"Du må ikke pege", men der er jo heller ingen at pege på længere, Mette!
”Den her øvelse gør mig trist … det er efterhånden længe siden jeg har set den gnist i mine elevers øjne”
Det var egentlig meningen at øvelsen skulle gøre alle tilskuerne i salen glade, for vi skulle forestille os at være en skoleelev, som vågnede op til verdens bedste skoledag, og så skulle vi hver især beskrive hvordan sådan en dag så ud.
Vi befinder os i Frederiksberg have. På scenen står Daniel Hervik, direktør i Haver til Maver samtaler med Thomas Høgenhaven, direktør i Planetary Impact Venture, Christian Ibsen, direktør i CONCITO, Louise Klinge, forsker inden for lærer-elev-relationer ved Københavns Universitet og Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden. Sammen med alle os fremmødte i salen, skal vi de kommende timer tale om hvordan vi bremser den stigende mistrivsel, skolefravær og klimaangst og giver børn og unge et vindue til en fremtid med handlekompetence, viden og værktøjer til at mestre livet. Som lærerstuderende og som mor der samtidig driver en hjemmeskole, er det en dag jeg har glædet mig til, da den kombinerer to emner der optager mig meget. Øvelsen vender vi lige tilbage til.
Elever bruger 12.000 timer af deres liv i skolen. Det svarer til 2400 afsnit af Gurli Gris eller at du går jorden 1,5 gang, hvis du bliver ved med at gå uden nogensinde at stoppe (kilde: Thecalculatersite). I skolen skaber eleverne deres fundament for livsvalg, uddannelsesvalg, de formes socialt og mentalt, udvikler venskaber og danner relationer der giver tryghed, i hvert fald i teorien. Det vender vi også lige tilbage til.
Tallene om børns trivsel er mildest talt bekymrende (Kilde: Folkeskolen.dk). Børn kan ikke sige op. Og når forældre reagerer på barnets mistrivsel, og gør det vi har lært vi skal gøre; række ud til fagfolk, så får vi at vide vi bare skal presse på. Visse-vasse, kom så, eftergivende opdragelsesstil, vattede forældre, sarte børn. Det her er ikke noget jeg finder på, det er både noget jeg selv har oplevet, og noget jeg desværre dagligt læser i de alt for mange skolevægring og mistrivselsgrupper der findes på facebook, fordi forældre er desperate, føler sig alene og ikke aner hvor de skal få hjælp, fordi det faglige personale i barnets nærmiljø ønten ikke har ressourcerne til at hjælpe, men i mange tilfælde heller ikke har viden eller indsigt i hvilket reelt problem de her forældre står med. Dagligt læser jeg om forældre der bliver truede med indberetninger, om urealistiske handleplaner, om børn der ”skal være tilbage på fuldt skema indenfor 3 uger”, det vælter frem med de her fortællinger, og mit hjerte kan snart ikke bære det længere.
Nå, tilbage til konferencen. Skoleforsker Louise Klinge fortæller at børn faktisk mest bare drømmer om at komme ud i naturen og så at være nær med nogle dyr. Skolebørn har i gennemsnit 1,7 m2 til bevægelse, hurra, og det første børn lærer er at tale og gå, i folkeskolen lærer vi børn at sætte sig ned og tie stille, hvilket er i direkte modstrid med børn og unges intuitive søgen mod naturen. Børn har både brug for at opleve at der er brug for dem og at de kan få lov til at glemme sig selv. Det kan man f.eks. i skolehaver, som haver til maver står for.
Thomas Høgehaven siger at børnene har en sund reaktion på et sygt samfund. Han holder selv de fleste af sine møder ude i naturen, og hvis det ikke er muligt at holde mødet udenfor, så tager han en glaskrukke med jord med ind i mødelokalet, hvilket han demonstrerede på konferencen også.
