Del 1: Min fars hjælpsomme veninde - Iltmaskinen

Denne udgivelse er en del af en føljeton, læs del 1 her, del 2 her, del 3 her, del 4 her, del 5 her, del 6 her, del 7 her og del 8 her

Efter udgivelsen af denne blog-føljeton har jeg, i samarbejde med et fantastisk team, udgivet en podcast om historien i samarbejde med Ally Danmark, du finder sæson 1 “En farlig god veninde” her og sæson 2 “En farlig god mor” her. Har du ikke Ally appen eller prøvet Ally før, ha rjeg en rabatkode som giver dig 2 måneders gratis og uforpligtende prøveperiode på Ally, find rabatkoden lige her.

Iltmaskinen

Jeg kendte ikke nummeret, så jeg googlede det og blev ikke klogere. Bip bip. Telefonsvarerbesked. ”Hej Freja, mit navn er M, jeg er din fars nye veninde, jeg har adopteret din far, så jeg tænkte at vi lige skulle hilse på hinanden. Du kan bare ringe tilbage til mig”.

Det havde været et kæmpe bøvl at få flyttet min far i ældrebolig. Min far var hoarder, og der var gået rotter i hans hjem. Jeg havde været nede og tømme hans gamle hjem og endte med at sidde og græde ned i røret til ejendomsdamen nede på kommunen, og tiggede hende om at tilbyde min far en ældrebolig. Min far så hverken bunkerne, rodet, muggen eller totterne længere, og levede sit liv på internettet, kun afbrudt af korte besøg på toilettet og ud til køleskabet.  Jeg vidste ikke det stod så skidt til, for min far havde altid aflyst mine besøg i sidste øjeblik, og derfor gik der også flere år før min far endelig mødte mine børn. Men et par blodpropper i hjernen og en indlæggelse på Sønderborg sygehus gjorde at jeg sparkede døren ind til ham, og han gav slip på skammen og lod mig komme til igen. Sammen besluttede vi at han skulle flytte i ældrebolig, få daglig hjælp og rengøring og leve de sidste dage, måneder og år et sted hvor hjemmet var lyst og let og overskueligt.

Efter en hård og sej kamp lykkedes det at flytte min far. Hjemmet, med rottereder og 20 års hoarding, blev ryddet, jeg fik ham installeret i et nyt hjem, med rene vægge og ingen bunker eller rotter. Et af kommunens argumenter for ikke at flytte ham var netop at ”der skal ikke rotter ind ældreboligen”, og jeg måtte forklare at rotterne jo ikke ligefrem flytter med, at alt rodet ikke flytter med og at der er hjemmehjælp og rengøring med min far hen til den nye bolig.

Vi nåede lige akkurat at flytte min far, så lukkede landet ned. Jeg sagde farvel til min far i hans nye skønne hjem, pakkede bilen, og kørte tilbage til København, hele vejen fra Padborg. Jeg hørte CD hele vejen, landede i Lyngby klokken 21.35 og ville lige i Netto og hente en sandwich, inden jeg skulle hjem og afløse min mor og stedfar, som havde passe mine børn. Aldrig havde jeg set så fyldt en netto, og jeg anede ikke at landet nu var lukket helt ned.

Det betød også at der derfor gik et par måneder før jeg så min far igen. Og en dag lå der en besked på min telefonsvarer fra denne her nabokvinde til min far. Min far havde godt nævnt en dame der kom og hjalp ham lidt med at handle ind, og som var sød og hjælpsom, og jeg glædede mig simpelthen sådan over at min far, som ellers altid bare var sig selv, havde fundet en veninde det nye sted han var flyttet ind. Alting tegnede bare så godt.

Jeg ringede tilbage til hende, og der var en mærkelig telefonsvarer, noget med at hun var blevet hacket og derfor kunne man ikke bare sådan lige ringe til hende. Men hun ringede hurtigt tilbage til mig, og vi fik en meget lang sludder, hvor jeg nåede at sige 3-4 sætninger, og hun stod for resten. Jeg tænkte at hun virkede en lille smule kuk-kuk, men at min far jo også er lidt kuk-kuk, så de skulle nok få det sjovt sammen dernede. Hun talte ind i mine drømme, hun havde hjulpet min far med at bestille en kørestol, og så ville hun tage ham med ud og tage billeder, så han kunne få brugt sine gamle kameraer. Jeg var glad, far skulle ikke slutte sine dage ensom, nu havde han en veninde.

Lock-down sluttede, og jeg tog atter turen til Padborg for at hjælpe min far med at komme ordentligt på plads efter flytningen. Da min far ikke længere selv kunne køre, lånte veninden hans bil og hjalp med at handle ind for ham, og vistnok også andre der boede i ældreboligerne. Jeg skulle med toget derned, og jeg skulle have pigerne med. Vi skulle finde et sted at sove, men jeg nåede ikke at tænkte ret længe over mine logistik-udfordringer, før damen ringede og fortalte at hun havde en ven, hvor vi bare kunne bo gratis, og han havde også en ekstra bil vi bare kunne låne mens vi var der. Jeg sagde tak, det var en kæmpe hjælp, og at jeg bare kunne tage min fars bil. Men hun insisterede, og jeg tænkte at det jo også var ligemeget, bare vi kunne komme frem og tilbage, få handlet lidt reoler og hvad han ellers manglede for at komme helt på plads.

