Efter 7 dage i folkeskolen startede mit barn på en ny skole i dag.

7 dage. Så længe holdt min første beslutning om at have Emmalia i folkeskolen. Du kan læse mit første blogindlæg om skolevalg lige her og hvorfor vi valgte folkeskolen. I dag, 8 dage siden vi startede i folkeskolen, kan du så læse om Emmalias første dag på Friskolen, hvor vi var så enormt heldige at få en plads dagen efter jeg spurgte om der stadig var ledige pladser. Her er en opdatering på det hele.

Hvad skete der med folkeskolen?

Faktisk, så har jeg besluttet mig for ikke at gå yderligere ind i hvad der skete. Og jeg er på ingen måde interesseret i at skrive en blog om at folkeskolen er noget lort, og friskolen bare er gud. For det ved du og jeg godt ikke er virkeligheden. Vi ved også begge to, at den skole jeg lige har valgt fra for mit barn, den kan være den bedste skole i verden for dit barn. Derfor har jeg ingen interesse i at skrive negativt om skolen. Til gengæld har jeg virkelig lært noget om mig selv i denne proces, og det er det jeg har lyst til at dele. Hvem ved, måske kan du bruge det til noget? Det starter med at jeg deler det jeg skrev i søndags, om lige netop at slippe kampen:

“I morgen kl 8:30 starter Emmalia i sin nye skole. Det er så vildt. Vi har taget (næsten) fri i dag og sidder på café og hygger og arbejder. Jeg havde lige et par deadlines og Emmalia tegner og spiller ramasjang spil.

Jeg skulle skrive til Emmalias gamle skole i går. Jeg blev allerede helt træt ved tanken om at skulle skrive hvad vi har oplevet den første uge. Og hvad vi oplevede som fik mig til at trække hende ud af den skole omgående. Men jeg droppede det. Så jeg har bare skrevet i en ganske kort besked at jeg ønsker at melde hende ud. De har accepteret og ønsker os held og lykke. Det er fint.

Jeg øver mig virkelig i at vælge mine kampe med omhu. Det eneste jeg skal bruge min kostbare energi på lige nu, det er at sørge for at mit barn får et trygt og dejligt skoleskifte. Det er vi i fuld gang med og det får godt.

Flere har foreslået at jeg tager kontakt til både ledelse og politikere osv. Det er ikke min kamp. Intet jeg kommer til at gøre i den retning forandrer noget som helst. Derfor har jeg valgt mit barn. Hvis jeg havde sendt en lang smøre i går havde jeg ikke kunne nyde og have verdens dejligste dag med Emmalia i dag. Men fuldstændig ro i maven og uden smækkede døre og brændte broer. Jeg skylder ikke nogen andet end at sætte mit kryds der hvor nogen vil gøre en forskel for vores skolebørn.

Det her er nyt for mig. Jeg føler mig altid forpligtet, men det har også en stor pris altid at være aktivist eller kriger. Det er nyt for mig at gå stille og roligt udenom kampen og sige “not this time” og gå videre. Der er altid en kamp man kan vælge. Kunsten, for mig i hvert fald, er også at lade nogle af dem ligge.

Så, i nydelsens tegn, og taknemmelighedens, vil jeg omfavne denne dag. Jeg kunne lige så godt ikke have gået tilfældigt ind i den situation Emmalia var ude for og jeg ville aldrig vide hvad der var foregået. Så tak. Tak til universet eller Allan eller Bob eller hvem det er der styrer det hele. Tak fordi jeg fik mulighed for at vælge et bedre skoleliv for mit barn. Et bedre end jeg selv har haft og et bedre end Emmalia ville få der hvor hun var. Ikke alle er så heldige.

Der bliver mit fokus og nu vil jeg nyde sidste dag inden Friskolelivet”

Beslutningen er din

Som jeg skriver i min blog om hvorfor vi valgte folkeskolen, så kan man kun vælge noget ud fra den viden man har lige nu, og de erfaringer man har med sig. Man kan lytte til andres råd, men i sidste ende er dig altid dig selv der står med både beslutningen og ansvaret. Jeg havde helt ro i maven da jeg valgte folkeskolen. Det ændrede sig hurtigt, og i sidste uge skete der så (heldigvis, kan man sige nu) noget der gjorde at beslutningen om et skoleskifte på ingen måde var svært. Der var ikke grund til at “mærke mere efter” eller “give det lidt tid”. Råd jeg er vokset op med, og som ofte har gjort ondt værre. Jeg var fuldstændig afklaret, og jeg tog Emmalia ud af folkeskolen med det samme.

