Faktisk troede jeg det ville blive mit værste mareridt sidste år. En måneds sommerferie helt alene med to små børn, som nybagt mor til en lille baby. Men det blev alt andet end det. De første døgn var rædselsfulde, men da de var overståede gik det helt fantastisk, og pigerne og jeg fandt en fælles melodi. Jeg har alligevel nogle “lessons learned” til dig omkring det at holde sommerferie alene med små børn, og dem deler jeg med dig her.
Selvom det lyder totalt tillokkende at tage en uge sydpå eller leje et sommerhus eller smutte til London, så er det mega krævende at være afsted med små børn. Udover at du som forælder er på overarbejde fordi alle omgivelserne er nye, så reagerer børn ofte også med ikke at ville sove, at være ekstra urolige mv. på nye vaner og nye omgivelser. For mig er ferie afsted hjemmefra ikke ferie. Det er ferier jeg skal have ferier fra når jeg kommer hjem.
Derfor har jeg besluttet mig for at vi bliver hjemme, men i stedet tager på små udflugter og hygger, men så vidt muligt sover i egne senge og står op i egne senge igen dette år. Måske tager vi nogle dage på sejlerferie hist og her med mine forældre, men båden kender mine piger også, og så er jeg ikke alene.
Det gælder simpelthen om at gøre ferien nem FOR MIG! Det har jeg lært og det er den vigtigste lektie jeg vil give videre. Hvis jeg ikke kommer til at nyde ferien og slappe af, så er der ingen der gør. Og små udflugter fra hjemmet, dem er jeg vant til og det er som regel ret hyggeligt. Når vi kommer hjem i trygge omgivelser, så slapper alle af, og falder i søvn, mætte på oplevelser.
Når mine piger bliver større, så vil jeg tage dem med ud og opleve verden, men her på sjælland er der så mange muligheder, og jeg har tanket mit rejsekort op, så jeg kan endda lade bilen stå. Begge piger er enormt nemme at have med i offentlig transport, jeg har den lille i slyngen, en rygsæk på ryggen og Ems i hånden. Så kan vi tage alle steder hen.
Jeg har lavet en lille vision for ferien, hvilket jeg tror er en god idé for alle at gøre. En lille forventningsafstemning. Når børnene er små er det måske lidt svært, men lidt større børn (end mine) kan sagtens være med. Min vision i år handler om at skabe en afslappet ferie uden for meget skærme, hvor vi er meget ude i naturen, får noget farve, får grinet og krammet og får nye oplevelser med hjem, der er med til at udvide vores allesammens verden. Bum. Og så kan jeg mærke at det er rart at have friheden til bare at smutte til jordbær-pluk eller lade være en dag hvis vi har lyst til det, så selvom der er nogle få ture jeg gerne vil på (noget med bondegårde og sådan), så er der også plads til spontanitet og pop-op ting og sager. Jeg vil gerne noget med musik og dans, så jeg leder efter noget babygroove eller børnekoncert, tip mig gerne hvis du har hørt om noget.
Det her er ikke reklame, da jeg ikke tjener noget på det, men jeg er alligevel meget meget stor fan af Smilla, som er familierådgiver og min veninde. Hun har en klub for forældre til viljestærke børn, og har faktisk i denne måneds tema lavet et tema om hvordan du holder en god sommerferie med dit viljestærke barn. Uanset om man har et viljestærkt barn eller ej, er jeg ret sikker på at det er guld til den kommende sommerferie der er at finde i Smillas klub denne måned. Jeg skal selv høre udsendendelsen i aften. Du finder klubben lige her.
Hvad skal du på din ferie med børnene? Og hvad skal dig der skal afsted uden? Hvordan holder du en god ferie for dig selv? Og hvad er dine ferie lessons learned, uanset om du skal på ferie med børn eller ej?
Jeg glæder mig til at læse svaret i kommentarfeltet <3
P.S. Billederne i dette indlæg er taget af skønne Anja fra Social Media by heart, tjek hende ud lige her (især hvis du vil blive klogere på din instagram business)