Et helt nyt liv for en alenemor – og noget om tid

Der er sket noget det seneste år, som har gjort en virkelig stor forskel for mit voksne kvindeliv. Jeg husker stadig nogle af reaktionerne da jeg fortalte at jeg var gravid med mit andet barn. ”Det er alt ALT for hårdt at være alene med 2 børn” og ”du kommer ikke til at få noget liv!”. Heldigvis tog jeg chancen alligevel, og selvom det har været hårdt, til tider, så har det langt det meste af tiden været ret fantastisk, og jeg synes i al beskedenhed at vores lille trekløver har klaret det ret fantastisk. Men noget har forandret sig, noget jeg stadig lige skal vænne mig til.

Skjult kamera

Første gang det skete var det som om jeg var med i skjult kamera. Jeg kan huske følelsen af at det måtte være en form for joke, snyd eller simpelthen bare for urealistisk til at være sandt. Det var en fredag aften, og jeg glemmer aldrig den dag da børnene isolerede sig på værelset, og bare ikke kom ud igen. Så sad jeg der i stuen, alene, uden børn. Jeg kunne høre dem grine og lege i timevis, kun afbrudt af ”må vi få flere chips” eller ”jeg skal bare lige tisse mor, hej hej”. Det var så vildt at have været på, på og på i årevis, for pludselig at have tid til at lave ”mig-ting”, som jeg ellers mest har haft tid til når pigerne har sovet, eller en af de meget få gange jeg har fået mine børn passet, uden at det var fordi jeg skulle holde foredrag eller på workaway eller noget andet arbejdsrelateret.

Et langt giv-slip

Jeg har elsket alle ”sæsoner” af at have børn. Da de var helt små og så nuttede, havde brug for mig 24/7, og da de begyndte at snakke og have øjenkontakt, da de begyndte at kravle og udforske verden mere, de første skridt, de første sjove sætninger, deres fantastiske undren over alt og ingenting i verden, første gang de skulle sove udenfor hjemmet, første dag i børnehaven/vuggestuen, legeaftaler, og nu første dag i skole for dem begge to. Jeg synes alle sæsoner af morhood’ed har været så fint balanceret mellem nye glæder og nye udfordringer. Jeg har også her på bloggen forsøgt at balancere billedet, og aldrig male et rosenrødt eller urealistisk billede, men samtidig også hylde og fejre alle de glæder og små skridt der har været hele tiden.

Morhood handler hele tiden om at give slip. Give slip på forestillinger om min egen barndom, min mors valg som ændrer sigm ting jeg forstår bedre nu, en anden respekt, give slip på alle de fejltagelser jeg selv har måtte gøre mig i mit eget morhood, give slip på alle de gange jeg har dømt mig selv ude for at være utilstrækkelig, give slip på at jeg skal redde mine børn fra livet, det har aldrig været min opgave, give slip på at jeg kender mine børns sti og retning, det gør jeg på ingen måde, give slip på at have svarene, give slip på at regne det hele ud, og ikke mindst hver dag at slippe mine børn mere og mere, så de kan træde ind i deres verden med frihed, nysgerrighed og hjertet forrest ud i den verden der er deres.

Ny hverdag

Nu er det nærmest blevet hverdag at mine børn har en masse planer og ikke altid lige er hjemme. I går holdt vores skønne nabo og lege-onkel fødselsdag i gården. Pigerne gik ud i gården kl. 10 mens jeg havde en veninde på besøg oppe i lejligheden, og kl. 13:30 startede fødselsdagen, og jeg gik i gården til alle naboerne og alle gårdens børn og en fødselsdagsfest. Klokken ca. 22, da pigerne havde leget i gården i 12 timer, og jeg havde tændt bål og snakket med naboer og fødselsdagsgæster i timevis, gik pigerne og jeg op i fælles brusebad. Klokken 22.15 stod vi, trip-trap-træsko og sæbede os ind og vaskede verdens bedste lørdag af kroppen, og bållugt ud af håret. At stå der, helt nøgne, pigerne med sand og støv og græs overalt på kroppen, og med skulpturelle shampoo-hår-kreationer, dødtrætte men også helt lykkelige, det var fantastisk. Vi hoppede i seng, og pigerne sov i løbet af 3 minutter. Jeg sov måske efter 5.

