Foto: Amir Boucenna
Tabu: Las os snakke lidt om vrede
Hvornår blev vrede egentlig dømt ude? Hvornår var det vi besluttede at vrede ikke hører hjemme i familier? At man er en dårlig mor eller far når man udtrykker vrede? Og at børn heller ikke må være vrede? Eller den endnu mere tossede idé: at børn gerne må være vrede og flippe ud, og at voksne aldrig må og bare skal rumme alle børns store følelser? Og hvis det er den sidste der gælder, hvornår er man så for gammel til at være vred? Vrede optager mig en del for tiden, især fordi vrede er blevet et tabu. Skulle vi ikke starte med at holde op med det, og tale om vreden i stedet for at dømme den ude?
For nogle måneder siden slog jeg til. Jeg har villet det længe, og da der var et godt tilbud, så skyndte jeg mig ind og købe Pernille Melsteds vredeskursus ”Forstå din vrede”. Det var med lige dele glæde og lige dele frygt at jeg kastede mig ud i kurset, for vrede har virkelig været en svær størrelse at håndtere i mit liv. Og selvom kursusforløbet sluttede for nogle uger siden, så er jeg stadig ikke i mål, fordi nogle af modulerne tager mig lidt længere tid at komme igennem. Så jeg arbejder stadig med min vrede. Og lad mig lige hurtigt sige at jeg kraftigt kan anbefale kurset. Det er helt gammeldags undervisning og lektier fra uge til uge, det er intenst og det er gennemarbejdet og man (jeg) bliver ikke overloadet, sådan som jeg nogen gange gør på online kurser. Det er helt perfekt. Og man får virkelig set sig selv efter i sømmene, men får også rigtig gode værktøjer til at få et sundere forhold til sin (og andres) vrede. En af de store indsigter jeg fik, var at jeg slet ikke er så forkert som jeg gik rundt og troede. At det faktisk er helt okay at blive vred, og at det er sundt at vreden er medspiller i livet. Så længe det er den sunde vrede, og den har jeg, trods min personlige vredeshistorie, god kontakt til.
Min egen vredeshistorie
Mine forældre er skilt, og den ene part har haft en voldsomt aggressiv og eksplosiv vrede. Den anden part har bare aldrig udvist den vrede der helt sikkert har været der. Så jeg er vokset op på broen mellem mine forældre med to ekstreme yderligeheder, og har slet ikke kunnet finde hoved og hale i det med vrede. Og så er jeg fra den tid hvor man sendte børn væk når de var vrede/sure, og så måtte man komme ud igen når man var blevet ”god igen”. Så der er både noget tidsmæssigt kulturelt, og nogle meget modsatrettede (ubevidste) læremestre, der skulle give mig et sundt forhold til min egen vrede. Og med de forudsætninger, så kan jeg i dag sagtens forstå hvorfor vrede altid har været en utrolig svær størrelse for mig. Ingen skyldsplacering, blot en konstatering.
Min første gang
Jeg glemmer det aldrig. Jeg har levet hele mit liv som en der åler sig. Undgår konflikter, trækker mig hvis der er konflikt forude og ALTID tage overansvaret. Hold kæft hvor har jeg taget meget ansvar for at andre var nogle røvhuller, fordi jeg ville undgå både konflikter og vrede mennesker. Jeg gør det stadig engang i mellem, men jeg er blevet langt bedre til at spotte det.
Derfor glemmer jeg naturligvis aldrig første gang jeg blev rigtig vred. Jeg boede i min skønne lejlighed i Gentofte sammen med min kæreste. Han havde haft nogle problemer med sin vægt, og jeg havde virkelig forsøgt at støtte ham så godt jeg kunne. Jeg var ligeglad med hans vægt, jeg syntes han var dejlig. En dag han sad i noget selvmedlidenhed fik han sagt noget i stil med ”ja, nu har du jo fået mig helt derud …”, som om at ansvaret for hans kvaler var mine. Jeg husker ikke ret meget andet end at det sortnede for mine øjne, og at jeg på bedste børnehave-vis rakte runge ad ham (seriøst, det gjorde jeg). Og så skreg jeg så højt (huske ikke hvad) at jeg var hæs i tre dage. Jeg pakkede mine ting, smækkede med døren og så tog jeg væk i et par dage med slukket telefon. Det havde bare stået på SÅ længe og intet virkede og han ville ingenting, og jeg var parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe ham, og så tørrede han den bare af på mig. Big fat nej fucking tak!
