Jeg er gravid. Typisk når man skal skrive sådan et blogindlæg her, at ens computer spasser ud og begynder at fryse. Eller … ikke så typisk, for det er første gang i mit liv at jeg står i en situation hvor jeg er gravid og jeg ikke skal gennemføre graviditeten. Jeg har en tid hos gynækologen om et par dage, og så blev det et kort møde med den lille spire. Hvorfor skriver jeg så det her? Det nemmeste for de fleste ville måske være at lade være med at tale om det og dele det med andre, eller i hvert fald ikke dele det med verden. Det er bare ikke sådan jeg fungerer. Jeg er allergisk overfor usagte ting, og hvis jeg kan mærke et tabu ramme min sjæl, så er jeg nødt til at skrive om det for at blive fri af det. Og det er så det du sidder og læser nu.
Jeg er gravid og jeg skal have en abort. Omstændighederne er private, men jeg vil gerne fortælle hvordan det er at stå her. Jeg havde det på fornemmelsen, og alligevel blev jeg chokeret da jeg en morgen, nogle dage før nytår stod ansigt til ansigt med to meget insisterende røde streger. Jeg gik i chok. Jeg græd. Jeg ringede til min læge, som heldigvis godt kunne rumme at jeg var fuld af følelser. Jeg var egentlig fuldstændig afklaret inden jeg stod der med de to røde streger i hånden, men verden ændrer sig når tanker bliver til realitet.
Derfor brugte jeg en rum tid til at overveje alle løsninger, alle scenarier, alle tænkelige muligheder. Jeg snakkede med mine veninder, fortalte min mor om graviditeten, pigernes far. Jeg dur ikke til at rende rundt og lade som om, det er nemmest for mig hvis folk bare ved besked. Ved mine to seneste graviditeter fortalte jeg det også allerede omkring uge 6-7, hvor andre venter til 12 graviditetsuge. For hvad nu hvis graviditeten går til grunde? I min verden vil jeg hellere dele både sorgen og glæden, end kun at kunne dele glæden. Men det er jo bare mig.
Da dagen var slut landede jeg igen der hvor jeg var startet. At nej. Ikke nu, ikke sådan her, ikke det her setup. Jeg tog et meget stort forældreansvar og traf den mest bæredygtige, kærlige, ansvarsfulde og rimelige beslutning for vores lille familie og vores fremtid. Og derfor besluttede jeg at ringe til min læge dagen efter og bestille tid til medicinsk abort.
Når man først har truffet beslutningen så er ventetiden lang. Især når kroppen jo gør fuldstændig som den skal, opfører sig gravid. Jeg er desværre den type der bliver super-syg af at være gravid. Jeg kaster op fra start til slut, bliver svimmel og får voldsomme smerter i brysterne. Alt det er allerede begyndt, og det er ikke noget med at det starter stille og roligt op. Nej. Hos mig starter det i 6. Gear. Full speed ahead. Alle gode gange 3.
Og så faldt det hele således at alle gynækologer i Danmark lige havde juleferie, så ventetiden den sidste uge har været rimelig uudholdelig. Det hjalp heller ikke at der var telefonkøer og bookede kalendre i nærmest hele gynækolog-bestanden på Sjælland i dag, og jeg måtte tage mig nogle tudeture undervejs, indtil det lykkes mig at finde en der havde tid i denne uge.
Så nu er datoen sat.
Selvom jeg er fuldstændig afklaret, så er det her en af de sværeste beslutninger jeg har måtte træffe i mit liv. En beslutning der berører mange liv. Jeg læste for nyligt en debat hvor en mand (uden livmoder og fødsler i bagagen) var enormt undrende over at ingen tænker på det lille barn man slår ihjel. Udover at der slet ikke er hverken barn eller hjerteslag endnu, så tror jeg faktisk ikke der findes en eneste gravid i hele verden der ikke tænker grundigt og længe på det barn. Og det liv. Og den fremtid. Og hvad man kan tilbyde. Og hvem der også bliver påvirket af dette lille nye liv. Og økonomi. Og hvor tit man kan leve med at køre på pumperme. Og hvilket liv det egentlig er hvis man skal køre på reserverne 24/7, og der til sidst heller ikke er reserver tilbage. Alle der har haft små børn ved at man finder ressourcer de vildeste steder, uden søvn, uden mad, uden overskud. Men når man skal bringe et nyt menneske til verden, så handler det ikke kun om det barn. Det handler om en familie. Det handler om det barns fremtid. Det handler om hvilke andre børn der også skal leve et liv og som bliver påvirkede. Det er bare aldrig en let beslutning. Heller ikke selvom man (måske) er afklaret.
Der er virkelig mange tanker der er gået igennem mit system. Jeg veksler mellem at være i min hjerme, være i min krop (kvalme og ømhed) og være i mine følelser. Jeg tror ikke der findes en følelse jeg ikke har følt den sidste uge. For fuld styrke. Jeg har grædt, jeg har grinet, jeg har aldrig følt mig så båret af mine venner og veninder som jeg gør i disse dage. Jeg valgte ret hurtigt at dele den her rejse med mit brede netværk, fordi jeg ikke har lyst til at mærke og gennemleve alt det her og så samtidig føle mig ensom. Så hver dag får jeg beskeder fra venner og veninder.
