Drømme, sorg og glæde i hjemmeskolelivet
At lande i hjemmeskolelivet
Hvis du ikke allerede har opdaget det, så skriver jeg om hjemmeskolelivet her på morskolen.dk. Men jeg har også brug for at skrive som mor, Frejamay, mig, og ikke som læreren, underviseren, projektlederen, skolelederen, og hvad jeg ellers har af titler i vores skønne lille hjemmeskole. I dag har jeg lyst til at sætte ord på hvor svært det også er at hjemmeskole.
Tid og kaos
Vi har nu officielt hjemmeskolen siden 1. januar 2023. Uofficielt siden oktober 2022. Hvis jeg skulle gøre kort status over det, så synes jeg det har været en rodet omgang, men det er også fordi jeg ikke kun hjemmeskoler. Jeg læser også på et fuldstidsstudie imens. Først på journalisthøjskolen, og fra 19. januar på den 100% digitale læreruddannesle. Begge fede uddannelser, og den sidstnævnte er med til at muliggøre at jeg kan hjemmeskole min datter på snart 8 år.
Men at skifte uddannelse tager tid, og det er en hård omgang at skulle vænne sig til et helt nyt studiemiljø. Det er også en hård omgang at skulle sætte sig ind i alle de nye platforme og studieformer, og et helt nyt sprog. En ting er medieverdenen, mediesproget og mediemiljøet, en helt andet ting er lærermiljøet, lærersproget og lærerverdenen. Noget af det der har været allermest frustrerende ved skiftet, er at lærerbøger og lærertekster bruger UTROLIG mange sider og sætninger, nogen gange på at sige utrolig lidt, hvor i mediebranchen er det lige til stålet, klare budskaber og punktformer. Jeg har nogen gange været ved at skrive ”HVAD FANDEN ER DET DU PRØVET AT FORTLLE MIG TEKST!?” på side 29 ud af side 50 om noget med didaktik eller dannelse.
Identitet
At være hjemmeunderviser er åbenbart noget mange forbinder med identitet. Der er jeg ikke helt nået til endnu. Jeg er ikke nødvendigvis et særligt menneske hvr du kan forudsige min indretning, mit tøjvalg og mine madvaner, bare fordi jeg hjemmeunderviser. Jeg kan godt mærke at jeg bliver mødt lidt med sådan en ”nårhh så er du sådan en”, og så ved jeg ikke altid helt hvad ”sådan en” er for en.
Der er mange gode grunde til at hjemmeundervise. For nogen er det en ideologi, en livsstil, for nogen er det af nød, for nogen handler det om normkritik og at tage ansvar og og og. Vi er mange der hjememunderviser af vidt forskellige årsager, og det er faktisk rart at møde andre hjemmeundervisere, der er ligesom mig, som tog valget af nød, og nu forsøger at gøre det til noget der er superfedt for både mig og min datter.
Så. Jeg ser ikke mig selv som ”en hjemmeunderviser”, som identitet eller definerende for hvem jeg er, og det er ikke min plan at lillesøster skal hjemmeundervises. Kommer der et skoletilbud der passer til min store pige, så er vi heller ikke blege for at prøve kræfter med det, men indtil da, så tager vi det stille og roligt. Ingen skal slå sig mere på skolesystemet end højest nødvendigt.
Og for the record, så her jeg fuld respekt for dem der har hjemmeunderviser som identitet. Der er heldigvis plads til alle.
Sorgen
Der er dage hvor jeg er ramt at sorg. Sorg over at ”vi ikke lykkedes” med skolen. Sorg over at sige farvel til en rigtig god skole som vi var virkelig glade for. Sorg over at min datter ikke har ”et normalt liv” med almindelig skolegang med sine venner hver dag. Vi holder hårdt fast i at hun stadig har kontakt til sine veninder fra klassen hver uge, og at hun kommer ud og oplever at hun er en helt almindelig skøn pige med mange venner. Det er simpelthen så vigtigt.
Men jeg er ked af det. Ikke alle dage, langt fra de fleste dage, men det stikker af og til i mit hjerte, og jeg ville ønske der fandtes en skole hvor min datter kunne gå hen og blive mødt og rummet og udfordret som det helt igennem skønne lille menneske hun er. Og at der var ressourcer til de svære dage, hvor alting går imod og livet driller. Det er der bare ikke endnu.
