“Kære Puk, hvor er det bare ærgerligt at der er så mange der slet ikke har forstået din fine intention med dit opslag om at hylde de gode mænd, som jo bare var et forsøg på at huske alle de positive historier i denne svære tid”
Dette blogindlæg er udelukkende skrevet til dig der gerne vil blive klogere på den verden vi lever i lige nu, din egen internaliserede sexisme (altså den sexisme der er så indgroet i dig, som du ikke er bevidst om, fordi du er blevet flasket op med den, så du slet ikke ser den selv … men som du måske gerne vil begynde at få øje på), og dig der ønsker at blive klogere på hvorfor Puk Elgårds fine intention blev tolket (ikke misforstået) anderledes end Puk havde ment den.
Lille disclaimer
Og lad mig lige indskyde at jeg er røvhamrende træt, jeg har siddet på online laboratoriekursus i biologi hele aftenen, mens jeg har puttet min lille datter på 2 år (tak for hjælpen Gurli Gris), så jeg har det man kalder firkantede øjne og skal virkelig holde tungen lige i munden for at få skrevet det her indlæg ordentligt. Det var bare lige det.
Intersektionel feminisme, hvad i alverden er det?
Godt. Det første begreb vi skal forstå inden vi går i gang, er et begreb jeg selv har haft virkelig svært ved at forstå selv. Derfor forsøger jeg lige at gøre det så simpelt som muligt, nok mest for min egen skyld.
Intersektionel feminisme er et værktøj, eller et begreb, som er blevet opfundet indenfor den feministiske verden til at synliggøre/tydeliggøre at vi allesammen har forskellige privilegier og udsættes for forskelle “fordomme” alt efter hvor mange identitetsmarkører vi har. Læs mere her, Nadeen forklarer det bedre end jeg gør. Så. Hvis du er en hvid ciskønnet heteroseksuel mand, så har du privilegier og rammes ikke af homofobi og racisme. Er du hvid ciskønnet homoseksual mand, så oplever du verden anderledes, fordi homofobi er en del af din virkeligheden, og du har ikke de samme privilegier som den heteroseksuelle hvide mand har. Jeg er hvid heteroseksuel kvinde, jeg oplever sexisme i høj grad. Men jeg er ikke en heteroseksuel ciskønnet brun kvinde, som udover sexisme også oplever racisme. Og hvis du er muslim oplever du islamofobi, er du transkønnet oplever du transfobi og sådan fortsætter listen.
Hvorfor skal vi overhovedet lære internektionel feminisme at kende? Jo det skal vi fordi vi allesammen skal øve os i at lytte, som det allerførste. Når vi så har øvet os i at lytte, så skal vi bruge viden fra den intersektionelle feminisme til at skabe forandring i verden.
Eksempler på intersektionel feminisme
Et eksempel. Du har muligvis allerede set Disney’s film “Sjæl”. En skøn film om livet og døden. I Danmark valgte man at bruge Nikolaj Lie Kaas til at lægge stemme til en brun mand i filmen. Det var der mange der reagerede på, både folk der blev vrede og folk der synes at det var da ligemeget hvilken farve manden med stemmen havde. Men hvis man kigger med de intersektionelle feministiske øjne, så er det problematisk når hvide mænd tager jobs fra brune mænd. Og så kan man argumentere for at det jo ikke var nogens job endnu da Nikolaj blev hyret til at lægge stemme til. Og det er også rigtigt, bortset fra at man så slet ikke anerkender den historie brune mennesker har med sig. En historie hvor man bliver holdt som slaver, hvor man ikke har retten til eget liv, hvor man ikke må spise på samme restaurant som hvide mennesker, hvor man ikke må sidde i samme bus, tisse på det samme toilet som hvide og hvor man, desværre, i dag bliver dræbt af politiet, bare fordi man er sort.
Alene det her er skidesvært for mig at skrive, fordi jeg ikke er sort eller brun. Jeg er hvid. Det eneste jeg ved om racisme er ting jeg oplever udenfor mig selv, eller som jeg kan forsøge at bruge min empati til at forstå. Jeg ved ikke hvordan det er at være modtager af racisme hvert eneste øjeblik af mit liv. Jeg ved ikke hvordan det er at sidde i 1. klasse og lære at der er en farveblyant der hedder “hudfarve”, men at den hudfarve er 18 toner fra min egen hudfarve. Jeg ved ikke hvordan det er at vide at jeg ikke kan tage på diskotek med mine venner, fordi jeg ikke vil blive lukket ind, også selvom jeg virkelig gør mig umage for at vise at jeg er en god nok fyr. Jeg kan kun forsøge at sætte mig ind i det, men jeg ved det ikke. Jeg kan umuligt remse alle de scenarier op man som brun lever og ånder i hver eneste dag, og som er undertrykkende og diskriminerende og direkte livsfarlige.