Vi ankom med toget og damen hentede os ved Gråsten station. Det var første gang jeg mødte hende. En meget speciel oplevelse. Halvt meget slidt kvinde, halvt smukke nye lakerede negle, lavet hos en professionel. Manglede tænder, havde flotte smykker. Hun snakkede enormt hurtigt, højt og meget, og det var en overvældende oplevelse, men jeg arkiverede hende under ”spændende liv” og lyttede og nikkede og smilede, og takkede meget for at hun hjalp med at passe på min far.

På vejen hen til min far stoppede vi lige ved SuperBrugsen, parkerede på en handicapplads, fordi hun havde handicap skilt, og handlede lidt ind så vi havde mad der hvor vi skulle bo. En detalje der er vigtig til senere i historien.

Dagene gik, der var meget at lave, men det var dejligt bare at være lidt sammen med min far. Damen var der hele tiden, og af og til skulle hun lige ordne vigtige ting, men så kom hun tilbage. Jeg tænkte ikke så meget over det. Hun boede lige skråt overfor min far, og havde et hjem med endnu flere ting end min far havde haft i sit gamle hjem, men altså, alle har ret til at leve som de vil. Mine piger løb lidt frem og tilbage, og jeg kunne hele tiden se dem. Det var en hjælp at hun gad lege lidt med børnene og hun virkede flink.

Min far sagde på et tidspunkt til mig at hjemmeplejen havde forsøgt at advare ham mod hende, og om jeg havde nogen tanker om det, for det havde han ikke umiddelbart selv. Jeg sagde at jeg nok ikke lige ville lade hende låne mit Dankort, for det var lidt den vibe jeg fik fra hende, men ellers havde jeg heller ikke de store betænkeligheder. Hun havde mange vilde historier. Om sin eksmand, som stalkede hende og lige havde hacket hendes bankkonto. Hun fortalte også at de andre naboer i ejendommen allerede dømte min far, fordi han nogle gange tissede i en urinkolbe ude i køkkenet, og ikke lige havde nået at trække gardinerne for, sagde hun. De snakkede, sagde hun. Jeg tænkte ikke så meget over det.

En morgen, da vi spiste morgenmad med hende, og vennen hvis overetage i huset vi havde lånt, inden vi skulle hen til min far og hjælpe til, skete der noget. Det var meget tidligt, og hun spurgte med store opspilede øjne om vi overhovedet havde kunne sove i nat. Noget var sket, kunne jeg høre i hendes stemme. Jeg vågner normalt af ingenting, og jeg havde sovet med vinduerne åbne og havde intet hørt, så ja, vi havde sovet fint? Hun fortalte at himlen havde været lyst op af redningsfartøjer i Flensborg Fjord. Der havde været en kæntreulykke, men der var heldigvis ikke kommet nogen til skade, alle var blevet reddet. Der havde været helikoptere i luften og vild action hele natten.

Hold da op. Noget i mig troede ikke en fløjtende fis på hende, noget var helt off, så da vi gik ud til bilen, gik jeg på google og googlede detaljerne fra historien. Jeg tænkte også at det alligevel var imponerende hvor menage detaljer hun (og pressen) kendte til, hvis det blot var få timer siden det hele var sket. Men ganske rigtigt, der var artiklen. Kæntreulykke i Flensborg Fjord. Den eneste ting der ikke passede var datoen. Artiklen var skrevet i 2013, og altså ikke i 2020 (LINK https://www.sonderborgnyt.dk/tre-tyskere-kaentrede-i-flensborg-fjord/ ).

Det var meningen vi skulle med toget hjem, men pludselig skulle hun selv til København den dag vi skulle til København, og hun tilbød at tage os med hvis vi betalte for færgen. Det ville vi gerne, selvom min skepsis omkring hende voksede med lynets hast. Hun fortalte at hun nogen gange var inde hos min far om natten, mens hans sov, for at se om han trak vejret. Min far var på iltapparat 24/7 på grund af svær kol. Hun fortalte hvordan hjemmeplejens personale slet ikke var uddannede i at håndtere iltapparater, men at hun havde passet sin mor og havde uddannelsen i iltapparater. Hun var kommet ind til min far om aftenen, hvor han havde set blå ud i hovedet, og så havde hun lige reguleret hans ilt. Hun fortalte hvordan hun var listet ind med lommelygte. Min far havde ikke låst sin dør, fordi hjemmeplejen skulle kunne komme ind, og den der ”bipper-lås” de bruger af en eller anden årsag ikke var blevet installeret endnu, selvom det var flere måneder siden han var flyttet. Så hun tullede ind til ham om natten mens han sov. ”Far, hvordan har du det med det?” Men damen havde jo solgt den ind til ham med fortællingen om at hun passede på ham, så selvom han ikke syntes det var det fedeste i verden, så var det jo rart at vide hun passede på ham.

