Ting er rigtige indtil de bare ikke er rigtige længere, og så nytter det ikke noget at holde fast i dem eller kæmpe for dem, for deres udløbsdato har forlængst passeret. Derfor vil jeg i dag gerne fortælle om min skilsmisse. Og hvorfor det er verdens bedste beslutning.

Jamen, har du overhovedet været gift Frejamay?

Det forstår jeg godt du tænker. Med en titel som ”solomomboss” er der ikke meget ægteskab over mit liv. Men der er ting jeg aldrig deler på de sociale medier, og i dag vil jeg dele noget personligt, som jeg tænker at andre måske kan spejle sig i, eller genkende. I hvert fald er det en kæmpestor ændring i mit eget liv, som jeg har brug for at sætte ord på, så jeg kan komme videre i processen som nyskilt.

For 8 år siden blev jeg gravid med mit første barn. Det skete efter et one night stand med min underbo, som jeg ingen relation havde til. Det var skidesvært at skulle have et barn med en person man slet ikke kender, og det endte også med at jeg måtte flytte, med stalking og en virkelig tung og svær start på mit liv som mor.

Efter en tur i (dengang) statsforvaltningen og samarbejdskursus/skilsmissekursus, fik vi langsomt bygget noget tillid op igen, og begyndte at samarbejde. Det gik godt, selvom det aldrig blev nemt. Jeg valgte at jeg ville have et barn mere, og var på vej i fertilitetsklinik, da han stoppede op og tilbød sig som donor til nummer 2. På den måde har begge vores børn samme mor og far, og den ene skal ikke vokse op uden far, når der stadig kommer en far i huset til den anden. En beslutning jeg stadig er rigtig glad for den dag i dag.

Vi har været på rejser sammen, holdt jul og nytår sammen og har taget på ture sammen. Da pigerne har været små, har det været den bedste løsning for alle. Udadtil har det virket som en inspirerende solstrålehistorie, og det har det måske også været, men der har været mange ting jeg aldrig har kunne skrive om, men som har været svære undervejs. Jeg har følt mig enormt alene i min historie og har ikke kendt andre der har stået i det samme.

Parforhold

De fleste der bliver skilt har været i et parforhold. De har haft en fælles forståelse for familien, eller har i hvert faldt kendt hinandens store og små signaler. Det kan selvfølgelig både være godt og skidt, når man ender i en skilsmisse, men vores udfordring har været at vi aldrig har defineret vores forældreroller, og det har været svært at ”passe ind”, fordi det hele lidt har været ad hoc, dog altid med udgangspunkt i børnene og deres behov.

Men de seneste år har været svære og tunge. Og hver gang nogen siger eller skriver ”du er jo ikke ægte solomomboss, der er jo en far”, så har jeg haft lyst til at råbe ”you have no fucking clue!” tilbage igen. Men det har jeg ikke kunnet, for denne historie er jo ikke kun min, men også hans og mine børns. Jeg har virkelig gerne ville skrive om hvor komplekst det kan være at have børn med en man ikke kender, og en man er så vidt forskellig fra, men jeg vil aldrig udlevere nogen.

Omvendt har man altid retten til sin egen historie, og det er også derfor jeg i dag vælger at dele min historie om at være blevet skilt. Og nu skal jeg forklare hvordan det hænger sammen.

Guderne skal vide jeg og vi har kæmpet for at få et godt samarbejde op og stå. Men oddsene imod har været for mange. Ingen forhistorie med en god relation, alt for forskellige verdener han og jeg kommer fra, et barn der ikke trives, og hvor vi slet ikke har samme sprog for hvordan vi skal håndtere den udfordring. Og meget andet. Opgaven er for (kæmpe) stor en mundfuld. Og gennem familieterapi i foråret, er vi i fællesskab nået frem til at opgaven er umulig for os. Derfor har vi nu kun kontakt omkring samværsaftaler, og det handler mest om hvorvidt han skal hente i børnehaven eller hjemme hos mig.

Jeg er bare nødt til at erkende at det er en kæmpestor lettelse, og siden ”skilsmissen” har jeg haft så meget ro i mit nervesystem, og jeg har langt mere overskud i min hverdag og i mit liv. Pludselig er der plads til at vende blikket tilbage til mine drømme, mine ønsker, mine længsler, mit kærlighedsliv og alt det andet der slet ikke har kunne trække vejret de seneste år, fordi den her kæmpe krampe bare har vokset sig større.

Vi kommer begge fra skilsmissehjem, og jeg kommer fra en skilsmissefamilie hvor min mor og far ikke talte sammen siden jeg var 3. Det er et meget stort ansvar, som barn, at stå som mægler mellem mor og far som ikke taler sammen. Så måske har det været kimen til at vi, eller i hvert fald jeg, har ”strukket den så længe”, selvom jeg har været dybt frustreret i ret lang tid efterhånden. Jeg har forsøgt og forsøgt fordi jeg havde et ønske om at det kunne fungere, men jeg kan mærke i alle mine celler nu, at det gør det bare ikke, og derfor er jeg grundglad for den beslutning vi har truffet om ”at blive skilt”.

