Hvad 9 institutionsskifte og skoleskifte har lært mig om mine børns trivsel
9 institutionsskifte alligevel, det var alligevel mere end jeg lige havde regnet med. Fordelt på 2 børn. Men når vi dykker ned i det om lidt, så er det ikke så slemt som det lyder, og et par af skiftene er sket helt naturligt . Ikke desto mindre har jeg lært en masse, af at have børn der mistrives i deres pasningstilbud. Jeg har lært en masse om at lytte til mit hjerte, og jeg har lært en masse om at turde tage valg, uden at vide om det ender godt eller dårligt. Alt det vil jeg dele med dig i dette blogpost om at skifte sit barns skole, børnehave, vuggestue eller dagpleje ud. Vi har prøvet det hele.
Hjemmepasning
Begge mine børn kom først afsted i institution efter de var fyldt 1,5 år. Jeg har været så priviligeret, at jeg har kunnet arbejde og have mine børn hjemme. Så har jeg bare arbejdet om aftenen, når de sov. Det har været hårdt, men det har vært det hele værd. Og nu går jeg kort igennem alle skiftene kronologisk, bagefter kloger jeg mig på processen og deler de indsigter og lessions learned, ved at have skiftet pigernes institutioner så mange gange.
Vuggestuen
Emmalia startede i en vuggestue da hun var halvandet. Det var nogle tunge omstændigheder vi levede i, for vi levede på hemmelig adresse, og konflikten med pigernes far var på sit højeste. Jeg var bange, og jeg havde viet mit liv til at skabe al den tryghed jeg overhovedet kunne for vores datter, med de ressourcer jeg nu engang havde.
At Emmalia skulle slippe mig og være væk fra mig, var ikke et hit, og jeg havde det ærlig talt også vildt svært dengang. Pædagogerne gjorde hvad de kunne, men omgivelserne var bare ikke gode for Emmalia. 6 stuer på en lang gang, og der var så meget støj at når jeg hentede Emmalia, så fik jeg selv ondt i ørerne af at være i vuggestuen. Efter ganske få måneder og ingen succes med indkøring, besluttede jeg mig for at finde en god dagpleje hvor der var mere ro, og hvor der ikke var så meget støj og så mange børn at forholde sig til. Emmalia er lidt ligesom mig, reagerer på mange indtryk og meget lyd.
Dagplejehelvede.
Det jeg troede var en virkelig god beslutning endte med at blive det absolut største mareridt på denne rejse med at skifte institution. Jeg orker ikke at gengive hele historien, ikke engang kort, derfor kan du læse den her hvis du har lyst (klik her). Ultrakort fortalt endte Emmalia og jeg med at blive overvåget, blive sat under lup af dagplejeren og ledelsen, Emmalia fik fup-diagnoser sat på sig, blandt andet “jeg tror hun er allergisk overfor andre børn” og dagplejeledelsen endte med at kamp-lyve i akterne.
Et eksempel på en af løgnene, var at de havde skrevet i vores akter at undersøgelsen i Motorikhuset ikke kunne gennemføres fordi Emmalia skreg så meget. Jeg hev fat i både min stedfar (som var med under hele undersøgelsen) og fagpersonen som gennemførte undersøgelsen i Motorikhuset, og ingen af dem kunne genkende at Emmalia overhovedet skulle have grædt eller fældet en eneste tårer under undersøgelsen (vi skulle testet for at se om Emmalia. var særligt sensitiv - det var hun ikke). Tværtimod legede hun og der var ingen tegn på noget som helst, noget jeg allerede vidste, men jeg var i kamp med pigernes far i statsforvaltningen, og jeg turde ikke sige nej til undersøgelser osv. Jeg fik derfor både fagpersonen fra Motorikhuset og min stedfar til at pure tilbagevise den løgn at Ems havde skreget. De kunne overhovedet ikke genkende den beskrivelse. Det var bare et eksempel ud af mange, men det var sindsygt skræmmende, for man er magtesløs i et system der kan tage dit barn fra dig, og som lyver og bedrager fra ende til anden. Det har virkelig ikke gjort noget godt for min i forvejen ødelagte tillid til det system.
Enough said. Jeg gider ikke gå ind i det igen, jeg bliver bare gal. Og nej, jeg har aldrig fået en undskyldning, heller ikke da jeg konfronterede dem med at deres akter simpelthen ikke passede. Heldigvis kunne jeg både dokumentere og tilbagevise hver eneste usandhed, da jeg af erfaring har lært aldrig at møde “systemet” uden vidner eller båndoptager.
