Kan mænd og kvinder have en dyb relation uden at være romantisk involverede?
Da dørene lukkede græd jeg lidt. Det gjorde jeg også i toget på vej hjem, og igen da jeg besøgte mine forældre senere på dagen. Han har været i Danmark i 10 dage, og i går tog han toget til lufthavnen, tilbage til Mexico, og det eneste vi har aftalt er at der ikke skal gå 3 år før vi ser hinanden igen, det er simpelthen for lang tid.
Mauricio er min bedste ven. For 10 år siden, da jeg boede i min dyre ejerlejlighed i Dyssegård i Gentofte, kæresten lige var flyttet ud og jeg stod et sted i mit liv hvor jeg ærlig talt ikke anede hvor jeg skulle hen, der gjorde jeg noget nyt. Det skal man jo. “Prøv noget nyt” siger de kloge. Så jeg meldte mig til couchsurfing. Et koncept, hvor man lader fremmede rejsende bo en natter eller 5 på sin sofa, uden nogen former for betaling, til gengæld kan du bo på fremmedes sofaer alle andre steder i verden når og hvis du selv rejser. Et community bygget på tillid, gensidig respekt og lysten til at lære andre mennesker at kende.
Couchsurfing er lige mig. Det er lige i min ånd. Men man skal lige i gang, og uden ratings (vurderinger fra andre brugere), er det svært at komme i gang. Så da jeg fik min første “sofaanmodning” fra denne her fyr fra Mexico, er skulle et par år til Danmark for at studere på DTU, så tog jeg et hurtigt kig på hans profil, så at han heller ikke havde nogle ratings, og så accepterede jeg hans anmodning og skrev at han var mere end velkommen til at bo hos mig alle 14 dage indtil hans kollegieværelse var klar til ham på Nybrogaardkollegiet. Min kusine var sikker på at jeg havde inviteret en seriemorder fra Mexico ind i mit hjem. Men det er alligevel en okay besværlig måde at være seriemorder på, hvis man skal rejse helt fra Mexico City, være totalt jetlagged og så skal til at slå nogen ihjel efter den lange flyvetur. Så jeg tog chancen.
Det møde med den mexicaner, det blev starten på et af de mest værdifulde venskaber jeg nogensinde har haft i mit liv. Mauricio er … Det er stadig svært for mig at sætte ord på. Mauricio er noget helt unikt. Han er matematiker, han er spirituel, han har en helt særlig evne til at kigge indad (langt mere end stort set alle spirituelle selvudnævnte guruer jeg nogensinde har mødt i Danmark i hvert fald), og så er han blevet ret gode venner med sit eget ego, så det er med, men det tager aldrig over. Han har en dybt interessant måde at opleve og se verden på, han er tro mod sig selv, også når andre griner af ham, og når han bliver bange i sit liv, så tager han frygten i hånden og går ud og lærer den at kende. Indenfor de sidste par år er han begyndt at klatre. Det er han fordi han er bange for højder. Og nu er han her:
Jeg elsker ham. Jeg elsker vores snakke. Jeg elsker det der opstår når jeg er sammen med ham, uanset om det er på skype eller i min stue eller i en skov et sted. Jeg føler mig så heldig og taknemmelig over at han, for 10 år siden, tjekkede ind på min sofa, flyttede ind i mit hjerte og blev min bedste ven. Så da han tog afsted i dag var det svært, og jeg har stadig tårer i øjnene, fordi jeg kommer til at savne det som hans nærvær og sjæl gør ved mig når han er her. Han har været helt eminent fantastisk med mine to små piger, som begge to er tjekket totalt ind i hans unikke ro, tilstedeværelse og fantastiske humor. Jeg tror faktisk ikke Emmalia på noget tidspunkt har bidt mærke i at de to taler to vidt forskellige sprog. Eller også opdagede hun bare ed det samme at hendes og hans sprog i virkeligheden var det samme. Måske tror jeg mest på det sidste.
