Nu skriver jeg et af de der blogindlæg. Og det er svært at skrive et af de her blogindlæg, for det er med hjertet forrest. Det er med hjertet liggende der, totalt sårbart og let at tabe, og alle kan trampe på det hvis de vil. Men jeg ved at jeg ikke er alene i det her rum. Jeg ved også at jeg altid bliver rådet til at lade være med at invitere andre med herind, “fordi branding” og alt mulig andet skørt. Men det her er det jeg (også) kan. Og det er her jeg vokser og heler og græder de tårer der altid har været svære at græde.
Forleden dag tænkte jeg over det med blogging. Et erhverv som mange har en holdning til efterhånden. Og i dag læste jeg et opslag som instagram som måske er årsagen til at jeg alligvel skriver det indlæg der har holdt mig væk fra min computer den seneste uge. Opslaget lyder sådan her:
Alle på instagram er fotografer. Eller en chef. Eller en kunstner. Eller en fashion blogger. Eller en danser. Hvilket er pretty awesome faktisk. Folk havde ikke denne her slags chance for at vise og dele deres talent tidligere. Gør din ting. Vær kreativ. Lad hele verden se det. Undskyld hvis du forventede en joke.
Jeg følte mig set i det citat. Og nu har det rumsteret nogle timer, så nu skriver jeg det, som jeg er så bange for at skrive, men som jeg ved fjerner alle mine indre blokeringer igen. For jeg plejer at isolere mig når jeg er ked af det, eller ser mig selv i et forvrænget spejlbillede. Når jeg kun ser en tyk korthåret mor, der er blevet gammel og træt. Når jeg kun ser en kvinde der ikke kan noget. En kvinde der droppede ud og aldrig rigtig blev til noget. Ikke blev læge, ikke blev journalist, ikke blev modeperson, ikke blev fotograf eller politibetjent. Hun blev tyk og så blev hun træt. Og sur.
Og jeg ved godt det ikke er det fulde billede, men det er hende jeg ser i de her dage. Og hver dag kæmper jeg for at løfte det tunge tæppe væk over mig, og det lykkes også i glimt i løbet af dagen, men om aftenen opdager jeg at tæppet ikke var et tæppe, men var et kæmpe bjerg, som jeg løftede med de bare næver, og om aftenen har jeg ikke flere kræfter tilbage. Og det er om aftenen jeg skal spire og blomstre og arbejde og skabe. Og det eneste jeg kan er at ligge på min sofa og scrolle igennem meningsløse updates inden jeg kravler i seng alt for sent.
Derfor sagde jeg op (læs her) som mor. Og her er min skønne opfølgning på opsigelsen. Og nu står jeg her i et virvar af stemmer og jeg kan ikke finde ud af hvilken der er min egen. Min hjerne summer og slår kolbøtter i dag. Og hvor kunne det bare være megafedt hvis alt bare spillede når nu man lige havde besluttet sig for at dele fede nyheder på bloggen. “Udgiv indlæg” YES og så rettede livet sig ind efter at man JO LIGE har skrevet at nu skal alt være godt. Og så er det det bare ikke. Det burde ellers være en ny leveregel for den digitale tidsalder: “man har et liv til man blogger et nyt!” ikke?
Nå, men sådan er det ikke. Og mens jeg sidder her og skriver med tårer i øjnene, så trækker jeg også lidt på smilebåndet, for jeg ved jo godt at at det er sådan her livet er. Jeg glemmer det bare når jeg bruger for meget tid online, og nu havde jeg jo lige lovet mig selv at det online liv skulle være mindre, og det udenfor skulle være mere.
Derfor skriver jeg dette blogindlæg. Jeg gider ikke bidrage til online bullshit. Jeg gider godt bidrage til at du læser det her og måske føler at nogen holder et spejl op for dig og siger “det skal nok gå altsammen, det bliver bedre”. For det gør det. Det gode ved at tage livet ved hornene, det er at man (jeg) mange gange har stået her før, i orkanens øje, i et virvar af stemmer, og lige pludselig, så er der en stemme du kan kende. Din egen. Dér var den. Den var bare faret vild. Men den stemme finder altid tilbage igen, og det gør min også.
Så selvom jeg sidder her og er ked af det i dag, så forsøger jeg nu, med dette blogindlæg, at huske mig selv på følgende:
Du blev blogger. Du blev et erhverv som overhovedet ikke fandtes. Det stod ikke i nogen som helst bog at man kunne blive det du blev. Og så skabte du det og så blev du det, og selvom det stadig er et erhverv som udskammes, så bærer DU det med stolhed. Blogging reddede engang dit liv. En andens blog (foredrag følger!). Så startede du med at blogge. Og så bloggede du i 10 år og så sad du her med ufattelig mange læsere og turde stadig at være tro mod dig selv. Du har ikke solgt din sjæl til djævlen, du har formået at holde fast i præcis den du er, selvom der hver eneste dag kommer flere stemmer til der forsøger at fortælle dig hvem du bør være. Den eneste der skal definere dig, det er dig.
Og du BLEV journalist. På grund af din blog blev du kontaktet af et fagblad, som du nu har arbejdet for i 7 år. Et fagblad der har åbnet verden for dig, fået dig til New York og London, og selvom du ikke har en traditionel journalistuddannelse, så har du fået meget ros og anerkendelse for dit arbejde, og lønnen er den samme som en uddannet journalists arbejde. Det blev ikke skænket på et sølvfad. Du tog det. Du krævede det. Du vidste du var det værd. Og du beviste det igen og igen.