Det hele endte med at dagplejesystemets egen børnepsykolog pure frikendte os, og slet ikke forstod hvorfor en velfungerende mor og et velfungerende barn overhovedet sad til de her møder. Jeg ringede til ham efter sagen var afsluttet og bad ham hjælpe os med at finde et nyt sted. Det ville han gerne.
Den gode vuggestue
Psykologen henviste os til en integreret vuggestue og børnehave, som endte med at blive en succes. Vi havde et par trælse oplevelser, og jeg skulle lige komme mig over det helvede vi havde været igennem, men det gik hurtigt rigtig godt. Det vigtigste var at Emmalia var glad for stedet, og så var det ret ligemeget hvad mine holdninger, erfaringer og meninger end måtte være. Sålænge mit barn trives, så er alt andet ligemeget.
Her blev vi så i et godt stykke tid, indtil vi flyttede for to år siden. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle flytte Emmalia, for hun trivedes virkelig i sin børnehave. Men da så verdens bedste yndlingspædagog (og årsagen til at vi blev) valgte at stoppe efter 23 år i institutionen, skulle Emmalia også flytte. Vi skabte en fin afslutning med at pædagogen og Emmalia begge to skulle videre nu, og det gik rigtig godt. Jeg valgte i sidste ende at følge mit hjerte, med tvivlen i hånden. Jeg tog Emmalia ud og fik hende ind i en børnehave tæt på vores hjem.
Lock down og indkøring i børnehave
Så kom Lockdown, og opstarten blev udskudt. Efter nogle måneder hjemme måtte vi igen komme i institutioner, og den førte dag blev jeg mødt af verdens bedste børnehaveleder. “Hej, velkommen til, ja her er vi lidt anarkistiske, vi inddeler altså ikke i zoner og børn må gerne kramme og være børn og lege med dem de ønsker. Det håber jeg du kan leve med. Velkommen til”. Hun kunne ikke have sagt noget der var mere perfekt.
Efter ganske kort tid havde Emmalia en fest, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvor godt det var vi skiftede, også selvom det var tæt på skolestart året efter. Emmalia har fået dejlige venner, og hun elsker den børnehave, præcis ligesom jeg gør. Det er et sted hvor kreativiteten lever og hvor personalet er så forskellige og alle bidrager med noget værdifuldt. Der er ingen tvivl om at de elsker børnene, og især at børn er forskellige. Jeg er så taknemmelig for det sted.
Klar parat skolestart
For ganske få måneder siden var det blevet tid til at Emmalia skulle starte i skole. Guderne skal vide at det har været svært for mig at vælge hvor jeg skal sende mit barn hen de næste 10 år, især fordi min egen folkekoletid var et regulært mareridt fra ende til anden. Jeg har skrevet om hvorfor jeg endte med at vælge folkeskolen lige her, og lige her har jeg skrevet hvorfor jeg valgte at hive mit barn ud af folkeskolen igen efter blot 7 dage.
Hvad? Skrev du lige at du skiftede skole efter blot 7 dage? Yep, det gjorde jeg, og det var det absolut bedste jeg overhovedet kunne have gjort. Det skriver jeg noget mere om lige om lidt. Nu fortæller jeg lige om de sidste 3 skifte. For jeg har jo to børn.
Vuggestue part 1.
Selinna startede i vuggestue da hun var ca 1.5 år også, ligesom Emmalia. Det gik virkelig ikke godt. Stedet var godt og jeg havde et rigtig godt samarbejde med personalet. Men Selinna trivedes bare ikke. I alt for lang tid har jeg afleveret et barn der fuldstændig ændrede fysik på vej til vuggestuen. Hun trak sig ind i sig selv, hun blev stiv i kroppen og jeg kunne slet ikke genkende mit lille livsglade og åbne barn. Jeg kunne heller ikke genkende det billede jeg fik beskrevet af Selinne af personalet, og kontrasten mellem Selinna hjemme og Selinna i vuggestuen var grotesk stor.