Christian Ibsen supplerer med at understrege at løsningen på klima og mistrivsel IKKE handler om at få mindre, men snarere at vi får meget mere af alt det vi har glemt. Mere natur, mere ro, arbejde med et samfund der fungerer bedre. Vi skal have en grøn rygrad i alt hvad vi laver i samfundet, og folkeskolen skal gøre eleverne klar til den grønne omstilling, vi kan sagtens løse flere kriser på en gang.
Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden fortæller at de i Mary Fonden ved at helhedsorienteret indsatser virker, men at man mange stedet dropper den helhedsorienterede indsats, fordi det er svært at måle på. Så arbejder man med 1 eller 2 ting der kan måles, og så er der ikke rigtigt noget der ændrer sig. ”Vi glemmer at spørge børnene hvad der er vigtigt for dem” siger hun.
Louise Klinge fortæller at børn simpelthen mangler erfaringer med ”det kan jeg godt” efter endt skolegang. Børn har ikke erfaringer fra skolen med at gøre nytte og skabe værdi. Hertil kan jeg supplere med noget jeg læste på min læreruddannelse, nemlig at vi har den her idé om at vi skal proppe hele verden ind i børnene i de 9-10 år de går i skole, men børnene skal jo ud i en verden ingen af os kender, og det er som om vi ikke tør slippe kontrollen og sætte læringen og i høj grad også lærerne fri til at gøre præcis det de er uddannede til: nemlig at Folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. (Hvis denne sidste tekst virker bekendt, så er det fordi det er folkeskolens formålsparagraf du lige har læst § 1 af).
Men gør den det? Eller slukker den elevernes ild i øjnene?
Ca. 7% af en ungdomsgeneration ender som udsatte. Det koster samfundet ca. 12-15 mia. årligt, har vi råd til det i vores velfærdssamfundsmodel? (Kilde: Louise Klinge)
En fra panelet nævnte at de politiske ordførere for nyligt hver især blev spurgt om hvordan fremtidens skole ser ud, men ingen af dem svarede noget om fremtiden, de kunne alle sammen kun kritisere nutiden. En anden i panelet supplerede med bemærkningen om at ”man får fjernet sin forestillingsevne når man ikke får lov til at lege så meget” … den synes jeg måske er værd at have med her i dag.
Hvordan skal vi skabe en god Folkeskole når der ikke er en inspirerende, klar og ambitiøs vision for hvad vores Folkeskole skal kunne? Hvordan den skal sende eleverne ud i en verden der har hårdt brug for kreative, innovative og motiverede borgere der kan arbejde videre for en fælles god fremtid for os alle? Hvor vi har alle med? I mine børns yndlingsfilm ”Trolls” siger de ”ingen trold efterlades”, men det gælder åbenbart kun i fantasi-universer, og ikke i en verden med rigtige mennesker.
”Vi får ikke den ydre omstilling hvis ikke vi får en indre omstilling” blev der sagt i panelet, og det er jeg rørende enig i. Vi er også nødt til at kigge på os selv, vores eget liv, vores egne værdier. Vi må hver især tage et ansvar og forholde os til hvilket liv og hvilket samfund vi ønsker at leve i og skabe. Og i den ligning må vi godt forholde os til ord som ”livskvalitet” og ”retfærdighed” og ”livsglæde” og ”bæredygtig”, som på ingen måde er ord der står i kontrast til ”høj arbejdsmoral”, men det vender vi også lige tilbage til.
”Mette Frederiksen siger at hun ikke vil blande sig i hvad folk spiser, men det vil vi godt blande os i” siger Thomas Høgenhaven. Herhjemme udleder landbruget ca. 10,6 mio. ton CO2æ årligt, hvilket svarer til 22,4 pct. af Danmarks samlede udledning, måske SKAL vi blande os meget mere i hvad folk spiser. Så sent som i aften er der nye tal på området, og den plan regeringen har sendt ud, den når ikke krisen til sokkeholderne (kilde: DR.dk ). Og hvordan hænger det sammen med at Mette ikke vil blande sig i hvad folk spiser, men hun vil gerne, hånligt og nedladende, blande sig i folks ”dovne arbejdsmoral”?