Alle burde have en Mauricio i deres liv. En urgammel sjæl, hvor man skal tage sig tiden til at lytte, reflektere og lytte til fuglene mens man dykker ned i timelange dybe snakke om meningsfuldhed. Men når jeg skriver om ham og deler rejser og billeder, så får jeg især én reaktion som får mig til at undre mig over noget. Denne her reaktion
“du lyder helt forelsket, hvorfor bliver i ikke kærester?”
Og misforstå mig ikke. Jeg forstår den egentlig godt. Og så alligevel ikke. Jeg har haft flere dybe dybe venskaber med mænd, som har gjort en massiv forskel i mit liv. Sårbare, følsomme, stærke, seje, dybe mænd, og samtidig mænd som jeg aldrig ville falde for romantisk. Og vice versa. Mauricio og jeg har aldrig været romantisk involveret, og det tror jeg heller aldrig vi kommer til. Vores relation er bare noget helt helt andet. Så når jeg får den reaktion, så føles det lidt som om du siger “hvorfor gifter du dig ikke bare med din bror?”. Og det kan vi alligevel godt blive enige om er en tosset idé.
Kærlighed kommer i så mange forskellige forbindelser. Og de her venskaber er blot en af dem. Kærlighed til vores børn er en anden. Kærlighed til vores venner er en tredje. Familie en fjerde. Vilkårlig rækkefølge. Og så videre. Jeg elsker også gademusikanter. Men dem bliver jeg jo heller ikke kærester med fordi de kan få mig i kontakt med mit hjerte, når de står der midt på gaden og er tro mod hele deres sjæl, og tonerne fra deres kærlighed til musikken ramler lige ind i midten af mit hjerte og får mine tårer til at løbe. Alt behøver ikke ende i at man skal være et par.
Jeg forelsker mig i mennesker, men der er forskel på, for mig, at være forelsket i et menneske, og så tænde seksuelt på et menneske eller være romantisk interesseret i et menneske. Jeg har mænd og kvinder i mit liv som jeg ELSKER (og det nye er at jeg altså er begyndt at sige det til dem, selvom nogen af dem synes det er lidt mærkeligt, men vi siger “Jeg elsker dig” for lidt, så det må de altså lære at leve med), og som jeg aldrig ville danne par med. Jeg tror, at noget af det der gør mit venskab med Mauricio unikt er at vi netop ikke er romantisk involverede med hinanden. At vi kan snakke om parforhold og mænd og kvinder (som vi gør meget), og lære af vores egne og hinandens erfaringer sammen, men på et plan hvor ingen af os har aktier, følelser eller holdninger i klemme, fordi vi har en “ren” forbindelse til hinanden. Der er ikke “noget i luften” eller noget usagt eller gemte følelser der ligger og lurer.
Jeg har jo ikke rigtig svar for andre end mig selv, men her er min version af et unikt og dybt venskab mellem Mexicaneren og mig. Et venskab der altid løfter mig, nærer mig, inspirerer mig, får mig til at grine, tænke i helt nye baner og får verden til at åbne sig for mig. Når jeg har tilbragt tid med Mauricio, minutter, timer eller dage, så er mine celler altid fyldt op, mit hjerte vibrerer af glæde og jeg har lyst til at rejse mig og gøre en endnu større forskel i verden end jeg gør i dag. Jeg kan ikke sætte ord på præcis hvad det er der sker, men det er bare noget der opstår mellem os i vores snakke. Jeg kan endda mærke det nu hvor jeg skriver om det, følelsen kommer tilbage direkte i indbakken i mit hjerte. Varme, volumen og kærlighed. Noget meget dybere og stærkere end en flirt, romance eller seksuel tiltrækning.
Tak fordi du havde lyst til at læse om mit unikke venskab. Jeg er en heldig kartoffel. Og det er Mauricio også.