Vi pakkede hendes bil, og satte os ind, efter at have sagt farvel og på gensyn til min far. Hun skulle over på bakken og spille, og besøge sin datter i Nordsjælland. Det var som om hun kunne læse tanker. Da vi kørte ud på motorvejen tænkte jeg ”hun kører som om hun ikke har kørekort”, og i samme sekund siger hun ”ja, jeg har jo kørt lastbil i mange år …” og så fortæller hun en ny historie om noget nyt, som bliver overtaget af en ny vild historie om noget nyt, og man når aldrig at bunde i nogen af fortællingerne, før en ny tager over. Mange ting kan jeg i dag sige om den kvinde, men hun har en helt unik evne til at lyve, og hurtigere end jeg nogensinde har oplevet hos nogen før.

Da vi nærmer os København er hun i gang med endnu en lang og vild fortælling, og får på en eller anden måde flettet ”så derfor sover jeg bare hos dig i nat” ind i fortællingen. Noget med datteren, noget vildt der er sket, og at damen pludselig ikke har et sted at sove. Alt i mig SKRIGER ”DU SKAL FANDME IKKE SOVE I MIT HJEM”, men jeg sad der på bagsædet af hendes vens bil, som hun havde lånt, hun hjælper min far, hun kører os hjem næsten gratis, hun skaffede os et sted at bo mens vi var i Padborg, hvordan skulle jeg kunne sige nej? Så hun skulle sove hos mig.

Da vi kom hjem, fjernede jeg alt af værdi i min stue og lagde ind i mine skabe i soveværelset. Hun fortalte at hun var forfulgt af sin eksmand, og at han muligvis havde GPS-tracker installeret i hendes mobil, så hun håbede bare ikke han pludselig troppede op på min adresse og forsøgte at slå hende ihjel. Jeg var holdt op med at tro på noget som helst hun sagde, så jeg svarede bare ”det gør han ikke, for det første skal han igennem mig først, og for det andet har jeg en livslinje til rockerne, hvis det endelig skulle komme så vidt”, og så var den ligesom lukket.

Natten var lang, og næste morgen skulle jeg bare have hende ud af mit liv. Hun kørte kl. 8 og jeg afleverede børn, og tog hjem med en kæmpe mavepine. Der er noget helt galt. Jeg dobbelttjekkede at hun ikke havde taget noget, og til min store ærgrelse opdagede jeg at mit pas, med mit cpr-nummer havde ligget i et af skabene i stuen hvor hun havde sovet. Noget jeg først kan gøre noget ved når hun har begået svindel med mit cpr-nummer … Jeg var nødt til at ringe til hjemmeplejen for at høre mere om det iltapparat, og om det virkelig var rigtigt at hjemmeplejen ikke var uddannede i iltapparater. Om de vidste at der blev stillet på min fars ilt om natten.

Jeg ringer op til hjemmehjælpen og får fat i lederen. Jeg nævner kort damens navn og siger at hun går ind til min far om natten. Lederen får lige en hastesag men lover at ringe tilbage. Timerne g¨r, og hun ringer op.

-       Sagde du at en dame ved navn M går ind til din far om natten og skruer på hans iltapparat?

-       Ja! Og hun siger jeres personale slet ikke er uddannede til at håndtere ilt, men fortæller at hun selv er knivskarp til det og derfor ”retter min fars ilt til” så han får nok

-       Jeg ved desværre godt hvem hun er, og jeg synes du skal gå til politiet …

Herefter fortæller lederen at damen systematisk ligger og kører rundt efter hjemmeplejens biler, for på den måde ved hun præcis hvor de svage borgere i området bor henne, og så ”arbejder hun sig ind på borgerne” (noget jeg senere finder ud af præcis hvordan hun gør), hvorefter hun udnytter dem. Hun stjæler dankort, bankoplysninger, benzinkort, opretter lån i deres navne, ruinerer dem, stjæler fra dem, alt imens hun spiller den gode omsorgsfulde hjælper med hjertet fuld af næstekærlighed.

Jeg var chokeret. Hvorfor fanden er der ikke nogen der gør noget? Hvordan kan hun bare få lov til at fortsætte med det her? Hvorfor er hun ikke meldt? Buret inde?

Langsomt begynder det at gå op for mig at min fars nye veninde er en svindler. Noget der er vildt svært at forstå, for hun virker jo sød og omsorgsfuld, fuld af handlekraft og får ting til at ske for andre mennesker. Hvordan kan det lade sig gøre?

Dagen går med telefonsamtaler med hjemmehjælpen, min far, politiet imens jeg prøver at tegne et billede af hvad der i virkeligheden foregår. Men selvom jeg ved hun er svindler, har jeg på det her tidspunkt ingen idé om hvad der i virkeligheden foregår. INGEN idé. Men det får jeg …

Og det var første del af historien om min fars hjælpsomme veninde. Del 2 udkommer i næste uge.