Boganmeldelse: Mor i det dybe hul af Cecilie Marie Hastrup

Selvom man som mor og far helst gerne bare vil være stærk og sej, en god rollemodel og guide i livet for sine børn, så er der bare i alle forældres liv tider hvor vi ikke er det. Tider hvor vi er i sorg, hvor vi bliver ramt af sygdom, stress, hvor vi ikke kan finde overskuddet til at være dem vi allerhelst vil være, og hvor vi ramler ned i et dybt sort hul. “Mor i det dybe hul” er skrevet af Cecilie Marie Hastrup, illustreret af Pauline Drasbæk, og handler om Mingus, Coco og mor, Trekløveret, der bor i et lille skævt hus i fryd og gammen, lige indtil de ikke gør det længere.

En dag er alt nemlig ikke som det plejer længere og mor falder ned i et stort dybt hul. I starten er det måske meget sjovt at man kan gøre hvad man vil, men pludselig er det ikke så sjovt længere, og bogen, med de smukke varme og finurlige illustrationer, fortæller om det kæmpestore ansvar man kan føle som barn, når ens mor (eller far) falder ned i et dybt sort hul og man bare gerne vil gøre alt for at redde mor op igen.

Bogen er virkelig i børnehøjde og både som barn og som voksen kan man leve sig ind i Mingus’ kæmpestore ansvarsfølelse overfor sin mor. Og selvom vi voksne godt ved at det selvfølgelig ikke er børns ansvar at redde os op igen, så ved børn det ikke altid, og jeg elsker eventyrlige den rejse Mingus (og søster Coco) er på for at redde mor. Mens vi læste bogen nåede jeg at tænke “åh nej, jeg håber ikke Mingus ender med at bære ansvaret for at mor skal få det godt igen”, og det handler bare om at jeg selv har båret et alt for stort ansvar som barn, og levende kunne sætte mig ind i Mingus’ egenfortælling. Heldigvis bliver du som læser holdt i hånden hele vejen, og udover at bogen griber både Trekløveret og dig som læser, så er den en fantastisk anledning til at snakke om livet, om når ens forældre har det svært, om hvad der er børns ansvar og hvad der ikke er, om alle de vildt kreative og kloge ting Mingus gør for at redde sin mor, og hvorfor børn er fuldstændig fantastiske, og at vi voksne skal passe på dem.

Når jeg skriver anmeldelser af bøger bliver jeg altid spurgt hvor gamle børn må være for at læse dem. Denne fine bog kan i min verden læses af alle aldre, også af 40-something mødre som har et par gamle rester af noget der lige skulle heles lidt mens vi læste denne smukke bog. Jeg læser den både med Selinna på 6 år og Emmalia på 9 år, men jeg ville også sagtens kunne læse den med Selinna hvis hun havde været 4.

Vi snakker i forvejen meget om følelser herhjemme, og at alle følelser er okay. Mine børn har faktisk allerede oplevet deres mor i et dybt sort hul, dengang min egen far døde og jeg stod med det hele selv, samtidig med at jeg havde et barn i skole der mistrivedes og havde det svært. Det er umuligt at være den der holder fanen højt samtidig med at man går helt i stykker indeni. Bogen er på ingen måde et frikort fra at vi alle har det svært fra tid til anden, nogen sværere end andre, men den er netop en accept af at det sker, og et fantastisk fundament at tale ud fra, skrevet og illustreret i børnehøjde og til sårede børnehjerter i voksenkroppe.

Bogen får mine og vores allerbedste anbefalinger med på vejen.

Kærlig hilsen

Frejamay