Overgange

Forældrehood er fuld af overgange, og det sker, at vi nærmest ikke lægger mærke til at vi pludselig er i en hel ny sæson af livet, fordi vi har snuden så meget i sporet og hænderne så meget i bolledejen. Pludselig er livet bare noget helt andet end det var for et øjeblik siden. Men lige den her overgang, den har virkelig været markant for mig, og jeg går stadig lidt rundt om mig selv når pigerne (med eller uden legekammerater), de forsvinder ind på værelset eller ind i Harry Potter skabet, og så hører jeg ikke mere, med mindre altså de lige vil have serveret snacks og saftevand. Jeg har en helt ny slags tid til at skrive blogindlæg, til at fordybe mig i bøger, til at få lavet studie-arbejde, til at følge med i en TV-serie eller få snakket i telefon med mine veninder. Jeg nyder at se mine børn folde sig ud, blive selvstændige og søge ud og væk fra mig og hjemmet og deres trygge base. Jeg elsker når de kommer hjem, helt høje, og fortæller hvad der har oplevet, hvordan de har håndteret ting der måske var svære, hvordan de har været en god ven eller har fundet ud af noget helt nyt om verden, fordi de er ude sammen med andre mennesker der ikke er mig. Det er en kæmpe gave.

Jeg skal nok græde min del tårer den dag de flytter hjemmefra, og der er heldigvis en rum tid til endnu, men jeg ønsker dem al styrke og udfoldelse i fremtiden, og jeg vil altid (så vidt muligt) støtte dem i at træde nye stier for dem selv.

Tiden

Tiden er sådan en mærkelig størrelse. Jeg er stadig ikke overbevist om at den findes. Det er jo bare noget der er der hele tiden (høhø), som vi har besluttet os for at sætte en måler på. ”Intet i naturen har travlt” læste jeg engang et sted på nettet, og jeg tror det er en af de store fejltagelser vi som mennesker har begået. Vi har besluttet os for at måle tiden, frem for at bevæge os i forandringer, energier, stemninger, årstider og naturens (og vores egne) (livs)cyklusser. Det er som om tidsmålingen overruler alting, og så bliver vi overraskede over at tiden ikke passer, at den går for langsomt eller hurtigt, at sommeren starter ”sent i år”, og vi kommer til at opfinde åndssvage ting som ”skoleparat” og ”pensionsalder” og  ”samfundskontrakter”.

Alenetid

As we speak har min yngste på 6 år legeaftale, og de er gået ned i gården for at lege på legepladsen. Den store har gamerdag, og jeg har tid til at skrive blog og forberede mig til eksamen i næste uge. Det føles helt vildt at have en hel weekend hvor vi kun skal lave ting, der ikke kræver en masse planlægning og mental load fra min side. Især fordi vi har en hverdag med et barn i hjemmeskole og et barn i 0. klasse, mit fuldtidsstudie, som kræver en masse planlægning og logistik. Så selvom jeg hele tiden har nydt mit liv og mit morhood, så får jeg også lov til at folde mig mere og mere ud, og lave ting der er vigtige for mig, så som at være mere aktiv her på min blog, og få skrevet. Noget jeg virkelig har savnet, er dybt taknemmleilg for at få lov til igen.

Så jeg kunne altså godt være alene med to små børn, og jeg kunne også passe mit eget kvindeliv på samme tid, om end det var noget mere sparsomt de første år, end nu hvor mine børn begynder at flyve rundt omkring og tage mere ejerskab over deres egen tid. Vi har kun et liv, og jeg elsker hvordan det i en sæson af livet kan være på en måde, og hvordan det i en anden sæson af livet kan være på en anden måde. Jeg ville ikke have ønsket det på nogen anden måde end som det har været. Jeg havde ikke haft glæde af at forlade mine små børn tit for at pleje mine egne interesser mere. Men det er jo bare mig. Hvor nu, nu elsker jeg at tage af sted på eksempelvis workaway (arbejdstur med overnatning) med min veninde, hvor jeg ved at mine børn nærmest ikke skænker mig en tanke, fordi de også er sammen med gode mennesker og har en fest.

Livet er pretty awesome, og den tid vi har her på jorden er det mest værdifulde vi har. Jeg elsker at bruge den sammen med mine børn og de mennesker jeg elsker allermest.