Til alle nye følgere – her er historien om vores regnbuefamilie
Først og fremmest velkommen til alle nye her på kanalen. I er mange og det er fantastisk at så mange har lyst til at følge med. Og jeg kan virkelig godt forstå at det er svært at finde ud af hvordan den her familie er skruet sammen, derfor har jeg besluttet at lave en kort opsummering (måske bliver den lidt længere end kort, nu ser vi), og så er jeg klar til alle dine spørgsmål bagefter. Her er historien om vores regnbuefamilie.
Det hele startede med et one night stand. Jeg havde været til fest, det havde han også, vi mødte hinanden tilfældigt ved et busstoppested efter at have været hinandens underbo og overbo i et par måneder, dog uden nogensinde at have mødt hinanden før. Læs hele historien her (du kan læse historien i Ude&hjemme her). Vi tog hjem sammen, havd et one night stand og så tog han til Ungarn og jeg hyggede mig i mit nye hjem i Hellerup (i lejligheden over hans). Efter nogle uger havde min krop det anderledes, især mine bryster gjorde ondt som aldrig nogensinde før. En veninde jokede med at jeg var gravid (eller hun jokede faktisk ikke, hun mente det helt alvorligt), og jeg endte med at tage en graviditetstest, men kun for at lukke munden på hende. Den test endte så med at lukke munden på mig, for da der var to streger på testen greb jeg febrilsk ud efter brugsanvisningen, for det måtte være noget med at der skulle være tre streger. Men nej. Jeg var gravid.
Af alle ting i verden jeg troede der kunne ske i mit liv, så var det her på ingen måde på listen. Jeg troede faktisk ikke jeg kunne blive gravid efter (for læææænge siden) at have haft klamydia og en læge mente jeg var blevet steril af det (lang historie også, den kommer en anden dag). Så jeg havde sagt farvel til drømmen om at sætte børn i verden.
Graviditeten var hård og det var endnu hårdere at blive gravid med en mand man ikke kender. Det endte med at vi flere gange under graviditeten måtte afbryde kommunikationen, fordi det simpelthen gik i hårdknude. Jeg kastede op alle 9 måneder 24/7 og jeg kunne ikke rumme mere end alle de forandringer min krop gennemgik, forholde mig til at jeg skulle blive mor (en kæmpe drøm) og prøve at holde ud at være i min krop der reagerede så voldsomt på graviditeten. Samtidig var jeg ovenud lykkelig, for det her lille barn skulle ud og have mig som mor, og det var jeg bare så taknemmelig for.
Det endte helt skidt med hans og min kommunikation, og dagen inden jeg skulle føde flyttede jeg ned på mine forældres båd fordi jeg ikke kunne holde ud at være i lejligheden lige over hans. Jeg blev indlagt med forhøjet blodtryk og fødslen blev sat i gang. Det var en forfærdelig tid.
Jeg havde en naiv forestilling om at det hele ville blive bedre når baby var ankommet, men det gjorde det ikke, og da Emmalia var et par måneder gammel kulminerede konflikten i min lejlighed og jeg måtte true med at tilkalde politiet for at få ham til at gå. Jeg tog et par uger til mine forældre, vi endte i statsforvaltningen, jeg måtte flytte ud af lejligheden, jeg fandt ud af han stalkede mig (læs her) og jeg boede nogle måneder i lånte lejligheder og på venners sofaer med vores 7 måneder gamle datter. Selv nu når jeg skriver om det får jeg ondt i maven og hjertet når jeg tænker på den tid. Det var så svært og så tungt og jeg følte mig så alene og så angrebet. Jeg havde slet ikke ro til bare at være mor for mit barn. Og alligevel formåede jeg at være det og sætte hendes tryghed over alt andet.
Lang og tung historie kort, så pålagde statsforvaltningen os at tage et skilsmissekursus hos en parterapeut. Det gjorde vi, også selvom vi aldrig har været hverken par eller skilt. Det kursus blev vendepunktet. Efter kurset besluttede vi os for at skifte statsforvaltningen ud med en parterapeut, og lave vores samværsrammer der. Det var simpelthen så hårdt at sidde så tæt på ham i det lille lokale. Vi aftalte med terapeuten at hun skulle lade mig gå først efter mødet og så ham bagefter så jeg ikke var alene med ham. Samvær foregik på et offentligt sted hvor jeg ikke var alene med ham (vi havde overvåget samvær i starten). Jeg fik angstanfald i bilen på vejen hjem fra mødet, så meget at min hjerne simpelthen ikke kunne huske hvilken side af vejen man kører i. Og jeg måtte holde ind til siden for at lade kroppen reagere og genstarte hjernen igen. Hold kæft det var hårdt.
Men dag efter dag efter dag blev der bygget sten for sten op igen efter alt det der var blevet brudt ned. Et nyt fundament blev grundlagt, og det tog LANG tid og MANGE svære situationer. Min krop husker og jeg har PTSD (fra andre ting), så jeg har virkelig dealet med mange reaktioner på den her rejse. Efter knap et år droppede jeg vores hemmelige adresse og han fik vores hjem at se. Han fik også at vide at Emmalia var startet i vuggestue. Det havde jeg holdt hemmeligt fordi jeg var bange for han ville komme og hente hende og tage hende med til Ungarn og at jeg aldrig ville se hende igen.
