Billede af (El Caminante) fra Pixabay
“Men det er fordi du er destroyer Frejamay”. Det måtte han lige få lov at gentage. A’hvaffornoget er jeg? “Du er destroyer. Og det er ikke særlig populært at være destroyer, men det er ganske enkelt dem der forandrer verden”. Klip til nogle år senere hvor jeg pludselig finder ud af at os der er “destroyere” har en gudinde der hedder Kali. Og hende skal du møde i dag, for hun er flyttet direkte ind i min entré.
For at sige det som det er, så havde jeg en lortedag. Jeg skypede med min bedste ven Mauricio fra Mexico, og jeg fortalte ham lidt om hvorfor jeg var ked af det og frustreret. Jeg havde sagt noget til en jeg elsker, som var svært at sige. Problemet er at jeg er sådan en der ikke bare kan holde min kæft og lade stå til. Ej, hvor ville det bare være meget nemmere hvis jeg var sådan en der kunne holde min kæft. Se mine elskede ødelægge deres liv og blande mig udenom. Men det kan jeg ikke. Jeg har alle dage skrevet breve, ærlighedsbreve, hvor jeg har italesat alle de store lyserøde elefanter. Også selvom det hver eneste gang er inklusiv ondt i maven, hjertebanken og modet der svigter. Men selv uden mod har jeg sendt breve afsted. Hver gang.
Mauricio kigger på mig, der fra skærmen, og siger “jamen det er fordi du er destroyer. Det er vi, og det er skide utaknemmeligt at være sådan en der river hele lortet ned. Men vi er det fordi det gamle skal rives ned før der kan bygges noget nyt. We turn shit into flowers, and we need the space for the new to grow (det lyder bare bedre på engelsk, og samtalen er på engelsk med ham)”. Og han har så ret. Jeg har aldrig skrevet et brev med intentionen om bare at ødelægge noget for nogen. Aldrig. Jeg har altid haft et dybtfølt ønske om at et misbrug skulle stoppe, at en usund relation skulle blive bedre så der var plads til os begge i relationen eller lignende. Men jeg har ikke kunne bygge noget nyt op før det gamle blev (i det mindste) italesat, eventuelt revet ned og byttet ud med noget der var bedre.
Jeg har fuldstændig revolutioneret et forhold til et nært familiemedlem på den konto. Og det har vi begge været vindere af. Men det krævede at sætte ild til vores relation, sige ALT det usagte, være sårede og vrede, langsomt finde hinanden igen og så bygge noget totalt nyt, som var designet til at rumme, indeholde gensidig respekt og kvalitet på alle kanter og fronter. Men det krævede at alt det grimme blev sat fri. At (advarsel, coachkliché) “plasteret blev revet af”. Og det gjorde simpelthen så ondt. Men der var ikke længere flere muligheder tilbage.
Så. Jeg øver mig i at finde fred med at jeg er en “destroyer”. Det er ikke altid lige nemt, og jeg vælger så absolut mine kampe med omhu. Men jeg tager dem. Også selvom de er svære, også selvom jeg måske heller ikke altid tror på at det lander et godt sted. Men jeg har den irriterende vane at jeg tror jeg skal regne det hele ud på forhånd, og glemmer at vi altså er (mindst) 2 personer i en relation. Så jeg øver mig i at den anden part også har et ansvar, og at jeg ikke skal løse det hele uden at involvere den anden. Det bliver jeg (langsomt) bedre og bedre til. Og jo mere jeg slipper kontrollen, jo mere overrasker den anden part mig sjovt nok positivt. Coincidence? I think not.
Klip til tre år senere. Eller to.