Og nu kommer spørgsmålene:
- Har i prøvet en skole for højt begavede børn? Nej det har vi ikke, jeg ved af andres erfaring at de børn der har visual spatial høj begavelse (som min datter), de er stoppet på de skoler der er for højt begavede børn, fordi skolerne ikke kan rumme de her visuelle børn med kæmpe indre universer. Jeg skal ikke kunne sige om der findes nogen det alligevel er lykkedes for, men de mange familier jeg efterhånden har talt med, de har måtte sige farvel til skolerne for højt begavede børn.
- Har i kontaktet kommunen? Ja, der er lavet en børnefaglig undersøgelse, og den er afsluttet. Der er ikke behov for særlig hjælp og støtte, og min datter bliver nu hjemmeundervist, og jeg varetager undervisningen. Det har været et ekstremt hårdt år for alle, og vi har hårdt brug for ro nu.
- Har i kontaktet PPR? Ja, og dont get me startet om hvor skuffende en oplevelse det har været. Det er simpelthen til grin.
- Er hun udredt? Nej, der er ikke mistanke om at der er andet end høj begavelse på spil.
Glæden
Samtidig er jeg dybt taknemmelig over at leve i et land hvor det kan lade sig gøre at jeg som enlig forsøger kan hjemmeskole mit barn samtidig med at jeg selv tager en uddannelse. Det er benhårdt, og jeg har stadig ikke knækket koden til en harmonisk tilrettelagt hverdag og en fast struktur, men jeg arbejder på sagen. Hverdagen former sig også langsomt, i takt med at vi lærer vores behov at kende, og finder ud af hvordan og hvornår vi arbejder bedst med læring, både min og min datters.
Vi hjemmeskoler ikke hver eneste dag. Min datter får jo 1:1 undervisning, og det kan man ikke 30 timer ugentligt. Så vi pakker dagene i koncentrerede moduler, og så supplerer vi med praktikker ude i virkeligheden, og momse og morfar der også tager en dag hist og her, hvor der er ture, museer, teater osv. Min plan er at jeg bruger sommerferien på et årshjul for 2. klasse, og får lavet struktur for hele året. Så har jeg også et halvt års erfaring at bygge på, og kan sige mere om hvad der virker og hvad der ikke virker.
Mennesket Frejamay
I dag, lige nu, kan jeg godt mærke jeg er stresset. Og det handler mest om at jeg ikke føler jeg er landet i hverken hjemmeskolelivet og min uddannelse helt endnu. Jeg føler jeg bør bruge al min vågne tid på at læse, og jeg føler jeg bør bruge al min vågne tid på at undervise min datter. Jeg når indtil nu mine ting, og jeg når også hjemmeundervisningen, men det er ikke med følelse af ro og overskud. Og jeg har projekt-ideer jeg gerne vil føre ud i livet i hjemmeskolen, men som der simpelthen ikke er tiden til endnu. Heldigvis ved jeg at det mest handler om at tilrettelægge min tid anderledes, for så at frigøre mere tid til det jeg gerne vil nå. Når jeg først har en plan ,er jeg temmelig målrettet og når rigtig meget.
Men i dag, i dag har jeg bare lyst til at græde, og sådan er der også dage. For det er faktisk et kæmpestort ansvar at påtage sig, at stå for ens barn skolegang, samtidig med at man selv tager en videregående uddannelse, fordi man selv var et ødelagt menneske, dengang alle mine jævnaldrende uddannede sig. Det kan jeg godt mærke kradser lidt. Og det havde jeg slet ikke fanget. Hvor stor en ting det er det jeg gør. Jeg har stadig lidt arbejde foran mig, når det kommer til at anerkende mig selv for det ansvar jeg tager her.
Drømmene
Hvis jeg skulle sætte et par ord på hvad jeg drømte om var muligt, så ville det være at langt flere familier fik muligheden for at skabe fleksible læringsrammer for deres børn. Jeg kender desværre en del familier som sender børn afsted med knude i maven, familier som kæmper med hård skoleværing, familier som ikke har råd til at hjemmeskole, og måske heller ikke føler sig klædt på til opgaven. Det kræver at man virkelig kigger benhårdt på sin økonomi, og måske sidder man i disse tider enormt stramt i det i forvejen.
