Nu kan jeg endelig fortælle dig hvad jeg har holdt hemmeligt i næsten et år ...

Hvis du også sad og ventede på et inspirerende interview her til aften, så må jeg desværre skuffe dig, det kommer først i morgen. Jeg har været lidt udfordret i denne uge, og når du har læst denne blog, så ved du helt præcist hvorfor. Til gengæld sætter jeg resten af interviewet op til at udkomme i morgen, og så kan du læse om endnu en inspirerende mamma der :)

Sidste søndag kunne jeg mærke noget. Noget i halsen. Det var som om min hals snørede sig helt sammen og som om jeg slet ikke kunne få luften ned i lungerne. Og da jeg tænkte over det kunne jeg mærke at jeg havde haft det sådan et stykke tid. Jeg vidste godt hvorfor, for i min kalender stod der "møde med Katrine og R" torsdag fra 10.00 - 12.00. En aftale der har stået der siden midten af december. For torsdag i denne uge var dagen hvor jeg skulle møde Emmas far igen, det var første gang siden det hele vendte fra negativt til positivt, vi skulle evaluere, og jeg havde besluttet mig for at vores samarbejde og vores nye bånd nu var stærkt nok til at fortælle ham den hemmelighed jeg har haft overfor... ja stort set alle jeg kender. Kun ganske få mennesker har vidst det som ingen måtte finde ud af.

Mødet var planlagt, men jeg anede ikke hvordan jeg skulle få det sagt. Jeg vidste heller ikke om han, med den nye viden, ville gå tilbage til Foreningen Far og starte krige på ny eller føle sig berettiget til at kræve noget af Emma (og mig) som Emma slet ikke var klar til, nu hvor han havde fundet ud af det. Men opbygning af relationer kræver gensidig tillid, og jeg var villig til at tage chancen og fortælle ham det hele alligevel. Så måtte det bære eller briste. Så det gjorde jeg.

Vi var begge to mødt op, jeg havde 4-5 punkter med i min notesbog, men det ene punkt fyldte flere sider. Pludselig kom jeg i tvivl om det var det rigtige jeg havde gjort dengang, jeg kom i tvivl om det var det rigtige at holde det hemmeligt for ham og alle andre. Men efter et par snakke med folk tæt på mig blev jeg mindet om at det var det absolut bedste valg jeg havde truffet. Katrine bød velkommen, stemningen var god. Han snakkede lidt, jeg snakkede lidt og vi var enige om at samarbejdet er positivt og bliver - med små skridt - bedre og bedre for hver dag der går. Og så kiggede Katrine på mig og sagde "du har et punkt med der hedder Emmas hverdag, vil du starte med det?", og så hoppede mit hjerte et slag over, og jeg besluttede mig for at hoppe fra hovedet og ned i hjertet, og bare snakke derfra.

"Der er noget jeg skal fortælle dig, og det er rigtig svært, men fordi situationen har været som den har været i mellem os, og fordi du og din advokat havde de der sindssyge optrapningsplaner med som var helt urealistiske for Emma, og fordi jeg simpelthen ikke vidste om du ville bruge det til at gennemtrumfe noget samvær Emma slet ikke var klar til, så har jeg valgt at holde det her hemmeligt for dig, for at passe på Emma. Men nu er vi der i vores nye relation hvor jeg føler at jeg godt kan dele det her med dig, fordi jeg gerne vil have at du også er en del af den del af Emmas liv. Og om lidt vil du måske kunne forstå hvorfor jeg er glad for at jeg valgte som jeg gjorde..."

der var helt tille, han nikkede, og jeg fortsatte

"Emma går i vuggestue. Og inden hun gik i vuggestue gik hun i dagpleje. Og inden hun gik i dagpleje gik hun i en anden vuggestue. Og det har været en forfærdelig omgang. Men nu går det godt, det 3. sted er et fantastisk sted, Emma er glad for det og jeg har glædet mig til at kunne dele det med dig. Men fordi tingene har været som de har været, så har jeg ikke turdet fortælle dig om det før nu. Det har været rigtig rigtig svært for Emma, det har været svært at slippe mig, det har været svært for hende, fordi hun er blevet langt mere påvirket af den situation vi har været i end jeg havde regnet med, derfor er vi faktisk endt med at have haft en psykolog på hende, at have fået hende tjekket af flere eksperter - ikke med min gode vilje, men fordi vi pludselig var i et dagpleje system der var enormt opsatte på at hun var enten Særligt sensitiv (?), epileptisk (?) eller ikke kunne tåle lyden af andre børn (?). Man får åbenbart tilført flere midler til sin dagpleje hvis man har et barn der har en diagnose, og mit gæt er at det er det Emma har været udsat for. Men fordi vi to havde en sag i statsforvaltningen, og fordi jeg ikke vidste om eller hvornår du måske fik adgang til de her akter, så sagde jeg ja til alle tests og undersøgelser - selvom jeg overhovedet ikke kunne genkende det barn de beskrev for mig i dagplejen, men jeg var bange for at stå som usamarbejdsvillig. Det er en af de væreste perioder i mit liv. At der står flere fagpersoner og kigger på mit barn og siger der er noget galt med hende, og siger "det er en meget kompleks sag", når jeg bare ser den her lille pige der er så sund og rask og fremme i sin udvikling. Ingen i min familie kunne genkende det billede der blev tegnet af hende. Jeg var så alene og jeg har grædt mig selv i søvn hver aften mens jeg har slået mig selv i hovedet, fordi jeg åbenbart er for blind til at se hvad fanden der er galt med mit eget barn. Og R, jeg kunne ikke involvere dig i det, for jeg kunne ikke klare både at kæmpe mod det system og også at skulle kæmpe mod dig i statsforvaltningen, hvor din advokat måske ville bruge hele det her diagnosehelvede i mod mig. Det ville jeg simpelthen ikke have overlevet. Derfor holdt jeg det hemmeligt, derfor skrev jeg på min blog at jeg bare havde Emma hjemme. Derfor var jeg bange hver gang vi havde samvær på biblioteket, for jeg var bange for at nogen skulle sige "Hej, det er da Emma nede fra vuggestuen". Men alternativet havde været endnu værre.