Dagen fortsætter med en spændende workshop med Louise Klinge, som jeg ikke har tid eller plads til at gå nærmere i detajler med her, da det er en hel blog for sig (men den kommer), blandt andet glæder jeg mig til at fortælle hvordan en skole i Humlebæk har fået børn med skolevægring tilbage i skolen ved hjælp af en høne der hedder Dagmar. Men det må vi lige vente lidt med, for nu skal vi videre til den højaktuelle forfatter Maj My Humaidan, som har skrevet bogen Ærømanifestet, og som har alt med ovenstående at gøre.
Maj My og Ærømanifestet
Mette Frederiksen siger at
- Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral. Ja, så holder vores velfærdsmodel ikke, sagde hun og trak et af de stærkeste socialdemokratiske trumfkort - et citat fra partilegenden Thorvald Stauning:
"Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender. Ved flid og arbejde kommer de enkelte frem. Og hver enkelt er med til at skabe et samfund, der kan yde en god tilværelse både under arbejdet. Og når livsaftenen melder sig," citerede hun Stauning for.
Maj My kritiseres for, med sin bog Ærømanifestet, at undergrave den danske velfærdsmodel. Lad os lige se hvad den danske velfærdsmodel egentlig går ud på:
DEN UNIVERSELLE MODEL
Det bærende princip i en universel velfærdsmodel er, at borgerne har ret til visse centrale ydelser, netop fordi hun eller han er borger. Ydelser som for eksempel børnepasning og kontanthjælp er store nok til, at borgeren ikke er afhængig af private velfærdsforsikringer eller civilsamfundets hjælpeorganisationer. Staten fordeler ydelser og services og tager ansvaret for velfærden. Dette er dog ikke gratis. Den universelle model finansieres derfor gennem skatter, som er væsentligt højere end i lande med andre velfærdsmodeller.
For at den universelle velfærdsmodel kan fungere, har borgerne pligt til at yde det bedste, de kan for samfundet. Et afgørende aspekt er et progressivt skattesystem, hvor højtlønnede betaler en høj skat, og lavtlønnede betaler en lavere skat. På denne måde udligner velfærdsmodellen økonomiske forskelle mellem borgerne og sikrer, at alle får centrale ydelser gratis. Når ydelserne er gratis for alle, er det ikke stigmatiserende at modtage dem.
Med andre ord: Alle betaler til velfærden, og derfor har alle ret til at modtage ydelserne. Derfor anses den universelle velfærdsmodel ofte som værende socialistisk i sin opbygning.
Og lad os samtidig kigge på lidt tal fra samfundet:
Her lidt tal om stress:
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet.
430.000 danskere oplever dagligt symptomer på alvorlig stress.
30.000 Hospitalsindlæggelser.
500.000 kontakter til egen læge.
1400 danskere dør hvert år af stress – knap 4 om dagen.
14 mia. kr. koster stress Danmark om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet.
Ubehandlet stress udløser over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.
Dårligt arbejdsmiljø koster hvert år samfundet over 60 mia. kroner i bl.a. sygedagpenge og tabt arbejdsfortjeneste.
Kilder: Stressforeningen, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Statens Institut for Folkesundhed, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Maj My Humaidan har skrevet en bog om at sadle om, at søge mening, en normkritisk bog der stiller spørgsmålstegn ved netop den samfundsmodel vi kalder for ”velfærd”, som de fleste lever efter, men som flere og flere børn, unge og voksne bliver syge af at trække vejret i. Hun dikterer ingen sandhed, men fortæller gennem sin personlige rejse en historie om at mærke efter hos sig selv hvad der egentlig betyder noget her i livet, hvorfor det måske ikke giver så meget mening for hele samfundet at vi afleverer vores børn til et system i knæ, et system der også inkluderer forråelse og nedslidte og underbemandede børnehaver og vuggestuer, og skoler med alt for få hænder til alt for mange børn, alt for langt væk fra naturen og det der måske oprindeligt var hele ideen med folkeskolen.
