Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Et (to faktisk) lille simpelt ”lifehack” til (meget) svære tider

Hvis du forestiller dig det der tog, der kører alle de unge studerende til Hogwarts i Harry Potter. Og du så forestiller dig at man har sat en snor bagefter den bagerste vogn, og har spændt en skildpadde fast i snoren, som så bumper rundt i sit skjold efter togvognen, som kører 250 km/t … så er den skildpadde nok et meget godt billede på mig for tiden. Og derfor vil jeg i dag dele hvad jeg så gør for at nyde livet, mens jeg hænger her og dingler.

 

Der sker helt ekstremt mange ting for tiden. Komprimeret. Et hav af møder med kommune og skole og trivselskonsulent, et nyt univers i form af gifted children. Min egen rejse med at være højtbegavet, opstart hos ny psykolog, familiehus, et barn der har det svært, men som samtidig også har flere og flere gode dag, sommerferie coming up, sygemelding fra mit studie, og så alt det jeg ikke lige kan skrive om som også fylder. Hvis man har en liste over alle de ting der kan fylde i ens liv, så tror jeg muligvis nok jeg har krydser ved dem alle sammen. Så de dage hvor jeg ikke kan overskue en hel dag, der kan jeg overskue en time. Og hvis det er for meget med en time, så må jeg lige overskue 5 minutter ad gangen i stedet for.  Og det er bare sådan det er lige nu. En dag, forhåbentligt snart, vil det hele se anderledes ud igen. Sådan er livet jo heldigvis også.

 

Men jeg gør nogle ting for at jeg kan holde ud at være i mit liv for tiden, og dem vil jeg dele med dig, især fordi de her ting faktisk virker. I hvert fald for mig. Og så er de helt gratis og frit tilgængeligt for alle. Du skal ikke skrive dig op nogen steder, købe noget hos mig eller være særligt frelst eller selvudviklet for at bruge dem. Du kan bare bruge dem fra lige nu af. Hvis du vil.

 

#1 Accept af de ting vi ikke kan ændre

Den første ting jeg vil nævne er at jeg lige nu accepterer at tingene er som de er. Det betyder at jeg på et tidspunkt skal starte forfra med mit gode vægttab, fordi jeg har taget alt hvad jeg har tabt på igen. Jeg kan ikke både redde verden (og mig selv) og så leve i kalorieunderskud og køre madplaner. Ingen kan alt på samme tid. Det har virkelig været svært for mig at acceptere, men jeg tror egentlig jeg er lykkes med det. Og det sjove er, at efter jeg er nået til accepten, så har jeg ikke lige så stort behov for at dulme mine følelser med chips og chokolade. Men hvis jeg nu havde, så ville det være okay. Det er det jeg kan lige nu.

 

#2 Hvad er jeg taknemmelig for lige nu?

What the fuck? Tænker du, men hear mr out! Det er verdens største kliché og verdens bedste hack på samme tid. Det handler om at flytte fokus fra alt det der er svært, til de bittesmå ting der rent faktisk bringer lidt glæde eller ligefrem lykke i denne svære tid. Jeg har øvet mig på det her i virkelig mange år, men det virker hver gang, og jeg øver mig stadig.

Det betyder ikke at du skal ”tænke positivt” eller ”flytte fokus fra mørket til lyset”. Jeg er egentlig ret stor tilhænger af at vi bliver i nuet, også selvom nuet pt er pænt tungt og mørkt og trist gennem en længere periode. Men derfor må vi stadig godt lukke øjnene og tage en dejlig dyb indånding når vi pludselig sidder i en solstråle i gården eller i bussen. Det betyder også at vi godt må sætte vores yndslingssang på 5 minutter efter en tudetur, og så bare danse som om der ikke findes noget i morgen. Eller, som jeg gjorde i dag, efter verdens mest pressede dag: lavede fodbad til pigerne. Af alle dage i verden, ville jeg selv have fuld forståelse for hvis jeg bare lagde mig på gulvet og hylede efter denne dag. Men lige præcis i dag fik jeg lyst til at lave fodbad til ungerne, og hedde ”ullaBulla, jeres lokale spa-konsulent”.

 

Så faktisk, på de allermest svære dage, kan det være en god idé at se om der også er noget at være taknemmelig for. Ikke fordi du skal gleme alt det svære og tunge, men for at lette livets greb om dig bare en lillebitte smule den dag.

 

Den her øvelse har lært mig at selv hårde og tunge dage kan indeholde ro, taknemmelighed og lykke. Selv på de dage hvor jeg næsten ikke kan overskue at eksistere mere, er der plads til at lytte til en fugl der synger eller en registrere et smil fra en forbipasserende.

 

Hvad er jeg egentlig taknemmelig for lige nu?

Nogen dage kan jeg finde smukke ting som blomster, en blå himmel, at mine børn ikke har skændtes så meget eller at buschaufføren smilede og bød os velkomne i bussen. Andre dage kan det være at jeg bare er taknemmelig over ikke at have trådt i en lort. Eller at det ikke regner.

I dag er jeg taknemmelig over at jeg er gået 20.000 skridt, fordi jeg simpelthen ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv og alle mine følelser og frustrationer i dag. Og jeg er taknemmelig over at have haft en virkelig dejligt aften med pigerne. Hvor fanden mit overskud og min rumemlighed kom fra i dag, det må guderne vide, men det var der, og nu ligger jeg her ved siden af to nøgne prutkanoner og skriver blog om noget jeg godt kan lide at skrive om. Det er jeg også taknemmelig for. At jeg har min blog. Det kan godt være den har ligget mere stille end den plejer de sidste år, men den lever stadig, og de seneste måneder er det lykkes mig at skrive igen, noget der virkelig betyder meget for mit liv.  

Og jo mere jeg gør det her, jo mere kommer jeg i tanke om gør mig glad og taknemmelig. Igen, det handler ikke om at ”tænke positivt”. Det handler om at bryde forestillingen om at det kun er hårdt når det er hårdt, eller at det kun er godt når det er godt. Det er i min verden en illusion, men vi er nødt til at få øje på det.  

Jeg er der nu hvor jeg sagtens kan grine meget på mine sværeste dage. For det er bare endnu en dag og endnu en dag i et liv der aldrig bare er en ting ad gangen. Aldrig. Derfor må jeg dåseåbne lidt op for hvad der er muligt at bringe i spil på en hvilken som helst dag. Også de svære. Også de lykkelige. Og selv i det mørkeste mørke er der en lillebitte skuffe til lykke. Hvis vi øver os lidt. 

Jeg aner ikke om det lyder frelst, jeg ved bare, at på denne mørke dag i mit liv, er der også plads til lettelse, tårer, glæde, kram, kys og kærlighed. Selvom jeg har været bange, forskrækket, forstoppet, fortvivlet, opgivende og alt mulig andet.

 Livet er aldrig kun en ting.

Dagen er bare en dag.

Nu vil jeg ikke skrive mere. Måske kan du bruge det til noget. Det hjalp i hvert fald mig at sætte ordene på bloggen.

Kærlig hilsen

Dinglepadden

Guide: succesfuld rejse alene med børn (på budget)

Guide: succesfuld rejse alene med børn (på budget)

Lad os tale om onani - i samarbejde med Sinful

Lad os tale om onani - i samarbejde med Sinful