Derfor er det problematisk når hvid man skal spille en rolle som sort mand. Det handler ikke om at Nikolaj var forkert, det handler om repræsentation. Det handler om at vi også skal turde høre andre stemmer i vores tegnefilm og alle andre film end det vi er vant til. Det handler om at du som en del af en minoritet også ser dig repræsenteret, både i billede og lyd, i en Disney tegnefilm. Jeg gad f.eks godt se andre typer piger i tegnefilm end prinsesser med smalle taljer og store Bambi-øjne. Og jeg er sikker på vi er mange der gerne vil se “den stille dreng” som helten. Og måske er vi også mange der er trætte af at den eneste brune karakter i Paw Patrol er en smådum kvindelig brun borgmester der render rundt med en høne i sin håndtaske. Tykke kvinder skal altid castes til sjove karakterer. Tykke mænd er altid goofy. Lesbiske kvinder har altid en denimjakke på med afrevne ærmer, og kort afbleget hår. Hvis vi skal bryde noget som helst, så skal vi turde pille ved alle de her super begrænsende stereotyper, vi skal sikre at hele befolkningen er repræsenterede i vores kunst, kultur, ledelser og i alle lag af samfundet. Og det handler ALDRIG om at “vi finder jo bare den bedst kvalificerede”, for det viser undersøgelser at vi netop ikke gør. Vi ansætter dem der ligner os selv.
Puk Elgårds opslag om at vi skal heppe på “de gode mænd”
Og nu nærmer vi os lidt Puks opslag. For det intersektionelle er nemlig i spil når du oplever at folk reagerer på Puk Elgårds opslag. For vi skal lige huske at have både konteksten og timingen med når nu Puk, med sine helt sikkert gode intentioner, vælger at poste et opslag om at vi skal huske “de gode mænd” der ikke grænseoverskrider andre.
Er det tilfældigt at det er lige nu Puk vælger at minde os om de gode mænd?
Nej, selvfølgelig er det ikke det. Puk vælger at dele sit opslag i en tid hvor sexisme, metoo og senest #textmewhenyougethome" hashtagget (som er startet oven på det brutale mord på Sarah Everard i London) fylder i alle medier. Det er vigtigt at nævne at de her emner langt fra er nye. De er faktisk oldgamle. Drab på kvinder, sexisme, overgreb, voldtægter. Der er mange feministiske grupper, kvinder og nogle mænd der har råbt om om de her emner i årtier, og endelig, ENDELIG har de og vi fået taletid og fokus. Der er stadig masser af emner vi stadig ikke har berørt. Racisme, strukturel racisme, homofobi, transfobi. Vi er kun lige startet med at tale om ofre, om frygt, angst, om hvad vi udsætter mennesker for uden at gøre noget som helst ved problemet. Der er momentum lige nu, og alle der har kæmpet med det her i årtier uden at blive hørt, de ved hvor uhyre vigtigt det er at vi sætter alle sejl ind lige nu for at blive ved med at holde gang i samtalen, sådan så vi kan få råbt magthaverne, beslutningstagerne, samfundet og kulturen op, og endelig få gjort noget ved det her.
Lige nu har ofre for overgreb en stemme. Kvinder der er bange har en stemme. Alle dem der aldrig er blevet hørt og som aldrig troede nogen ville lytte, de har et øjeblik hvor verden lytter, og måske, hvis vi er heldige, lytter så meget at verden også vælger at gøre noget ved det her.
Og nu kommer vi til det første problem med Puk Elgårds opslag. Hun går ind og bruger sin platform og sin stemme, som hun i øvrigt ikke har brugt til at italesætte problematikken, mord på kvinder, metoo (altså ikke udover at hun i øvrigt lægger ansvaret over på ofrene og beder dem lære at sige fra frem for at lære krænkere ike at krænke), til at fjerne fokus fra det momentum som hundredetusindevis af kvinder og mænd har ventet på i årtier, til at flytte fokus over på den mest priviligerede del af befolkningen, og ikke nok med det, så mener hun at vi skal rose de her hvide cismænd for … at de ikke er grænseoverskridende.