Så, selvom børnepsykologen, som i øvrigt var den eneste fornuftige i det panel af eksperter i dagplejesystemet, var meget i tvivl om det var det rigtige at flytte Emma derfra, så kunne han ikke komme udenom at samtlige vurderinger af Emma sagde at hun var et helt normalt barn, præcis som jeg hele tiden havde holdt fast i. Så han tilbød mig at støtte mig i et få Emma flyttet fra dagplejen og over i den nye vuggestue. Så der går hun nu. Kørt ind som et helt normalt barn, og de mener ikke der er noget som helst galt med Emma, som går på stue med 10 andre børn. Hun er glad, hun glæder sig til at komme afsted om morgenen, hun taler om dem når jeg har hentet hende og hun snakker om dem i søvne om natten. Jeg er så glad og lykkelig, og selvom det hele stadig er nyt og skrøbeligt, især for mig efter den kamp, så synes jeg tiden er inde til at du, ikke nu, men snart, skal med ned og se det sted som betyder rigtig meget for Emmas hverdag..."

og så stoppede jeg med at sige noget...

og så kiggede jeg på ham...

og så sagde han

"Jeg er så ked af at du har skulle stå i alt det her alene...

Og jeg forstår 100% hvorfor du valgte som du gjorde. Jeg er bare ked af du skulle alene i gennem alt det her. Jeg bliver helt vred på det system!"

Og så blev jeg bare så lettet. Faktisk blev jeg så lettet at jeg har haft fysisk ondt i min brystkasse lige siden mødet i torsdags.

Og der er så meget at fortælle omkring det, men lige nu skal jeg bare have det her ud. Jeg kommer til at skrive meget mere om forløbet med dagplejen, som jeg stadig er dybt chokeret og edderrasende over. Især fordi der står direkte løgne i aktindsigten - som jeg - fordi jeg aldrig går alene til undersøgelser kan dokumentere er løgn. Jeg har stadig lyst til at gå til pressen med min historie, og nu hvor jeg skriver det jeg har holdt inde så længe, så kommer hele vreden op igen. Men altså. Det vigtigste er at Emmas far ved det nu, du ved du nu og jeg behøver ikke længere få hjertebanken over måske at blive afsløret. This was it.

Mødes med Emmas far gik fantastisk, og jeg er meget rørt over den rejse vi begge to har været villige til at tage for Emmas skyld. Det var aldrig gået med foreningen far og advokater i hånden. Aldrig. Til gengæld har vi et samarbejde der blomstrer op, og vi har aftalt et fælles kodeord for hvis en af os skulle blive bange igen. Så skal vi sende en besked med dette forholdsvis platte og neutrale ord, så vi kan sige "jeg blev lige bange, gider du forsikre mig om at du ikke er tilbage i det gamle" og han kan gøre det samme. Og vi har allerede benyttet os af den med stor succes.

Jeg fik ydermere sat nogle grænser, for jeg har været bange for, nu hvor han ved at hun går i vuggestue, at han vil bede om aktindsigten. Og ja det har han selvfølgelig RET til, men et godt forældresamarbejde handler ikke om hvad man har ret til, det handler om at bygge noget op hvor alle føler sig sete, og hvor man har en dialog omkring de ting der fylder. Derfor spurgte jeg ham om han ville overveje, i stedet for at søge aktindsigt, så at spørge mig, og at der ikke er noget som helst jeg ikke vil fortælle ham, men at jeg ikke husker alting hele tiden, så han må også gerne spørge mig. Og så sagde han noget meget rørende: "Det vil jeg rigtig gerne, og faktisk, for at være helt ærlig, så ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal bruge alle de aktindsigter til, jeg havde bare fået at vide jeg skulle søge dem". Og så var der noget der gik op for mig; for jeg har hele tiden vidst at dette ikke var hans kamp, men fordi han alligevel kæmpede den var jeg nødt til at beskytte mig imod den. Nu hvor han ikke kæmper den længere er det meget tydeligt at se forskel på hvad der er ham og hvad der kommer udefra (advokater, foreningen far osv). Jeg er så glad for, for hans og min og Emmas skyld, at vi er der hvor det hele er lagt på bordet nu. Jeg glæder mig til at han skal se Emmas vuggestue, og se den planche jeg har lavet med Emmas familie, hvor han faktisk også hænger, selvom den er lavet på et tidspunkt hvor han og jeg ikke var et godt sted. Så han kan se at jeg aldrig har ville tage Emma fra ham. Det ved han godt, men jeg tror alligevel han bliver glad for at se planchen.

Jeg begynder virkelig at tro på at den alternative familieform der var udgangspunkt for bloggen her, den begynder at tage sin form. Respekt for ham, respekt for mig og al kærlighed til Emmas fremtid der bliver lysere for hver dag der går.

Jeg har flere nyheder, men det her er alt jeg kan levere i dag.

Nu skal jeg sove <3