Vi var jo i den heldige situation, at vi havde fået tilbudt en plads på Friskolen, så jeg skrev til skolederen samme aften. Næste morgen fik vi tilbudt pladsen. Emmalia, min veninde og jeg tog forbi skolen, fik en rundtur og sagde ja tak. Jeg vendte det hele med pigernes far, som bakker mig helt op i den beslutning. Og i dag havde vi så første dag på den nye skole, og jeg har grædt 348 tårer her til aften.

Glædestårer

Jeg troede Friskolen lå for langt væk, at det ville blive for dyrt, at der kun var en slags børn på Friskolen. Det er sjovt som ting kan ændrer sig i takt med at livet gør det. Friskolen ligger åbenbart en spytklat fra vores hjem. Det er ikke dyrt. Det er en udgift, ja, men hvis vi tænker lidt over vores månedlige budget, så er det ikke noget problem. Og nu har jeg været med på skolen hele dagen, der er de mest forskellige vidunderlige børn. Jeg er fuldstændig solgt. Ikke bare over børnene, men over personalet, stemningen på skolen og hvor mange veje der er til Rom på den skole. Jeg er så lettet. Og glad.

Et opgør med fortiden

Det her skoleskifte handler ikke kun om Emmalia. Som jeg skriver i mit blogindlæg om valget af folkeskolen, så er kunsten jo at skille sin egen historie fra sit barns. Min skolehistorie har jo ikke noget med Emmalias skolehistore at gøre. I dag slog det mig, at det faktisk ikke er rigtigt. Jeg har 10 års erfaring med at have det dårligt i folkeskolen. Mobning. Lærere der har været på “du skal bare lade det gå ind ad det ene øre ud og af det andet” - kursus. Årevis af pjækkedage hvor jeg kørte ned i en skov, gemte mig, ventede på mine forældre var taget på arbejde, for at køre hjem og være i fred, indtil mavepinen over løgnen tog over.

Da jeg i sidste uge oplevede de ting jeg oplevede, gjorde min egen erfaring lige netop, at beslutning om at stoppe omgående, den var utrolig let. Så må folk tænke hvad de vil. Jeg har allerede fået et par kommentarer på de sociale medier om at “det godt nok var hurtigt”. Den slags kan man kun tillade sig at skrive når man ikke aner hvad der er sket. 7 dage kan være alt for langsomt. Det kan også være hurtigt. Det kan også være lige tilpas. Det her skriver jeg til dig der er bange for at lytte til din egen mavefornemmelse. People know nothing. De skal passe deres egen kage, og du skal lytte til dit hjerte og din egen mavefornemmelse. Punktum. Så kan folk synes alt muligt, det har bare ikke noget som helst med dig at gøre.

Mors løgn om den nye skole

Var det så bare fest og farver at starte på den nye skole? Overhovedet ikke. Emmalia var pludselig enormt glad for den gamle skole og ville overhovedet ikke skifte. Allerede da vi var på rundvisning på Friskolen hviskede hun til mig at HER ville hun i hvert fald ikke gå. Her er det godt at være voksen og have en smule livserfaring, og vide at hun kommer til at elske den her skole lige om lidt, hun ved det bare ikke endnu. Emmalia har altid pludselig elsket det hun kom fra, når noget nyt skulle påbegyndes. Sådan er hun bare. Sådan er jeg nok også lidt. Det er jo bare vores gamle ven frygten, der gerne vil beskytte os mod forandring og eventuel ny smerte. Vi ved hvor vi kommer fra, vi ved ikke hvor vi er på vej hen, derfor hænger vi fast i det gamle. Det er både helt okay og helt naturligt. Jeg har haft en dyb (ny) ro i denne beslutning, jeg ved det bliver godt. Men …

Alligevel fortalte jeg hende en løgn. Jeg ved at Friskolen laver rigtig meget teater og sang og dans, og hvis der er noget Emmalia stortrives med, så er det netop performance, udtryk og kreativitet. Især på en scene. Emmalia er megafan af MGP for tiden, så da vi havde en af vores få snakke om det her skoleskifte, så sagde jeg at jeg er sikker på at de laver MGP på skolen, og at jeg ved de har en sal hvor man kan danse (den sidste del er sand, den første er ikke). Den løgn købte Emmalia og jeg tænkte at “den fixer jeg lige med en lærer senere, måske kan de lave MGP en eftermiddag”.