På et inspirerende foredrag med Maj My på Louisiana havde Maj mange gode pointer jeg gengiver frit efter hukommelsen her. Vi har en tendens til at opfatte Folkeskolen som den endegyldige sandhed, og som det eneste sted hvor læring og dannelse kan finde sted. Men vi mennesker har jo været i stand til både at blive dannede mennesker og suge læring til os længe før Folkeskolen blev opfundet for 200 år siden. Maj anerkender ikke den præmis at folkeskolen er en fuldstændig indiskutabel præmis for at vi fungerer som mennesker.
Da Maj og hendes mand Kristian kiggede på deres liv, så de også at de ikke var dem selv der havde defineret rammen for deres liv, og det er jo deres liv og ikke Mette Frederiksens liv de skal leve, og den måde vi lever på nu, den kan hverken klimaet eller menneskerne holde til. Vi er nødt til at mærke os selv, og for at mærke os selv er vi nødt til at flytte os fra kulturen, den kultur der gør så mange mennesker syge. Og det gjorde de så da de rykkede til Ærø.
Maj fortæller også om det at hjemmeskole, og at det er de færreste i dag der hjemmeskoler fordi de bare ønsker at være sammen med børnene 24/7. Hjemmeundervisning eksploderer: Er steget op til 500 procent på seks år (kilde: jv.dk ). Der er lige så mange grunde til at hjemmeskole som der er hjemmeskoler, men der er et stigende antal der hjemmeskoler pga børn i mistrivsel i folkeskolen. Vi kan sagtens tage en debat om deltid/fuldtid, men om 20 år sidder vi og griner af den diskussion, fordi det ikke er det det handler om. Vi har ikke længere tillid til at der er nogen der griber os, det vi var blevet lovet folder ikke. Vi veksler vores tid og penge for et samfundet og en velfærdsmodel der ikke holder deres del af kontrakten. Vi bliver ”drevet” til at passe på os selv, men det er ikke kun skidt, det er måske det der skal til for at en nødvendig forandring kan og skal finde sted. Vi skal simpelthen tænke samfund og fællesskaber på helt nye måder.
Og alle klappede og Maj var lige så fantastisk på scenen som hun er i sin bog og ude i virkeligheden. Maj My bliver skudt i skoene i disse dage at hun ”bare melder sig ud af samfundet og forventer at andre knokler videre for hende” og der bliver brugt et eksempel på at Maj skal være glad for at der kan flyve en redningshelikopter til Ærø og redde hende hvis det bliver nødvendigt, og at den helikopterpilot jo så skal være væk fra sine børn et par timer, så derfor holder hendes model ikke. Præmissen for den kritik eksisterer bare ikke i virkeligheden:
Maj og Kristian har aldrig meldt sig ud af samfundet. De er begge selvstændige, har aldrig været på hverken dagpenge eller sygedagpenge eller modtaget nogen former for offentlig støtte nogen steder fra (pånær noget SU under uddannelse). Til gengæld har de børn der ikke er i mistrivsel, og ingen af dem er syge eller gået ned med stress fordi de har kørt sig selv for hårdt. Og det er jo det invitationen går på: mærk efter. Stemmer den måde du bruger dine 24 timer på overens med dine værdier? Er du glad når du går i seng om aftenen? Når du at se dine børn (hvis det altså er vigtigt for dig)? Er det du bruger din tid på også det du synes din tid er værd?
Desuden handler det at “mærke efter” og “forholde sig til sine værdier og hvad vi bruger vores tid på” ikke om at vi så ikke skal arbejde længere. Noget af det mest meningsfulde arbejde jeg har haft var dengang jeg sagde op som souscef i en designertøjbutik og blev handicaphjælper i stedet for, og jeg er sikker på at man godt kan være helikopterpilot og passe sit arbejde samtidig med at man mærker efter og forholder sig aktivt til hvordan man egentlig gerne vil leve sit liv. Maj og Kristian er jo også begge to væk fra deres børn for at passe deres arbejde, jobs de selv har bygget op fra bunden, fordi det var nødvendigt og fordi det ikke gav mening at leve et liv i hamsterhjulet længere.