Til sidst kunne jeg ikke mere, og da snakken faldt på måske at få en psykolog på Selinna trak jeg håndbremsen. Der skal vi ikke hen. Der er ikke noget galt med mit barn og hun har ingen udfordringer med livet, andre børn, at indgå i fællesskaber eller at leve op til kravsituationer. Det eneste sted hun ikke trives er i vuggestuen, ergo må den skiftes ud. Så det gjorde jeg. Og lige for the record. Der er intet i vejen med at gå til psykolog, det gør jeg selv. Men i min verden er der noget i vejen med at sende et 1,5årig barn til psykolog, eller “få en psykolog på hende”, når det helt tydeligt kun er et eneste sted hun har det skidt, og det sted nemt kan skiftes ud. Havde jeg havde den mindste mistanke om at Selinna havde noget vi skulle kigge på, så havde jeg sagt ja til psykolog med det samme, men det havde jeg bare ikke.
Vuggestue part 2.
Igen kom der en lockdown midt i det hele, og da den sluttede fandt jeg en ny vuggestue. Allerede på anden dagen kunne jeg mærke at det her ikke var det rigtige sted. Det var en blanding af den måde der blev talt til børn på, den måde rutiner blev afviklet på, den måde energien og stemningen var blandt personalet og mange andre ting der gjorde at jeg slet ikke ville aflevere mit barn der. Der var intet galt med stedet, de var søde, det var bare alt for langt fra hvordan mine børn skal mødes og passes på når jeg ikke er der. Der var ingen grund til overhovedet at prøve.
Hjemmepasning
Så jeg besluttede mig for at holde Selinna hjemme indtil hun skulle starte i Emmalias børnehave når hun blev 3 år. Det ville også betyde, at begge mine børn lige ville få 1,5 måned sammen i børnehaven, inden Emmalia skulle videre til skole. På den måde kunne Emmalia være en støtte (ikke ansvarlig) for Selinna i sin indkøring. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, men det her skete:
Allerede på 3. dagen kunne jeg godt gå (eller bare skride faktisk … hvis du spørger mine børn i hvert fald). De havde helt tjek på situationen. Selinna var super-tryg og hun kastede sig i favnen på sin nye børnehave. Jeg havde sat mindst 3 uger af til indkøring, og selvom jeg ikke synes jeg har lavet andet end at køre børn ind, så var jeg klar på whatever it takes for at Selinna fik en god og tryg start. Men altså, på 3. dagen kunne jeg godt smutte, og så har jeg ikke været der siden.
Jeg har en datter på 3 år som siger farvel om morgenen og selv tuller ind på stuen. Jeg har en datter der smiler og glæder sig til børnehaven hver eneste dag, danser og synger på vejen dertil. En datter der er fuldstændig tryg og ELSKER sine voksne. Hun har venner, og hun fortæller og fortæller med stolthed om sin børnehave. Med den historie jeg har med institutioner, kan jeg slet ikke beskrive hvor lettet jeg er, over at have to børn der ikke bare stortrives, men også får ros af personalet, og som begge to bidrager positivt de steder de går.
Mine erfaringer er intet værd for dig
Nu kommer vi til den del af bloggen, hvor jeg skal gøre som om jeg er blevet megaklog på at skifte børns institutioner og skoleskifte. Her kommer det absolut vigtigste du kommer til at læse i dette blogindlæg: du kan ikke bruge mine erfaringer til andet end at spejle dig i dem. Jeg kan ikke give dig et eneste råd der tager beslutningen eller tvivlen fra dig, eller gør det nemmere for dig. Jeg er blevet spurgt om jeg vil fravælge folkeskolen, og om jeg vil anbefale friskoler (som min datter går på nu). Det kan jeg ikke. En skole der er skod for mig kan være guld værd for dig, uanset om den er offentlig eller privat. Men, for der er et men, jeg kan støtte dig i at du lytter til din egen stemme, dit eget hjerte og din egen mavefornemmelse, og det har jeg tænkt mig at gøre nu.
Nogen vil måske mene at det er for mange skifte. Men for mange skifte i forhold til hvad? I forhold til at mine børn ikke havde det godt? Ikke blev set? Kamp-mistrivedes? Reagerede fysisk? Måske var det ikke nok skifte i virkeligheden. Det er en sejlivet myte at man ikke “bare” skal skifte børns institution ud. Den vender jeg tilbage til et par afsnit længere ende i dette indlæg.
