Måske er det graviditeten, hormonerne, tiden eller måske er det bare fordi det hele er så tydeligt lige nu. Jeg ved det ikke. Med hele rejsen i mente, de seneste 3 år + det løse, så er det et virkelig godt tidspunkt det her kommer på. Inden en ny begyndelse d. 27 april når baby kommer. Men det her er nu.Den seneste uge har jeg været i en form for kærlighedsbobbel. Og faktisk har den største udfordring været at rumme den og stå ved den. For jeg er god til at håndtere krise og smerte, jeg er god til at dele det svære. Det jeg ikke er så god til er at dele det smukke og fantastiske, især når det går rigtig godt, fordi jeg har sådan en sær følelse af at jeg tager et eller andet fra andre eller fylder for meget. Det er skørt. Men når man så tænker på Marianne Williamsons "Vores største frygt" (jeg sætter den ind lige om et øjeblik), så giver det jo egentlig god mening at jeg har det sådan lige nu:"Vores største frygt er ikke at vi er utilstrækkelige. Vores største frygt er at vi har overordentlig meget styrke. Det er vores lys, ikke vores mørke, der skræmmer os mest. Vi spørger os selv, hvem er jeg der tror at jeg er genial, mægtig og talentfuld? Ærlig talt, hvorfor skulle du ikke være det? Du er et barn af Gud. At spille lille tjener ikke verden. Der er ikke noget oplyst ved at krympe, så andre mennesker ikke føler sig utrygge i dit selskab. Vi er alle bestemt til at stråle, ligesom børn. Vi er født til at manifestere Guds herlighed, som lever i os. Ikke bare i nogen af os, men i os alle. Og når vi lader vores eget lys stråle, giver vi ubevidst tilladelse til at andre mennesker kan gøre det samme. Når vi er frigjort fra vores frygt, vil vores tilstedeværelse automatisk frigøre andre."Efter mit farvel med Hillerød sygehus har jeg simpelthen fået det så godt. Jeg bliver set og rummet. Der kommer nye samarbejder omkring bloggen som simpelthen bare er så meningsfulde og kærlige, og det føles så godt at sige ja tak til det meste. Mit bånd til min datter er stærkere end nogensinde før, og vi er inde i sådan en god periode. Vi håndterer konflikter på et nyt niveau i øjeblikket, og der er så meget kærlighed og glæde, også selvom jeg er træt og ikke ret mobil på grund af mit trætte og ømme bækken. Men vi storhygger og jeg er så stolt af mit lille barn. Som ikke er så lille mere.For halvandet år siden, da jeg både var sygemeldt, var i statsforvaltningen og oven i købet havde en sag med vores dagplejeledelse, som insisterede på Emmalia havde en diagnose, var jeg ved at gå i stykker. Jeg kunne ikke holde til mere. Jeg kiggede på det der lille barn, og jeg havde så ondt i maven, fordi hele mit liv handlede om at få så meget tryghed og stabilitet ind i kroppen på mit barn som overhovedet muligt. Samtidig blev jeg angrebet fra alle sider. Der var dage hvor jeg vågnede og begyndte at tælle timer til hvornår jeg skulle i seng igen, fordi jeg ikke magtede mere. Jeg var så bange for at jeg havde fucket min datter barndom op med den start på livet hun havde fået. Og da så dagplejen begyndte med deres hetz og alle de tests vi skulle igennem for at "bevise" at min datter altså ikke fejlede noget som helst, blev det hele bare for meget. Det var så svært at bevare roen og være saglig og holde hovedet koldt, når der står et helt system og piller en langsomt fra hinanden.Stjernerne må have stået rigtigt, for den psykolog som skulle vurdere Emmalia, endte med at kigge på mit barn og sige "det der barn fejler altså ikke noget som helst" - præcis som alle andre tests viste. Ingen fra min omgangskreds kunne genkende det billede dagplejesystemet forsøgte at tegne af mit barn. Og heldigvis blev hun frikendt, og jeg fik flyttet hende derfra i en helvedes fart. Og siden har ingen pædagoger nævnt noget som helst om diagnoser eller lignende.Så hvorfor vade i det igen?Fordi det har siddet i min krop, og stadig gør det. Det er noget af det værste jeg har oplevet i min tid som mor, det har været at læse aktindsigter om mit barn og mig hvor der bliver direkte og beviseligt løjet. Heldigvis kunne vi modbevise det hele, da jeg altid sørger for at have vidner og dokumentation i orden når jeg så meget som sætter en lillefingernegl indenfor noget der har med systemet at gøre. Jeg går aldrig til et møde alene. Aldrig. Og jeg tror desværre aldrig mine parader kommer til at sænke sig så meget som en centimeter når det kommer til det offentlige.Den tid står i så skærende kontrast til den tid vi lever i nu. Vi bor det dejligste sted i Brede, som mit elskede netværk skaffede os i en sort sort tid. Selvom jeg er ret mærket af min graviditet (først 6 måneders kvalme og så et bækken der gør at jeg ikke kan gå hveranden dag), så har jeg det virkelig godt. Det her er en magisk graviditet fordi jeg for det første ikke lever i massiv frygt (sådan som jeg gjorde sidste gang), jeg er omgivet af støtte og jeg er mere tro mod mig selv og mine ønsker end jeg måske nogensinde har været før i mit liv. Jeg er virkelig på speed-learning i øjeblikket når det kommer til selvkærlighed og at ære mig selv, men det hele foregår i den fineste kærlighedsbobbel og med støtte og masser af love.Hver aften når jeg putter Emmalia, står jeg op og går ind i stuen. Og så går jeg tilbage igen for at kigge på hende. Og så ligger hun der. Så fin og fredfyldt og smuk. Og selvom hun er blevet så stor på rekordtid, så er hun stadig bare min lille pige, og jeg har lyst til at kramme henede hele natten og fortælle hende hvor ufattelig stolt jeg er af hende. Hun er så livsglad, hun elsker at optræde, hun elsker andre mennesker, hun udtrykker sig på alle mulige måder hun overhovedet kan komme til det, hun er så tydelig, hun kender sig selv så godt, og er så god til at være tro mod sig selv, hun er så kærlig og nysgerrig, hun siger simpelthen de sjoveste ting i øjeblikket og hun er så sjov at være sammen med.I "gamle dag" havde jeg svært ved at tage nogen steder hen med hende, fordi det altid endte i gråd og mig der ikke kunne rumme og overskue situationen og blev vred og ked af det. Mit overskud var lig nul. I går var vi en tur i Hørsholm bymidte, og jeg nød alt fra køreturen til løbeturen rundt i centeret, til at have hende med inde i butikker, til vores snakke og til hele oplevelsen med Emmalia. Det er så vildt som det har ændret sig. Jeg har ændret mig, og dermed har Emmalia jo også haft mulighed for at gøre ting anderledes.Jeg elsker at være mor. Også selvom jeg ved denne her tilstand ikke varer evigt og at vi har mange timers gråd og konflikter og vokseværk foran os. Men uden det ville de her magiske tider ikke stå frem og føles så fantastiske som de gør.Så det jeg prøver at sige er at det går virkelig godt. Jeg er så glad og så lykkelig i øjeblikket. Jeg er stolt og føler mig omgivet af støtte og god energi og kærlighed, og jeg forsøger efter bedste evne at rumme det hele, selvom det er svært.Der er 10 uger til min termin. Tænk at jeg, som troede jeg aldrig ville få børn, er velsignet med en lille supernova herhjemme og får en til om ganske kort tid. Hvor heldig har man alligevel lov at være?Eller som der bliver spurgt i filmen "Charlie and the chocolatfactory"