En nat i byen og meningsfyldt cirkusliv
Klokken er 23.46, jeg sidder i toget i Fredericia og venter på at toget kører mod København. Jeg har holdt foredrag i Varde her til aften, fantastisk oplevelse, og nu skal jeg hjem i min seng. Sengen rammer jeg ca. kl. 4 i morgen tidlig. Næste gang bliver det med overnatning. Men det er slet ikke det jeg vil fortælle om i dag, jeg vil fortælle om livet i cyklusser, om cirkus-uger og om at skabe det liv man drømmer om.
For få år siden kunne jeg ikke det her. Mine børn var for små, i hvert fald den mindste, til at jeg kunne tage på de her ture. Jeg har hele tiden vidst at dagen nok skulle komme, hvor jeg igen kunne sætte mig ind i lyntog, og tage rundt og holde foredrag igen. Langsomt, stille og roligt i ”organisk” tempo, som nu. I fredags var jeg i Aarhus på kvindernes internationale kampdag, hvor jeg holdt tale på Gaia krisecenter, som jeg er ambassadør for, og Varde i dag. Livet er ikke lineært, intet er hugget i sten, og hvad man ikke kan med små babyer, det kan man med store skolebørn, og en dag når ungerne er fløjet fra reden, så kan vi noget helt andet. Og jeg elsker det. Jeg elsker at alting har sin tid, og at vi bare skal sørge for at leve i den tid vi er i lige nu, med alt hvad det indebærer af det hele.
De sidste 14 dage har været lige til den intense side, og derfor glæder jeg mig ekstra meget til at holde et par dages ro og fri, inden studiet kalder igen, praktik-planlægning melder sig og nye projekter skal søsættes. Jeg elsker det her eventyrlige cirkus, lige så meget som jeg elsker de dage hvor jeg kan gå og nusse i hjemmet, ordne vasketøj og genskabe jordforbindelsen, efter at have haft energien ude og danse og hente ny inspiration hjem til fremtiden.
Klokken er 0.59 og jeg kan ane Storebæltsbroen på den anden side af togets vindue. Der kører mest bare et par lastbiler, og ellers er der sort udenfor. Damen ved siden af mig har trukket sit hjemmestrikkede tæppe op om sig, og sover op ad sin rude med jakken rullet sammen som hovedpude. Jeg har stadig adrenalin i kroppen efter foredraget, og de første fantastiske tilbagemeldinger er tikket ind på mail og instagram. Jeg håber adrenalinen holder hele vejen hjem, for når først trætheden rammer, så rammer kulden også, og jeg skal vente 45 minutter på en bus under stjernehimlen. Men også det er et eventyr.
Der er intet jeg ville ønske, var anderledes. Jo, måske at finde kærligheden en dag, måske en køkkenhave, måske lidt flere shelter-ture (skriver jeg som om der allerede har været en, det har der ikke, men det kommer snart), men det er jo alt sammen noget der ligger langt fra umuligt. Jeg elsker vores liv, jeg elsker at se mine børn blomstre, jeg elsker at jeg har et arbejds- og studieliv der er så fuld af diversitet og udfordringer for krop og sjæl. Jeg elsker at kramme mine børn tæt ind til mig og snuse til deres uglede hår (vi er holdt op med at frisere, da jeg jo hjemmeunderviser, sense the tone), jeg elsker at høre dem synge og danse og klukke af grin, jeg elsker at jeg har fundet en grund-ro med hjemmeskolelivet og en voksen-hverdag som jeg selv kan følge med i og styre. Jeg kommer aldrig til at committe mig til den samfundskontrakt der gør både børn, unge, ældre og voksne syge og i stykker. Jeg drømmer om det her. Naturen, tilstedeværelse, natur, fællesskab, familie, solopgange, bade i havet og meningsfuldt arbejde.
Klokken er 1.07 og vi er lige landet på Sjælland. Nu er der en time til København og to timer til Lyngby. Gad vide hvor mange der er med en natbus i København en mandag aften? Og hvem?
Manden i den anden ende af kupeen er logget ud af sit computerspil, og sidder nu også og sover. Jeg er næsten aldrig ude på det her tidspunkt, så jeg nyder rejsen som er fuld af skift, lange ventetider og forbindelser der ikke helt passer sammen. Det må være lidt sådan her andre har det med en nat i byen. Jeg er bare vågen, Danmark sover og der er ro og lys på motorvejene i røde, gule og hvide farver. Min fest lyder måske kedelig, men jeg lover dig, den lagrer sig i min cellulære hukommelse som en magisk aften, også selvom det for andre bare er en lidt for sen tur med DSB.
Nu vil jeg lukke computeren og lytte til musik. Måske et kor fra en efterskole på youtube. Næste station Slagelse.
