Når vi hverken er det ene eller det andet sted i livet, hvor er vi så?

Forleden lavede jeg en spørgerunde på min instagram: ”Hvilke 3 ord forbinder du med mig?” og der kom de mest fantastiske og powerfulde ord på banen. Det var vidunderligt og rørende at læse hvad andre mennesker kan se i mig. Men hvad stiller man så op de dage man (jeg) ikke føler man kan leve op til de ord? Det vil jeg dele med dig i dag.

I process. Under ombygning. Hvad skal vi kalde det? Der sker så meget i mit liv, og jeg forsøger at dele det jeg kan, som ikke er ret meget for tiden. Men jeg vil alligevel gerne dele noget om hvordan det er at være her, her midt i mellemrummet mellem mig selv før og mig selv efter processen, for det er jo faktisk her det er mest spændende at være. Hvad sker der der midt i processen? Det er her læringen er, det er her fuck-upsene er, det her her alle de små sejre er. Det er her tvivlen bor, usikkerheden, gensynet med mig selv. ”Hej, der var du sørme! Jeg har sgu savnet dig!”.

Så det gør jeg i dag. Deler mellemrummet. Jeg sidder i et stille hjørne af min gård og drikker noget te. Solen brænder allerede, men samtidig er vinden stået op, og det er ikke så dødbringende hedt og tungt at sidde udenfor mere, som det ellers har været den seneste tid.

Jeg er ikke helt ladet op. Jeg har ikke sovet så godt. Jeg er træt, men samtidig vil jeg gerne have noget ud af dagen. Jeg vil gerne skrive noget. Det her er mit 3. blogindlæg i dag. De andre to har jeg slettet igen. Jeg forsøgte at tage min ”nu er jeg inspirerende” hat på, fordi jeg tænkte, at hvis jeg nu tog den hat på, selvom jeg ikke føler den passer lige nu, så kan det jo være jeg vokser ind i den i løbet af den time det tager mig at skrive indlægget. Men det skete ikke. Til gengæld følte jeg snarere at jeg fjernede mig mere og mere fra den jeg er lige præcis på denne dag. Og det går jo ikke.

Så nu skriver jeg det her i stedet for. Jeg har lidt kvalme. Jeg har lyst til at kaste mig frådende over slik og kager. Jeg vælger at lade være, sidde lidt i solen, acceptere at mine børn må nøjes med den lidt punkterede version af mig i dag, og at det er okay. I virkeligheden har jeg bare lyst til at ligge på tæppet på græsset i solen, mærke solen varme min næsetip, vinden rode lidt i mit hår, glade børnestemmer i det fjerne og ellers bare summe afsted, ind og ud af drømmeland. Præcis det jeg tror denne dag var designet til oprindeligt.

At være i proces i livet er ikke noget ret mange taler om. I hvert fald ikke ret mange jeg kender eller følger. Vi skal altid have en konklusion klar. En plan. En vej. En retning. Et delmål. En indsigt. En åbenbaring. En fornemmelse. Et næste skridt. Jeg har ingen af delene for tiden. Der sker en masse. Jeg gør en masse. Jeg er træt. Jeg ved hvornår jeg skal. Noget igen. Men jeg forsøger virkelig at holde mig fra at konkludere noget som helst. I stedet vil jeg gerne mærke. Mærke mig, mærke livet i mig, mit hjerte, min puls, mine følelser. Hvad føler jeg egentlig? Hvordan har jeg det? Hvordan har min krop det?

Det er det eneste der tæller lige nu. Alt andet kan vente,

Velkommen til mit dagens mellemrum.

God dag. Nyd den. Ingen er garanteret noget i morgen.