ALT om mit vægttab på 16,2 kilo på 20 uger
Kære venner, i er simpelthen så søde til at heppe og bakke op om mit vægttab og min vægttabsrejse. Og spørgsmålene er så mange. Blev endelig ved med at spørge løs, jeg har en fest med at besvare og jeg elsker at i er mange der selv starter på en lignende rejse og henter inspiration her hos mig også. Her kommer mine svar på de 10 mest hyppige spørgsmål:
1: Hvordan taber du dig?
Ganske simpelt: jeg indtager færre kalorier end jeg forbrænder. Det er det ENESTE der skaber vægttab. Så kan du altid vælge en trosretning som Sense food, keto-kur, lchf, nupo-pulver eller lignende, men fælles for alle er at du skal indtage færre kalorier end du forbrænder. Det er noget jeg personligt aldrig helt har forstået. Jeg troede man skulle på keto-kur og ramme et eller andet magisk forbrændingspunkt som ingen helt kunne svare på hvad var. Det behøver man altså ikke. Man kan bare tracke hvad man spiser og spise mindre end man forbrænder. Det er ganske simpelt sådan jeg gør. Ingen tricks eller mærkelige kure.
2: Hvordan regner du kalorier ud? Og hvordan ved du hvor mange kalorier du skal spise dagligt?
Jeg bruger appen Lifesum. Den er gratis (man kan også opgradere hvis man vil, det har jeg ikke gjort). Her har jeg tastet ind at jeg ønsker at tabe 25 kilo på ca 40 uger, og så har den selv regnet ud af jeg skal spise ca. 1700 kalorier dagligt for at opnå et vægttab på ca 700 gram pr uge. Lige nu taber jeg mig ca 500 gram ugentligt, og det er helt fint. Så det er altså appen der har regnet det ud for mig. Jeg til hver en tid anbefale at tabe sig over længere tid end kort tid, og så holder det ikke fordi man går rundt og er sulten, men det er jo bare mig.
3: Hvad spiser du?
Jeg spiser næsten alt. Men en typisk dag ser sådan her ud for mig:
Morgenmad: 2-3 æg med revet sguash og cayennepeber, evt et halvt løg, ristet på en pande og så med en hel rød peber i stænger til. Og vand eller te. Masser af vand mellem og til hvert måltid. Det er vildt hvor stor en forskel det gør for vægttabet at drikke vand.
Frokost: 2 stykker rugbrød med pålæg (tomat, smør, æg eller leverpostej eller spegepølse, hvad der end er nemt og hurtigt)
eller
en salat fra Wedo food
eller
rester fra aftensmad og masser af grøntsager (gulerødder, agurk eller peberfrugt)
Aftensmad: Noget nemt og lækkert. Medister med grøntsager eller salat. Laks med salat. Mest bare noget kød (dog ikke rødt kød, da jeg ikke kan lide det) md grøntsager til.
Dessert: nicecream. Opskrift 2-3 frosne bananer, 1 spsk raw cacao pulver, et par pebermyntedråber og i blenderen. Kaloriemæssigt er det det samme som at spise alm is, men næringsmæssigt giver det her meget mere mening for mig.
Snacks: Jeg spiser kun snacks de dage hvor jeg ikke spiser nicecream (men det spiser jeg ofte). Men snacks kunne være: et stykke knækbrød med smør og ost, en müslibar fra Netto (88kcal).
Drikkevarer: vand og PEPSI MAX!