Det her opslag er jo ikke skrevet en tilfældig torsdag på et ligegyldigt tidspunkt i historien. Det er skrevet midt i en tid, 7 dag efter et brutalt drab på endnu en kvinde, hvor vi gør op med en kultur som er skadelig for alle, og som vi blindt har ladet stå til i alt alt for lang tid.
En ting er at mene at vi skal rose mænd for bare at opføre sig respektfuldt og ikke grænseoverskride. Det er virkelig at sætte barren lav for hvad man kan forvente af mænd. hvilket faktisk også er en del af hele metoo problematikken i første omgang. Vi opdrager drenge ud fra “boys will be boys”, hvor vi simpelthen har lavere forventinger til drenge når det kommer til at opføre sig ordentligt, hvor meget de må larme og slå osv. Vi kalder det “bare drengestreger” under Umbrellasagen hvor 1005 er blevet sigtede for at dele børnepornografisk indhold, i stedet for at forholde os til at de her 1005 unge har delt børnepornografisk materiale, og at det ifølge dansk lovgiving er strafbart. Det er dybt problematisk. For så fastholder vi historien om at drenge “jo ikke mener noget ondt med det, og i øvrigt ikke lige vidste hvad de lavede”. Gad vide hvor langt inde i strafferammen det argument holder? Eller skal vi acceptere at loven gælder for alle, mænd som kvinder og andre, og så ændre den kultur der resulterer i at 1005 unge og resten af samfundet synes det er “drengestreger” at dele film af en ung pige på 15 der har været udsat for ydmygende seksuelle handlinger. Hvorfor er det at vi ikke har en kultur hvor vi får tilsendt en krænkende video, og reagerer på det prompte for at få videoen stoppet? Hvorfor har vi ikke en kultur hvor de her unge mennesker, som det første når de ser videoen, tænker “det her er fandme bare ikke i orden?”. Problemet er at vi som nation besluttede at det jo bare var drengestreger. Også er vi lige vidt.
Det er altså blindhed overfor egne privilegier at mene at det her “bare er en hyldest til de gode mænd”
for så vader du ind over alle dem som har kæmpet for at rette fokus på vold mod kvinder, sexisme, femicide osv og har momentum lige nu. Det er hverken gratis eller omkostningsfrit at have det momentum, og kvinder verden over betaler en frygtelig pris for at ytre sig og dele vidnesbyrd og viden for at uddanne verden i de her problematikker. Vi skal absolut ikke undervurdere både timing og kontekst, og det er en ret stor årsag til at mange (inkl mig) reagerer på Puks opslag.
Og nu kommer vi til det der med “heppe på de gode mænd”. Det undrer mig helt ind ind i mit skelet at vi overhovedet kan tale om “gode mænd” og “dårlige mænd”. Lad os lige grave lidt i hvad det egentlig er vi siger når vi deler mænd op i “gode og dårlige”.
Hvor stammer det fra? Well, at dele verden op i de gode og dårlige mænd, stammer fra ideen om at der findes to slags mænd. Der findes de dårlige, det er typisk dem vi ser i film, lidt usoignerede, fra arbejderklassen , måske iført det man engang kaldte en “wifebeater”!, som er en undertrøje der engang var hvid og nu er hullet og gullig, og så havde han fedtet hår og var klam mod kvinder. Det er den dårlige mand. I dag er billedet af “den dårlige mand” muligvis udvidet til også at dække over Harvey Weinstein og ham der Pringles der holdt Natascha Maria Kampusch fanget i sin kælder i knap 10 år. Det er de dårlige mænd. Og måske har vi mødt en fra den by vi kommer fra. Alle byer har “sådan en type”.
Så er der “de gode mænd”. Alle de andre. Det er dem der går på arbejde hver dag, dem der lige spørger hvordan det går, dem der holder døren. Ja, jeg behøver vel egentlig ikke selv finde på eksempler, for det har Puk gjort for mig. De kommer her, de gode mænd:
De mænd der aldrig danser alt for tæt
De mænd der ikke er grænseoverskridende og dominerende
De mænd der er vores fortrolige
De mænd der skaber god stemning på vores arbejdspladser
De mænd der passer på os i nattelivet
De mænd der passer på os i hverdagen
De mænd der passer på os i hjemmet
De mænd der spørger os om vi er okay
De mænd der giver tryghed og god energi
De mænd findes og dem må vi ikke glemme, skriver Puk. Okay. Lad os tage det fra en ende af.