Det jeg til gengæld med sikkerhed ved, det er at jeg ville gøre præcis det samme igen, hvis jeg skulle gøre det om. Hver eneste gang jeg har valgt at skifte institution for mine børn, så har jeg gjort det på baggrund af grundige overvejelser, velvidende at det ikke er sikkert det næste sted er bedre end det vi kommer fra. Men man kan ikke rejse frem og tilbage i tiden, mig bekendt er tidsmaskiner ikke opfundet endnu. Derfor kan jeg udelukkende tage udgangspunkt i de informationer jeg har lige nu. Jeg VED derfor ikke om et skifte er bedre, men jeg VED at der ikke er trivsel der hvor vi er nu. Risikerer jeg at skulle skifte igen? Ja det gør jeg, men så er det med en vidensbank der er blevet større og med en erfaring rigere.
Min egen historie om manglende skift
Jeg blev mobbet alle 10 år i folkeskolen. De få gange jeg husker at der blev talt om skoleskifte, blev der også talt om at “aben flytter med”, altså at det nok var mig selv der var problemet ift min mistrivsel og mobning. Jeg var selvskadende som barn. Det er alligevel også et lækkert ansvar at bære på sine skuldre i 4. klasse og 7. klasse osv. “Det bliver jo ikke bedre det nye sted, for du flytter jo med”. Så jeg fik til gengæld det ultimative gode råd “du skal bare lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet” og “så skal du også øve dig på ikke at være så stille og udenfor”. Jeg fik aldrig en folder med om hvordan man så lige gør det.
Måske havde jeg ikke haft modet til at skifte mine børns institutioner, hvis ikke jeg selv i 10 år havde et brændende ønske om at komme væk. Det kan jeg ikke sige noget om, men jeg tænker det er et kvalificeret gæt. Hvis man helt coach-agtigt skal finde gaven i lorten. Det behøver man heldigvis ikke.
Hvor længe skal du blive på en dårlig arbejdsplads?
Jeg har hele tiden tænkt, at hvis jeg havde det så skidt på en arbejdsplads, så ville jeg sige op med det samme. Der er altid et job derude hvis man ikke er kræsen. Jeg har sagt op på et arbejde efter flere år, fordi jeg ikke måtte få sommerferie. Og jeg VILLE med min familie til Samsø, og jeg HAVDE sagt til i god tid og havde fået lov, men en uge inden jeg skulle afsted sløjfede min chef dengang min ferie. Jeg skrev at det ville jeg ikke finde mig i, og efterlod mit gode forklæde i delikatessen hvor jeg arbejdede. Jeg kom aldrig tilbage og ugen efter havde jeg et nyt arbejde. Det skal måske også siges at jeg i mit voksenliv desværre er blevet på dårlige arbejdspladser lidt for længe, og det har nær kostet mig mit mentale helbred. Im still learning.
Sådan har jeg det også med mine børn. De skal ikke blive et sted hvor de har det skidt. Jeg er med på at man skal give ting en chance og at man skal gøre en indsats, og kigge på hvad der er indenfor ens egen kontrol at ændre. Det lærer mine børn også. Som f.eks da Emmalia startede på Friskolen og ikke ville med på tur. Hun endte på rektors kontor, hvor hun meget hurtigt lærte at “det er der simpelthen ikke noget der hedder når man går i skole”, og så endte Emmalia alligevel nede ved den sø, også selvom det var en time efter de andre. Vi lagde en plan for at hun skal lære at gå med, og her, halvanden måned senere, så er Emmalia med på alle ture og har et skidegodt samarbejde med lærere og pædagoger på skolen. Og så elsker hun i øvrigt rektor, for Emmalia er bare bedst med mennesker hvor der ikke er noget pis, og hvor der ikke går pædagogik i den. Problem solved.
Den gyldne nøgle
Men hvad ER så den gyldne nøgle? Well, nu skal du bare høre (læse). Den gyldne nøgle er at DU kender dine børn bedst. Thats it. Det eneste jeg fortryder er at jeg ikke skiftede Selinna hurtigere fra den første institution. Men igen, man kan ikke rejse i tiden, og jeg havde virkelig brug for at være sikker på (så sikker som muligt i hvert fald), at det var det rigtige jeg gjorde. Mine to børn er vidt forskellige og har brug for noget vidt forskelligt, derfor er det ikke bare at lave en copy-paste fra det ene barn til det andet. Emmalia har lettere ved at tilpasse sig hurtigt og føle sig hjemme nye steder. Selinna skal lige have lidt mere tid. Eksempelvis.
