på facebook viser vi kun den store fisk Min uge starter gerne med selvkærlighed, især den travle uge. Det lyder som et indsigtsfuldt og inspirerende valg. Det er det ikke. Det er dødhamrende nødvendigt. Jeg SKAL lade mig selv op allerede fra mandag morgen, ellers får jeg en uge hvor jeg slæber gammel brugt og død energi med mig videre. I dag startede jeg klokken 9.00 hos min psykolog, og jeg havde tasken fyldt med issues.Det første issue jeg havde, var at jeg var røget i den sociale medie fælde, du ved, den der hvor du sammenligner dig selv med, hvad du er kommet til at bilde dig selv ind, er andres virkelighed. Jeg havde forblændet mig af en smuk, slank lyshåret træningstype, med to perfekte børn, en perfekt mand, en perfekt bil og med et perfekt hjem. Den "virkelighed" sammenlignede jeg med denne her virkelighed:I sidste uge måtte jeg simpelthen få en veninde til at åbne min e-boks fordi der lå breve fra kommunen, og fordi jeg, efter sidste års kampe med kommunen simpelthen har fået kommuneangst. Jeg gik på vægten og kan se jeg har taget 3 kilo på siden nytår. Jeg har udslet på mine fingrer og har lyst til at leve af usunde madvarer, jeg er træt og jeg er i tvivl om hvilken retning jeg skal tage mit liv i i fremtiden. Jeg er single, har ikke en stor villa på strandvejen, kører ikke en kæmpe Audi, og jeg har lige været oppe og skændes med mit forsikringsselskab, og synes heller ikke økonomien lige slår til.Bum. Hej hej virkelighed. Og med den virkelighed skrevet med stor fed tucsch i panden, så hopper jeg ellers med begge ben lige ned i den perfekte virkelighed på de sociale medier, og ser at ALLE har succes. Alle shiner. Alle har overskud, alle spiser kun grøntsager, alle gør dit og alle gør dat.Men inde i min virkelighed ser jeg en uansvarlig mor, for helt ærligt, hvem fanden kan ikke finde ud af at logge på e-boks, hva? Det er to klik. Og jeg ser en træt mor der er træt af at kæmpe. Og jeg ser en kvinde der bare er i forfald.Og SÅ er det godt at man har en psykolog, hvor man kan sidde og sige de her ting højt, så man lige kan blive rettet ind igen. Så hun "re-framer" eller omformulerer lige min sorte forvrængede virkelighed over til noget lidt mere tæt på sandheden.

Du er ikke bange for e-boks, du har en reel frygt for en mastodont som ikke er egnet til at tage sig af mennesker, og den frygt er både sund, ansvarlig og velbegrundet. Sidst år år stod du i en situation hvor dem der skulle hjælpe dig de svigtede dig allermest. Du reagerer sundt, og du får endda rakt ud efter hjælp, du får en veninde til at hjælpe der hvor du erkender du ikke kan selv. Er det ikke en meget god ting at lære videre til dine børn?
Du har været i belastning nonstop i 3 år, din krop reagerer simpelthen så sundt, og du skruer op og ned for dine arbejdsopgaver i takt med at presset stiger eller falder, og du gør det så godt. Er det ikke ansvarligt?
Det eneste der er "galt" er at du mangler ro nogle områder i dit liv, og sådan som jeg kender dig, så gør du noget ved det i samme sekund som du er klar over hvad problemet egentlig er, i det omfang du kan, med de midler du har.

Og ved du hvad? Hun har ret, og denne her virkelighed føles meget mere omsorgsfuld, og den er (mindst) lige så sand som den jeg vågnede op med i hovedet i morges.Jeg talte med en veninde efterfølgende som er havnet i det samme selvbedrag som jeg var/er, og kunne bare høre den samme hammer tæske løs på min stakkels veninde. Hold kæft hun kæmper, og jeg har så stor respekt for hvordan hun (jeg ved du læser med) tager den ene udfordring efter den anden, passer på sig selv, sætter grænser, tager ansvar, stræber efter en bedre hverdag og et bedre liv og tager alle de kampe undervejs (uden undtagelse), og hun sparker så meget røv. Men hold kæft hvor er vi nødt til at være hinandens spejle nogengang, og ikke de der spejle fra hurlumhejhuset som gør os større eller mindre end vi er. Et klar og tydeligt spejl som viser hele billedet. Også det smukke, også det ansvarsfulde, også alt det vi også er og gør. Og her har vi altså brug for hjælp udefra, for hvis vi først har købt ind i den forvrængede virkelighed, ja så er det sgu svært at komme ud af den selv, vi har brug for nogen der kaster os en lille line (eller flyver ind med 12 stærke krammemænd og kvinder og giver kram og kærlighed), så vi kan se klart igen. Og det var bare det jeg ville sige på denne mandag. Og som min psykolog sagde i dag: "du poster jo heller ikke billeder af at ham du dater lige har lukket dig totalt ude og givet dig "The silent treatment" - og nej, det er rigtigt det gør jeg jo ikke. På facebook viser vi kun de store fisk vi fanger, den perfekte kage, 12-tallet og den store is. Jeg er selv en kæmpe del af problemet.God dag! PS. Jeg har været i Netto og købe Pollyer, det er det hele værd!