Åh, det er godt at have veninder. Veninder man kan vende ting med, og som lige husker en på at det er bedre at være et aktivt røvhul end et passivt-agressivt. Eller bare passivt. Og faktisk mindre end en time efter Smilla og jeg havde afsluttet den samtale, stod jeg i en sitaution i Magasin hvor jeg fik testet min nye identitet som “aktivt røvhul” af. Tak Smilla, tak Magasin og tak idiot-kunde i Magasin. Så hvad handler alt det her om? Jo nu skal du bare høre (læse):
Jeg ringede til Smilla og fortalte at jeg er blevet sådan en der koster rundt med folk og kommanderer, mest fordi jeg over en længere periode er blevet rimelig træt af pis. Andre folks pis. Mit eget pis. Pis generelt. Og jeg gider ikke være over-fleksibel, for den slags fleksibilitet gør alle til tabere, og når man hele tiden er sådan en fleksibel type, så ender man med at skide sine egne behov et stykke og glemme hvad der er vigtigt for en selv. Og jeg har fået et armbånd fra den tur. Jeg har vel nærmest VIP status i at være sådan en der bare er mega fleksibel, med det resultat at jeg aldrig rigtig får det på den måde jeg gerne vil have det, og altid ender med at være på overarbejde på andres projekter (store og små).
Så. I stedet for at være sådan et passivt røvhul der går og bliver sur, og som de andre bliver irriterede på, ja så har jeg besluttet mig for bare at være et aktivt et, som folk jo alligevel bliver sure på uanset hvad man gør. Det har jeg testet i et døgn nu, og det har resulteret i følgende:
En mail til en internetbutik, som er min til dato mest agressive mail jeg nogeninde har skrevet. Og selvom de to gange prøvede at løbe om hjørner med mig, så endte det med at jeg både fik skrevet “jeg accepterer hverken undskyldninger eller bortforklaringer, der er kun en mulighed og det er at i overholder aftalen” og “jeg accepterer ikke den løsning”. Efter halvanden time havde de refunderet mine penge og alt gik i orden. Jeg skældte dem ikke ud, svinede dem ikke til, jeg holdt bare 100% fokus på bolden og hvad jeg ville have der skulle ske.
Jeg har sagt “Slap dog af med de nykker der, det er et lille barn!” til en ung kvinde i Magasin i Lyngby. Emmalia dansede rundt på gangene og kom til at gå ud foran en ung kvinde. ikke ind i, men bare ud foran, så denne unge kvinde var nødt til at sænke farten et ganske kort øjeblik og vente på at Emmalia havde flyttet sig. Jeg tror aldrig jeg har set noget menneske rulle så aggressivt med øjnene, som denne kvinde gjorde, og jeg stod lige ved siden af. Og i en helt rolig og kølig tone fik jeg sagt “Slap dog af med de nykker der, det er et lille barn!”. Og selvom man ikke skulle tro det var muligt, så stak kvinden næsen endnu højere i sky, og gik videre hen til det næste tøjstativ, som hun havde haft SÅ travlt med at komme hen til. Og ved du hvad? Det føles forbandet godt at sige fra i situationen. Jeg var helt glad da jeg gik ud af Magasin, og jeg gik ikke med et efterslæb, som alle mulige andre fik lov at betale for. Næh. Jeg gik med stolthed i rygraden over at have sagt “gider du lige”, i stedet for at skulle bruge aftenen på at tænke over alle de ting jeg skulle have sagt.
Så det er min nye rolle. Og det føles virkelig godt på alle planer. Og desuden ønsker jeg at lære mine piger at være aktive røvhuller i stedet for passive. Det skriver jeg en blog om i morgen.
Jeg er for at man opfører sig ordentligt og har respekt for hinanden i det offentlige rum og med kunder/virksomheder og generelt alle steder. Men jeg er også for at man påtaler når man ser noget der ikke er i orden. Og “pyt” knappen kan give virkelig farlig spænding i skuldrene, og skabe eksplosionsfare andre steder, da de fleste af os ikke mener det der “pyt” når det virkelig kommer til stykket på. Men “pyt” er da en god måde at ignorere sine egne følelser på i stedet for at deale med dem og anerkende den vrede der måske er opstået, og kunne hjælpe hvis den fik lov.
Hej til in nye indre “aktive røvhul”. Jeg ka’ li’ dig.