Billede af Giacomo Zanni
Den store forandring
Det var første gang. Anden gang skete der en forandring i mit liv og i mit forhold til vrede. Jeg havde været i Odense og lave teamcoaching for en kæmpe gruppe mennesker. De var 60. Det var en ret stor opgave for en nyuddannet mastercoach, så jeg var bare så stolt. Udover mit honorar fik jeg et par flasker vin som tak for indsatsen. Jeg kørte med mine kollegaer fra Odense til Charlottenlund, blev sat af og satte min taske med vin og papirer fast bagpå min cykel. Og så kørte jeg syngende og glad mod Gentofte, hvor jeg boede (kæresten var flyttet ud).
Med til historien hører måske også at jeg var overgrebsoffer. Jeg var udsat for et seksuelt overgreb da jeg var 6 år gammel, og igen da jeg var 15 og igen da jeg var 19 to gange. Det sidste skete da jeg var 27, og det var en ekskæreste. Det sidste overgreb bragte mig så meget ud af fatning, fordi jeg havde arbejdet så meget med mig selv hos en psykolog at jeg ikke forstod det kunne ske igen. At jeg frøs til is igen og ”lod det ske” (i dag ved jeg at ansvaret ikke var mit). Så da det sidste overgreb fandt sted og jeg oplevede at min krop stadig gik i ”frys” mode og ikke i ”fight”, så skruede jeg op for psykologtimer og gik 1 gang hver uge i 7 måneder. Og det eneste vi arbejdede med var mit selvbillede og mine leveregler (”jeg har ret til at blive behandlet med respekt” eller ”alle andres behov er vigtigere end mine” osv). Jeg havde virkelig gjort en kæmpe indsats for at ændre mit fundament.
Så denne dag på cyklen fra Charlottenlund til Gentofte, den lå i kølvandet på mit intense psykologforløb. Og så skete det alligevel. Jeg cyklede og snakkede med min veninde i telefonen. Bag mig kom en scooter, og jeg kunne ikke forstå at den ikke overhalede mig, men blev liggende bag mig. Vi var endda på vej op ad en bakke ved Dyssegård station.
Pludselig gav min cykel et kæmpe ryk i den ene side, og jeg tog telefonen og min hånd ned på styret for at holde balancen og undgå at styrte. Nyt ryk, denne gang endnu hårdere. Det gik op for mig at de to unge fyre på scooteren forsøgte at stjæle min taske. De vidste naturligvis ikke at jeg altid spænder mine ting fast på min cykel, netop fordi jeg ikke gider at folk stjæler mine ting. Så da det gik op for mig at de var ved at vælte mig af cyklen for at stjæle min taske, så skete det.
Smagen af blod bredte sig i hele min krop. Mine muskler voksede og jeg har et billede af at jeg tog form som Serena Williams i sin bedste kamp. Jeg sværger, hvis jeg havde haft en pistol, så havde jeg skudt dem. Arrigskaben, vreden og hævntørsten tog over, og på en eller anden måde fik jeg stanset cyklen med begge fødder solidt plantet på jorden, og så skreg jeg så højt at de to fyre lignede to små rotter, og så drønede de væk. Min veninde var stadig i røret og havde hørt det hele, jeg smækkede på og ringede op til politiet med det samme. Ingen tøven, ingen tvivl, ingen ”ej de har bedre ting at bruge tid på end mig”. Jeg gav dem et signalement og så cyklede jeg hjem.