Min egen historie og opsamling.
Jeg er selvfølgelig ramt i mit hjerte i de her dage efter Mette Frederiksens hånlige, tonedøve og helt skudt ved siden af kritik af danskernes arbejdsmoral. Folk bløder. Fordi jeg selv skriver om børn i mistrivsel, er jeg naturligvis også (dagligt) i kontakt med dødhamrende frustrerende forældre, der ikke aner hvor de skal gå hen, fordi deres børn (og dermed også deres familier) går i stykker. Familier finder de vildeste måder at overleve på, fordi den der kontrakt med samfundet, den ikke virker, den er simpelthen udløbet. Nedenfor har jeg samlet et par artikler om hvordan det går med den danske velfærdsmodel, dem kan du jo hygge dig lidt til kaffen, hvis du mangler mere læsestof efter at have læst denne kilometer lange blog.
For at være mor eller far til et barn der har det svært i Danmark, skal du udover at passe dit arbejde også være: projektleder, socialrådgiver, psykolog, sagsbehandler, læge, sygeplejerske, jurist, for guds skyld jurist, nogen gange spåkone (hvornår regner du med at dit barn er færdig med at være i skolevægring), telefondame, referat-skriver, jonglør, trivselsekspert, og så skal du for alt i verden være dødhamrende strategisk, for hvis du lader følelserne løbe af med dig i rum hvor myndighederne er repræsenterede, så risikerer du at det bliver værst for dig selv og værre for dit barn. Nåja og så skal du smøre madpakker, vaske tøj, spise mindre kød, læse alt for mange beskeder på Aula (det er desværre ikke en skrøne), være deltagende, køre dit barn til fritidsinteresser, sørge for legegruppe, legeaftaler, og arbejdsdage i børnehaven.
Vi. Knokler. Røven. Ud. Af. Bukserne. Mette.
Men vi gider ikke gå i stykker længere. Vi vil ikke være med til at se både børn og voksne og naturen blive ødelagte, og helt ærligt, vi har heller ikke råd til det.
Da mit barn var i mistrivsel sidste år, og inden jeg besluttede mig for at være doven samfundsforræder, enlig mor, læse en fuldtidsuddannelse på fjernstudie samtidig med at jeg driver en hjemmeskole 24/7, og lige har et barn udover det, som har sit eget liv i børnehaven, der måtte jeg hver dag æde af min søvn for at møde forberedt op til alle de møder der var omkring mit barn. Familiecenter, Familieafdelingen i kommunen, PPR, tværfaglige møder, møder og og møder ned og møder i min mave, hvis jeg ingen møder får, ja så får jeg ballade. Jeg var forberedt ned i mindste detalje, samtidig med at jeg læste på journalisthøjskolen og havde et barn der blev ringet hjem hver morgen klokken 8:58, fordi nu kunne hun ikke mere den dag. Jeg vidste at jeg ville komme til at betale en regning for det umenneskelige pres jeg var under, klask oveni en i forvejen træls belastningsreaktion, fordi jeg også stod alene og skulle håndtere min fars dødsfald, en kommune der ikke ville samarbejde og et hoarderhjem der var gået rotter i, som jeg skulle tømme med en baby på armen, fordi dont get me startet om hvordan vi behandler de ældre i Danmark.
Jeg kunne have valgt at blive hængende i et system der tydeligvis ikke hverken så eller hørte mit barn der skreg om hjælp, så derfor tog jeg sagen i egen hånd, lagde mit liv om, skiftede mit studie ud, og nu har jeg et barn i hjemmeskole som trives så meget at hun flere gange ugentligt siger ”Mor, DET HER er den bedste dag i mit liv!”. Og hvad så med det faglige i sådan en hjemmeskole? Jamen der har vi en fantastisk tilsynsførende der synes vi har et superspændende projekt kørende, og som kan se at min datter er mere end godt med fagligt. Og socialt? Hvad med det sociale? For at være socialt kræver det at man ikke er brændt sammen, så nu hvor jeg ikke længere har et barn der er brændt sammen i skolen, så har hun et rigt, trygt og nærende socialt liv, på min datters præmisser. Vi kan simpelthen ikke forvente at alle børn kan eller skal trives med at sidde stille på en stol hver dag i 6+ timer i et lokale sammen med 20+ andre børn, og at det er det eneste grundlag der fungerer for at skabe relationel kompetence hos børnene. Nu må simpelthen holde op. “Jamen de har da også frikvarterer Frejamay”, bevares, men er det en pause? Alle 700 børn lukkes ud i skolegården på samme alt for korte tid, med et støjniveau de færreste voksne synes er særlig pause-agtigt?
