Gravid uge 36 - når der kun er kærlighed tilbage
Kalenderen har ramt det der hedder uge 36+1 i dag. Så jeg er i uge 37 nu (det kommer aldrig til at give mening for mig, det der med ugerne). Og hvådden går det så?
Jo, det går sgu egentlig meget godt. Også selvom
- jeg er TRÆT
- jeg har feber (influenza)
- jeg er TUNG
- jeg har kroniske stærke smerte under mine højre ribben
- jeg er snottet
- jeg har ondt i lænden og kan derfor ikke sidde/gå/stå/ligge
- jeg er udmattet efter en virkelig hård graviditet
- jeg har kvalme og kaster desværre stadig op
- jeg har svært ved at trække vejret fordi maven sidder så højt oppe
- jeg har kroniske hedeture
- mine fødder, led og hænder er hævede og fyldte med væske
Jamen? Skrev du ikke lige at det går meget godt?
Jo, det gør det også, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor. Jeg er lykkelig. Punktum. Denne graviditet har været den hårdeste prøvelse for mig i mit liv. Jeg har skulle lære at sætte grænser på et helt nyt niveau. Jeg har skulle lære at stå ved mig selv på et helt nyt niveau. Jeg vidste ikke at graviditet og fødsel og motherhood nærmest vækker en dyb religionsfølelse i folk, og at alle føler ejerskab over mine valg, min graviditet og min måde at gøre tingene på. Alligevel er det lykkes mig at forme, skabe og leve i min graviditet præcis sådan som jeg ønsker det skulle være - indenfor de rammer jeg nu er blevet givet (9 måneders kvalme og opkast og alt det jazz).
Jeg har taget virkelig meget ansvar. Jeg har fundet en god psykolog. Læs om Erla, og om at gå til psykolog her.
Jeg har forholdt mig til lige præcis hvordan jeg ønsker min fødsel skal foregå. Både med hjælp fra Mia, min fantastiske fødselsforbereder, som du kan læse om her. Og fordi jeg har været inde og virkelig mærke efter hvad der er vigtigt og ikke vigtigt for mig når det kommer til fødsel af mit første barn.
Så er jeg omgivet af virkelig mange mennesker som ønsker mig og min datter alt godt i hele verden. Jeg har fået tilsendt de fineste gaver fra mennesker jeg aldrig har mødt, jeg har fået så meget støtte, især når jeg har mødt massiv modstand af mine valg og beslutninger, mange gravide har henvendt sig til mig og har delt deres egne historier. Jeg føler mig enormt omfavnet og mødt, og det har været fantastisk at dele så meget af min historie med så mange respektfulde og kærlige mennesker. Ikke alle har været enige med mig, og det skal de heller ikke, men det er minimalt hvad jeg har oplevet af grænseoverskridende og meget dømmende kritik. "Snotkusse" tager stadig førstepladsen, men okay, så lærte jeg et nyt ord den dag :)
Og så gjorde min veninde Christina mig opmærksom på noget forleden dag. Hun spurgte om jeg egentlig var klar over hvilket univers jeg allerede har skabt til min datter Emma Jo? Jeg var ikke lige helt med?
"Jo, du har jo inviteret dit univers med fra starten, og du har delt og vist sårbarhed og ærlighed, også når det har været grimt. Er du godt klar over hvor meget kærlighed din datter kommer til at være omringet af når hun kommer ud, på grund af alt det forarbejde du har lavet for hende? Hun vil have så mange venner for livet ude i landet, på grund af dig!"
Jeg blev meget rørt og glad, især fordi hun jo har ret, det har jeg bare ikke tænkt over. Men jeg har hele tiden haft et billede af at hun altid vil være omringet af kærlighed. nu har jeg bare fået sat ansigter på hvem de er. Det er alle dem (dig) der følger med, læser med, støtter, deler, spørger, lytter, og er med på rejsen.
Derfor går det godt, trods alle de skavanker jeg har med mig i disse dage. Der er simpelthen så meget kærlighed til både mig og min datter, det kan jeg ikke andet end at glædes over dybt inde i hjertet.
Og hvad fødslen og terminen angår? Så er der i dag 27 dage til terminen. Men jeg ved at Emma Jo kommer når hun kommer. Så jeg har ingen stress på, jeg føler mig klar, og selvom jeg gerne snart vil have min krop tilbage, så gør et par uger ingen som helst forskel hele dette gravid-eventyr jeg har været igennem indtil nu :)