I det hele taget har Emmalia og jeg ikke haft særlig mange snakke om det her skoleskifte, for det eneste det resulterede i var at vække frygten for at slippe det gamle. De få gange vi har snakket om skiftet har jeg bare sagt at det er helt okay at man både er bange og glæder sig, og at flere følelser godt kan bo i kroppen på samme tid. Selvom hun har været bange har hun alligevel fortalt alle vi har mødt (også damen i Netto og manden nede i vores pakkepost) at hun skal starte på en ny skole om lidt, og at hun glæder sig. Løgnen, den vender jeg lige tilbage til om lidt.

Første dag i Friskolen

Vi havde glædet os. Jeg har haft en forfærdelig aften i går, pigerne var oppe til kl. 22 og jeg har grædt og været bange og nervøs. Den der ro jeg havde, den var ikke lige med i går aftes, og alle mulige gamle minder (traumer) fra min egen folkeskoletid væltede frem. Tvivlen om det var det rigtige voksede sig pludselig enormt stor og frygten for at jeg ville få et barn der bare skifter og skifter skole, den larmede i hele mit system. Heldigvis kom gode veninder mig til undsætning på messenger, og jeg fik lidt søvn.

Løgnen om MGP. Igen.

Der er så enormt meget jeg gerne vil fortælle fra denne første dag på Friskolen. Men jeg nøjes med at fortælle en, måske to historier, og så tror jeg ikke jeg behøver fortælle mere, for så ved du præcis hvordan jeg har det i kroppen.

Emmalia og jeg møder op. Hun gemmer sig lidt bag mig. Vi skal lige lande. Alle er simpelthen så søde og imødekommende. Emmalia og jeg går hen til udklædningstøjet. Læreren kommer hen til os, sætter sig i øjenhøjde og snakker med Emmalia. De snakker lidt om udklædning. Emmalia tager selv initiativ og siger “Jeg kan faktisk rigtig godt lide MGP, jeg synger og danser meget”. Læreren griber bolden med det samme og spørger nogle af de andre børn om de også godt kan lide MGP. Det kan de. Læreren spørger om der er nogen der har lyst til at gå med over i dansesalen og danse og synge MGP. Det har børnene. Emmalia kigger på mig, vi har været på den nye skole i lige præcis 11,5 minut, og så siger hun “moar, jeg synes bare du skal gå nu!”. Og så går jeg. Det lykkes mig at forlade skolens grund uden at græde, og så kunne jeg ikke mere. Jeg var så glad og så taknemmelig for at det blev starten på det hele.

Da jeg kom tilbage efter min gåtur var Emmalia egentlig klar til at gå hjem. Det var mange indtryk den første dag. Vi blev lige og spiste formiddagsmad, og pludselig var hun væk igen. Så legede hun lidt med læreren, jeg gik en tur igen. Da jeg kom tilbage spiste de frokost, og jeg blev mødt med det vredeste ansigtsudtryk på mit barns ansigt. “MOR! DU SKAL IKKE KOMME NU, JEG VIL IKKE MED HJEM!”. Så gik jeg en tur igen.

Jeg gik i alt 21.467 skidt i dag, mit barn var alene i skole og i morgen skal jeg slet ikke være med. Emmalia får en hyggelig kort dag, jeg får arbejdet lidt, og muligvis også grædt lidt over at opleve hvor smuk, rummelig, kreativ, tænke-ud-af-boksen og imødekommende en skole kan være. De. her beslutning, den heler så meget i mig også. Det er altså ikke kun for Emmalia, det er også for den skolegang der ødelagde så meget for mig dengang. Jeg glæder mig helt personligt også til at være en del af Friskolelivet, Emmalias fremtid og Selinnas kommende skole.

Så nu er vi her. Da vi gik hjem fortalte Emmalia hvor glad hun var for sin nye skole. Hun fortalte også at der var et par gange hun havde syntes det var lidt for meget md alle de børn, så hun havde trukket sig lidt. “Mor, jeg synes ikke altid det er så rart med så mange børn på en gang”, og jeg måtte jo bare fortælle hende at jeg ofte har det på helt samme måde, og at det er vigtigt man så kan trække sig lidt og sige til læreren hvordan man har det.

Da vi kom hjem pakkede jeg Emmalias taske ud. Og så fandt jeg den her i tasken. Jeg spurgte hvad det var. Emmalia lyste op og sagde “årh, det er den sten Sanne har malet til mig i dag. Den skal ligge i min taske hver dag mor”.

Og det gør den så fra nu af <3