En uge i coronaland

Den havde ikke glemt mig, for nu ramte den også mig og mine børn. Corona. Mig, en af de der farligt uvaccinerede umennesker (læs her hvorfor jeg ikke er vaccineret) der er skyld i at alle er smittede. Så jeg tænkte jeg lige ville give en lille update her fra corona-land, og hvordan det går med os smittede her i Lyngby.

Efter 9 negative hjemmestestere opfordrede mine søde følgere på instagram til til at få pcr-testet mig og pigerne. Vi fik tid samme dag, og dagen efter kom svaret. Påvist, påvist, påvist. Jeg var ellers så småt begyndt at blide mig selv ind at jeg måtte være en helt særlig slags, siden jeg har været nærkontakt så mange gange, men aldrig er blevet smittet. Well, not so much.

De første to døgn var ren høj feber og febervildelse. Pigerne har også begge haft feber og været syge, men jeg blev knock-outet af feberen. Nu har jeg aldrig prøvet hårde stoffer, men jeg har en idé om at de to døgn godt kunne minde lidt om at være langt væk på stoffer. Det føltes så syret og uvirkeligt, og selvom jeg havde det skidt, så føltes det også trip-agtigt. Min hud føles anderledes, det føltes som om jeg var hoppet ind i en helt anden krop end min egen, helt svæveagtigt.

Nå, men festen fortsatte ikke. Feberen faldt, men alle mine muskler og led gjorde ondt. Det gør de sådan set stadigvæk, og selvom jeg stadig har feber, så er den ikke nær så høj som i starten. Til gengæld har jeg fået sådan en lækker kvalme, som minder mig om 2x9 måneder med graviditets-opkast og kvalme. Jeg bliver svimmel når jeg rejser mig eller drejer hovedet for hurtigt, og selvom min hjerne på alle måder synes jeg er klar til at løbe et marathon, så er min krop stadig ved at lande på jorden igen efter en tur ude i rummet de sidste par dage.

Og hvad så med pigerne?

Jeg har været alene med pigerne i isolation, og de har bare klaret det helt ekstremt godt. Den første dag så jeg dem nærmest ikke. Pigerne havde gang i de vildeste lege inde på værelset, og jeg sørgede bare for mad og drikke og et kram i ny og næ, så havde de deres helt egen fest. Dagen efter var det det samme. Kan børn bare mærke når det er “NOT today satan”? Jeg er vildt imponeret over hvor godt de har klaret at deres mor har været rimelig meget out of order i denne uge.

Hjemmet har bare fået lov at sejle. Jeg har præsteret at vaske en tøjvask, rydde op og støvsuge i dag, men jeg måtte ligge ned et par timer bagefter, fordi jeg blev svimmel og kvalmen kom tilbage igen. Jeg er verdens mest utålmodige menneske når det kommer til sygdom, jeg kan simpelthen ikke finde ud af at ligge syg. Heldigvis har jeg værnet hele sæson 1 af “Madan Secretary” på Viaplay, og har haft noget jeg kunne zone ind og ud af, det har klart hjulpet.

Vi har levet af pizza og cola og jordbær og hindbær og blåbære og alt hvad der kan kværnes som snacks for at komme let igennem dagene. Nætterne har været okay, vi har sovet allesammen, og jeg har især sovet godt med den der høje feber i starten. Jeg har været helt væk.

Snap

I dag har jeg været lidt kort for hovedet og har vrisset af pigerne nogle gange. Noget de slet ikke fortjener, de burde få medaljer og gaver fordi de har været så sindssygt seje til at være hjemme med corona med møgsyg mor, men jeg er også bare et menneske, og når reserverne slipper op, så slipper de op. Vi har heldigvis krammet en masse og jeg har sagt undskyld for de dumme ting jeg fik sagt i dag. Følgende blev sagt i vores hjem i dag:

- undskyld piger fordi jeg sagde de dumme ting

- mor siger godt nok tit undskyld hva?

- ja, godt nok tit!

Og sådan er det så at vokse op i vores hjem. Her siger vi (jeg) tit undskyld. Men det gør pigerne faktisk også.

Dommen over corona

Så min dom over corona so far er at det har været en hård omgang, men så har det heller ikke været værre. Dog vil jeg skynde mig at sige at alle oplever corona forskelligt, vi har forskellige kroppe, og ham der leverede en pakke til mig her til aften, han fortalte at han havde været indlagt med ilt i 11 dage. En sund og rask og veltrænet ung mand. Han kunne ikke finde min adresse, så han ringede, jeg guidede ham, og jeg spurgte om jeg skulle underskrive noget, for vi har corona i huset. Det skulle jeg ikke, og han delte sin egen corona-historie. Men altså, for mig har det været et okay forløb, også selvom jeg er noget mørbanket og har ondt i alle led og muskler.

Nu skal jeg lige igennem et par døgn mere og så håber jeg at jeg kan begynde at bevæge mig ud i verden igen. Jeg savner verden.

Hvad med dig, hvordan var dit corona-forløb?