det er ikke kun alene Lyngby storcenter skaber glæde. Vi har mange ture dertil hvor vi både er mor og far og pigerne. I julen var vi på shoppetur, hvor vi lejede de der sjove indkøbsvognbiler og havde en hel dag med frokost og is, shopping og hygge. Det var en skøn og rolig dag, og alle billederne jeg fik taget var fuld af liv og glæde. Se et par af dem her, selvom der er julestemning på dem, er det svært at komme udenom glade børn og voksne.
Nordsjællands mest attraktive storcenter
SÅ egentlig vil jeg med dette blogindlæg bare anbefale dig en tur til Lyngby storcenter. det kan noget, som man siger på influencer-sprog for tiden. Selv i en tid hvor vi stadig har halve og hele ansigter dækket med visirer og masker, så er smilene bag maskerne ikke til at tage fejl af. Og i en tid hvor servicen bliver dårligere og dårligere (hvilket gør at jeg selvfølgelig ikke bliver arbejdsløs), så er det værd at sende ekstra spotlys på de steder hvor man stadig møder smil, venlighed og højt til loftet. Og det gør du i Lyngby storcenter.
Rigtig god fornøjelse.