De to første handler om ting mænd ikke gør. Altså skal vi heppe på mænd for ting de ikke gør. Grænseoverskrider og danser for tæt. Prø’nu’li’å’hør’her. IKKE at grænseoverskride gør dig altså ikke til en god mand. Mænd har ingen business med at grænseoverskride nogen i første omgang. Vi kan simpelthen ikke begynde at heppe på mænd (eller andre) for nogen de ikke gør. Ligesom vi heller ikke hepper på at manden nede i Netto ikke råbte af os eller hepper på vores hund fordi den lod være med at bide hovedet af den kat den lige gik forbi. “Flot vuffi, fordi du ikke dræbte katten”. Jeg ved ikke med dig, men jeg hepper heller ikke på mine børn fordi de ikke mobber i skolen.
Jeg har faktisk overvejet, som studie, at bruge de kommende dage på at rose mænd for ting de ikke gør, og så de hvad det gør ved dem … og om det stopper volden mod kvinder, problemerne med sexisme og drab på kvinder. Jeg er ret sikker på jeg kan gætte hvordan mænd vil reagere, men jeg kan jo tage fejl.
De resterende punkter handler enten om mænd der formår at indgå i en respektfuld relation med andre og/eller passer deres arbejde, som, i hvert fald i min verden, også er et absolut minimum af hvad man bør kunne forvente af mennesker, herunder mænd, i relationer.
Hvis jeg endelig skulle anerkende noget, så skulle det være de mænd der stiller sig sammen med kvinderne, og rent faktisk gør noget ved de her problemer. I stedet for at have behov for at skulle dreje fokus over på deres egen forvirring i en tid hvor kvinder altså bliver ved med at blive dræbt fordi de er kvinder. Jeg har personligt selv skrevet privat til de (efterhånden) mange mænd som blandet sig aktivt i debatten og går ind i kampen mod sexisme, vold mod kvinder, drab på kvinder, og som insisterer på at vi bliver ved med at lytte og have fokus på problemerne, frem for at diskutere hvorvidt det her #metoo og #textmewhenyougethome overhovedet er et issue og om det er kønnet (hint, det er det og det er det). HVorfor har jeg så det? Det har jeg fordi voldtægtsofferet i mig bliver helet et lille gram hver eneste gang en mand stiller sig ved min side og siger, jeg er med dig, lad os løse det her sammen.
Når du insisterer på at tale om at det altså ikke er ALLE MÆND (#notallmen), så er du en del af problemet, og det er endnu en problematisk del af Puk Elgårds opslag om at vi skal hylde “de gode mænd”. Ingen siger “alle mænd”, og det ved langt de fleste mænd heldigvis også godt. Der er masser af mænd derude der godt ved de ikke er krænkere, og derfor ikke er en voldtægtsforbryder. Problemet, for kvinder, er at vi ikke aner hvem der voldtager os og løber efter os om natten, og hvem der ikke gør. Så sent som i dag læste jeg et vidnesbyrd om en kvinde der blev passet op af en mand på gaden. Manden siger “ej du skal ikke være bange for at gå her, nu skal jeg passe på dig” og så ender han med at voldtage hende i en gyde, fordi hun godtroende går med ham.
Ja #notallmen, men hvis du som kvinde skal passe på dig selv, og det får vi jo tudet huden fuld af. Vi skal “bare” sige fra, passe på os selv, gå til karate og selvforsvar, tage en rullekrave på og andre skønne ting, som direkte placerer ansvaret for mænds vold mod kvinder på kvinden. HVIS du som kvinde skal passe på dig selv, så er du faktisk nødt til at gå ud fra at det er #yesallmen i mørket (og alle mulige andre steder), selvom du jo godt ved at det ikke er alle. Vi ved bare ikke hvem det er, fordi det billede af “den dårlige mand” jeg beskrev tidligere, den desværre kun har noget med Hollywood film at gøre og intet med virkeligheden at gøre. Og ingen har udviklet en app der kan hjælpe (dont get me fucking startet om den samtykkeapp).
Men må vi nu slet ikke rose nogen?