Tilbage til øvelsen i starten med gnisten i øjnene. Den kvinde jeg stod overfor er skoleleder. Og da hun skulle forestille sine børn med gnist i øjnene slog det hende pludseligt at hun generelt ikke ser ret meget gnist længere. Og det gjorde hende trist. Det gode er nok at hun nu går tilbage til sin skole med motivation i alle sine celler for at skabe noget nyt. Noget der bringer gnisten tilbage i børnenes øjne. Noget vi alle sammen burde være langt mere optagede af, end at være optagede af at kritisere en bog vi ikke engang gider læse ordentligt.
Vi skulle også vende tilbage til det med at børn skaber fundamentet for deres fremtidige livsvalg i folkeskolen. Hvis mistrivslen er stigende og flere og flere børn har det dårligt, hvad er fremtidsudsigterne så når det kommer til hvad ”velfærdsmodellen” den kommer til at koste os? Hvis Ca. 7% af en ungdomsgeneration ender som udsatte, og koster samfundet ca. 12-15 mia. årligt, hvad koster så 35% eller 64? Det tager ikke ret mange klik på en lommeregner at regne det tal ud. Har vi råd til det? Og er det det vi vil?
Jeg skriver at ”Og i den ligning må vi godt forholde os til ord som ”livskvalitet” og ”retfærdighed” og ”livsglæde” og ”bæredygtig”, som på ingen måde er ord der står i kontrast til ”høj arbejdsmoral”. Jeg tror at langt de fleste ønsker fællesskabet, ønsker et samfund hvor vi griber dem der falder, hvor vi har en stærk folkeskole og gode institutioner der er trygge og rare for børnene. Hvor vi har et sundt sundhedsvæsen, hvor vi støtter familier med børn med handicaps, hvor syge og nedslidte mennesker ikke skal sendes i meningsløse og uendelige arbejdsprøvninger, hvor lærere kan tage på langt flere ture og har langt større frihed til at lære og udforske sammen med eleverne, skabe noget, opleve at de er en del af noget meningsfuldt, ligesom eleverne skal opleve det samme, hvor man kommer hjem fra skole med ild i øjnene, fordi man bare har haft en pissefed dag og har skabt noget og været en del af et fællesskab. Hvor vi har en psykiatri hvor man ikke skal hjemsendes 4 gange på 2 døgn, efterladt til sig selv og sine rådvilde pårørende som ikke aner deres levende råd længere. Hvor en sagsbehandler ikke har 200 borgere (ikke et tal jeg finder på kilde ) Hvor vores ældre får en værdig alderdom, hvor man ikke både skal bære sorgen over langsomt at miste sine forældre tril demens eller kræft, og samtidig skal kæmpe med en visitation der ikke er til at hugge eller stikke i, efterfulgt af et plejehjem for ordet ”forråelse” desværre er noget flere og flere danskere ved hvad betyder.
Måske skal vi vende hele snakken på hovedet. Det første kort i bunken er altid: ”jamen hvis alle gjorde som Maj my så ville samfundet jo brase sammen” eller ”er du klar over hvor meget det koster?” eller ”det har vi ikke råd til”, men baseret på hvad? Hvis det der er dyrt i virkeligheden er bureaukrati eller sygemelde medarbejdere, så kunne det være vi skulle kigge på en løsning hvor der ikke er så meget bureaukrati, og en arbejdsmodel som ikke gør medarbejderne syge i første omgang?