Efter noget tid tog vi til Ungarn sammen, ned for at møde hans far. Det var på alle måder en overvindelse, men det blev en god tur med stor respekt for mine grænser, og vi postede hele tiden lidt ny tillid ned i vores samarbejde og på den måde er vi nået dertil hvor vi er i dag.
Tid gik, samarbejdet gik bedre. Han sagde en dag til parterapi at det gik op for ham at han aldrig nogensinde have tænkt på hvordan Emmalia og jeg havde haft det under alt det her. Han havde bare fokuseret på sin egen ret. Og det var rart for mig at høre at han selv havde den indsigt. Så kunne vi bygge videre.
For to år siden besluttede jeg mig så for at jeg ville have en lillebror eller lillesøster til Emmalia. Jeg har selv 3 dejlige søskende som på alle planer har beriget mit liv, så jeg har hele tiden vidst at jeg ikke skulle have et enebarn. Men jeg vidste også at jeg ikke skulle ud og finde en mand til det formål, så jeg gik i gang med et kæmpe research arbejde i forhold til at få barn med en donor. Jeg har også skrevet en del indlæg om det her på bloggen, jeg finder lige links på et tidspunkt, eller søg på “donor” i søgefeltet ude i højre side, så kommer indlæggene frem.
To dage inden jeg skulle i gang med de sidste undersøgelser inden insemineringen besluttede jeg mig for at fortælle min datters far at jeg nu var gået i gang med denne proces og at han snart ville kunne læse om det offentligt, så jeg ville gerne at han hørte det fra mig først. Det tog han meget blandet, og det endte med at vi sad i mit køkken med Emmalia rendende rundt om benene, og han spurgte hvorfor han ikke kunne være donor til det andet barn også, han ville også gerne have flere børn.
Bum. Bum bum bum. Øhhh … Alle argumenterne var der, og det ville blive noget rod med to børn, en med far, en med donor, når far var en aktiv del af vores liv. Jeg ville jo alligevel skulle til Ungarn med Emmalia og far, og så skulle babyen med, have en relation til Emmalias far, men ikke selv have en far. Og så videre. Det var faktisk det eneste rigtige (for os) at gøre. Så det gjorde vi. To dage senere gik vi ned på klinikken, ændrede alle papirerne, og så blev han far til Selinna, som blev født for 16 måneder siden og nu har vi to børn sammen.
Der er folk der synes jeg er fuldstændig sindssyg fordi jeg har fået et barn til med ham, og det er naturligvis fair nok, men der er jo så meget af rejsen de og alle andre ikke kender. Alle de små skridt vi har taget, Både ham og jeg, fordi vi ikke ville ende som vores egne forældre, som ikke har snakket et ord med hinanden siden de blev skilt. Både han og jeg ved hvordan det er at sidde med en klemme om hjertet fordi man altid vil bo på den ødelagte bro mellem mor og far. Altid. Måske har det været en ekstra motivation fra både hans og min side for at få det hele til at fungere bedst muligt for os allesammen.
Hvordan er samarbejdet i dag?
Samarbejdet i dag fungerer godt. Jeg skriver naturligvis ikke om alle de uenigheder og situationer der (naturligvis) stadig opstår, da jeg har respekt for at han ikke er offentlig, og jeg er. Det er absolut ikke uden udfordringer og vi sluger begge to kameler. Det er bare langt nemmere end det var dengang vi var i statsforvaltningen. Og nu kender vi også hinanden og vi har allerede været på en kæmpe udviklingsrejse sammen (og hver for sig), så der er masser at bygge på. Jeg har stadig dage hvor jeg forbander det hele langt væk, men der er heldigvis også dage hvor det fungerer, som i går da han hentede pigerne, tog dem med ned efter fredagsslik, og så havde vi ellers en fredagsfest her i lejligheden. Han puttede Emmalia og så tog han hjem og jeg nød min alene-aften med karbad og stearinlys og ro.
Hvor tit ser pigerne deres far?
I øjeblikket har vi faktisk ingen samværsplan, hvilken jeg synes er røvfrustrerende. Men han ser dem cirka 1-2 gange ugentligt. Onsdage har han dem med til dans, eller i hvert fald Emmalia, og så er han sammen med Selinna når han kommer med Ems. Emmalia sover hos ham en overnatning hver 14. dag. Så det er ikke fordi det er så meget, og jeg så gerne det var lidt mere, men der er bare rigtig mange ting der skal gå op i en højere enhed, så lige nu er det sådan her det ser ud.
Ja. Det er historien om vores regnbuefamilie, den er meget kort i dette blogindlæg, og der er så mange fine nuancer med i historien som jeg ikke kan nå at få med her. Men læs den her på bloggen hvis du en dag får tid, den er lærerig og barsk og fin og ender godt.
Har du nogen spørgsmål, så skyd endelig løs, jeg svarer rigtig gerne, og jeg ved han også gerne vil svare. Vi har stadig på to-do-listen at lave et foredrag om vores rejse som inspiration til andre. Hvis de vil. For det kræver TO forældre der ønsker et samarbejde. Ingen kan gøre det her alene hvis den anden har besluttet sig for krig. Ingen.