Nøglen er at du kender dine børn bedst, at du mærker at noget simpelthen ikke går, og at du har tillid til at der er en løsning et sted. Jeg vidste helt klart og tydeligt at Selinnas nr. 2 vuggestue aldrig ville blive et hit. At jeg aldrig ville kunne efterlade hende med ro i maven. Ikke fordi der var noget galt med institutionen, men fordi det bare var alt for langt væk fra mine egne værdier, og måde at opdrage mine børn på. Derfor var der slet ingen grund til overhovedet at prøve, optage plads og spilde alles tid. Og halleluja, så kom der en lockdown der gjorde det nemt for mig.
Havde du ikke afstemt værdier med dem inden du startede? Jo det havde jeg egentlig, men en ting er at have nogle værdier stående i et værdisæt under en mission og vision på en fin hjemmeside, en anden ting er hvordan de værdier sættes i spil på en arbejdsplads, hvordan de lever og hvor de kommer til udtryk henne. Sådan er det alle steder, det er ikke kun børnehaver og vuggestuer. Jeg har selv været på arbejdspladser hvor teksten “vi hylder forskellighed” var plastret til på alle glatte overflader, men alt hvad der blev sagt og gjort, det handlede mere om at vi alligevel allesammen helst skulle være ens.
Børn har ikke godt af for mange skifte!
Nej det er klart, især ikke hvis man bare skifter rundt for hyggens skyld, men helt ærligt, hvilke forældre gør også det? Langt de fleste forældre ønsker jo bare at deres barn trives i gode og trygge rammer. Omvendt har børn virkelig heller ikke godt af at blive steder, hvor de reagerer fuldstændig sundt, på at noget ikke fungerer for dem. Når et barn ikke vil afleveres eller klamrer sig til en voksen hele dagen, eller græder som pisket eller bider, så er der jo en eller anden årsag til barnets adfærd. Barnet reagerer bare som barnet skal. Nogen gange er det et skifte der skal til, andre gange er det måske noget andet. Her er det altså barnets forældre der er eksperterne, som kender barnet og som har ansvaret for barnets trivsel. Det er ikke institutionen der skal leve med valg af institution resten af livet. Det er barnet og forældrene.
Da jeg fødte Selinna hjemme i min stue fik jeg også at vide at det var MIT ansvar hvis der skete noget. Og ja, hvis fandens ansvar skulle det ellers være? Lige siden jeg blev gravid har mine børn da været mit fulde ansvar, derfor er det også mig der er nødt til at træffe svære beslutninger, også selvom jeg ikke kan se ind i fremtiden og få vished om de beslutninger jeg træffer, det er de rigtige. Det kan kun tiden vise. Og livsglæden i mine børns øjne.
Så. Jeg ved ikke om du har kunne spejle dig i noget af det jeg har skrevet, men nu har jeg i hvert fald lagt kortene på bordet, og så er du mere end velkommen til at spørge. Et af de spørgsmål der altid går igen er om ikke jeg er i tvivl? Selvfølgelig er jeg det. Hver gang. Ellers ville det jo ikke være så enormt svært. Jeg står og skal træffe en beslutning på et andet menneskes vegne. En beslutning som potentielt kan have en afgørende betydning resten af mit barns liv. Hvis det ikke er et pres, så ved jeg ikke hvad er. Til gengæld er det lige så meget en gave at have det ansvar. For selvom jeg måske er i tvivl, måske endda bange, så har jeg også muligheden for at give mit barn de omgivelser der er helt præcist rigtige for ham eller hende, og det er også en slags gave at have den handlemulighed.
Jeg har skrevet med virkelig mange mødre og fædre i forbindelse med Emmalias skoleskifte efter 7 dage (læs her). Ingen af historierne er ens, men en ting går igen: ingen har fortrudt et skifte, og dem der har fortrudt noget, de har fortrudt at de ikke skiftede noget før.
Ligesom med alt andet her i livet, så bliver du aldrig dummere af at bevæge dig, flytte dig, turde gå efter noget der er lidt bedre. Du bliver kun klogere, selv hvis det viser sig at den første beslutning måske ikke var den rigtige, så blev du alligevel bragt et skridt tættere på den beslutning der ender med at være den bedste for dig.
Gå en tur, svaret er allerede i dit hjerte <3 Og spørg endelig hvis du tror jeg kan skrive noget klogt eller stille et spørgsmål du måske kan bruge. Tak fordi du læste med.
