Første gang jeg så det var jeg sikker på at Emma døde i armene på mig. Hun var 7 måneder gammel, og hun havde slået tanden på en sengegavl. Jeg har skrevet om oplevelsen her. Men det viste sig at hun har affektkramper, ligesom ca 4% af børnene i alderen 1-2 år får. Det ser voldsomt ud og det er ikke farligt. Alligevel tænker jeg på hvor det mon kommer fra og hvad årsagen er til at hun reagerer som hun gør.Min søster sendte mig dette link, som jeg blev glad for at læse, derfor tænker at jeg dele det med dig også, hvis du nu heller ikke havde læst det, og har et barn der også får affektkramper.Jeg har efterhånden set dem nogle gange, men jeg kan ikke vænne mig til at mit barn zoner ud og bliver bevidstløs, omend det kun er et øjeblik. Det går lige i hjertet hver gang. Jeg er blevet bedre til at håndtere det og til at berolige folk der er sammen med os, og instruere min familie i hvad de skal gøre hvis det sker når jeg ikke er der.Her er hvad jeg gør:
- Jeg puster Emma lidt i hovedet for at aktivere vejrtrækningen, men det virker sjældent.
- Jeg forsøger at aflede hende inden anfaldet, men jeg har ikke haft succes med det endnu. Jeg kan se på hendes gråd når det kammer over i en affektkrampe
- Jeg sikrer at hun ikke falder i noget. Hvis jeg kan, så griber jeg hende eller holder hende tæt ind til mig. Hun bøjer sig ofte bagover, så lader jeg hende falde ned i min arm, så kroppen er udstrakt med hendes hovede er i min hånd og kroppen hviler på min arm. Når affektkrampen er færdig så tager jeg hende ind til mig.
- Jeg trøster hende bagefter og forsøger at få hende til at grine ret hurtigt efter så det ikke trækker ud (for hendes skyld). Det virker til gengæld. Hun er lidt træt bagefter men er klar på leg og sjov ret hurtigt igen.
- Det er min erfaring at hvis der har været en affektkrampe, så jeg sætter hende ikke i pressede situationer umiddelbart efter. F.eks fik hun en affektkrampe i morges fordi hun fik sin finger i klemme i en dør. Mine forældre skulle egentlig passe Emma, da jeg havde et møde, men da de kom var Emma så træt, at en sig-farvel-sceance ville udløse endnu en krampe. Og ganske rigtigt, da Emma et kort øjeblik troede at jeg gik, så fik hun en affektkrampe mere. Jeg aflyste derfor det hele og blev hjemme og puttede med Emma, som sover nu.
- Jeg snakker om det. Det er ikke tit det sker (det lyder næsten som om det sker hele tiden. Jeg har måske oplevet det 10 gang i alt i hele hendes levetid). Men det er vigtigt at få talt oplevelsen ud af kroppen, for det er ret voldsomt at se sin lille ninja forsvinde et øjeblik. Så jeg skriver om det eller snakker om det, så jeg kan få sat ord på hver gang og oplevelsen ikke fylder. Jeg snakker også med Emma om det, selvom hun ikke har sprog for det endnu. Men så må hun bruge mine ord indtil hun selv får nogen.