Jo for pokker. Ros er dejligt. Anerkendelse er megadejligt. Vi skal bare ikke gøre rosen hånligt eller nedsættende. Jeg var engang til en eksamen der var megavigtig for mig, på en uddannelse jeg tog der handler om mennesker, ledelse og kommunikation. Det eneste ros jeg fik var at jeg “da havde taget noget tøj på der ikke larmede” for en gangs skyld. Altså jeg blev rost for “ikke at fylde” i billedet. Til min eksamen. Jeg blev vildt ked af det. Så havde det været federe hvis de bare lod være med at rose. Jeg tænker også at det må være ret nederen at være født i Danmark eller at have boet er længe, og så blive rost for “ej hvor snakker du bare godt dansk”. Jeg ved ikke hvad man kalder den slags ros, men det er lidt den slags ros Puks opslag falder ind under. Det svarer til at vi roser en nybagt far fordi han tager barsel eller kan finde ud af at skifte en ble. Hvilket vi desværre stadig gør. Ligesom vi roser mænd for at “passe deres egne børn” eller “hvor er det flot du sådan prioriterer familien”. Altsammen en del af problemet. Og hvis Puk bare føler supermeget for at rose en masse mænd, så skal hun da bare gøre det. Men når hun sekv vælger at gøre det til et statement og vælger en timing hvor der er en langt mere vigtig agenda, så anbringer hun selv sin røv i klaskehøjde. Og når det er sagt, så har jeg læst næsten hele kommentarsporet på hendes opslag, og jeg synes virkelig folk (med få undtagelser) er gode til, i en fin tone, at forklare hende hvorfor hendes indlæg opfattes problematisk af så mange.
De gode intentioner er bare ikke nok
Hør her. Jeg ved godt Puk ikke kommer et skidt sted fra. Jeg ved godt debatten er svær. Jeg ved godt der er mænd der bliver usikre. Jeg ved godt det er skidesvært at sætte sig ind i den frygt så mange kvinder bærer rundt på, fordi man som mand ikke kender til den frygt. Men det er altså her vi har muligheder for at lytte og lære, for at vi allesammen kan være en del af en fremtid hvor alle kan føle sig sikre. Både mænd og kvinder og andre. Og netop derfor er det vigtigt at vi kan tale om problematikken ved et opslag som Puks opfordring til at huske at heppe på de gode mænd. Metoo og textmewhenyougethome er ikke et angreb på mænd. Det er et angreb på patriarkatet, på den strukturelle sexisme, på det samfund hvor vi lige nu accepterer at det ikke er sikkert for kvinder at bevæge sig rundt når mørket falder på, og at det i øvrigt heller ikke er sikkert for dem i deres egent hjem, fordi det er i hjemmet flest kvinder bliver slået ihjel eller banket. Alt andet end et oprør mod den strukturelle sexisme er en accept af at kvinder dør, ikke er safe på arbejdspladser i hjemmet og skal gå og være bange og utrygge.
Jamen, er det ikke bare en irrationel frygt at være bange for at gå i mørket?
En undersøgelse foretaget i England, offentliggjort i sidste uge, viser af 97% af kvinder mellem 18-24 er blevet seksuelt chikanerede og ændrer egen adfærd for at undgå at blive overfaldet (læs undersøgelsen her). Alligevel skal vi bruge tid på at diskutere #notallmen. Er jeg den eneste der kan se den voldsomme proportionsforvrængning her?
Personligt har jeg så mange oplevelser med i bagagen at jeg er holdt op med at tælle. Og jeg kender ingen kvinder der ikke kan fortælle samme historier. Altså udover seksuelt misbrug i barndommen og adskillige voldtægter, så er jeg blevet råbt af på gaden. Jeg er blevet overfaldet med en peberspray en dag jeg skulle i biografen med min kæreste. Jeg stod og var ved at låse min cykel fast til et nedløbsrør, da 3 unge fyre passerede mig, og den ene løftede armen og sprøjtede noget i ansigtet på mig. Alle 3 fyre gik videre som om intet var sket. De løb ikke engang, de tullede bare videre. Jeg anede ikke havd jeg havde fået i ansigtet og jeg troede at min hud i ansigtet ætsede væk og at der var tale om et syreangreb. Jeg endte den aften på skadestuen med saltvand i øjnene i stedet for i biografen med min kæreste.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange en bil pludselig har sænket farten og er fulgt efter mig. En gang, ved højlys dag, stoppede en bilist mig på Istedgade, rullede vinduet ned og henvendte sig til mig. Jeg troede han ville spørge om vej, så jeg stoppede op og lyttede til ham. Han spurgte hvor meget jeg skulle have for at sutte hans pik.
