Børn og navneskifte - hvad gør jeg ved omverdenens reaktioner?
Selvom det er nogle år siden får jeg stadig en del henvendelser omkring børn og navneskifte. Hvordan gjorde vi? Hvad sagde omverdenen? Mistede Emmalia så sin identitet som menneske (som en læser påstod hun ville)? Har jeg fortrudt? Hvad siger Emmalia selv? Alle de spørgsmål svarer jeg på i dag og håber jeg kan kaste lidt lys over processen når man vælger at skifte sit barns navn.
Hvem skiftede navnene?
Jeg har brugt Kristine Øjken til alle vores navneskifte, og hende kan jeg klart anbefale, hvis du vælger at gå numerologiens vej. Hun er dygtig og no bullshit, det er helt perfekt til mig.
Hvad gjorde i?
Jamen, pigernes far og jeg stod i en mærkelig forhandlingssituation da vi skulle vælge navne til Emmalia. Navnet skulle fungere på 4 sprog, det skulle være noget vi begge kunne lide og leve med og det endte med at vi valgte at sætte navne sammen fra hver vores liste over navne. Emmalia kom til at hedde ”Emma Jo”, og allerede da vi havde valgt navnet havde jeg antydningen af en ”bismag” ved det valgt. Men det var bare lettere at have ro og have taget beslutningen end at blive hængende i endnu et område vi dengang kunne blive uenige om. Så sådan blev det.
Skæbnen ville så at jeg selv valgte at skifte navn efter min første session med Kristine. Jeg startede sessionen med at sige ”jeg vil gerne have en tolkning, men jeg vil ikke skifte navn”. Og efter 45 minutter var jeg klar til at kaste alle mine navne i floden, og hedde nærmest hvad som helst. Det var en ret stor oplevelse for mig at få lavet en tolkning på mit navn.
Efter mit eget navneskifte blev jeg naturligvis nysgerrig på Ems’ navn, og fik lavet en tolkning på hendes navn (som føltes lidt off). Og det er jeg simpelthen så glad for at jeg gjorde. Pigernes far og jeg bookede en tid hos Kristine og sammen fik vi lavet et nyt navn til Ems, som blev til Emmalia. Navnet lå ikke langt fra det hun hed i forvejen og jeg fortalte Emmalia om hendes navneskifte med det samme. Det pudsige var at Emmalia tog navnet til sig med det samme som om hun havde havde heddet andet. Som om hun havde fået lige præcis den kjole der passede hende nu.
Hvordan reagerede omverdenen?
Well, vuggestuen rynkede lidt på næsen, men nu er det jo udenfor deres fagområde at vurdere om børn har fået de rigtige navne eller ej, så det var jeg iskold overfor. Jeg har ingenting forklaret jeg har bare meddelt at Emma Jo nu officielt hedder Emmalia, og at det forventer jeg hun bliver kaldt.
Det meste af min familie havde jo allerede ”været igennem” mit navneskifte, så at Ems skiftede navn til Emmalia var ingenting. Jeg oplevede egentlig at alle tog de til sig med det samme, og jeg tror i høj grad at det handler om at jeg var totalt afklaret med at det var sådan det er. Jeg tror også det var derfor Emmalia accepterede sit navn med det samme, fordi jeg var fuldstændig afklaret. Og hvis du venter på at resten af verden skal forstå hvorfor du gør som du gør, ja så kan du vente for evigt, og hvem gider bruge sit liv på det?
Men så dele jeg processen på bloggen, og hold da op …
Det vil aldrig holde op med at overraske mig hvor nederdrægtigt og ondskabsfuldt folk (især folk der er mødre til andre mennesker) tillader sig at skrive til andre mennesker på nettet. Især en kommentar sårede mig virkelig meget. Jeg overvejede lige et kort øjeblik om jeg skulle søge den frem igen og dele (dele af) den, men der er ingen grund til at bringe den slags negativitet ind i verden igen, og jeg har bedt vedkommende om aldrig at læse med his mig igen, så det tænker jeg vi har en fælles forståelse om.
Hendes kommentar indeholdt stor tvivl om hvorvidt jeg overhovedet var i stand til at varetage et barns basale behov, når jeg kunne finde på noget så hjernedødt som at skifte mit barns navn og dermed bringe hele mit barns identitetsdannelse i fare (yep), og en masse andre tvivl om mine evner som mor og vistnok også menneske. Og så insinuerede hun kraftigt at man måske skulle involvere myndighederne til at vurdere mine evner som forældre. Det er altså ikke småting man får skudt i skoene af en fremmed, som lige droppede forbi med en holdning.
Og grunden til jeg nævner den her episode, er fordi i er mange der er vildt bange for omgivelsernes reaktioner hvis i vælger at skifte jeres børns navne. Jeg har været der, og jeg blev anklaget for langt værre ting end jeg selv havde fantasi til at forestille mig. Alligevel står jeg her i dag, med et sundt og rask barn, med en stærk personlighed og tydelig identitet, som er velfungerende og klog, empatisk, lækker og dejlig, og som aldrig skulle hedde andet end Emmalia (med mindre hun selv vælger noget helt andet når hun bliver større, så skal hun være fri til det). Det navn er bare så rigtigt til hende og jeg er så taknemmelig for at jeg lyttede til min tvivl og ændrede hendes navn.
