Nu kommer der en lang smøre fra mit hjerte og ud til internettet. Ucensureret og uredigeret (okay slåfejl rettes, men ellers ikke). Jeg har glædet mig hele dagen til at kunne skrive det her.
Jeg elsker at dele livet. Livet når livet er fantastisk og livet når livet er forfærdeligt. I dag havde jeg første session hos min nye fantastiske kropsterapeut Siff Storm (*reklame fordi jeg har et blogsamarbejde med Siff, det fortæller jeg meget mere om senere), og her kom jeg i kontakt med mig selv igen. Hele mig. På blot en time.
Det har været sådan en magisk rejse at blive mor til to. Det er uden tvivl den hårdeste og mest udfordrende rejse jeg nogensinde har været på, men det er samtidig også den mest lærerige, kærlighedsfyldte og ikke mindst selvudviklende rejse (indsæt forpustet smiley). Jeg har haft fuld fokus på mine to vidunderlige børn. Fuld fokus. Så da jeg i dag kort skule fortælle Siff lidt om hvem jeg er og var, så var der mange ting der kom op til overfladen igen. Billeder af mig som der ikke har været plads til i mit “mor-tunnelsyn” det seneste år.
Så her kommer først og fremmest en lille selvhyldest.
Jeg er en skidegod mor. Ikke fordi jeg er perfekt eller når alting eller har et rent hjem (det har jeg ikke) eller kun giver mine børn sund mad eller altid taler i øjenhøjde og aldrig råber (ja jeg råber af mine børn af og til). Nej. Jeg er en skidegod mor fordi jeg er ægte overfor dem. I morges hævede jeg stemmen fordi jeg hader når Emmalia stikker ting op i hovedet på mig. Koste, sko, mad, ting og sager. Sådan drikke-agtigt. Jeg synes overhovedet ikke det er sjovt. Og det har taget mig virkelig lang tid at lære at jeg godt må have (alle mine) grlnser overfor mine børn også. Hvis de skal lære at respektere andre menneskers grænser, så skal de starte med at lære at respektere mine, præcis ligesom jeg respektere (alle) deres. Og det er en god mor i mine øjne.
Jeg er også en stærk mor. Jeg lærer mine børn at mærke efter i sig selv, og der er meget lidt jeg dikterer. Mine børn er dem der kommer gående uden overtøj på når det sner, fordi det er sundere for mine børn at lære hvornår det er varmt og koldt på egen krop, end at jeg fortæller dem hvornår de skal have varmt og koldt tøj på. Hvis de minder bare lidt om mig, så fryser de måske 2-3 gange årligt, ellers har vi det generelt ret varmt.
I øjeblikket er jeg ikke særlig nærværende og jeg gider ikke svare på Emmalias 1187497 daglige spørgsmål. Så det siger jeg til dem. Men børn skal, efter min mening, heller ikke lyttes til og høres på fra 6 morgen til 21 aften hver dag året rundt. Det er helt okay at sige at man ikke har tid eller lyst til at være på. Selvfølgelig er jeg der hvis de har brug for mig (har slået sig, er sultne mv), men den måde at være mor på resulterer i at mit barn på 4år i dag sagde “mor, jeg har behov for lidt ro lige nu, så jeg går ind i soveværelset og lukker døren lidt”. Og det gjorde hun. Jg kendte sgu ikke mig selv så godt da jeg var 4 år gammel.
Jeg er en god rollemodel for mine børn. Jeg har eddermame været igennem meget i mit liv, og jeg har fundet nogle ret gode måder at komme igennem livet på og få det bedste ud af ALT, især de svære perioder. Uanset hvor meget vi skåner vores børn, så slipper de ikke for livet. Jeg kan lige så godt tage dem med på rejsen nu. Jeg kigger altid på en ny situation (god eller svær) og ser efter hvilke muligheder den giver mig og hvordan den situation på en eller anden måde kan hjælpe mig i livet. Der er altid folk der spørger hvordan jeg får nået så meget og hvorfor jeg ikke lader mig slå ud af alt det jeg har været igennem. Well, fordi jeg har en grundtro på at jeg kan bruge alt der kommer til mig. Også livskriser og svære tider.
Betyder det at jeg hopper og danser hver gang livet er svært? Hell no. Jeg dykker ned i alle følelserne, brokker mig, græder, råber, har ondt af mig selv lidt, men fordi jeg tillader mig at være i det hele, så varer det svære sjældent ret lang tid, og jeg kommer hurtigt tilbage til min handlekraft igen.
Mit ønske er at jeg bliver bedre til at hylde mig selv på rejsen, både for min egen skyld, men også fordi mine piger altså spejler sig i mig hver dag. Jeg vil være mere stolt af mig selv, for jeg har simpelthen så meget at være stolt af. Jeg vil være bedre til at tale mig op, stå ved mig selv, rette ryggen og sige “true” når nogen roser mig.
For et halvt års tid siden læste jeg Marie Kondo’s bog “magisk oprydning” (køb den her * reklamelink). Den har hjulpet med mig at strømline mit hjem og kun efterlade ting i min bolig som jeg virkelig elsker. I bogen skriver hun at hun ofte oplever, at når hendes kunder har været igennem processen med oprydningen, så kommer der en ny bolig til dem eller et nyt job eller lignende. Jeg tror meget på den slags. Jeg tror på at vi hele tiden udsender noget til universet, og at universet sender noget tilbage. Derfor er vores ord vigtige, derfor er det vigtigt hvem vi omgiver os med, derfor er det vigtigt at vi siger højt hvad vi gerne vil have i stedet for at have fokus på alt det vi ikke vil have. Jeg har faktisk en inspirerende historie jeg lige vil dele som underbygger min pointe her.