Og her er en skrøne vi lige skal slå ihjel en gang for alle: man tager IKKE på af kunstige sødemidler. Der er så mange studier der bakker det op, og det er virkelig træls folk bliver ved med at sprede det rygte, for det afholder faktisk mange fra at bruge eksempelvis pepsi max under et vægttab. Det redder mig BIG TIME. Jeg har aldrig drukket ret meget sodavand og har altid lært at man lige så godt kan drikke almindelig cola når det endelig skal være. Men det er altså ikke rigtigt. Drik du roligt din Pepsi max som en del af dit vægttab. Jeg har tabt 16,2 kilo nu og har drukket rigeligt med pepsi Max undervejs. Det er så rart at have den mulighed når man lige har trang til lidt sødt, men ikke vil fucke sin rejse op. (kilde)
Det er også bullshit at smoothies er sundere end en cola. Næringsmæssigt ja, men ikke kaloriemæssigt. Jeg kan faktisk varmt anbefale dig at følge Fischer Fitness på facebook eller instagram hvis du gerne vil have bullshit-slayet alle skrønerne. Hans profil og arbejde har virkelig været en stor hjælp for mig på denne rejse.
4: Hvor tit vejer du dig?
Hver lørdag, så vidt muligt. Jeg vejer mig kun en gang ugentligt. Jeg gider for det første ikke at hele denne rejse skal handle om et tal på en vægt, derfor har jeg ikke behov for mere, men det er stadig rart at have lidt måling på hvilken retning rejsen går hen, og så lyver tallet jo bare ikke. Jeg kan stadig have dage hvor jeg føler jeg vejer 100 kilo, selvom jeg godt ved at vægten siger 76,2. Jeg har virkelig lært at min kropsfølelse og følelse af at have det godt i min krop, den faktisk intet har med tallet at gøre. Den følelse svinger hver dag, selvom vægten den uge er den samme. Og det er bare interessant at opleve.
MEN, hvis DU kan mærke du skal på vægten hver dag, så er det det du skal gøre. Det er så vigtigt, på sådan en rejse her, at mærke ind i hvad der er det rigtige for dig, og ikke hvad alle mulige andre mener at du bør og skal. De er ikke dig. Det er dig denne rejse skal være selvkærlig for.
5: Hvad gør du når du oplever sukkertrang?
Jeg spiser noget sødt. Og jeg har lige fra starten af denne rejse lav et et genialt hack, hvis jeg selv skal sige det. Er du klar? Det kommer her:
I stedet for at forsøge at undgå sukkertrangen, så har jeg bare regnet med at den selvfølgelig skal være en del af min rejse. Så jeg har planlagt mine måltider og mit kalorieindtag sådan at der HVER ENESTE AFTEN er plads til en stor skål nicecream, hvis jeg skulle have lyst. Jeg kan også finde på at spise nicecream i stedet for aftensmad. Skrev hun virkelig det? ja det gjorde hun.
Det her er ikke en krig mod mig selv, det her er ikke en krig mod min krop eller en krig mod min sukkertrang. Det her er en livsstilsændring der blandt andet skal tage højde for at jeg elsker søde ting.
Og fordi jeg har gjort det på denne måde, så der ikke er noget som helst der er forbudt, så har min krop og min hjerne af sig selv opdaget at:
jeg har aldrig brug for slik
jeg har aldrig brug for chips
jeg får tømmermænd (hovedpine, stive led, kvalme, uoplagthed og tunge tanker) af sukker
jeg har bare brug for sødt, men sødt kan være mange ting:
hjemmelavede bananpandekager, rød peber (er faktisk også ret sødt), en dadel, nicecrem, banan, pepsi max, vandmelon, jordbær (oh my god jordbær!!). Men det er altså noget der er kommet helt af sig selv, og ikke noget jeg på nogen måde har tvunget mig selv til at kunne lide.
6: Hvordan holder du motivationen?
Jeg deler min rejse, både sorger og glæder, og det giver mig rigtig meget energi og dejlig hep fra alle jer der følger med. Og så er det en motivation i sig selv at blive på rejsen og opnå nye resultater og indsigter hver uge. Lige nu går det ikke så hurtigt som det gjorde i starten, men jeg synes stadig det er en dejlig rejse og jeg er lige så stolt når jeg har tabt 300 gram på en uge, som når jeg har tabt 1,2 kilo på en uge.