Jeg sidder til kropsterapi i København hos Siff Storm (reklame - der kommer ganske snart en blog om mit forløb hos skønne Siff). Siff har praksis på strøget, og jeg har været der et par gange før. Hver gang har jeg stirret på maleriet af denne her vilde VILDE kvinde. Og først efter et par gange slog det mig at jeg lige ville høre Siff hvad historien er med den kvinde. Se her:
Kunstneren er den megaseje Ida Glad (find hende her og på instagram her). Jeg kan ikke helt huske hvordan Siff og Ida kender hinanden, men Siff forelsker sig i hvert fald i det her billede af Kali (som kvinden på billedet hedder, forklaring følger), og køber originalen. Siff fortæller at Ida har fået en hulens masse hyr for billedet, fordi Kali er ALT for aggressiv og ALT for meget og ALT for alt det som kvinder (stadig) ikke må være: vred, aggressiv, RASENDE, for meget, tage plads, fylde, larme. Det rammer lige ned i alt hvad feminisme handler om for mig, og jeg forelsker mig jo med det samme i billedet og må have fat i det.
Jeg får Idas kontaktinfo af Siff, skriver med det samme at jeg MÅ have det billede, og gæt hvem der har et enkelt print af originalen tilbage? Det har Ida (jeg tror hun kan skaffe flere!). Så jeg køber billedet, og nu er Kali, ødelæggelsens gudinde flyttet ind i min nye entré i vores nye penthouse for rockerfrøer i Lyngby.
Læren om Gudinden Kali
Kali er Gudinden for ødelæggelse og transformation. Hun har sort hår, blå hud, mange arme og en vild og ukontrollerbar energi. Hun suger al negativitet og blokeringer ud, frigiver og renser, så nye gode begyndelser kan træde istedet. Derfor hun er sort i huden. På voldsom vis skubber hun os til at give slip på destruktive vaner, handlinger og attituder, hvilket symboliseres i de afhuggede hoveder omkring hendes hals og afhuggede arme omkring hendes talje. Lige gyldigt om man vil det eller ej, så sørger Kali for, at ting ændrer sig. Det kan godt være, at det føles rigtig ubehageligt, men det er for det bedste og vil begynde at åbne døre til meget bedre tider, hvor man kan udleve sit fulde potentiale og livsformål. (fantastisk beskrivelse fra Helle Lykkebo)
Der var hun. The mother of destruction. Kali. Derfor var jeg så draget af billedet i Siff’s praksis. Udover at jeg skulle møde Siff, som jeg glæder mig helt vildt til at fortælle om, ja så skulle jeg også møde Kali, ødelæggelsens gudinde. Eller som Mauricio siger det så smukt “We are the League of Shadows. Batman is just a romantic stupid guy”.
Så nu bor Kali altså her, som en så velkommen kærlig reminder til mig selv om at jeg er god nok som jeg er. Jeg er en destroyer, måske en af Kalis homegirls, og det er okay. Vi kan ikke allesammen være dem der lader stå til og ser igennem fingre med ting der ikke fungerer. Eller lukker øjnene for det der ødelægger børn og liv og glæde og natur. Nogen skal sige de upopulære ting indtil resten af verden vågner op. Du er bare destroyer. Du er vigtigt. Du forandrer verden. Og jeg ser dig, og jeg ved hvor enormt ensom en rejse det kan være, for ingen kommer og takker dig. Alle hader dig. Og når folk er glade for forandringen, så har de glemt hvad der udløste den. Og det er heldigvis også fuldstændig ligemeget, for lykken er at leve i en fremtid der er bedre, hvor der er mere plads, mere tolerance og mere rummelighed og respekt for alle parter. Det er det hele værd. Det er det der gør at en destroyer også tager den næste destruction. Eller det er det jo ikke. For en destroyer er ikke velsignet med valget. Man gør det bare fordi det er det enste rigtige at gøre.
Så ja, det kan være fristende at bilde dig selv ind at du ikke er destroyer (hvis du er det). At det er nemmere at være noget andet end det man her. Men så kommer du til gengæld til at leve et liv ud fra en grå version af dig selv, og så har du for alvor tabt. Og det liv er ikke værd at leve. IMHO (in my humble opinion). Så hellere stå ved at du er en der vægter høj kvalitet, dybe relationer og ikke kan holde til at se folk du elsker køre langsomt, men sikkert direkte ud over kanten. Det er okay og det er et godt menneske at være.