- er du ok?
- Har du brug for sat snakke?
- Skal vi mødes til en Gin&Tonic på Zoom i aften?
- Vil bare sige jeg tænker på dig.
Jeg fik sågar en besked fra en god bekendt, som skrev at det virkelig var svært for hende, da hendes største ønske er at blive gravid lige nu. Men at hun 100% forstår min beslutning og at hun sender al kærlighed i verden. Det ramte mig dybt i hjertet at hun både kan bære sin egen sorg og længsel, og samtidig kan rumme min historie og føle omsorg og kærlighed for mig. En tsunami af kærlighed har rejs sig, og på en meget vedholdende og omsorgsfuld insisterende måde nægter at lade mig gå det her igennem alene.
- har du nogen til at køre dig?
- Skal jeg hjælpe med pigerne?
- Jeg vil gerne køre dig eller tage med
- Sig til hvis du har brug for noget, anything!
- Har du lyst til at jeg deler min historie med den abort jeg var igennem?
- Her er min historie med min abort.
- Du er ikke alene, du er helt okay, alt bliver godt
Selvom situationen er svær, så er den også enkel. Selvom jeg skal igennem det her alene, så er jeg båret af kærlighed, en kærlighed der er så massiv at ensomheden er smeltet væk. Jeg har kastet mig over at male pigernes værelse og lave praktiske ting i hjemmet for at få tiden til at gå. Det her fylder hele mit system og jeg kan ikke koncentrere mig om ret meget andet lige nu. Og det er okay. Jeg har trukket mig midlertidigt fra alt, så jeg bare skal være med alt det der nu dukker op undervejs, uanset om det er tanker eller følelser eller kvalme eller opkast. Der er skabt plads. Pigerne ved ikke noget nu, det får de at vide en dag når tiden er inde til det, men der er ingen grund til at involvere dem lige nu. Og de synes bare det er fedt at have fået et supersejt fantastisk nyt værelse i nye farver, med klæd-ud hjørne og lækre genbrugsting vi har cyklet rundt og hentet de sidste par dage.
Så hvorfor skrive det her? Fordi jeg googlede., og det var en dårlig idé (er det ikke altid det?). Jeg har aldrig fået en abort før. Jeg har altid været fortaler for det frie valg og kvinders ret til at bestemme over egen krop, men jeg har aldrig stået i situationen selv, før i dag. Jeg googlede og læste skræmmehistorier. Og da jeg så begyndte at læse mine veninders smukke beretninger og grundige overvejelser om deres abortoplevelse, så kunne jeg mærke søsterhood. Jeg kunne mærke omsorgen og kærligheden. Den mærkede jeg ikke i de artikler jeg læste. Og derfor besluttede jeg mig for at dele min rejse. Også selvom jeg befinder mig et super sårbart sted lige nu og er fuld af hormoner og store følelser.
Enten er det verdens dummeste idé, eller også er det verdens bedste. I dont know. Jeg har altid valgt at gå med det der føles rigtigt, og jeg står for at dele åbent og ærligt, også selvom det er de helt svære og sårbare og tabubelagte emner. Om det er en god eller dårlig idé, det kan kun tiden vise. Jeg ejer ikke en krystalkugle.
De næste dage bliver hårde, men jeg er ikke alene, pigerne og jeg er sammen med folk der hjælper, og alt efter hvilken vej vinden blæser efter jeg har udgivet dette indlæg, så logger jeg nok af de sociale medier til jeg er ovenpå igen. Jeg står lige midt i eksamen, men det er typisk mit liv at det hele kommer på en gang. Det skal jeg nok klare også.
Jeg ved at mine haters nok skal finde vej til dette blogindlæg også. Jeg ved også at ingen kender min historie, andre end mig selv. Dette blogindlæg er ikke til dem. Dette blogindlæg er til alle de dejlige kvinder derude, dem der enten har stået i denne situation og skal vælge en abort, eller en dag kommer til det. Det er også til de mænd og kvinder som kommer til at skulle hjælpe en veninde eller en søster eller en kusine eller kollega igennem en abort. Måske er der hjælp at hente i dette indlæg, også selvom det bare er “endnu en historie på nettet”. Måske kan dette indlæg fjerne lidt af alene-følelsen, hvis du stadig ikke har fortalt andre om den situation du står i.
Du er okay. Du tager et kæmpe ansvar. Alle dine følelser er okay. Du må gerne græde. Du må gerne være i tvivl. Du må gerne være fortvivlet. Du behøver ikke være alene. Der er mennesker omkring dig der virkelig gerne vil være der for dig. Der er kvinder omkring dig der har stået der hvor du står. Alt bliver godt igen. Det lover jeg.
Hvis der er noget jeg har lært i livet, og i særdeleshed under denne specifikke rejse jeg står i lige nu, så er det at hvis du viser din smerte, så står de der, dine medmennesker, og de viser sig fra de stærkeste, mest kærlighedsfulde, støttende og dejlige sider. Jeg har grinet og grædt og bandet sammen med mine homegirls og homeboys den sidste uge. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så tæt forbundet med de mennesker jeg har omkring mig, som jeg gør lige nu.
Tak for jer <3