Næste morgen vågnede jeg op, jeg var ked af det og den eneste tanke, der fyldte mit hoved, var at jeg alligevel ikke var kommet videre. ”Der kan du bare se, du er stadig sådan en der bliver udsat for de her ting”. Bortset fra at det var jeg jo ikke. Og frygten og ked-af-det-heden blev overtaget af styrke og stolthed. Nej. Nej. Jeg er ikke længere hende der fryser. Nu er jeg hende der kæmper. Jeg kæmper! Jeg har fundet styrken og kraften i mig selv, og det er slut med at gå i frys!
Photo by Omer Salom on Unsplash
Jeg havde fundet en ny vej og en kæmpe styrke i mig selv. Og jeg skal love for at den styrke blev testet henover sommeren. Et par uger efter stod jeg på hovedbanen, og en mand kom med en et de der ”velmenende komplimenter”. Alle kvinder kender dem, mænd gør ikke så ofte. Den slags komplimenter hvor du bliver kaldt luder og narrefisse hvis du ikke straks falder ham i armene, eller giver ham et blowjob af taknemmelighed over at den her pæne flinke dude lige lod et par ”hey beautiful” falde i din retning. Sådan en type mødte jeg. ”Hey beautiful” sagde han. Jeg svarede høfligt ”hey” og passede min egen business igen. Jeg stod og ventede på en ven. Den flinke pæne mand kom nærmere, lige lidt for tæt på og fortsatte med sine flinke komplimenter ”hey girl, I like your hair, how are you?” og jeg svarede ”please leave me alone”, og så begyndte han (selvfølgelig) at blive aggressiv, for hvordan i alverden kan man tillade sig at afvise så dejlig en adfærd (sense the tone). Så begyndte han at puste brystet op og kalde mig ”bitch”. Og det er her jeg gjorde noget helt andet end jeg plejer.
Jeg pustede også mit bryst op, og jeg trådte et skridt tættere på ham. Det eneste jeg kunne høre i mit hoved var ”try me, just TRY ME!”. Og så skete der noget jeg aldrig havde troet skulle ske for mig. Jeg satte mine hænder på hans brystkasse og så skubbede jeg til og råbte ”DID YOU NOT HEAR ME? I TOLD YOU TO LEAVE ME. THE FUCK. ALONE!”, og så blev jeg bare stående og lyttede til min egen vejrtrækning, som var overraskende rolig. Den flinke mand turde ikke andet end at forsvinde fra gerningsstedet meget hurtigt (med et ”you crazy cunt), og jeg blev stående og folk kiggede og så skete der ikke mere den dag.
Billede af Satya Tiwari
Under en uge senere stod jeg på Nørrebrogade, og det begyndte at hagle voldsomt. Jeg snakkede med min mor i headset, og søgte hurtigt ly på en sidevej. Himlen så fascinerende ud, og selvom Instagram ikke fandtes den vej, så var jeg stadig en dygtig blogger, så jeg tog et par billeder af himlen mens jeg snakkede med min mor. Vi stod rigtig mange sammen under grønthandlerens markise, både på den side jeg stod og på den modsatte side.
Pludselig stod der en ung fyr og råbte og skreg på den anden side af vejen og pegede over mod der hvor jeg stod. Vi var flere der kiggede undrende på hinanden, hvilket bare gjorde fyren endnu mere vred. Da ingen af os reagerede på hans råb og skrig, brød han ud af menneskemængden han stod i stilede direkte over til mig, helt tæt på, næsten næse mod næse.
- har du en problem eller hvad?
- Næh?
- Står du og tager billeder af mig?
- Nej
Min mor var stadig i røret og fik det hele med. Og det samme skete igen. Jeg hævede brystkassen, og det eneste der skete i min hjerne var sætningen ”hvis du så meget som krummer et hår på mit hoved så kommer du til at fortryde resten af dit liv!”
- Jeg vil se dit kamera i din mobil
- Nu skal du høre her, du skal ikke se en skid, kan du forstå det? Jeg siger til dig at jeg ikke har taget billeder af dig, kan du forstå det? Og nu skal du skride inden vi to bliver alvorligt uvenner, forstår du hvad jeg siger!
