”Du blokerer folk til højre og venstre” skrev en tidligere bekendt til mig, inden hun kaldte mig en masse grimme ord jeg ikke vil gengive her. Det kan jo ske. Altså at veje skilles. Ofte er det godt det sker, det var det i hvert fald i dette tilfælde. Men jeg har tænkt over det der med at ”jeg blokerer folk til højre og venstre”, for der er noget der har ændret sig, når det kommer til tålmodighed og tolerance og det at have et stort publikum, og det vil jeg skrive lidt om i dag.I gamle dage kunne jeg ikke drømme om at slette eller blokere folk. Alle havde ret til at have sin mening på min blog/min facebook, ret til at ytre den uanset hvor modbydelige og nedladende de holdinger kunne være. Jeg havde på et tidspunkt også en læser/stalker, som udgav sig for at være psykolog, og som sendte mig (meget) lange analyser af mine blogindlæg, som han mente alle handlede om mit forkvaklede (?) forhold til min far. Alt hvad jeg skrev handlede om det. Heller ikke her sagde jeg fra. For jeg ville jo gerne være så rummelig.Men så lærte jeg noget. Jeg lærte at det simpelthen er for dyrt for mig at være rummelig. Når jeg er rummelig og skal acceptere alle så koster det mig følgende:
- min lyst til at skrive
- min lyst til at være ærlig
- min lyst til at være mig selv
- min lyst til at have en tovejskommunikation og læse hvad andre tænker efter de har læst mine tekster og blogs
- min energi
- mit overskud
- min lyst til at være med til events hvor der er folk jeg også skal være rummelig overfor
- og sikkert et par ting eller tre mere
Så begyndte jeg at slette og blokere læsere og følgere når de gik laaaaaangt over stregen. Når de kaldte mig ”snotkusse” eller ”du skal dø luder” eller andre helt naturlige ord der kommer op når man er uenige om noget på nettet. Som f.eks hvornår man gerne vil have besøg efter man lige har presset et barn ud mellem benene. Så kunne jeg mærke det hjalp lidt. Det var faktisk rigtig rart at trække en grænse og ikke være så forfærdelig rummelig længere.
Så kom der en ny slags følgere. Dem der var bedrevidende på en ret nedladende måde. Dem der siger ”lille ven” fordi de har et mindreværd de lige skal have med op i øjenhøjde. Så var jeg rummelig og lydhør overfor dem. For de var jo ikke direkte onde. Men så kunne jeg mærke at de også havde en pris, som også var for høj at betale.
- energislugere
- endeløse diskussioner hvor ingen hører efter og som ikke forandrer en pind
- irritation
- manglende lyst til at læse kommentarer, fordi de hverken var konstruktive, givende eller inspirerende
Så besluttede jeg mig for også at udelukke dem og blokere dem. Og siden da har jeg kun en eneste regel: det er min dagligstue, hvis du ikke opfører dig ordentligt herinde, så må du gå. Går du ikke selv, så er jeg meget servicemindet, og så hjælper jeg dig.Du ved godt selv hvornår du er nedladende og hvornår din kommentar er skrevet i en udånder-energi. De fleste af dem jeg har blokeret skulle have været blokeret for længe siden. Når man har en blog har man også et ansvar for det rum man taler ud i. Præcis ligesom når man holder foredrag. Du gider heller ikke sidde til et foredrag, hvor foredragsholderen ikke tager ansvar for ham der sidder nede i rummet og lukker galde ud under hele foredraget, vel? Nej, du vil gerne have at han enten bliver bedt om at vente til der er spørgerunde, eller simpelthen bliver bedt om at tie stille. Bloggen er lidt det samme. Her er formen en anden, men reglerne gælder stadig. Her har vi en samtale. Jeg laver et oplæg, jeg er ordstyrer, det er min dagligstue. Hvis jeg skriver noget der provokerer dig (det kommer jeg til), så er det dit ansvar at holde styr på din egen provokation, og vende dine spørgsmål og dine kommentarer til mig og de andre læsere til en tone hvor det er muligt at læse din intention, og hvad det er du undrer dig over. Så simpelt er det. Eller du kan,
og det her er der ikke mange der ved, bare lukke computeren og aldrig vende tilbage, tage en pause eller være helt stille. Det er lige så meget din ret, som det er din ret at død og pine ytre dig. Det er vi mange der praktiserer når vi f.eks snubler over Martin Henriksen inde på Facebook, som ligger og raller et eller andet sted. Stilhed. Videre.Så ja, jeg blokerer folk til højre og venstre. Ikke tit, men når det er nødvendigt. Og i perioder er det tit. For jeg vil gerne have at her er rart at være for alle, især for mig, faktisk. Og så kan det godt være at jeg er det mest egocentrerede menneske du nogensinde har mødt, den titel tager jeg gerne på mig, men jeg har betalt prisen for ikke at være det, og den var for høj. Jeg lytter rigtig gerne, men insisterer du på at svine mig og andre til, så viser jeg dig døren hurtigere end du kan nå at stave til ”kan du have det rigtig godt”. Det havde jeg bare lige brug for at sige i dag. Og jeg håber at alle mennesker i hele verden laver de samme regler for dem selv og deres dagligstuer, ellers kan det hurtigt blive et svært sted at navigere. Hav en rigtig dejlig dag