Engang var jeg i Berlin med min kæreste. Vi var på ture om aftenen og kørte rundt i U-Bahn. På et tidspunkt er vi alene i vognen, og udover os er der en pæn mand omkring 45 år gammel. Han stiller sig bag en kvinde der sidder helt alene, trækker bukserne ned, og begynder at onanere hende i nakken. Hun tør ikke rejse sig (af frygt for at situationen eskalerer, tænker jeg, for det har mange af os kvinder også oplevet at når vi siger fra, så bliver situationen endnu værre), hun sidder bare fuldstændig anspændt, og det værste er, at min kæreste og jeg intet gør vd situationen, vi skynder os bare ud ved næste station og efterlader kvinden alene i vognen med manden.
Og her kommer min sidste pointe. Der findes ikke “gode mænd”. Der findes heller ikke “gode kvinder”. Vi skulle have blevet i den vogn. Vi skulle have hjulpet den kvinde. Vi er ikke en skid gode. Og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg ikke har turde blande mig, fordi jeg selv blev bange. Hvis man starter en snak om “gode mænd” og “onde mænd” eller “mandehadere/feminister” mod “alle os andre”, så har man slet ikke forstået præmissen.
Vi skal anerkende at vi allesammen indånder den samme gift
Det handler om at anerkende at vi alle er en del af den gift som vi har indåndet i alt for lang tid. Noget jeg også forklarer i det her blogindlæg:
“Jeg har altid troet at verden var delt op i to. I sexister og ikke-sexister. I racister og ikke racister. Den måde at dele verden op på er super ekskluderende, og da jeg blev kaldt racist vidste jeg godt selv at jeg ikke var det. Men jeg vidste på samme tid godt at der var sandhed i det. Jeg har bare ikke evnet at pakke det ud, sådan så jeg kunne komme videre med det. Jeg var såret og ked af det og følte mig meget fejlaflæst. Og så blev jeg sådan lidt kontra. ”Så gider jeg bare heller ikke støtte op om noget!” (for det privilegium har jeg nemlig som hvid kvinde, ligesom alle mænd har det i sexismedebatten. Man kan bare vælge det fra).
I dag læser jeg så det, der har vendt fuldstændig op og ned på min verden, og min forståelse af sexisme og racisme, og mennesker, og inddelingen i enten eller. Sådan hænger det slet, slet ikke sammen. Nu skal du bare høre.
I virkeligheden er vi alle sammen kanariefuglen i kulminen. Vi har alle sammen, siden vi kom til verden, inhaleret den giftige sexismeluft. Og den giftige rascismeluft. Hver eneste dag har vi trukket vejret gennem giften og er langsomt blevet det der hedder internaliserede.
Vi har lært at det er okay at rage på andre mennesker og overhøre deres nej. Det har vi lært fordi vi har lært drenge at ”Når hun siger nej skal du bare blive ved med at prøve!” og jeg har personligt stået og lært en masse sælgere at ”et nej bare er et ja der ikke er blevet modent endnu” og at ”der skal 7 nej’er til før man får et ja”. Seriøst, det lærer man også på coachuddannelser.
Vi har lært, gennem billeder og massemedier, at mennesker med brun hud er mindre værd end mennesker med hvid hud. Vi har set utallige billeder af slaver og ”de fattige i Afrika” og den seneste debat går på at ”nu vil mænd bare finde en dame i Asien fordi de danske kvinder ikke kan tåle ”flirt”. Hvor vi så lige gør alle asiatiske kvinder til små vattede mennesker der ikke kan finde ud af noget selv, ikke kan sige fra, ikke har power, ikke er motherfucking badass, fordi vi er internaliserede og tror på de bullshithistorier vi har indåndet gennem den giftige luft altid. Jeg er ingen helt, jeg er skyldig i det hele.
Der findes 3 typer mennesker i verden
1. Der findes den type menneske som har indåndet den giftige racisme/sexisme, og som aktivt vælger at sprede giften vidt og bredt.
