Det er ekstremt svært at nå at fange nuancerne i hverdagen. Jeg ønsker mig at vise alle farverne på farvepalletten. Alt det gode, alt det svære, alt det bøvlede, alt det neutrale, men tiden er lige nu kun til at være i det hele, og det er kun muligt for mig at dele små øjeblikke. Et af dem kommer her.

I dag brød mit store barns verden sammen. Jeg skriver ikke så meget de her ture længere med nedbrud, de er her i perioder, men fordi vi har en ramme med hjemmeskolen som giver mit barn plads til at være den hun er, så har vi også en bedre ramme at håndtere det svære i. Men det betyder ikke at livet ikke stadig er svært til tider. I går sad jeg og googlede hjemmesider om autisme, og jeg tog flere tests som helt afgjort viste at der ikke er autisme på spil. Det tror jeg heller ikke der er. Og der vil være nogen der læser dette og føler sig kaldede til at rådgive mig omkring situationen, uden overhovedet at spørge om rådgivning eller råd er det jeg har behov for. Det er det ikke. Jeg har ret gode evner til selv at undersøge ting når jeg har brug for det, og jeg er også ret god til selv at finde frem til dygtige fagfolk, hvis jeg har brug for dem. Men det har jeg ikke lige nu. Lige nu har jeg bare brug for en ventil, hvor jeg deler at i dag har indeholdt 1-2 timer der var ret svære, og at nu sidder jeg her på mine børns værelse, klokken er 1.52, og jeg kan ikke sove fordi tankerne kører rundt i mit hovede.

Der er ikke noget galt. Der var et meltdown. En fuldstændig sund reaktion på overstimulering i en blanding af træthed og en retfærdighedssans der er blevet prøvet hårdere end den lige umiddelbart kan holde til. Det er hvad det er, og da vi fik etableret ro, kom smilet også, selvom der stadig sad tårer i øjnene og på kinderne … og lidt i håret.

Det tager tid at bygge en verden der er for børn, inde i en verden der ikke er det. Vores eget lille hjørne af virkeligheden, hvor vi udvider pladsen til at have ro til at gro. Hvor jeg, som voksen, fungerer som en meget stor buffer mellem mine børn og en verden der kører så stærkt at den kører af sporet, og kører børn (og voksne) over på vejen. Hvor jeg, som buffer, af og til også mister pusten, og lige skal sidde og skrive sig igennem natten, så min ro også kan indfinde sig igen, og jeg er klar til en ny dag i morgen.

Jeg ser mig selv rydde op hele tiden. Jeg tror det er sådan en måde at skabe orden i det hele på. Lige tage sokkerne med ud i vaksetøjskurven. Lige sortere et skab eller en skuffe for at se om der ligger noget og støjer, som stjæler vores energi unødigt. Lige rydder op i papirbunken så den ikke bliver for stor.

Nogen gange danser jeg. Måske skulle jeg gøre det nu, her klokken 2.00 natten til lørdag. Sætte en sang i mine hørebøffer og bare lige danse. Det virker helt åndssvagt ovenpå en hektisk dag med store følelser, men omvendt virker det også helt rigtigt at det er det der skal til. At energi skal sættes fri og kroppen kan få lov at ryste det hele af sig.

Det er umuligt at beskrive det hele. At indfange det hele. Da jeg rejste til Island blev jeg så betaget af de vide vidder, men jeg kunne ikke fange den storslåede natur og den vilde horisont i mit lille kamera, så jeg var bare nødt til at overgive mig til det hele og lade kameraet ligge i tasken, så jeg kunne tage det hele ind. Jeg husker stadig kombinationen af at være totalt overvældet og samtidig føle mig fuldstændig forbundet til det hele. Måske er det lidt det samme nu. Jeg kører ud af en vej, uden kort og uden nogen former for manual. Der er ingen vejledning til den vej jeg har valgt, og det er både en kæmpe frihed og til tider også lidt af en udfordring.

Men jeg er ikke sikker på jeg ville være andre steder end lige præcis her.

Det her er blot et øjebliksbillede af et liv der er så stort. Om et øjeblik er det noget nyt.

Kærlig hilsen

Frejamay

P.S. Her er musikvideoen og stemningen til dette blogindlæg