Hvad nu hvis vi startede debatten der hvor vi forholdt os til hvad det egentlig vil sige at være menneske i Danmark og i verden i 2023, hvordan vi både kan passe på os selv og vores klode på samme tid, og derfra skabe et samfund og en måde at leve på hvor ingen trold efterlades? Hvor vi ikke behøver at stå på toppen af kransekagen og banke folk i hovederne med ord som ”dovenskab” og ”dårlig arbejdsmoral”, fordi vi fuldstændig misser af mennesker i Danmark decideret dør af stress?
Nu brainer vi bare, men jeg tror ikke et sekund på at den måde vi fordeler ressourcerne på i Danmark i dag, det er i nærheden af det mest hensigtsmæssige for borgerne i Danmark. Jeg tror heller ikke et sekund på at vi ikke kan bygge noget op sammen som både gavner folkesundheden, børns trivsel og naturen på samme tid, men det kræver selvfølgelig at vi tør hæve blikket, og at vi er villige til at slippe noget af det tunge gamle vi slæber rundt på. Og er vi så det?
Personligt kan jeg mærke mig selv igen, og mit liv er blevet ubeskriveligt meget bedre efter jeg tog min datter hjem. Når mine børn trives, så trives jeg, så har jeg energi, overskud, jeg kan være noget for andre og jeg kan yde mere. Jeg har dødhamrende travlt, jeg læser til studiet om aftenen (af og til om natten), og jeg hjemmeskoler om dagen (egentlig bare alle mine børns vågne timer, for jeg skiller ikke læring fra resten af livet), jeg bruger min fritid på at skrive blogs og inspirere andre til at mærke sig selv også, og jeg bruger ufattelig mange timer på at være i kontakt med mennesker der kæmper en helt urimelig kamp, og som ikke føler sig hørt nogen som helst steder i velfærdsstaten. Derfor skriver de til mig, og jeg får ikke en krone for at hjælpe. Hvor skal jeg sende dem hen Mette? Hvem skal de ringe til?
Jeg har påtaget mig det fulde ansvar for mit barns trivsel, uddannelse og udvikling, uden skyggen af ressourcer. Men jeg klager ikke, for jeg har taget livskvaliteten hjem også, jeg har overskud igen og jeg smiler. Men det er ikke velfærdssamfundets fortjeneste, det er min egen, for der kom ikke nogen og reddede mit barn - eller mig for den sags skyld. Jeg har tænkt ud af boksen, kigget på hvilke behov der er, og hvad der skal til for at få mit barn bragt i trivsel igen.
I dag er vi i naturen næsten dagligt, jeg får gået ture, jeg får læst, jeg får helt fantastiske oplevelser med begge mine børn, vi får set en masse mennesker. I dag har vi været i et springcenter i Køge hvor vi mødes hver anden fredag med en masse andre familier som også hjemmeskoler. Jeg forsørger mig selv og mine to børn på en SU. Det koster ca. 500.000 - 1.000.000 (alt efter hvilken kommune man bor i) for samfundet hvis mit barn gik i skole i 9 år. Her betaler jeg det hele selv. Men du hører ingen brok herfra.
Til gengæld kunne det bare være superfedt hvis du lagde den der hånlige overdommer fra dig, fandt en lillebitte smule ydmyghed frem, og begyndte at lytte til de mennesker der prøver at råbe dig op. Lyt med dit hjerte Mette, se om du kan få øje på alle dem der kæmper, og som faktisk stadig vil samfundet og fællesskabet, de kan bare ikke redde det hele selv, og de har snart ikke flere kræfter til at blive ved med at kæmpe … og så har vi som samfund et langt større problem end det vi har nu.
Vi lærer børn at det ikke er pænt at pege … men der er ingen politikere vi kan pege på længere, vi er overladte til os selv, magthaverne er holdt op med at lytte.
Tak fordi du læste med.
P.S. Hvis jeg havde haft mere tid havde jeg skrevet et kortere blogindlæg. Men set har jeg ikke.