2. Der findes den type menneske som har indåndet den giftige racisme/sexisme og som aktivt vælger at detoxe
3. Der findes den type menneske som har indåndet den giftige racisme/sexisme, som pure benægter at sexismen og racismen lever i dem. (Dem der siger “jeg ser ikke farver, jeg ser bare mennesker)
Jeg er selv nummer to type. Og derfor gjorde det ondt at blive kaldt racist, ligesom det gør ondt for mange at blive kaldt sexist. For jeg føler ikke jeg er den type der aktivt går rundt og opfordrer til racistiske handlinger. Til gengæld er jeg bevidst om at jeg er en del af systemet og ikke kan se mig fri for også at agere racistisk. Jeg har indåndet den samme giftige luft som alle andre, selvfølgelig lever racismen i mig. Og pludselig bliver det muligt for mig at se ud over min egen sårethed, fordi jeg forstår gamet bedre nu. Jeg anerkender at racismen lever i mig. Men jeg er ikke racist i type 1 forstand. Og der vil være tidspunkter hvor andre kan se min racisme og udpege den for mig. Og jeg vil blive såret. Men der er mennesker der dør som følge af både racisme og sexisme hver dag. Min sårethed betyder ingenting i noget som helst regnskab. That too shall pass. Racismen, den skal vi alle sammen tage ejerskab over. Ligesom vi skal med sexismen.
Grunden til at det her er en kæmpestor gamechanger for mig, er fordi jeg har manglet en måde at aktivere mig selv på, som ikke gør at jeg skal slæbe på den stor kampesten jeg har lænket fast til mine ben: du er racist. Ja det er jeg, og det er jeg samtidig også ikke. Du har ret og du har også ikke ret. Men nu kan jeg gøre noget. Nu er jeg bevidst om min indre racisme. Og jeg er stadig ikke handlingslammet eller såret, jeg kan gøre noget. Jeg kan stille mig ned på gaden og vise at jeg støtter. Jeg ved ikke helt hvordan jeg støtter og jeg skal aflære en masse. Men i stedet for at stå på sidelinjen og heppe kan jeg flytte mig mere, bruge min stemme bedre, velvidende at jeg kommer til at bruge den forkert igen. Og så må jeg blive klogere. Igen og igen. Jeg holder jo ikke op med at indeånde det lort bare fordi min bevidsthed er blevet udvidet en smule.
Det samme gælder sexismen. Mænd siger ”jamen jeg er jo ikke voldtægtsforbryder” og de siger ”jamen jeg er ikke sexist”. Og det er korrekt. Det er også ikke korrekt. Sexismen lever i dig mand, og kvinde. Sexismen lever i dig fordi du har indåndet den samme giftige luft som os andre. Så også du skal erkende at du er type 2. At du forsøger at detoxe, at du gør en indsats, og at du tager ansvar for din egen sårethed når nogen udpeger sexismen i dig, ligesom når de udpeger racismen og sexismen i mig.
Jeg er stadig en del af systemet. Jeg forsøger aktivt at detoxe. Det gør at jeg ”falder i” igen og igen, både under sexismen og racismen. Det gør at jeg aktivt bruger lidt tid på at omstille mig og tænke ”hov, nu angriber du din krop, det er jo ikke dig, det er sexismen” og så kan jeg træffe et bedre valg for mig selv. Men jeg skal stadig bruge tiden på det. Og det kommer vi alle sammen til at skulle fremadrettet.
For mig at se skaber det her en bro. Vi begynder at inkludere. I stedet for bare at pege på hinanden og sige ”dit moralske kompas er fucking off!” når vi kalder folk for sexist og racist. Vi slukker kontakten på en masse mennesker. Men når vi snakker om luften vi indånder, og at både racisme og sexisme lever i os alle, så giver vi stadig alle en mulighed for at flytte sig. Os. Og det er virkelig en kæmpe gamechanger for mig.
Så, hvad betyder det i praksis?
Det betyder at vi skal møde hinanden med spørgsmål. Det betyder at vi skal hjælpe hinanden med at indse at vi alle er indåndere af den giftige luft. Når vi kan erkende det, så kan vi flytte os. Hurtigt.
Jeg har ikke svaret på hvordan endnu, men jeg har lært at jeg ikke skal have svarene på det hele selv, så måske har du en genial idé eller blot en tanke til hvordan vi kommer videre herfra så vi flytter os hurtigere sammen?”
Havde Puk brugt sin stemme til at italesætte det ovenstående, frem for at dele verden op i “gode mænd” og “dårlige mænd”, så havde det her blogindlæg ikke været nødvendigt.
Jeg håber du har læst med hele vejen. Nu er klokken alt for mange. Jeg har endnu en dag på laboratoriekursus i biologi om 8 timer. Jeg skal sove nu.