Gid der var en enhed i alle kommuner, hvor man mødte familien først, og så fik paragrafferne til at passe, sådan så familien kunne få ro til at løse situationen, og bringe barnet i trivsel, måske med hjælp fra en dygtig familiebehandler eller psykolog. Når et barn mistrives, så er det hele familien der rammes, og det er der bare slet ikke fokus på. Tvært imod er mor og far (eller mor og mor eller far og far) under lup fra starten, fordi det simpelthen må være nogle forældre der har fejlet hvis barnet ikke har det godt.
Mit hjerte brænder for at oplyse om det her. Jeg anede ikke hvor ensomt, opslidende, hårdt og tæt på umuligt det er når ens barn mistrives, ikke før jeg selv stod der. Du skal være socialrådgiver, jurist, psykolog, projektleder, netværkskoordinator, bevare roen, bevare fatningen, være saglig, være løsningsorienteret, være læge, lytte tålmodigt (desværre ofte til personer der ikke virker til at ANE hvad du står i, og alligevel skal du sidde og nikke og smile, selvom du er ved at skrige dine lunger ud indeni: SÅ HJÆLP OS DOG!!!!), nåja, og så skal du være mor eller far til dit barn.
Det sidste år har været så opslidende, og jeg har siddet til mange møder med mange mennesker, og alligevel var det som om at ansvaret for at få min datter i trivsel, det mest lå på min 7årige datters skuldre. Det var meget ubehageligt. Jeg vidste at jeg måtte tilsidesætte mig selv, jeg sad oppe sent hver aften for at kende de regler der var i spil i alle de rum jeg trådte ind i. Hvornår er noget en synsning eller en holdning fra en fagperson? Hvornår er noget en paragraf? Jeg har grædt rundt om møderne, men til sidst holdt jeg op med at græde, fordi jeg hver dag skulle have min advokat-jakke på. Jeg repræsenterer et barn der ingen stemme har. Jeg vil gøre ALT hvad der står i min magt for at det barn bliver hørt.
Der er SÅ mange forældre der står i det her. Og der er ingen anerkendelse af at forældrene i langt de fleste tilfælde er dem der kender børnene bedst, bedst kan oversætte børnene, og ofte har ret i de ting de siger og ser, men bliver mødt af fagprofessionelle, som ikke lytter.
Hvor ved du det fra?
Det ved jeg, fordi jeg har skrevet om det her emne i 2 år nu, og jeg får ugentligt mails fra desperate forældre der ikke ved hvad de skal stille op, som ikke føler de får hjælp, og som har svært ved at leve med at være under konstant mistanke fra myndighederne.
Gid vi som samfund oprigtigt var interesserede i at hjælpe de her familier
Gid vi kunne tilføre ressourcer til de familier som eksempelvis vælger som jeg, at hjemmeskole. Jeg er på SU, det er stramt nok i forvejen i disse tider. Jeg sørger selv for at købe adgang til læringspotaler, køber apps og bøger og andet materiale osv, udover at jeg skal købe mine egne studiebøger, det er mig der betaler for de ture vi skal på (hvor det for andre børn er skolerne). Det er ikke fordi det vælter mit budget helt, men det gør at jeg f.eks ikke har råd til at hyre en barnepige og få en aften fri engang i mellem.
Jeg ved ikke hvad det koster at have et barn på en folkeskole, men hvis nogle af de ressourver kunne følge familierne, så ville det bestemt gøre en forskel, og måske kunne flere familier have mulighed for at hjemmeskole, især når nu vi oplever så mange børn være i mistrivsel og have skoleværing.
Det tager tid at lande
Så, selvom jeg har været i gang i et par måneder, så lander jeg stadig. Jeg ville ønske jeg kunne multiple-choice land. Sådan:
- Registreret hjemmeunderviser, tjek
- Skoleskema, tjek
- Styr på mit eget studie, tjek
- Strukturen på plads, tjek
- Fritid og arbejde fordelt i kasser, tjek
- Voila, landet i det nye liv, tjek
Men sådan er det jo bare ikke. Vi er mennesker, ikke robotter. Og selvom det lader til at mange glemmer det, så tager ting stadig tid. Du kan helelr ikke tvinge et træ til at gro, ved at forklare det hvordan et ecxel ark fungerer (eller på nogen andre måder).
Så vi lander stadig. Stille og roligt.