Da jeg læste til coach for over 10 år siden begyndte mit liv at ændre sig drastisk. Jeg begyndte at sidde i førersædet af mit liv i stedet for at løbe efter bilen uden fører. Jeg begyndte at få succes med min blog. Jeg begyndte at blive inviteret til events med kendte mennesker. Jeg begyndte at hænge ud med seje mennesker jeg kun havde set i Go’ morgen Danmark. Jeg begyndte at sige farvel tll venskaber der ikke var gode for mig, forhold der ikke var gode for mig og sige goddag til venner der levede på samme frekvens som mig. Ting skete, mine projekter havde succes, tiden var magisk. Men …
Da jeg havde en session med min coach påpegede hun at jeg hele tiden omtalte mit “nye liv” som “sindssygt”. “det er sindssygt det her sker!” og “det er sindssygt jeg skal i Go’ morgen Danmark” og “det er sindssygt at jeg har fået så mange tilmeldinger til mit foredrag”. Min coach spurgte ind til hvad “sindssygt” egentlig dækkede over. Og det gik op for mig at de ord der gemte sig bag mit “sindssygt”, det var
for godt til at være sandt
gode ting forsvinder nok igen om lidt
uvirkeligt
utroligt
ikke noget jeg fortjener
og så videre. Jeg tog på ingen måde ejerskab over mit nye liv, og jeg fortsatte med at holde mit nye liv ude i strakt arm, for så ville det ikke gøre så ondt hvis det hele forsvandt igen. Så jeg besluttede mig for at ændre mine ord. I stedet for at kalde alle de fede nye ting i mit liv for “sindssygt” så sagde jeg nu “det er helt normalt”. Og hvis jeg kom til at sige “sindssygt” så kunne jeg bare rette det til “jeg mener, det er helt normalt”. oG fordi jeg havde fokus på at tage ejerskabet over at JEG havde skabt den succes, så blev det mit nye normal, og har vært det lige siden. Og det er det energi/ord/oprydning/frekvenser og så videre kan, når vi arbejder målrettet med os selv og de energier vi har til rådighed.
Og det er derfor jeg er så glad for at jeg efter min oprydning med Marie Kondo kan se at jeg “bliver belønnet” med et nyt hjem til pigerne og mig. Jeg kunne ikke komme videre her, jeg havde fået det ud af stedet og boligen som jeg kunne. Jeg har elsket hver eneste dag jeg har boet her og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har sagt “ej hvor jeg bare elsker vores hjem”. Og nu er tiden inde til at takke vores hjem, sige farvel, og sige goddag til det nye hjem.
Egentlig er det ikke så tit jeg skriver om spirituelle ting her bloggen (er det?), men det er fordi det for mig ville svare til at jeg skrev om min opvask eller tøjvask. Den her del at livet, den spirituelle, det energetiske, det har altid været en stor del af mit liv, men altså ikke noget som jeg har behov for at blæse stort op eller går og skilter med. Det er bare. Jeg er bare spirituel. Jeg tror på energier, jeg arbejder med massivt store energier når jeg teamcoacher store teams i virksomheder. Det behøver jeg jo heldigvis ikke sige til nogen, kunderne skal bare se resultater, og det gør de heldigvis også.
Så. Indlægget i dag er egentlig mest for at minde mig selv om mig selv. Om hvem jeg er. Jeg fik en virkelig god kontakt til mig selv efter min time hos Siff (som jeg LOVER at fortælle meget mere om, jeg har et par sessioner til hos hende inden jeg skriver mit store blogindlæg til og om hende).
Jeg har haft så meget modstand og modgang i mit liv, men jeg synes faktisk selv jeg har formået at få absolut mest ud af livet alligevel. Jeg føler mig rig, priviligeret, jeg er blevet beriget med to små vidunderlige børn, jeg kender de mest fantastiske mennesker, jeg har de mest fantastiske arbejdsopgaver, jeg har haft de mest vidunderlige hjem. Jeg er en fri fugl selvom jeg både har været igennem overgreb, misbrug, kriminalitet, svigt, stress, mobning, tvangsauktion og alt mulig andet. Jeg står her, 25ognoget år gammel (høhø), og jeg er lykkelig.
Det ville jeg egentlig bare gerne dele med dig. Livet er at leve det hele, både de lyse og de mørke dage, at have sig selv med i dem, at vide at man sagtens kan grine på en tung dag, selvom den er tung, og græde på en solskinsdag selvom solen varmer hele kroppen. Det hele er bare øjeblikke efter øjeblikke og det ene er ikke mere forkert end det andet. Jeg har ikke mødt særlig mange mennesker der forstår hvad den her passage handler om. men jeg har mødt få, og dem holder jeg fast i, for de prøver aldrig nogensinde at få mig et andet sted hen end lige præcis der hvor jeg er. Det er så værdifuldt.
Fuck jeg er kickass!
Og det var dagens spirituelle indlæg herfra >3