Pg så måtte jeg simpelthen ud og købe nyt undertøj i sidste uge, da alle mine trusser faldt ned over rumpen, og det er da også en form for dejligt at hoppe i noget lækkert undertøj der passer. Næste skridt er at jeg skal have nye bh’er, men jeg står midt i et ammestop også, så jeg venter lige et par uger med det.
7: Træner du eller er det udelukkende kostændring?
Mit vægttab er 95% kostændring. Men jeg bevæger mig også, og jo mere jeg taber mig, jo mere har min krop lyst til at røre sig. Så jeg går ture (10.000 skridt gerne), når jeg ikke lige har brækket min tå og går på krykker, som jeg gør lige pt. Og så skiftede jeg min bil ud med en ladcykel (uden el) sidste år, og jeg elsker alle vores ture på cyklen. Vi cykler 3-5 gange ugentligt.
8: Du skriver tit “bæredygtigt vægttab” eller “selvkærligt vægttab”, hvad mener du egentlig med det?
Godt spørgsmål. Når jeg skriver “selvkærligt vægttab”, så betyder det sådan set bare at du dropper krigen og i stedet er kærlig ved dig selv. Hvis noget på din rejse føles ukærligt, og som om du skal sulte eller løbe ture hvor du bare slet ikke har dig selv med, så er det ikke selvkærligt. Så er det et angreb på dig selv. I min verden.
Og når jeg kalder det “bæredygtigt vægttab”, så betyder det at det skal være en livsstilsforandring der holder. En der varer resten af livet. Derfor ordet “bæredygtig”. Jeg har ikke tænkt mig at jeg skal tilbage til gamle vaner om et halvt år når jeg er i mål. Mine nye vaner skal vare resten af livet. Jeg har aldrig spist bedre, haft det bedre og, trods masser af udfordringer, haft det bedre med mig selv.
9: Er der ting du ikke spiser længere?
Ja. Jeg spiser ikke rødt kød. Men det har egentlig ikke så meget med vægttabet at gøre, jeg kan bare ikke lide det længere. Jeg spiser ikke slik og chips, men derimod romkugler fra Wedo eller chokolade i min nicecream eller et stykke kage af og til. Der er ikke noget der hedder “at falde i” på min rejse, for der er jo intet der er forbudt. Så hvis jeg en dag skulle hoppe med hovedet først ind i en bland-selv-slik-biks, så er det et aktivt valg og så er det det jeg gør. Lige nu har jeg bare svært ved at forestille mig at jeg skulle få lyst til det, ligesom jeg heller ikke har haft lyst til cigaretter siden jeg stoppede med at ryge for mange år siden.
10: Hvilket råd vil du give til mig der gerne vil i gang?
Gør dig klart hvorfor du gerne vil tabe dig. De er klart en fordel at være nået til et “NU er nok nok” punkt, for så er det ikke så svært at komme i gang. Mit “nok er nok” punkt kom i en kombination af at vægten viste 91,5 kilo, at en bekendt, sund og rask kvinde døde af corona og ønsket om at være den stærkeste og sundeste udgave af mig selv, så mine børn har en mor længe endnu. Og så ar jeg træt af at mit tøj strammede og jeg følte mig som en betonklods i mit tøj. Det var ikke rart og frit, sådan som jeg gerne vil bevæge mig.
Jeg har tidligere skrevet om mit vægttab, læs, eller genlæs, her:
http://www.frejamaynovember.dk/blog/det-har-jeg-lrt-af-et-vgttab-p-124-kilo-p-12-uger-inkl-mine-sm-hacks-og-hemmeligheder#commenting
Her kan du læse om alle mine regler og tanker da jeg startede (meget har ændret sig siden)
Jeg håber du kan bruge mine svar, og spørg endelig løs hvis du har flere spørgsmål. Det er meningen det skal være dejligt at leve, også selvom du taber dig :) I hvert fald i min verden.