Og så mumlede han et eller andet og skred ud i regnen. Og sådan blev det til at jeg blev sådan en slagsbrorstype, som ikke tager nogen som helst fucks fra nogen. Der er sket meget siden og jeg har fundet et noget mere afbalanceret niveau. Som f.eks. den dag foran Magasin du nord, hvor jeg stod ved siden af hovedindgangen og ventede på en veninde. En pels kom gående meget målrettet hen til mig og min cykel, og forventede åbenbart at jeg flyttede mig så hun kunne komme forbi. Det havde jeg ikke tænkt mig, for der var virkelig meget plads på begge sider, og jeg kunne se at hun havde to ben. Alligevel forløb samtalen sådan her
- Der står du GODT NOK FINT HVA?
- Ej tak skal du have, hvor er det sødt af dig at sige det.
Og sådan gik det til at damen kom i tanke om sine to ben, og gik hele vejen udenom store stygge mig, og det føltes så rart at jeg kom til at smile lidt af situationen.
Så vrede.
Mit liv er blevet markant bedre efter jeg har lukket vreden ind. Men det har godt nok været en lang rejse og meget vedvarende intenst arbejde at finde ind til den og arbejde med den og lære at bruge den.
Billede af Kevin Phillips
Da jeg blev mor kulminerede vreden.
Da jeg blev mor skete der noget nyt med min vrede. Pludselig blev jeg vred i afmagt. For en god ordens skyld skal jeg lige understrege at jeg aldrig har slået mine børn eller rusket i dem eller lignende. Men jeg har råbt af dem. Også mere og højere end jeg bryder mig om at indrømme. Men det har jeg altså. Og det er enormt svært at rumme. Og faktisk var det udelukkende min råben af mine børn der gjorde at jeg købte Pernille Melsteds kursus. Og det er jeg glad for at jeg gjorde.
Det var virkelig nedslående og en kæmpe falliterklæring for mig at jeg ikke bare var den der anerkendende mor, som bare rummer alle facetter af moderhood’et. At jeg er den mor som flipper ud og kan blive drevet til vanvid. At jeg er den mor der kan miste fatningen og skrige ad mit barn. Og vær sød lige at læse færdigt inden du anmelder mig til kommunen (det er jo en ny trend at anmelde bloggere der skriver om de her svære ting som rigtig mange af os ikke tør tale om).
Til gengæld har jeg nu, efter at have læst Jesper Juuls bog ”førerulve”, Smilla Lyngaards bog om ”En vellykket familie er sjældent særlig køn” og læst den artikel om vrede (hvor Smilla også er med, læs her)”, nåja og Pernille Melsteds kursus om vrede, har jeg nu lært at jeg alligevel har gjort noget rigtigt.
Den sunde vrede kan godt være med volumen på. Det vigtige er at man ikke udskammer og taler ned til og om barnet. ”Din lille idiot, kan du ikke tænke selv?” eller ”hvad er der dog galt med dig” eller ”fatter du bare ikke noget din åndsambøe” eller hvad man ellers kan finde på at kalde sine børn. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har dog sagt “det gør du bare” når Emmalia har råbt at hun flytter op til Momse.
En anden vigtig ting er at man rydder op og debriefer hvis man har mistet fatningen. Og det har gjort hver eneste gang Jeg er blevet vred. Hver eneste. Også inden jeg tog nogle kurser eller læste bøger om emnet. Jeg kunne simpelthen ikke være i det hvis ikke vi kunne snakke om det herhjemme, sætte ord på, være kede af det, sige undskyld. Og snakke om at mor blev et råbemonster. Og faktisk er det en vigtig pointe i alt det her. At man ikke bare er en brølemor eller en råbemor. Man er nogengange en meget træt mor der ikke har mere at give af. Og det “sjove” ved det er at reserverne ofte højest er tomme et halvt minuts tid, så finder man noget magisk kraft et eller andet sted igen. Men det er de der sekunders vrede eller afmagt som får lov til at fylde hele ens selvbilelde som mor. I hvert fald mit. Pludselig findes det ikke at jeg har vugget min baby i 18 timer fordi hun ikke kunne ro. Pludselig findes det ikke at jeg altid sætter mig på hug og krammer og lytter når der er brug for det. Pludselig findes de 1.467 (det er det rigtige tal) morgener ikke, hvor jeg har skabt en magisk morgenstund med 1-2 piger, lavet god morgenmad og hygget i flere timer for at vi altid får en god start på dagen. Pludselig findes alle de skøre tiltag der også kendetegner mig som mor ikke, fordi jeg råbte i 3 sekunder. Og det er faktisk ikke fair.