Og så blev du uddannet coach. Og Mastercoach. Og blev ansat til at forandre Magasins univers. Og det gjorde du. Og du lavede Danmarks største private indsamling til Lesbos med en 2 måneder gammel baby på armen. Og en succesklub og du holdt foredrag i hele Danmark. Og har coachet over 4000 mennesker. Og coacher stadig.
Og alt det er ikke slut bare fordi en aller anden uge prikker dig på ryggen og beder dig mærke ordentligt efter der hvor det lige er svært. Det er OKAY! DU VED at det her er livet. DU VED at der ikke er noget som helst galt. DU VED at det er sådan her ægte forandring også føles. Det ved du. For du har forandret så meget i dit liv. Du kom ud af en svær skilsmisse mellem dine forældre, du kom ud af hashmisbrug, du forlod et voldeligt forhold, du blev chef for 60 mennesker da du var 23, du hjalp med at bygge en hel forretningskæde op i Danmark. Du købte dit første hjem, du lejede dit første kontor midt i København, du sprang ud som selvstænding. Du lavede en drømmeliste og fik alt hvad du drømte om.
Du har lært at stå ved dig selv, også der hvor det ikke er kønt. Du lærte at OWNE dig! Du er ikke bange for at falde i værdi i andres øjne fordi du står ægte ved dine successer og dine downs. Du er ikke bange for at folk synes du er mærkelig - det gør de jo alligevel. Du er ikke bange for at fortælle at du har været igennem en tvangsauktion eller at du er kommet til at råbe ad dine børn. Men du er heller ikke bange for at fortælle at du kom ud på den anden side af begge dele med selvrespekten i behold. Du er ikke perfekt, men hvem er det? Du har dårlig samvittighed over alle dem du har svigtet og svigter, men du flytter dig hver eneste dag alligevel. Hver. Eneste. Dag.
Da du så de grusomme billeder af de døde børn i på Lesbos startede du en indsamling og endte med at sende en halv million og 200 ton tøj afsted i samarbejde med Mærsk. To måneder efter du blev mor for første gang og havde et forfærdeligt forhold til underboen, som tilfældigvis også var far til barnet. Du blev stalket i den periode, og alligevel stod du op og kom afsted hver eneste dag. Nåja, og så endte du i statsforvaltningen mod en mand der havde meldt sig ind i foreningen far og fulgte deres hjernedøde råd (læs her). Men også det fik du vendt. Du fik endda vendt det (sammen med ham) så meget at i i dag har to fantastiske børn sammen og du har din selvrespekt, din værdighed og dit privatliv i fred. Selvom du flere gange var tæt på at gå på samme niveau, så holdt du fast i at det ikke er måden at gøre det på. Og selvom du i dag stadig kæmper med gammel PTSD, så kender du alle værktøjer til at tackle og leve med at fortiden af og til kommer og banker på og starter hele dit alarmsystem. Men også det klarer du.
Og selvom du ikke er som andre ønsker du skal være, struktureret nok, uddannet nok, høflig nok, PÆNE LIS NOK, afmålt nok, middelmådig nok, tryghedssøgende nok, sikkerhedssele nok, så er du virkelig ikke forkert. Farveløs nok. Du er bare noget andet.
JA, jeg god damn fylder! Men du kan flytte dig hvis du har behov for plads til dig selv. Selvom vi er mange mennesker på jorden, så er der stadig MASSER af plads til dig UANSET hvor meget jeg fylder. F.eks er der plads lige her, ved siden af mig i min sofa. Der kan du sidde og være sur over pladsmangel, indtil du opdager din egen plads og begynder at stråle lidt selv. Og ja mit tøj larmer. Og hvad så? Måske larmer dit tøj for lidt (det fik jeg engang at vide til en eksamen. Jeg blev rost for at have taget neutralt tøj på. Hvad fanden er det for en ikke-ros?)
Jeg er så pissetræt af andres behov for at definere mig. Hold kæft hvor er jeg træt af det. Jeg savner at bruge mere tid på mine fylde-venner. Dem der råber på gaden og vækker opsigt og forargelse og tør mærke deres egen passion i stedet for at sidde stille og vente på at de får lov til at sige “nå men her er jeg så” til verden. “Hende din venind,e hun fylder meget hva?” JA og er det ikke PISSEHERLIGT at vi stadig har mennesker der tør fylde noget i denne her ensartningsfabrik? Hva?
Det synes jeg.
Og sådan her skriver mig sig ud af en øv-følelse og ind i en Gloria Gaynor “I AM WHAT I AM”
Og nu kan du rejse dig og synge med eller du kan lade være. Men i tilfælde af at du vælger det første, så skal du ikke spilde din tid med at google, det har jeg gjort for dig.
YOU’VE GOT THIS!
Special thanks til mit netværk som jeg har delt dagens tilstand med, og ikke ene eneste prøvede at fixe mig. Det her blogindlæg var aldrig kommet ud hvis ikke jeg fik lov til at være i mine følelser, og i stedet bare fik kærlighed og vidste jeg var støttet og holdt <3