Til dig der vil have mere. Artikler fra velfærdssamfundet:
Sundhed:
105 jordemødre fra landets største fødeafdeling i opråb: Der er risiko for, at vi kan miste et barn på grund af travlhed
Læs artiklen her (fra nov. 2021)
Læger i opråb: 'Fødegangen i Roskilde risikerer reelt kollaps'
Læs artiklen her (fra juni 2022)
Danskerne: Mangel på sygeplejersker er den største udfordring
“67 pct. af danskerne svarer, at de er bekymrede for, om det offentlige sundhedsvæsen kan tilbyde den rette sygepleje og behandling, hvis de selv eller deres nærmeste bliver syge.”
Læs artiklen her ( sept. 2023)
Privathospitaler i opråb til minister: Patienter må vente månedsvis i det offentlige, mens de private har ledige pladser
'Ganske forfærdeligt' og 'helt uacceptabelt': Hård politisk kritik af livstruende ventetider på kræftoperationer
Folkeskolen og børns trivsel:
Flere skolebørn har det skidt – og den sociale ulighed i sundhed og trivsel er alarmerende
Sundhedsstyrelsen aug. 2023 - læs her
Jobcentre:
“Kun fire ud af ti af medarbejderne på jobcentrene er socialrådgivere. Flertallet er alt fra kontoruddannede til frisører, og tømrere. Men trods arbejde med tungt lovstof er der ingen formelle krav om efteruddannelse.”
Hver gang jobcentre bruger en time på at få ledige i job, bruger de tre timer på regler og bureaukrati
Læger er frustrerede over jobcentre: - Der er jo en grund til, at lægen skriver de ting, så det virker sort at springe det fuldstændig over
I en undersøgelse fra Psykiatrifonden og Sind i 2019 blev cirka 1.000 syge borgere, der havde været tilknyttet jobcentret i over et halvt år, spurgt ind til jobcenterkontakten. Her svarede knap halvdelen, at de havde oplevet, at jobcentret så bort fra lægens, psykologens eller psykiaterens ord.
Når vi skal rose jobcentrene, er det så misvisende at vi laver den her slagsundersøgelser? (Om VIVE-undersøgelsen i Københavns Kommune)
“… undersøgelsen er lavet på basis af kun 331 besvarelser. I nogle underkategorier ned til 25 besvarelser.
"Jeg synes, der er mange problematiske ting ved den undersøgelse", uddyber hun over for Akademikerbladet.
"Det er et håbløst lille antal besvarelser, når man tænker på, at der kommer omkring 80.000 mennesker igennem Københavns jobcentre hvert år. Det kan jeg dårligt se som repræsentativt. Samtidig er det også dybt problematisk, at sagsbehandlere selv har henvist brugere til Vives udspørger, og at sagsbehandlerne i øvrigt har været klar over, at deres klienter skulle interviewes efter samtalen.
Læs resten i akademikerbladet fra april 2023 her.
Psykiatrien:
Opråb fra psykiatriske sygeplejersker: Nogen skal tage stilling til, om de mennesker, der leder psykiatrien, er de rigtige til at fortsætte
Ny kritik fra Rigsrevisionen: Indsatsen mod tvang i psykiatrien halter stadig
Det er ikke første gang, Rigsrevisionen kritiserer udbredelsen af tvang i psykiatrien. Det vidner om et »system i knæ«, mener professor
Statsrevisorer retter markant kritik mod indsats i psykiatrien
Ministerium, kommuner og regioner får kritik af Statsrevisorerne i sager om borgere, der har været indlagt.
Ankestyrelsens omgørelsesprocent:
“I 2022 fordelte sagerne på landsplan på socialområdet generelt sig ved at:
9,0 pct. af sagerne er ændret eller ophævet.
28,5 pct. er hjemvist.
62,5 pct. er stadfæstet.
Omgørelsesprocenten var dermed på 37,5 pct. i 2022.
Læs tallene og demografien her
Plejehjem
opdateres …
Klima
opdateres …