Lad mig lige slå fast. Jeg går ikke ind for at vi går og råber ad hinanden. Til gengæld går jeg ind for at vi er autentiske, og faktisk går jeg også ind for at mine børn får et sundt forhold til vrede, i stedet for at være fanget i midten af usund aggressiv og eksplosiv vrede, og så passiv ikke-eksisterende og helt på sin plads udeblevne vredes-reaktioner. Mine piger skal ikke lære i en alder af 30 år hvordan vrede ser ud, det er altså helt fint at de får det med herhjemmefra, og at de samtidig lærer at sige undskyld eller at snakke om det efter man har været uvenner. Nåja og at de lærer at de er lige så meget værd at elske når de er vrede og (gammeldags syn) ”uartige”, og i min optik bare reagerer sundt. Det har jeg faktisk lavet en lile video om, hvor jeg forsøger at oversætte vredens sprog. Se den her
Efter jeg havde lavet videoen skete der faktisk præcis det jeg havde regnet med. Universet tester altid. Emmalia fik et regulært meltdown dagen efter, og jeg havde min egen video lige i baghovedet. Så det endte med at jeg lagde mig ved siden af hende og aede hende (det var okay) og sagde ”jeg elsker dig skat” og ”det er okay” og ”du er i sikkerhed skat”. Og det føltes så rart at kunne være der for hende lige der. Jeg garanterer ikke at det er sådan et overskud jeg udviser næste gang hun flipper ud i svømmehallen, fordi vandet ikke er dybt nok eller noget, men lige der lykkes det. Og helt ærligt, jeg køber simpelthen ikke den der med at man kan lære børn et sundt forhold til vrede, hvis man ikke har adgang til sin egen vrede, eller voksne ikke må være vrede hjemme i husstanden.
Kunne vi ikke lukke vreden tilbage ind i varmen? Det betyder ikke at vi skal gå rundt og råbe og skrige ad hinanden, men jeg kan i hvert fald personligt mærke at jeg er blevet en langt sjovere, langt sundere og langt mere til stede mor, efter jeg har accepteret at vrede både er en del af min måde at være mor på og min måde at opdrage mine børn på. Når jeg tør åbne for vreden, så skruer jeg også op for alle andre haner. Humor, fjol, fis og ballade, dans, glæde, sang, nuancer. Det er som om det at slukke for vreden, det også lægger en dæmper på alt andet, og så bliver jeg sådan et hylster der ikke må mærke noget. Det er ikke rart for nogen.
Emmalia reagerer virkelig positivt på at vi snakker om tingene herhjemme, vi snakker også om at mor nogen gange kommer til at råbe. Og at Emmalia nogen gange kommer til at råbe, og at Selinna er overraskende god til at råbe allerede. Vores konflikter varer heller ikke så længe mere nu hvor alle gerne må råbe, og jeg har en stor datter der er god til at sige undskyld, og det har hun, i al beskedenhed, lært af mig, fordi jeg ikke erbange for at sige undskyld til mine børn.
Jeg er ikke færdig med vreden her på bloggen, måske bringer jeg et par interviews med mennesker der har forholdt sig til vreden på en eller anden måde. Måske skriver jeg selv mere om den. Jeg ved det ikke endnu. Jeg har et andet spændende blogtema til dig, som starter på søndag. Jeg glæder mig helt vildt!
Hvordan ser vreden ud i dit liv og i din familie? Del gerne i kommentarfeltet. Er vreden også et tabu hos dig?