De andre skal ikke leve mit liv. De andre skal ikke se mig i øjnene. De andre mærker ikke hvad jeg mærker. De andre lever ikke efter mine værdier. De andre skal ikke se mine børn i øjnene og leve med de beslutninger jeg tager på deres vegne, så længe det er mig der er deres beslutningstager. Når jeg bliver 104 og stiller mine gummistøvler, så vil jeg have levet mit eget liv. Det er den eneste vej til sand lykke og dyb tilfredsstillelse. At træde det der er min vej. Jeg sagde engang et superfancy job op for at blive handicaphjælper i stedet. ALLE var bekymrede for hvad det valg gjorde ved mit CV og min karriere. Og ved du hvad? Det gjorde ikke en skid, ikke andet end at det gav mig mening med livet tilbage, og at jeg et par år senere landede mit drømmejob, og havde en virkelig god forklaring på hvorfor jeg havde valgt som jeg gjorde: fordi det var det eneste rigtige at gøre, at lytte til min egen stemme og min eget kald.
Ligesom jeg heller intet har at gøre i andres valg og beslutninger i livet. I have no clue, hvordan skulle jeg have en holdning om hvorvidt du skal være advokat eller buschauffør? Om dine børn må få slik til hverdag eller ej? Om din kæreste har ret i at børnene skal have deres egne senge eller om det stadig er hyggeligt de sover mellem jer? Om dine børn skal skifte navne eller ej? Om du skal tabe dig eller ej? Jeg har ingen holding til det for jeg lever ikke dit liv, jeg er ikke dig, jeg skal ikke leve hvert eneste sekund af resten af dit liv med konsekvenserne af de valg du træffer eller ikke træffer. Det er ikke min business og jeg gider simpelthen ikke bruge min tid på det.
Hvilke værktøjer brugte du så?
Så. Mit værktøj til at håndtere det her, for det efterspørger i nemlig, det er at stå ved mit valg. Jeg skylder ingen en forklaring og jeg har altid retten til at sige ”det er ikke til debat eller diskussion” hvis jeg ikke gider forklare mig. Jeg vil gerne inspirere og dele min rejse, men jeg gider egentlig ikke høre andres holdninger til navneskifte når jeg nu tydeligvis har min egen holdning og din ikke ændrer en hujende fis ved min.
Så det er værktøjet. Stå ved dit valg. Vælg dit valg. Lad folk ligge og rode med deres holdninger, det er bare holdninger og det er deres og ikke dine. Sig ”spændende” og smil og forlad samtalen eller skift emne. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt sætningen ”jeg tror ikke på det numerologi-lort” hvorefter jeg har sagt ”det ved jeg sådan set heller ikke om jeg gør, men jeg er vildt glad for både mit og min datters navneskifte”. Og så bliver folk afvæbnede fordi vi ikke skal ud i en eller anden penismåling i hvem der har mest ret i noget der alligevel ikke findes et facit på.
Så måske er det mit andet værktøj. At folk gerne må have deres holdninger (men må holde deres verbale overfald for sig selv, tak), og at jeg har fred med at have valgt mit valg. Måske er begge værktøjer to sider af samme sag.
Spørg endelig løs. Jeg har skrevet den her blog om mit eget navneskifte, måske er der inspiration at hente der.
Hvad gør jeg så hvis mit barns søskende er imod navneskiftet og næsten synes det er vold mod barnet?
Så er her en god mulighed for at tage en snak om beslutninger, uenighed og anerkende den store omsorg og kærlighed der ligger i den bekymring den søskende udtrykker, sådan ville jeg i hvert fald selv gå til det. Der vil komme en masse andre valg som mine børn ikke er enige i, og så må vi snakke om de forskellige muligheder der er. Pigernes far var i første omgang heller ikke enig med mig i at vi skulle skifte Ems’ navn, da han virkelig var glad for det gamle, men da jeg fortalte hvorfor det betød meget for mig så lyttede han på en helt anden måde og endte med selv at være for et navneskifte. Og så var vi igen fælles om at vælge et navn, så ingen følte sig forbigåede eller overrulede, og det blev en stor succes.
Jeg ville i hvert fald helt klart se uenigheden som en mulighed for at snakke om det der med når noget bare føles helt forkert og konsekvenserne ved at lade andre tager over på beslutninger man selv skal leve med. Måske bliver denne søskende stadig ikke enig med dig, men han eller hun lærer noget vigtigt om at man, på en fin og respektfuld måde, kan følge sit hjerte uden at køre andre over, også selvom andre ikke forstår den beslutning man tager.
Byd gerne ind med personlige erfaringer med børn og navneskifte, det er et spændende emne og det er altid inspirerende at læse andres historier om emnet. Jeg er jo bare mig og kan kun tale ud fra mig.
Jeg glæder mig til at læse din historie
Kh
Frejamay