Så nej, selvfølgelig har jeg ikke været på eboks og har anmodet om skilsmisse, da han og jeg aldrig har været et par. Men fordi vi alligevel har haft en form for ”ægteskab”, i form at forsøget på at etablere en ”alternativ familie”, uden dog at være et par, så har jeg haft brug for at benytte mig af hele terminologien omkring det at være skilt og at skulle skilles.

Det brændte skilsmissepapir

Tilbage i foråret sad min veninde og jeg i en bil ved storebæltsbroen, hun skrev et skilsmissepapir og sagde ”nu slutter det. Det slutter her. Nu starter din skilsmiseproces!”. Jeg underskrev papiret og vi brændte det og gav hinanden et stort kram. Jeg vidste godt tiden var inde, men jeg vidste også at min skilsmisse ikke var mulig før nu. Og jeg fortryder ikke et sekund at jeg har kæmpet for pigerne og samarbejdet og deres relation med deres far. Jeg ville nok gøre præcis det samme igen hvis jeg skulle gøre det om, for det er sådan jeg er som menneske. Jeg giver chancer og jeg tror (nogen gange naivt) på at ting godt kan lykkes. Men jeg er også klar til at slippe, når jeg så erkender at det ikke skal være.

Så det er slut med fælles jul. Det er slut med ture sammen. Det er slut med fælles nytår. Det er slut med samvær i mit hjem. Det er slut nu. Og det er så godt for os alle 4. Han får lov til at slippe sit liv fri, ligesom jeg er i gang med at gøre det nu. Pigerne får lov til at få to glade og frie forældre der lever det liv de hver især ønsker, og de får lov at have en relation med både mor og far. Vi er nu definerede som skilsmissefamilie, ligesom så mange andre, og jeg behøver ikke længere komme med en lang forklaring på hvordan det hele hænger sammen, jeg kan bare låne skilsmisse-terminologien, som ikke kræver yderligere introduktion.

Nu er det noget tid siden det er sket, og jeg har brugt tiden på at lande i min nye titel som nyskilt. Der er 3 ord der beskriver mit nye liv: lettelse, ro og healing. Og det er både det jeg mærker og det jeg forstrærker i tiden lige nu, hvor jeg skal genfinde mine drømme, mig selv, min glæde, mit overskud og mine helende tårer. Jeg har været væk fra mig selv længe. Jeg har dulmet min krop med slik og chips. Jeg har taget på. Jeg har været så ubeskrivelig træt. Jeg har været så frustreret og min ryg og nakke gør ondt, fordi kroppen er blevet så låst.

Der er allerede sket det at jeg griner meget mere med mine børn, jeg er begyndt at skrive dagbog i hånden igen. Jeg har lyst til at blogge igen. Jeg har lyst til at dele ud af mit liv, sådan som jeg har gjort siden 2007. Det giver mig så stor en glæde, refleksion og frihed at skrive mig igennem mine livsprocesser, og derfor skulle jeg selvfølgelig, og med respekt for vores begges situation, også skrive om min skilsmisse.

Jeg fulgte et inspirerende par på facebook for noget tid siden. En dag fortalte de at de skulle skilles, men at de ville fortsætte med at holde jul sammen og være venner for børnenes skyld. Efter nogle år meldte de ud, at en dag har tingene en udløbsdato, og nu er den her form ikke den rigtige længere, nu vil de leve hver deres liv med hver deres nye partnere, og både børn og voksne havde fundet sig til rette dem den nye retning.

Ej hvor er det synd for børnene!

Nej, det er ikke synd for børn at to voksne mennesker mærker efter, og tager en sund beslutning om at stoppe med at være i noget usundt. Det er det simpelthen ikke. Det er til gengæld usundt at lære børn at man skal blive i noget usundt for nogen andres skyld. Også sine børn. Børn fortjener at have glade forældre, de fortjener ikke at bo i noget der er giftigt. Selvom mine forældres skilsmisse var svær, tung og hård, og jeg fik alt for meget ansvar, så ville det have været et helvede hvis de var blevet sammen. Det samme gælder for os og for vores børn. Ingen vindere kommer ud af at lade tingene blive som de var. Vi var 4 tabere i den konstellation til sidst. Nu er der stor mulighed for at vi alle kan vinde.

Alting er rigtigt indtil det bare ikke er det længere. Og det er her jeg er nu. Det var rigtigt at kæmpe for familieformen, for samarbejdet, for relationen, indtil det bare ikke var det mere. Og nu skal jeg ud og nyde mit nye liv og min nye frihed. Jeg er totalt åben for hvad fremtiden bringer, og jeg er igen begyndt at glæde mig til hver ny dag i mit liv. Herfra bliver alting lyst igen.