Jeg pissefryser. Ja undskyld, men det gør jeg. Og jeg fryser normalt aldrig. Men det blæser og regner og er koldt udenfor, og nu er tiden inde til at opdatere børnenes efterårs- og vintergarderober. Og så kommer der jo børnepenge i dag. Derfor har jeg været rundt på nettet, og ude i det virkelige liv, og har samlet rigtig gode og bæredygtige brands og inspiration til dig (og mig selv).
Inden jeg viser dig hvad jeg har fundet, vil jeg virkelig slå et slag for at du ser om du kan finde noget af vintergarderoben brugt. Fodtøj anbefales ikke at købes brugt. Eller, man skal i hvert fald være varsom (læs her). Men flyverdragter, termotøj, huer og vanter og halstørklæder kan man sagtens finde i rigtig god kvalitet brugt. Jeg har lige købt et lækkert termosæt til Emmalia brugt, jeg fandt det på Reshopper til 100 kroner. Det er godt for miljøet (og pengepungen) at købe brugt, og jeg kan varmt anbefale Reshopper, Facebook marketplace, Den Blå Avis og Trendsales, og ellers dine lokale genbrugsbutikker.
RAP sko
Jeg kendte simpelthen ikke det her mærke før jeg deltog på en trend-dag for Babysam for nyligt, men jeg er fuldstændig forelsket i brandet og deres sko. RAP er et af de mærker, som vægter bæredygtig produktion meget højt. Arauto RAP sko er altid fri for kemikalier og er produceret med hensyn til miljøet. RAP forhandles hos Tjubang sko på Frederiksberg, og i deres webshop. Vi fik målt pigernes fødder i butikken, og vi fik en rigtig god service derinde. Og som gammel sko-pige ved jeg hvor vigtigt det er at børn har ordentligt fodtøj, især når de er små.
RAP kollektionen bliver i dag designet og udviklet i Danmark og bliver produceret uden krom og nikkel på en familiejet fabrik i Portugal. RAP er kendt for at lave børnesko til brede fødder men RAP er også blandt de bedste til at lave f.eks. sandaler og vinterstøvler til særligt smalle fødder. RAP har altid gjort stort brug af rågummisåler, som bliver dejligt bløde og fleksible i brug. I dag laver RAP også et stort udvalg af børnesko og støvler på almindelige gummisåler, som giver et mere sporty look. YAY! Jeg synes virkelig deres sko er smukke!
Emmalia valgte sko med glimmer og Selinna fik smukke bordeaux støvler, som simpelthen passer godt til ALT hvad hun har! Jeg skal lige vænne mig til at de har så store sko på, men det er kun mig der skal det, for pigerne suser afsted i deres nye bæredygtige vinterstøvler.
Nu har vi testet skoene i et par uger, og de er virkelig et kæmpe hit. God støtte, holder til ALT. Jeg har to abekatteninjas (hvorfor er det ord ikke godkendt i min webordbog?), som klatrer i alt lige fra loftet i S-togene til træer til lygtepæle og stejle bakker i skovene. De hr sko er lækre, forede, holder varmen, holder vandet ude og har en lækker pasform. Mine piger er også begejstrede og Selinna har lært at tage sine sko på selv.
Genbrugte plastikflasker i flyverdragter
Mærket VRS, som forhandles i Bilka og Føtex arbejder faktisk med materialer af genbrugt plastik i deres flyverdragter og vintertøj. Læs her. Det kan godt betale sig at kigge efter på nettet, for mange af os (inkl mig selv) tror ofte at de dyreste mærker også er dem der gør en indsats for miljøet. Det er langt fra altid tilfældet.
Flyverdragter fra Freds World uden kemi
Slidstærk flyverdragt fra Fred's World er fri for fluor komponenter og andre kemikalier, der på sigt kan skade både miljøet og dit barns helbred. En flyverdragt fra Fred’s world er imprægneret med Bionic finish Eco - en imprægnering uden fluorstoffer og andre problematiske stoffer. Det er ikke lykkes mig at finde GOTS certificerede flyverdragter, så her er i hvert fald et bud og et skridt på vejen. Freds world finder du her.
Til gengæld har jeg lært at når du kigger efter flyverdragter, er Bluesign® et vigtigt certifikat. Bluesign®-systemet er den mest strikse miljøstandard på markedet. Leverandører og producenter af tekstiler og andet materiale til brug i bl.a. outdoorindustrien kan frivilligt tilmelde sig bluesign® og dermed blive hjulpet til at producere bæredygtigt i overensstemmelse med markedets højeste standard.
Bluesign® hjælper eksempelvis outdoorbrands med at overvåge hele produktionsprocessen af deres produkter; fra udvinding af råmaterialer, til bearbejdning af tekstiler og frem til det færdige produkt. Det betyder, at bluesign® holder øje med, om der bliver brugt unødige kemikalier, der kan skade naturen, i produktionen og i bearbejdningen af de tekstiler, som anvendes i deres produkter. Foruden dette overvåger bluesign® også producenternes håndtering af vand, deres energiforbrug, luftforurening, arbejdsforhold for medarbejdere m.m. Et brand som er Bluesign-certificeret er Isbjörn af Sweden, som du blandt andet finder her.
Det er stadig en jungle at finde rundt i når det kommer til bæredygtige overtøj, men jeg vil til hver en tid forsøge at finde vintertøj og sko som går langt udenom skadelige materialer. Derfor er listen ikke ret lang og jeg er ikke færdig med at søge. Men altså, nu er det børnepengetid og de fleste skal ud og købe overtøj nu her, så jeg ville gerne have en oversigt klar. Måske kan vi hjælpes ad? Kender du til flere bæredygtige mærker når det kommer til vintertøj og fodtøj til børn, så del i kommentarfeltet så vi kan få opdateret listen og hjælpe hinanden tættere på de bæredygtige valg, både for vores børn, for vores fremtid og for jorden.